Der findes nok ikke noget mere trist end at skulle sige farvel til et højtelsket kæledyr.
Blondinen blev 10 år.
Blondinen
I går aftes fik hun ondt i maven og ville ikke rigtigt noget. Det sidste lille spage vink med halespidsen kom i går aftes da jeg gik i seng. Og hele natten – jeg fik derfor ikke rigtigt sovet – kastede hun op og ville bare ligge udenfor. Og set i bakspejlet ville hun jo gerne være for sig selv, for at dø i fred.
Men da jeg ikke syntes det var nogen speciel god ide at hun lå ude i flere timer og blev kold, fik jeg hende endelig ind og ligge.
Men ro kunne hun ikke finde.
…
Hun endte på tæppet ved min fodende, og da jeg så hendes øjne var jeg godt klar over at noget var helt galt. Hun gav sig ikke, men kunne ikke finde hvile og vendte sig hver gang med besvær.
…
Da hun lagde sig på terrassen og bare ikke ville op igen, gik jeg op og vækkede alle ungerne for jeg var klar over at det nok ville ende med noget definitivt.
Og mens First Man forsigtigt vaskede hende ren med lunkent vand, ringede jeg til dyrlægen.
Påskelørdag.
…
Jeg fik en tid 30 minutter senere.
…
Og dommen var klar og så uendelig trist. Hendes nyrer havde sagt stop, alle indre organer var ved at lukke ned, hendes poter var kolde og det var hendes kinder også.
Det var tid at tage den der frygtelige endegyldige beslutning, for vores elskede Blondine havde ikke logret med halen siden aftnen før. Hun havde det rigtigt slemt og der var ingen mulighed for bedring.
Altså godnat og så farvel.
…
Gid det var så nemt at gøre som at skrive.
…
Men det er det ikke.
…
Hun faldt i søvn i vores arme. Med klap og kærtegn fra de mennesker der har elsket hende hele hendes liv.
Og så var det slut.
Og vi skulle hjem og finde et fint sted til hende i haven.
I skyggen af de høje bøgetræer.
Under tulipaner og påskeliljer.
…
Så sådan er livet fremover..
Uden Blondinen.
Vores højtelskede bløde Blondine. Sov godt.
Det er så svært at tage den beslutning og der bliver så tomt bagefter. Også her har vi prøvet at tage den beslutning tre gange og selv om der alle tre gange har været en hund mere i familien, så føltes det alligevel tomt.
Det bliver en påskedag med gentagne gange følelsen af, her mangler noget. Men jeg vil alligevel ønske jer en god påske.
Det er en forsømt påske – i den grad! Hele familien er på stand by. Vi savner hende ubeskriveligt.
Hulk altsaa. Mange tanker og knus.
Tak. Det er rædsomt.. Tomt og trist.
Det er altid trist at sige farvel til et elsket kæledyr.
Familiens yngste kan vel knapt huske et liv uden Blondinen, vil jeg tro.
En meget underlig påske for jer i år!
Det er rædsomt.
Og nej – hverken Gårdmand Bjørn eller Prinsessen kan huske livet uden Blondinen.
Sær og trist påske. OG.. min stakkels mors fødselsdag.. Så vi var ikke ret meget værd for at fejre hende lørdag.
Ååh .. Sidder med tårer i øjnene. Hvor var hun fin, jeres Blondine.
Hvor fint og godt, at I havde mod til at træffe den nødvendige beslutning.
Vi sagde også farvel til min barndoms hund netop i påsken for mange år siden. Hun var også en gul lab, og hun lagde tålmodigt ører til mine mange teenageglæder og -sorger. Der er stadig potespor i mit hjerte fra hende ❤
Kæmpekram til jer i denne svære tid!
Kram
Gitte K
Tak for dine tårer! Eller hvad man nu siger. Du forstår sikkert hvad jeg mener.
Modet til at tage beslutningen er også blandet – gjorde man det for hurtigt – kunne hun have overlevet et par år mere? Men jeg tror på at det var det bedste for hende.
Potespor i hjertet er ikke det værste man kan have. ❤
Og tak for kram!
Åh det gør mig ondt på jeres vegne. Knus
Tak søde Anne Marie.
Knus og knuuuus tilbage til dig – har skimmet at det ikke er så godt hos dig..
Åhhh nej det gør mig ondt for jer alle. Det er så svært at tage sådan en beslutning, men det lyder som om der ikke var noget valg for jer.
For os var der ikke noget valg. Hun kunne måske have overlevet et par timer/dage/uger men ingen vidste det. Og ingen vidste om hun ville lide ligeså meget som hun led der.
Og det er stadig vildt svært. Tak for tankerne.
Jeg blev så trist på jeres vegne, da jeg så det på IG. Det gør så ondt at skulle sige farvel til de skønne på 4 ben.
Tak Susanne. Ja – det var jo et chok fordi det skete så hurtigt. Og som et lyn fra en helt klar himmel – vi så det bare SLET ikke komme.
Det er bare det værste at tage afsked med sådan et væsen.
Åh, jeg græder salte tårer for vidunderlige Pixie….. min bedste “danse-om-juletræet-vovse” ❤
Så for den – nu piver jeg igen. Ja – Pixie elskede jul ligeså meget som jeg gør 🙂 må lære Lille Ny at danse om juletræ..
Mine øjne lækker også en smule ved tanken om at skulle tage afsked med et elsket kæledyr. Hun må være savnet – vel især når børnene kommer hjem fra skole?
Hun er savnet konstant. Og også nu – en måned efter kan vi fælde tårer over at hun bare ikke kommer igen. Piv.
Nej, hvor er jeg ked af at læse om Blondinen – det gør så ondt og 10 år er jo alligevel ingen alder, man håber jo altid, at man må få 14-15 år med de skønne firbenede. Masser af kram og tanker til jer
Tak Moster Tulle.
Ja 14-15 år må da være minimum 😉
Især fordi hun ikke var så stor en labrador. Så håber man jo. Men når det skulle være var det en god dag at dø. Ikke på Divaens fødselsdag og ikke mens vi var på arbejde. Når det nu skulle være, var det den bedste dag.