Archive | april, 2014

Op igen og Lille Ny.

26 apr

20 x 2

TYVE to gange.

Så mange dage er der til vi skal hente hende her:

Lille ny!

En lille blød krudtugle som jeg uden tvivl vil bande over, når hun har ædt en sko, kradset hul i tapetet, gravet et par planter op eller ædt en ledning.

Men hund skal der til. Ellers ville det ikke være rigtigt. Jeg savner min Blondine Pixie i alle hjørner af min sjæl. Det har været en hård omgang. Også hårdere end jeg havde ventet.

Men snart har vi hund igen.

Har i øvrigt også meddelt min søde chef at jeg går på barsel. Hvorpå han fik nervøse trækninger, lige indtil det gik op for ham at det var Lille Ny Blondine det drejede sig om!

Men altså om 20 dage x to, så har vi – heldigvis – hund igen!

Tilfældig magi i hverdagen

24 apr

Okay.

Det der med skytsengle-telefonbogen.

Og tegn fra den anden verden.

Det er jo ikke mig. Som i over-hele-hovedet-slet ikke.

Jeg tror bare ikke på det.

Men

Så skete der noget. Et lille pust. Med tryllestøv.

Lørdag, da jeg sad fuldstændig færdig af sorg og opløst i tårer over at min elskede hund ikke levede mere, kom jeg til at se over på skænken.

Der stod et hindbærmarmeladeglas.

Uden hindbær.

Vasket.

Og smukt dekoreret.

Af mig selv.

 

Dette marmeladeglas var en del af en hyggelig udveksling med søde små beskeder. En masse mennesker var med i denne bytte-besked-klub og alle skulle sende 10 små beskeder/jokes/citater m.m. til fem andre mennesker, som også havde meldt sig til.

Mennesker – og dermed sedler – som kom fra USA, Thailand, Canada, Slovakiet, Australien og Danmark. Og mange andre lande.

Jeg havde fået 40 små beskeder og var ikke begyndt at læse mine endnu, da jeg ville vente til jeg fik de sidste 10.

Men lige der lørdag, efter Blondinen – som i det levende liv uden for Kong Mors blogland adlød navnet Pixie – var død og borte, tænkte jeg at hvis der var noget tidspunkt jeg havde brug for et opmuntrende ord, var det der.

Lige præcis der.

Så jeg åbnede mit marmeladeglas.

Og fremdrog en lille uanseelig orange foldet seddel – blandt de 40 foldede sedler – og læste:

Så er det meget svært ikke at tro på… en eller anden hverdags magi. Med indbygget tryllestøv.

Det er vel unødvendigt at fortælle at denne seddel nu hænger i køkkenet og dagligt minder mig om vores vidunderlige “Blondine” Pixie på den glade og magiske måde, og hvor heldige vi var at have 10 år med hende.

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Farvel du kære søde og bløde Blondine.

19 apr

Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.

Blondinen blev 10 år.

Blondinen

Blondinen

I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.

Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.

Men ro kunne hun ikke finde.

Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.

Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.

Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.

Påskelørdag.

Jeg fik en tid 30 minutter senere.

Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.

Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.

Altså godnat og så farvel.

Gid det var så nemt at gøre som at skrive.

Men det er det ikke.

Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.

Og så var det slut.

Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.

I skyggen af de høje bøgetræer.

Under tulipaner og påskeliljer.

Så sådan er livet fremover..

Uden Blondinen.

Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.

 

 

Nukaakas kabale

7 apr

Når nu jeg ikke er så meget på bloggen, så får jeg tiden til at gå med noget andet.

Og det andet, er i visse tilfælde også at læse bøger. Bare ikke lige i disse dage, fordi jeg har fået øjenbetændelse. Enormt unfair faktisk. Men i sidste uge, da læste jeg en krimi.

Nemlig “Nukaakas kabale” af Helle Vincentz. Den var god. Syntes jeg.

Og for en total Grønlands-ignorant som mig, virkede den realistisk i sin skildring af det Grønlandske samfund. Men min grønlandske erfaring kan også ligge på et meget lille sted – i stil med en bænk på torvet og fordomme om hjemløse – og det er jo bare ikke sådan verden eller grønlændere ser ud.

Det er naturligvis meget mere nuanceret end som så, men det ved jeg jo ikke noget om, så hun, forfatteren altså, slipper af sted med at præsentere både land og beboere uden jeg mistænker hende for at binde mig noget på ærmet.

Jeg syntes den var spændende, mest – eller også – fordi Grønland er så aktuel med olie og undergrundsboringer og alt det der som alle gerne vil have fingre i. Som jeg har hørt tale om klokken meget tidligt når P1 morgen beretter om aftaler og løsrivelse og handleplaner. Og andre stormagter der vil tilrane sig det ene og det andet.

Det er dog ikke en bog jeg tror jeg ville læse igen. Nu ved jeg jo hvem det var, og så skal der enten gå mange år – så mange at jeg har glemt plottet – eller også skal jeg blive dement.

Det er jo “kun” en krimi, og som de fleste krimier, ikke stikker dybere end ned i Grønlands undergrund.

Hø hø!

Men derfor var det altså en god krimi. Ingen tvivl om den sag.

Og en krimi som sagtens kan kværnes på en weekend hvor man lige er i det humør!

 

%d bloggers like this: