Archive | november, 2014

Taknemmelighed

26 nov

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været lidt svært for os på det sidste. På mange måder.

Og med fare for at levere et af disse voldsomt personlige indlæg, som jeg er så meget imod, kan jeg uden at gå i for mange detaljer, godt betro jer at det er hårdt at skulle leve en familie på seks, med kun én løn, skulle slås med sygdom, triste tanker og dårligt humør rundhåndet fordelt på forskellige familiemedlemmer.

I mere end otte måneder.

Derfor er der mange ting som der bare ikke er råd til længere. Hverken mentalt eller materielt.

Nu nærmer julen sig endda, og så kan man altså godt gå og blive endnu mere bekymret og trist over at der ikke er så mange penge. Og nok endnu mindre til julegaver.

Eller andet morskab.

Bare der er til mad og alle regningerne.

Det er lidt hårdt og det er lidt trist.

Især fordi de, ikke-økonomiske og mere fysiske problemer, jo heller ikke bliver mindre af at der bare ikke er nogen penge, til at forsøde livet lidt med.

Men sådan er det, vi har hinanden og vi overlever og der er desuden mange mennesker der har det langt værre end os, også i Danmark, og i øvrigt har det aldrig hjulpet noget at sidde i et hjørne og tude over tilværelsens elendighed.

Så langt så godt.

Hverdagen skal jo passes alligevel, hvad enten der er minus på kontoen og man går rundt og tumler med sygdomme og triste tanker.

Så varmer det til gengæld helt ned i maven, og sender stjerneglimt i alle kroge af sjælen, når man en almindelig tirsdag kommer hjem, og der så ligger et brev. Fra gode venner. Som man desværre ikke ser så tit som man gerne ville.

Med en julehilsen. Til os alle seks.

Og et stort gavekort til en dagligvarebutik, så vi kan købe lækkert og rigeligt mad til jul.

Fantastisk.

Stort.

Smukt.

Tænk at man tænker på den slags, når man selv har overskuddet.

Som de sagde, da jeg snøftende ringede og sagde tak: “Vi har også selv haft det svært og dengang var der også folk som hjalp os. Vi vil hellere hjælpe jer i år end at give til nogle anonyme hjælpeorganisationer, og så kan I bare give stafetten videre når I engang er kommet ovenpå”

Den lader jeg lige stå.

Jeg er så dybt, dybt, dybt, taknemmelig, ydmyg og beæret over at der findes sådanne mennesker i mit liv. Hvilken gave at kende dem!

Jeg har ofte så travlt med at brokke mig over snart det ene, snart det andet. Der er også nok af uretfærdige og irriterende ting at tage fat i.

Men i dag vil jeg bare glædes inderligt over at der findes gode omsorgsfulde og kærlige mennesker, som gerne vil hjælpe dem som ikke har ret meget.

Nu skal det lige slås fast med syvtommersøm, at dette bliver delt, ikke for at give dårlig samvittighed til mennesker som ikke har tænkt sådan, ej heller for at opmuntre andre velgørere til at lave samme stunt, men for at fortælle vidt og bredt om at der findes gode og dejlige mennesker i verden.

På trods af alle ulykker og katastrofer, så er der lysglimt som disse!

Og det er så skønt!

Og jeg sværger at jeg også vil sende stafetten videre, den dag vi er ovenpå igen.

Selvom man snart er 13 år

25 nov

så kan man stadig levere bemærkninger af den sødere slags.

Gårdmand Bjørn kom hjem i går efter sin svømmetræning, forpustet med fugtigt hår, røde kinder og klare øjne.

“Mor” råbte han, så såre han havde sat den ene fod over dørtrinnet. “Mor, må man ikke godt ønske hvis man har set Carlsberg-vognen?”

Og ja – jeg ved ikke med jer – men jeg synes da afgjort man må ønske, hvis man har set Carlsberg vognen.

Hvilket jeg meddelte den unge mand, som snart er teenager.

Og så fik han så mange kys at han endte med at råbe “adr moaar, hold nu ooooop” og vægrede for sig med sin sportstaske, mens han flygtede fra dette moderlige udbrud.

%d bloggers like this: