Firkløver

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

…

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

…

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

…

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.