Luciaoptogets kald…

17 Dec

Okay…

Det er nok meget sigende at det er endnu en forargende tildragelse, der denne gang inspirerer mig til at skrive et indlæg fra det virkelige liv. Deraf kan man vist roligt udlede at jeg bare er en vrissen ældre dame, der tilbringer en god del af sit liv med at brokke sig over andre. Det er lidt som et kald.

Det er dog ikke kun vris man kan føle et kald til, der er også visse erhverv som man kan føle sig kaldet til.

Eller som i hvert fald oprindeligt mere var et “kald”, end et egentligt ønske om blot at udføre et arbejde.

Flere professioner går under den kategori, hvis man spørger mig, og selv hvis man ikke spørger mig, vil mange nok være enige med mig i at både præster og læger oprindeligt kunne føle et kald for at udfylde disse så vigtige embeder i vores verden. Kaldet halter nok lidt mere hos lærere, og mon ikke at der både blandt læger og præster, efterhånden er færre og færre som rent faktisk føler sig kaldet.

For nu at starte med begyndelsen så har Gårdmand Bjørn haft ondt i maven. Meget ondt og af flere omgange. Og da dette havde stået på over længere tid tog First Man og en mormor drengen med til lægen, som så måske kunne udelukke at der var noget alvorligt galt.

Dette kunne lægen desværre ikke udelukke, blot efter disse konsultationer, selvom det var tredie gang vi havde fået en tid i den forbindelse. Senest med en yngre praktikant.

Derfor skulle Gårdmanden stikkes i og efterlade en ikke uanseelig mængde blod og dertil trykkes på maven, på det lokale sygehus. Og herefter skulle han tilbage til lægen praktikanten, til et allerede fastlagt besøg, for at følge op på blodprøve og øvrige mavesituation.

Jeg tillader mig at insistere på at vi havde fået en tid hos denne læge praktikant 10 dage forinden, i forbindelse med det seneste besøg.

Jeg insisterer ligeledes på at Gårdmand Bjørn ikke var så dårlig længere – maveondet så ud til at være drevet over af sig selv som de foregående gange – og absolut ikke var ved at dø, han var blot en dreng med tilbagevendende ondt i maven. Ikke desto mindre var han syg nok til at man sendte ham videre i systemet.

Denne opfølgende aftale, skulle have været i fredags.

Men – og som den opmærksomme læser nok kan fornemme kom det ikke til at gå som planlagt – allerede torsdag blev jeg ringet op af denne praktikantperson…

Som jeg i øvrigt aldrig selv har set før, da det var First Man og en mormor, som havde knægten til lægen de første gange.

Jeg plejer personligt at bruge en af de tre faste, dygtige og empatiske læger der har permanent ophold i vores lægehus.

Indimellem har de i lægehuset dog besøg af unge nyuddannede(?) læger der åbentbart skal lære at være læger. Eller noget. Og han havde tilset min søn sidste gang, og skulle også følge op på de undersøgelser Gårdmanden havde været igenne.

I hvert fald var det denne wannabe, der var i den anden ende af torsdagens telefonforbindelse.

Som ville høre om vi kunne rykke vores fredagsaftale.

“Til hvornår” spurgte jeg – meget relevant syntes jeg selv.

“Til senere, ha ha” lød det kække svar. Da jeg hverken grinede eller gryntede kammeratligt, men blot bad ham give mig et alternativ, tilføjede han: “10.30 måske?”

Hvorpå jeg havde planlagt at svare at jeg altså havde et arbejde, så jeg kunne ikke bare bruge det meste af formiddagen på et enkelt lægebesøg og at jeg derfor gerne så at det lå enten tidligt eller sent, men det nåede jeg slet ikke at sige, før denne praktikantperson fortsatte: “Jeg vil nemlig gerne se min datter gå Lucia.”

Den lader jeg lige stå et øjeblik.

Herefter var der en kort pause, i hvilken han uden tvivl ønskede min accept af dette fromme ønske om at se sit afkom iklædt en hvid onesize sækkekjole, i selskab med andre børn i samme mundering.

Præcis ligesom mine egne børn har gået Lucia, jeg har dog kunnet nøjes med at se dem om aftenen, og mens jeg havde fri.

De gange jeg har følt trang til at deltage i mine børns institutionelle aktiviteter, har jeg taget mig en hel eller halv fridag og i øvrigt ikke belemret mine arbejdsgivere med detaljer om hvorfor og hvordan, da jeg bestemt ikke kunne se hvordan det kunne interessere dem.

Denne yngre mand – øjensynligt far til en pige – havde ingenlunde samme kvaler ved at delagtiggøre mig i sin datters gøren og laden.

Og jeg var for paf til at give ham svar på tiltale på stedet – til min egen store ærgrelse – og indvilligede stille i at få en tid til mandag. I går.

Men i takt med at weekenden forsvandt, forsvandt også min stilhed. Også i den grad.

Og jeg ringede til lægehuset mandag morgen og aflyste min tid med denne yngre mand.

Jeg meddelte den søde sekretær, følgende:

At jeg aldrig, nogensinde, ville have at gøre med så uprofessionel person igen, om jeg så var nok så meget på gravens rand.

At en af de tre andre læger kunne ringe til mig, såfremt min søn fejlede noget grimt.

At jeg i øvrigt ikke så noget til hinder for at en mand – en far – tog en halv, eller hel, fridag for at se sit barn i en eller anden vilkårlig optræden, men at han ikke under nogen omstændigheder skulle sidde og fortælle mig at han prioriterede sin datters Luciaoptræden højere end min søns ondt i maven. Min søn, som han i øvrigt selv havde bedømt skulle til en dybere og grundigere undersøgelse på sygehuset.

Ved at fortælle mig om sine planer for den fredag morgen – planer hvori en ellers planlagt konsultation af min søn ikke indgik – fralagde han sig sit ansvar for hele situationen, og ville blot have min billigelse til at sidde og se på et Luciaoptog, i stedet for at passe sit arbejde.

Det var at gøre regning uden vært. Han ville og vil aldrig få min billigelse til at opføre sig så uprofessionelt og navlebeskuende.

Sekretæren sagde stille, at hun godt kunne forstå jeg var gal i skralden.

I min verden passer man sit arbejde, og hvis man prioriterer noget andet end arbejdet, så må man tage en fridag og få ordnet sine sager på den måde.

Men jeg synes på en eller anden måde, at det er lidt værre når det er en læge?! Læger er også mennesker og alt det der. Helt klart. Men har læger ikke valgt at have et arbejde hvor de skal passe på andre menneskers helbred?

Har de ikke følt et kald? Bare et lille bitte kald? Det samme slags kald som gør at man bliver præst, sygeplejerske, politibetjent eller nødhjælpsarbejder.

Uden at svælge i Nightingale, Mother Theresa eller Robocop i øvrigt. Bare et lille kald, hvor man accepterer at skulle arbejde juleaften indimellem, fordi man skal passe på andre der ikke kan selv.

Eller er det bare mig?

Nå, denne yngre læge har nok bare ikke hørt kaldet endnu.

Gid han i så fald hører det kald fra en helt anden profession, og meget gerne en hvor man ikke skal have med mennesker at gøre.

God tirsdag!

4 kommentarer to “Luciaoptogets kald…”

  1. Den Gamle Krage aka Ellen 17. december 2013 hos 13:10 #

    Godt brølt løve!
    Jeg hører også til dem, der altid har lagt min arbejdstid om, så mit privatliv (incl. de yndige børns Luciaoptog) har kunnet foregå i min fritid. Og til dem der forventer at jeg bliver prioriteret, hvis jeg har en aftale med en – lad os kalde det – omsorgsperson.
    Desværre hører jeg også til dem, der ikke altid er så kvik til at få givet ren besked, hvis jeg føler mig trådt på. Derfor bliver jeg så glad, når andre siger det højt, som jeg kan have formastet mig til at tænke!

    • Kong Mor 9. januar 2014 hos 21:24 #

      Tak tak!🙂
      Jeg tror nu mere jeg hvæsede – kors hvor blev jeg gal over natten🙂
      Det er et spørgsmål om respekt!!

  2. Ellen 19. december 2013 hos 22:41 #

    Han er bare et kæmpefjols. Jeg er helt enig med dig – og hvis den virkelig stod på skilsmisse i det lille hjem, hvis ikke han dukkede op til datterens Luciaoptog, kunne han da bare have holdt sin mund med grunden over for dig.

    • Kong Mor 9. januar 2014 hos 21:20 #

      Præcis – han kunne sådan set gøre som han ville – men jeg ville ikke blandes ind i det.. Men jeg har skam reklameret med ham overfor hans kolleger i selvsamme lægehus!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: