Den der fantastiske barndom?

9 Sep

Eller hvad…

Mange af de reaktioner der kom – både her men også privat – efter indlægget om Gårdmand Bjørns ensomhed, gjorde stort indtryk på mig.

Tænk at så mange sidder – som voksne – og kæmper med ensomhedsfølelse eller føler sig utilstrækkelige fordi deres skolegang var noget møg.

Fordi…

Fordi deres forældre ikke lyttede.

Helt ærligt, hvor er det tragisk.

Hvor meget skal man så lytte til sine børn uden at gå i den anden grøft?

Jeg mener, det skal jo heller ikke være sådan at blot fordi lille Viktor siger: “Fie er dum og jeg må ikke trække hende i håret” så skal han vel ikke føjes i det.

Men man bør altså lytte til sine børn når de giver udtryk for at de har det skidt. Jeg har fået det allerbedste eksempel på at det virker efter hensigten, når man lytter – og reagerer – på hvordan de har det.

Så længe man skiller skidt fra snot – eller sådan noget – og som sagt ikke gør en myg til en elefant, bare fordi ungen har ondt i maven over nogle manglende lektier.

Det hjælper naturligvis ikke på alle de mennesker der sidder som voksne og ser tilbage på en barndom fuld af ensomhed, usikkerhed og følelsen af ikke at høre til nogle steder, fordi deres forældre ikke lyttede.

Men jeg tror så også på at disse mennesker har fået noget andet – og større – med i bagagen. De har lært empati og omsorg at kende, indefra.

De ville aldrig ignorere et råb om hjælp fra et ulykkeligt barn. Det vil de fleste andre forældre selvfølgelig heller ikke, men mennesker der selv har mærket ensomhed, er også bedre til at genkende den i andres øjne.

Måske kan det være et plaster på såret: at vide at man har fået andre gaver med sig.

I stedet for en gylden barndom.

En kommentar to “Den der fantastiske barndom?”

  1. Ellen 9. september 2014 hos 09:43 #

    Jeg tror desværre der er mange, der ikke lytter til deres børn. Om de ikke kan eller ikke vil, giver samme sørgelige resultat.
    Siger jeg og pudser glorien, for jeg gjorde nøjagtig det samme som dig: Lyttede. Og så skiftede vi skole og jeg fik mit lykkelige, trygge og glade barn tilbage.
    Efter John var ansat på et værested for adværdsvanskelige børn har jeg haft et motto: “Der fødes ikke dårlige børn, men der findes alt for mange dårlige forældre!”

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: