Det var da også så længe siden

11 Nov

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

10 kommentarer to “Det var da også så længe siden”

  1. Ellen 11. november 2013 hos 10:05 #

    Der følger en hel del med det at have børn – af plusser og minusser, som du selvfølgelig har oplevet ved selvsyn snesevis af gange. Dog heldigvis langt flest plusser!
    Jeg har også kun udsat mig for Vild med dans én gang, og det var også både den første og den sidste for mig – den slags er livet simpelthen for kort til for mit vedkommende.
    Hvad angår skattepengene, så har jeg sandelig også fået noget for mine penge gennem det sidste halve år.

    • Kong Mor 12. november 2013 hos 22:23 #

      Langt flest plusser. Afgjort. Og jeg er da også sikker på at mine unger ikke slår sig mere end andres – men alt skal jo ganges med fire – så det føles som mere!!🙂

  2. Fruen i Midten 11. november 2013 hos 10:43 #

    Nå, troede lige, at pointen var, at Zorronaldo ikke kunne blive behandlet (læs: opereret) efter at have indtaget burger mm. Den fejl har jeg nemlig begået en gang, hvor jeg blev forfærdelig sulten, mens jeg sad og ventede på skadestuen. Og ja, det er da godt, at systemet virker, og I fik noget for skattepengene. Gid det så bare virkede hele vejen igennem, sagde en, der i øjeblikket oplever det modsatte, fordi der er gået kassetænkning og ikke hjælp i systemet. Men det er så en helt anden historie, som ikke kommer på bloggen, fordi det er for tæt på.

    • Kong Mor 12. november 2013 hos 22:22 #

      Årrh ja – det var også en mulighed – men jeg regnede nu heller ikke med operation!!🙂
      Ked af at høre at du sidder fast i en dum situation. Og nej – det er ikke alt der hører hjemme på bloggen!!

  3. overleveren 11. november 2013 hos 18:36 #

    Vild med dans… det har jeg stadig til gode.. både som seer til et obskurt tv-program eller selv at opleve.. at blive vild med dans, altså.. har altid set et dansegulv som et skafot og noget man skal holde sig langt væk fra😉

    Der er da ingen grund til at vise noget som helst interessant på tv på en skadestue.. vil vædde med at de fleste sad med næsen i deres smartphones alligevel.

    • Kong Mor 12. november 2013 hos 22:21 #

      Du går ikke glip af NOGET!!!
      jeg kan nu godt lide at hoppe rundt derhjemme – men at se andre have det sjovt er ikke noget jeg gider.
      De andre mennesker på skadestuen havde ikke smartphones.. Mine unger havde – men de snakkede nu mest med hinanden.

  4. Tove 11. november 2013 hos 20:07 #

    Klippekort til skadestue er jeg kun alt for bekendt med😉 yngstemand er rigtig god til det i hver tilfæde😉 Ventetiden er dræbenede sådanne steder … især omkring vagtskifte. Mine drenge bliver som regel utålmodige cirka en 1/2 efter vi har sat os – især hvis de er blevet røntgenfotograferet og moderen har set på billedet, at der ikke er noget brud😉

    Og Vild med dans er noget som jeg slet ikke har set i år for det er for meget synes jeg🙂

    • Kong Mor 12. november 2013 hos 22:19 #

      Haha – ja det er jo faren ved at kunne se på den slags. Men så kunne I jo gå uden at se en læge?
      Vild med dans er bare ikke mig.😉

  5. fiberfryd 11. november 2013 hos 20:20 #

    Ja, en tur på skadestuen kan uden tvivl udvide ens horisont. Du er blevet klogere på dagens velfærdssamfund, nationens fredagsunderholdning og Allans danseevner, samt fået lappet afkommet. Du havde i det mindste hyggeligt selskab undervejs; min veninde sad forleden mutters alene i 7 timer på skadestuen med en brækket finger…
    Håber ungersvenden er ok nu🙂

    • Kong Mor 12. november 2013 hos 22:18 #

      Ungersvenden er øm. Og har sær følelse i tommeltotten. Men det går nok over!
      Og ja jeg lærte en masse. Mens jeg havde behageligt selskab. 7 timer alene det lyder jo helt vildt. Her ude på landet plejer vi at blive sendt hjem for at tilbringe lange ventetider (ofte med børn) derhjemme. Naturligvis uden at miste pladsen i køen og ikke hvis det er farligt.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: