Hyld er det nye lakrids.

22 jun

– “Alle laver bare hyldeblomstsaft nu, mor. Hvorfor det, er det en ny mordille ligesom det der med spelt og lakrids?”

Prinsessen stirrede inkvisitorisk på mig mens jeg baksede med flasker, tragt, stor gryde og hyldeblomstsnask ud over det hele.

“Njaar det er nu nok bare fordi det er sæson for hyldeblomster og hvis man vil have saft skal det laves nu.” Svarede jeg lidt fraværende mens jeg prøvede ikke at spilde.

Min allerførste produktion af hyldeblomstsaft var ellers lige ved at gå i vasken. For det første var jeg lige ved at glemme at plukke blomsterne. Nu har jeg to hyldetræer så det er altså indenfor rækkevidde, men den var alligevel ved at glippe.

For det andet var det næsten umuligt at opdrive vinsyre. Endsige citronsyre. Nok fordi alle andre også gerne ville med på hyldevognen. Og hvorfor man lige skal ud i noget med syre, nåede jeg aldrig at forstå.

For det tredie havde jeg ikke nok sukker, så jeg måtte have ekstra bud til Kim for indkøb af sukker – og citroner som jeg også havde glemt.

Det er bestemt ikke første gang jeg prøver at lave hyldeblomstsaft. Men det er første gang jeg kom i mål med det. Engang kom jeg endda så langt som til at plukke blomsterne. Men så nåede jeg ikke rigtigt længere, blomsterne lå i en spand så længe at jeg nåede at få kvalme over stanken lugten hver gang jeg gik ind i bryggerset. Og til sidst smed jeg dem bare ud.

Jeg havde heller ingen opskrift.

Det havde jeg sådan set heller ikke i år, men så er google jo en voldsomt taknemmelig ting. Jeg landede først på Klidmosters opskrift, og startede med det samme. Så var det at jeg ikke havde nok sukker. Og da jeg dagen efter googlede igen, kom jeg ind til Lone Landmand i stedet. Det så lidt nemmere ud, så jeg gik fortrøstningsfuldt igang.

Halvvejs igennem Lones opskrift – denne gang forsynet med rigeligt sukker – gik det op for mig at jeg ikke havde nok citronsyre. De sølle halvanden spiseskefuld jeg fik rystet ud af posen rakte ikke så langt som Lone foreskrev.

Jeg googlede derpå Klidmoster igen og fortsatte bare med resten af hendes opskrift. Der var nemlig også vinsyre i, og så mente jeg at jeg nok var dækket ind.

Her til morgen kunne jeg så hælde det grumsede blomsterfludium igennem først en si, dernæst et viskestykke som jeg tvivler på vil blive til viskestykke igen – men det skal nu komme an på en prøve.

Gårdmand Bjørn summede omkring og mmm’ede og snuste ind og meddelte at han glædede sig til at smage.

Det gjorde jeg faktisk også.

For lugten af blomsterne var ikke udpræget god, da jeg fik dem klippet af, balancerende på en stige, mandag aften. Da jeg ydermere både helt havde undladt at røre i fludiummet, og ved en frygtelig forglemmelse også havde forlænget tidsrummet gryden havde stået på gulvet i møllen, så…

Det kom så an på hvilken af de to opskrifter jeg fulgte, hvor langt overskredet tiden var, men hvis jeg gik ud fra at jeg efter citronsyrepunktet hos Lone, havde forladt hende og var hoppet over til Klidmoster, måtte det være Klidmoster der bestemte det antal dage det skulle trække, hvilket igen faldt ud til min fordel, idet hun lod det trække i 5 dage. Dog skulle hendes stå i køleskab, og mit havde stået på gulvet møllen.

Altså havde jeg mine seriøse tvivl om kvaliteten af min saft og at sige jeg glædede mig var store ord, jeg vil bare nøjes med at sige at jeg var ret spændt på udkommet af mit hårde arbejde.

Gårdmand Bjørn blev budt på et lille glas. Drak, sagde “mmm” og gik.

Så kom Divaen og jeg nærmede mig med mit opblandede saft og med et meget indladende smil spurgte jeg om hun ikke skulle smage.

Det skulle hun. Og hun kunne godt lide det!! Så turde jeg også godt selv smage.

Og det smagte rigtigt godt!

Så nu er jeg også med på bølgen!

Og når det så ikke er sæson for et eller andet, eller jeg skulle være så uheldig at misse andre fancy sæsoner for ramsløg eller valnødder, så overhælder jeg bare alle andre madvarer med lakridspulver i rå mængder.

Så er jeg nemlig stadig med!

4 kommentarer til “Hyld er det nye lakrids.”

  1. Mette 22. juni 2014 hos 21:05 #

    Lone landmands æblekage er fantastisk – så når Fyn bugner af plukkemodne æbler, er det da den bølge du skal hoppe med på 🙂

    • Kong Mor 23. juni 2014 hos 20:11 #

      Ja det siges der. Jeg har prøvet den en gang.. Men noget gik galt.
      Hvad vides ikke..

  2. Ellen 23. juni 2014 hos 10:25 #

    Hehe. Jeg har lagt mærke til, at der ikke er til at opdrive vin- eller citronsyre lige nu. Nu er jeg ikke din mor, men genet er så voldsomt, at jeg ikke kan undertrykke det … når der samtidig er lidt gloriepudsning med i billedet, kan jeg slet ikke styre mig: Køb en halv snes breve med den syre, du nu foretrækker at bruge og læg det på syltelageret. Det gør jeg – ligeledes med atamon og melatin, som forretningerne irriterende nok heller aldrig får bestilt nok hjem af, når folk skal bruge det. Sukker er som regel ikke noget problem.
    Det smager i hvert fald supergodt – har du prøvet at blande det med danskvand og hvidvin (og is, selvfølgelig) til en rigtig sommerpunch?

    • Kong Mor 23. juni 2014 hos 20:10 #

      Jeg kunne have fundet på det af mig selv hvis bare jeg havde lavet hyldeblomstsaft før.. Jeg har masser af frugtgrødsjævning og den slags af samme årsag 🙂
      Men tak for rådet!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: