Archive | januar, 2014

Næsten weekend

31 Jan

og så kan man lave absolut ingenting.

En weekend er starten på uanede mængder af tid og muligheder for alt muligt.

Tid til at sove længe. Tid til at stå op og rigtigt få noget ud af dagen.

Tid til at slappe af. Tid til at få noget fra hånden. Ordne alt det papirnus man ikke når i løbet af ugen.

Læse en bog. Eller tre. Gå ud og spise. Lave lækker mad. Få gæster. Besøge gode forsømte venner. (Hej – I ved selv hvem I er)

Tid til at være sammen med børnene, snakke, spille spil, se film, bage boller, drikke varm kakao, hygge.

Og alle disse planer er jo enormt realistiske. Især når man har to hele dage. Og også skal sove lidt indimellem. Og huske at købe ind og gøre rent og rydde op.

Og så er det mandag.

Nå men – god weekend alligevel!

Sokkekrig

30 Jan

Når jeg engang kommer på plejehjem, eller måske skal jeg endda helt under mulde, så kan det være jeg kan have mine sokker for mig selv. Jeg har skrevet om sokker før, men da det er et stort issue på matriklen, får I lige et indlæg mere.

Da firkløveret var små…

Ja, grammatisk er det jo helt forkert at sige at et firkløver er små. Men rent praktisk forholder det sig jo sådan at selvom det er en samlet buket af mine børn, så er de jo individuelle mennesker hver for sig. Og også sådan jeg ser dem. Derfor kan et firkløver være små, i min verden!

Altså, efter dette sidespring, da firkløveret var små, var sokker ikke noget problem. Udover at der altid forsvandt sokker – enkeltvis – hvorpå jeg altid var den lykkelige indehaver af mindst 17 ensomme sokker der havde mistet deres partner, og jeg kunne være vis på at så såre den enkelte sok ramte varmen fra forbrændingsstationen ville jeg finde dens makker i en kasse med Lego eller bag ved varmeapparatet i selskab med diverse nullermænd og en nøgle til en cykel.

Altså skulle der mange måneder og mange eftersøgninger til før jeg overgav mig og smed sokken ud.

Personligt har jeg for det meste haft sorte bomuldssokker, de passer til alt og kan parres på kryds og tværs uden man behøver at føle sig som et kludeklip med to forskellige sokker på.

Efterhånden som firkløveret blev større, uden hensyntagen til køn, kunne det ske at mine sorte sokker tog ophold på andres fødder. Firkløverets for eksempel.

Det endte med at jeg overlod alle sorte sokker på andre, og selv indkøbte sokker der var genkendelige til mig selv – i rå mængder – så jeg ikke skulle rode desperat rundt i forskellige skuffer og vasketøjskurve på jagt efter sokker der allerede og på mystisk vis, sad på andres fødder.

Men også de sokker forsvandt.

Da mine sidste cowboybukser næsten samtidigt fik et hul der ikke kunne repareres, tog jeg konsekvensen og gik over til kjoler i stedet for, og går derfor næsten udelukkende med strømpebukser nu. De har trods alt tendens til at forblive i deres ejermands – min – skuffe uden de store problemer.

Men skulle I finde sorte sokker uden makkere på jeres vej, er det sikkert mine!

Netværk

29 Jan

Det er nu snart et år siden jeg startede på min arbejdsplads.

Det har været et turbulent år, et år med mange udfordringer, kampe der skulle tages, ord der skulle siges. Men vi kom igennem og jeg sidder stadig overfor Tina og nyder det intenst.

Jeg havde aldrig drømt om at have så travlt, mere eller mindre året rundt. Faktisk ligger den eneste stille periode her i starten af februar umiddelbart efter kinesisk nytår, eller CNY som jargonen lyder.

Men jeg klager bestemt ikke; jeg er allergisk overfor at skulle sidde på en plads uden at have noget at lave – det har jeg prøvet før – jeg kan simpelthen ikke tåle at kede mig på mit arbejde.

Det eneste hik er dog at jeg ikke har tid til at skrive så meget, på bloggen i særdeleshed, som jeg gerne ville.

Jeg tænker tit på hvor heldig jeg var at have Tina, som så en mulighed for at jeg kunne blive ansat her. Det var netværk når det er bedst.

Og så var det jeg lige tænkte:

Har DU gjort noget for dit netværk i dag?

Det kunne jo betyde alverden til forskel for et andet menneske.

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

28 Jan

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

Er det vigtigt?

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Heja dem der vinder!

27 Jan

Alle i hele verden – okay så i Danmark da – så håndbold i går. Sådan føltes det i hvert fald.

Og det kan ikke have forbigået nogen – altså af dem som så håndbold – at finalen stod mellem Danmark og Frankrig.

Som jeg sagde til firkløveret så ville de vinde uanset udfaldet!

Og så tror jeg nok at de begyndte at  holde med det vindende hold. Og, ja ikke for at vade i det, men det var ikke Danmark. På noget tidspunkt. Det lykkedes faktisk ikke de danske drenge at komme foran på noget som helst tidspunkt.

Havde jeg nu siddet i Frankrig, langt borte fra Dannebrog og massehysteri, havde jeg nok også holdt med de rød-hvide drenge. Og var stensikkert blevet møgsur over at tabe.

Men nu sad jeg på øen. Og har ikke hørt om andet end de åndssvage kampe nonstop i så lang tid, at jeg til sidst helt holdt op med at følge med. Der skete også det, at det på et tidspunkt var kvindehold vi hørte om men pludselig, og uden egentlig overgang i min bevidsthed, var det blevet til mænd. Jeg kan udlede at der nok var flere forskellige turneringer, men det gik aldrig sådan rigtigt op for mig.

I går eftermiddags sad jeg med en ualmindelig god bog, og blev kun gjort opmærksom på at der overhovedet var finalekamp via sms.

Jeg så kampen med et halvt øje, nu da det var vores to hjemlande der skulle dyste. Mit resterende halvandet øje var stadig i den ualmindeligt gode bog jeg sad med.

Min bog var meget mere interessant end det der foregik på skærmen. For vi tabte.

Og jo, de Blå hev i de Danske drenges bluser, og nej det må man ikke. Fy.

Men de Blå var bedst, end of story.

Beklager.

Men det er ikke First Mans skyld. Vel? Og nej jeg tror heller ikke at de Blå er på speed eller anden morsom medicin. De var bare bedst i går, og mere er der nok ikke at sige til det.

Det er sport. Og det skulle forestille at være sjovt.

Men sport er nok bare ikke sjov når man får penge for det.

Jeg forstår ikke hvorfor alle franskmænd – og så dem som ikke engang så kampen – skal stilles til ansvar for hvor dårligt De Danske Drenge spillede.

Fordelen ved at De Danske Drenge tabte var at First Man lavede mad.

Det gør han altså når De Danske Drenge taber. Til Frankrig. Fordi jeg er sur over at have tabt! Som regel. I går var jeg bare sur over at nogle folk i Danmark generelt er dårlige tabere, som har behov for at sige at De Danske Drenge kun tabte fordi de Blå var dumme og på medicin.

Men ja, heja dem der vinder…

Tissetanker m.m.

24 Jan

Så er stilen lagt, og de sarte sjæle kan fortrække, før det bliver for personligt eller intimt eller hvad ved jeg.

Jeg har ikke i sinde at skrive om min arbejdsplads af åbenlyse årsager, men jeg vil nu alligevel gerne dele diverse oplevelser omkring min arbejdsmæssige toiletsituation.

Det er sådan at jeg befinder mig i et relativt nyt byggeri. Og ingen tvivl om at det nok skulle gå lidt stærkt med at blive færdigt, for der er visse ting der ikke er så gennemtænkte at det gør noget.

For eksempel toiletterne. Der forefindes blandt andet to toiletter, ved siden af hinanden, med døre lige ud til vores garderobe.

Disse toiletter er ikke voldsomt godt lydisolerede. Som i faktisk slet ikke.

Og det sætter altså sine begrænsninger på udførelsen af de kropslige affaldsfunktioner. Hvis I forstår hvad jeg mener.

Der er flere scenarier som jeg vil redegøre for her.

Jeg sagde jo at sarte skulle fortrække. Ellers er det sidste chance, nu!

Altså, det bedste for ens tissesituation er naturligvis at finde garderoben tom for mennesker og de to toiletter ledige. Fred og ingen fare, man kan forrette i ro og mag.

Somme tider kan man være heldig lige at smutte ind på det ene toilet, og lukke døren samtidig med at den anden dør åbnes – ingen aner hvem den anden er – dufte, lyde og andre detaljer kan forblive helt anonyme.

Så er der de gange man næsten støder sammen med en anden trængende, smiler lidt til hinanden, hvorpå man forsvinder ind på hver sit toilet. Så kan man sidde der og holde vejret, prøve at lade være med at larme alt for meget og i øvrigt skynde sig at blive færdig, og tillige håbe at man ikke får ting at vide om sin nabo, ting man ikke havde lyst til at vide.

Denne version har i øvrigt den fordel, at man kan skælne hvem af herrerne der ikke vasker hænder efter endt gerning. Det er en del. Jeg nævner ingen navne. Jeg drager med vilje ikke damerne ind i disse observationer, thi jeg har erfaret at mine kvindelige kolleger så vidt jeg kan høre, altid vasker hænder.

Så er der også den mulighed at man er færdig og frejdigt åbner døren, blot for at stå ansigt til ansigt med en trængende kollega. Man kan kun håbe på at man ikke havde ondt i maven, at man har trukket ordentligt ud, samt at ens kollega ikke har stået alt for længe foran døren. Med andre ord, ikke har kunnet høre det hele.

Og så det der med at trække ud.

For at undgå lyde, forer en del mennesker indersiden af kummen med mange meter papir. Det virker sjældent efter hensigten, fordi papiret hænger ned i vandet som bliver suget op og så er man jo lige vidt.
Det eneste der kommer ud af det er, at når man så også stopper det papir man bruger til at tørre sig med, ned oveni de mange meter der lå der i forvejen, så risikerer man at stoppe afløbet.

OG så må man ydermere lide den tort at hidkalde Kenneth der, under høj jamren og mange protester, skal svuppe en eller andens efterladenskaber videre ud i systemet. Jeg ved fra pålidelig kilde at det er sket at en unavngiven person har skullet stå ansigt til ansigt med sine efterladenskaber, i selskab med Kenneth.

Ikke umiddelbart noget jeg har det store behov for at opleve.

Så langt så godt.

Nu har toiletsagaen så fået en ny dimension.

Forleden nåede jeg lige akkurat ind ad toiletdøren, og i samme sekund kom Martin ud i garderoben for at gå hjem. Jeg skulle også hjem. Bagefter.

Jeg skulle tisse helt utroligt meget og tanken om en køretur på 40 minutter som tissetrængende var ikke ret tiltrækkende. Jeg sad lige og holdt mig lidt, i håb om at Martin ville gå ud af garderoben. Men det trak ud – manden cykler og skulle derfor meget naturligt i dette vejr, have overtræksbukser på, og fred være med det –  og jeg gad ikke sidde og holde mig, jeg ville gerne hjem.

Altså gav jeg pokker i al skam og ladede mit vand.

Og om det så var fordi jeg skulle rigtigt meget, eller om det var fordi jeg krampagtigt havde holdt mig, skal jeg lade være usagt.

Men pludselig så lød det nærmest som om jeg var en meget høj mand.

Nu er selve toiletlokalet i sig selv ret stort.

Og jeg ved ikke, men det må på en eller anden måde virke som en form for resonanskasse. Eller forstærker.

For det lød unægtelig som en mindre udgave af noget “Falls”. Niagara eller Victoria er nok lidt overdrevet, men vi nærmer os. Bare så I har en idé om larmen.

Der skete da også det forudsigelige at ganske kort tid efter mit personlige vandfald var begyndt at buldre løs, kunne jeg høre stakkels Martin formelig løbe ud af døren, sandsynligt for ikke at blive vidne til det der var værre. Det er også muligt at han bare var færdig med at tage overtræksbukser på og dermed var klar til naturlig afgang. Hvad ved jeg.

Det eneste gode der var at sige om det, var at jeg så ikke behøvede opleve det pinlige øjeblik at stå ansigt til ansigt med ham, når jeg åbnede døren efter endt gerning.

Og nej, jeg er ikke inkontinent.

Det er altså ikke derfor det lød så højt.

Det må være toilettets skyld.

Og jeg tisser normalt ikke højlydt. Altså.

Selvom jeg nu godt kan have mine tvivl om jeg rent faktisk tisser mere højlydt end andre mennesker.

Mindes jo stadig den lidet flatterende bemærkning for mange år siden der, efter jeg havde været i en lignende situation – skulle tisse rigtigt meget – mødte mig da jeg åbnede døren: “Du gode gud, du pisser jo som en hest.”

En kylling? Mig? Nej da!

23 Jan

Og det er ikke engang sarkastisk.

Jeg kan nu kalde mig selv for Doktor Mor.

Fordi: i sidste uge blev Divaen opereret og blev syet med et par sting. Disse skulle fjernes ved egen læge en uge – ti dage efter operationen, og det var så i går.

Desværre var Divaens skema ikke af sådan karakter at det efterlod plads til at få en tid hos lægen, med deres relativt begrænsede åbningstider.

Da jeg i går, i andet ærinde, alligevel var at finde i lægehuset – nej det var ikke for at stikke den Luciabesøgende lægefar en flad, selvom jeg ikke kunne modstå at stirre surt på ham – så kunne jeg jo passende forhøre mig, for hende.

Hvorom alting er, jeg spurgte lægen – vores læge, den rigtige læge – om jeg helt selv mon kunne eller rettere måtte, fjerne stingene fra min datter.

Det måtte jeg godt.

Med hans mundtlige anvisninger tog jeg hjem og fremlagde min ide for min ældste datter. Jeg ignorerede hendes noget skeptiske blik, og prøvede at overbevise ikke bare hende, men også i høj grad mig selv, om at det var en vanvittig god idé at jeg fjernede hendes to sting.

Ikke desto mindre befandt vi os lidt senere på badeværelset, jeg iklædt kirurgtøj og afsprittet neglesaks. Nej okay så, jeg havde ikke kirurgtøj på, men den afsprittede neglesaks og do pincet var ganske vist. Det lød bare så professionelt.

Og jeg gjorde det.

Jeg fjernede de to sting, helt uden at besvime og helt uden at Divaen kom ud af badeværelset med flere skader end da hun trådte ind.

Er jo ikke fri for at være en ganske lille bitte smule stolt af mig selv!

%d bloggers like this: