Erfaringer ser rødt.

17 Mar

Når man er begavet med et ungt menneske på snart 19 år i sin husstand, så er der gange hvor man bare må lade stå til og lade den unge selv gøre sig sine erfaringer.

Hvor svært det så end er, at holde sin min mund.

Adspurgt om livets store spørgsmål, kan jeg naturligvis godt svare og prøve at guide så godt jeg kan, men egentlige retningslinjer for dette og hint er vist overflødige. Ikke at det unge menneske, som i dette tilfælde er Divaen, ikke er modtagelig eller ikke vil høre på de guldkorn jeg smider om mig med, for hun er både modtagelig og vil gerne høre, men sommetider skal man bare begå fejlene selv.

I skrivende stund blafrer mine næsehår stadig under kemisk påvirkning af kradsbørstige virkemidler der har fjernet en del hjerneceller fra både Divaen og mig selv.

Hun bestemte sig nemlig for et stykke tid siden, for at få farvet hår, og måske vække de kastanjerøde nuancer hun i forvejen har i sit meget smukke hår, til live, nu i anledningen af det snarlige forårs komme. Desuden var hun forkølet, træt af lektier og eksamensforberedelser og trængte til lidt opmuntring.

Der blev indkøbt hårfarve.

Sådan i “farv-selv” versionen. Den dyreste.

For det mente hendes mor var det sikreste, når det nu skulle være. Og da hun ikke ville afbleges eller have blå striber, lod jeg være med at sige så meget.

Jeg ville også gerne udøve førstehjælp i form af at føre plastikflasken med det kemiske indhold, hen over hendes hovedbund.

Det var så grunden til at jeg lørdag aften kunne findes – iført forklæde og medfølgende plastikhandsker – på mit badeværelse med gulvvarme med en Diva foran mig. Efterhånden som farven blev smurt ud over hendes hovedbund, begyndte en ret krads lugt at brede sig.

Hun blev enig med sig selv – og mig, stiltiende og samtykkende – om at hun ville skylle farven ud lidt før tiden, i følge den vedlagte brugsanvisning.

Jeg tænkte på den eneste gang jeg vovede mig ud i noget hjemmefarv, og jeg tænkte så især på resultatet. Jeg lignede Hulk på håret, altså farvemæssigt, i flere timer, faktisk lige præcis så mange timer, som det tog at få en akut tid hos en levende frisør.

Da min datter havde fået skyllet farven ud kunne jeg beundre den meget røde farve i hendes før så mørkebrune hår. Den var på ingen måde grim, den var bare meget rød.

Og ikke helt jævn. Dette har muligvis noget med udsmørelsen på Divaens hovedbund at gøre, men jeg er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Divaen selv sagde ikke så meget, i hvert fald til at begynde med, men efterhånden som hun nærmede sig spejlet mere og mere bredte misfornøjelsen sig i hendes ansigt.

Så undslap der hende en halvkvalt jamren. Og et “Hvorfor er det nærmest orANGE?” som endte i falset.

Jeg bedyrede at det altså var okay. Det så ikke mystisk ud. Det så bare farvet ud.

Og rødt.

Ikke postkasserødt på nogen måde, men rødt på “jeg-har-farvet-mit-hår-hjemme-på-badeværelset”-måden.

Prinsessen dukkede op på valgpladsen og stirrede på sin søster. “Wow – at du turde det?” beundrede hun. “Var det meningen at det skulle være så rødt?” fortsatte hun, mens jeg en anelse ublidt skubbede hende ud af døren akkompagneret til Divaens nu ret høje jamren.

Divaen selv, endte med at grine lidt bittert, sukkede og forsvandt derpå i seng og jeg håbede inderligt at det ville se lidt mindre rødt ud i dagslys.

Det gjorde det ikke.

Og da morgenmaden var indtaget, kom jeg med et lille bitte forslag, som åbenbart ikke var faldet hende ind, nu da det var søndag og ingen frisør i hele verden havde åbent.

“Du kunne jo købe en anden farve, sådan brun agtig og så farve det igen?”

Lettelsen formelig lyste ud af hende!

Jeg regnede med at det nok ikke gjorde noget at farve hår igen dagen efter, når nu hun ikke havde siddet den fulde tid med den første gang kemi.

Og vi drog igen til staden og indkøbte en ny farv-selv-farve. Denne gang i kaffebrun.

Jeg fik igen det ærefulde hverv at fedte hendes lokker ind i en ny omgang kemisk snask. Denne gang fik det lov at sidde i samfulde tilrådede 30 minutter.

Denne behandling efterlod hendes hår i en flot og majestætisk – næsten arabisk – brunsort nuance, med spredte rødlige reflekser.

Stadig et hår som afgjort så farvet ud. Måske ikke så hjemmefarvet som før, men i hvert fald tydeligvis farvet.

“Men det er altså bedre end det røde” sukkede hun da håret var blevet tørt, og sat.

Jeg for min part, var meget glad for at jeg ikke skulle stå med en ulykkelig 14 årig og nu bare kunne grine lidt af det sammen med min 19 årige – der højlydt bedyrede at hun aldrig nogensinde mere skulle have farvet hår.

Og som hun filosofisk tilføjede, før hun forsvandt op til sine lektier, at det nok var sundt at have prøvet, og at hun havde lært på den hårde måde at sætte meget stor pris på sin smukke naturlige hårfarve som hun nu kan savne, indtil den vender tilbage engang om et par måneder.

Indtil da giver hun den som arabisk cirkusprinsesse, og det er slet ikke så tosset endda.

4 kommentarer to “Erfaringer ser rødt.”

  1. overleveren 17. marts 2014 hos 08:29 #

    Se nu er det jo svært at komme med en humoristisk bemærkning uden at bringe din autoritet og erfaring udi hårfarvning i fare. Meeeen mon ikke det er sådan noget man skal lade de professionelle om. Hører kun vanvids-historier om de der DIY-kits. Er helt sikker på at hun har været et ganske skræmmende syn.. en rød hat og grøn trøje så ku hun sikkert have givet den som trafiklys i et farligt T-kryds, så børnene kunne komme sikkert i skole.

    Selv har jeg ingen erfaringer med den slags, men er jo så notorisk korthåret at det blot ville være tre uger jeg skulle leve med problemstillingerne af en mystisk indfarvning.

    Håber hun lærer at mestre et par hestetricks som hun kan optræde med som arabisk cirkusprinsesse af tvivlsom aristokratisk oprindelse…

  2. Ellen 17. marts 2014 hos 13:39 #

    Hihii, tak for mandagsgrinet🙂
    Stakkels Diva, som vel for øjeblikket må siges at leve op til navnet … som du siger, er der visse erfaringer, man bare er nødt til at lære på den hårde måde, og dette må da trods alt siges at være en af de mere uskyldige.

  3. Stegemüller 17. marts 2014 hos 20:36 #

    Heldigvis kommer den naturlige farve da igen. Man kan ikke overføre sine erfaringer til andre, de er nødt til at gøre dem selv, som du så ganske rigtigt skriver.

  4. jeannette 19. marts 2014 hos 21:50 #

    Lur mig om hun ikk prøver igen på et tidspunkt – så bliver det bare ved frisøren. Husker stadig selc da min mor hjalp mig som 14 årig og jeg (normalt lyshåret) fik fesent ferskenfarvet hår, og da vi prøvede igen blev det lilla..😀
    Siden begyndte jeg hos frisøren med lyse striber indtil jeg blev mere og mere modig. Og i dag mestrer jeg DIY-kit fordi jeg har lært hvordan af frisøren🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: