Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.
…
Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.
Han lignede en som havde givet op.
Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.
Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.
Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:
“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.
…
Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.
Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.
Vi fik en tid allerede næste dag.
Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.
Men han ville gerne tage chancen.
Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.
For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.
Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”
GLUPS
Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.
Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.
Så nu var det nu; han skulle have en ny start.
…
Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.
Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”
Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!
Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.
Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.
Kong Mor - med vilje 
Hvor er det skønt at høre, at alt tilsyneladende er gået op i en højere enhed. Og ja, der vil sikkert også komme øv-dage på den nye skole, men det er jo bare normalt, for det behøver jo ikke være pga dem, han går i klasse med, det kan også være pga en lærer eller lektier. Men jeg er sikker på, at alt løser sig til det bedste og at han, som du selv nævner, får 3 super gode år der :-). De bedste ønsker til Gårdmand Bjørn 🙂
Tak søde!!! Ja jeg håber også at han får 3 gode år der. Og det praktiske er jo at skolen ikke ligger så langt væk fra nogen som måske får besøg indimellem 😀
Nemlig 🙂 og han skal være så hjertelig velkommen ❤
Åh, hvor ville jeg ønske jeg havde haft en mor som dig, da jeg kom hjem med den dér! (For 30 år siden). I er seje, OG realistiske. Det skal nok blive godt.
For pokker – der fik jeg lige en stor klump i maven. KNUUUS
jeg vil gerne være din mor også.. 😉
Tak – og ja vi håber.
Held og lykke til Gårdmand Bjørn og godt at du reagerede på den udtalelse, den gør helt ondt i mit hjerte.
Tak, og ja.. ikk? Der er noget ved sådan en bemærkning som river hjerteblodkar midt over.. Men nu gjorde vi noget. Og han er glad! 🙂
Og han har fået fransk!! Og ekstrem sport i valgfag.
Han er en stærk lille fyr at han kan sætte ord på den følelse… og så præcist. Og agere og reagere på det…
Jeg tror det er en rigtig god ide at bytte skole i tide… den der følelse skal han sgutte gå for længe med ….
Ja det har du sikkert ret i. At han er stærk.
Jeg håber det ikke var for forhastet. Men som du siger – så skal han ikke gå rundt med den følelse.
Åh herreste gud, hvor det gjorde ondt at læse – hvor er det godt, at han og du reagerede OG tog omgående affære.
Alle de bedste ønsker for Bjørnen. Øvdage kan man sagtens klare, hvis man ellers går og har det godt i hverdagen.
Det gjorde endnu mere ondt at høre (og så spekulere på hvor længe det har været så slemt men som jeg ikke har set fordi jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet..)
Jeg tror ikke der er sket uoprettelig skade, han har i det mindste lært at man godt må kræve at have det godt i sin dagligdag. 🙂
Puha, jeg kan sagtens forestille mig hvor ondt det må gøre. Godt at I handlede med det samme.
Jeg håber han bliver glad for at være på den nye skole.
Det har faktisk gjort ondt siden.. Sådan lidt: du er sådan en dårlig mor at du ikke så det før.. agtigt.
Han er glad for skolen – der er en masse nye søde kammerater og en masse søde piger 😀
Det er bare en bemærkning der gør ondt i hjertet! Vi har været igennem lidt af det samme med vores pige, og det var som at få et nyt barn da hun flyttede skole! Helt sikkert den rigtige beslutning for Gårdmand Bjørn 🙂
Det var da skønt at høre!! Man skal turde stole på sine børn..
🙂
Ååh, hvor jeg kan huske den følelse, desværre var der ingen hjælp at hente hos mine forældre, og det præger mig stadig i dag, hvor jeg er 47. Hvor er det godt, at i reagerede, så Gårdmanden har en chance for at slippe for den lede ensomhedsfølelse, for den kan ikke anbefales
Det har næsten været det værste – at læse hvor mange af jer der har lidt under en dårlig skolegang og det gør mig endnu mere ked af det.
Han er GLAD den lille (store) mand og nyder igen hver eneste dag.
Puuuh ha fik helt tårer i øjnene af at læse det indlæg…
Tro mig – det gjorde jeg også da det var “live”.. Det var jo derfor det gik så stærkt.