Archive | maj, 2015

Bogfinker

28 maj

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Te og cupcakes

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Gys

26 maj

Det hele startede en fredag aften for noget tid siden, hvor Gårdmand bjørn kom ind til mig – der allerede sad og lumrede i nattøj – og med meget store øjne kunne fortælle at det var J der ringede. At Prinsesse Lyserød, som ellers var til fest, var helt mærkelig og ret dårlig.

Jeg snakkede med J, som var bekymret for Prinsessen og han ville gerne have at jeg hentede hende. Det ville jeg naturligvis gerne. Jeg tog tøj på igen, Divaen samlede håndklæde og en lille spand sammen og så kørte vi.

På vej derud, spekulerede jeg på hvad der var sket, da hun netop ugen før havde snakket om at hun ikke havde lyst til at prøve at være fuld hvis ikke hun var hjemme og i trygge rammer. Hun har været til mange fester det sidste halvandet års tid, og er først begyndt at drikke en enkelt genstand eller to her de sidste par måneder.

– Vil godt lige indskyde her, at det i øvrigt er vanvittigt irriterende at andre forældre i en mere perifer omgangskreds, ikke tror på at mine børn ikke drikker alkohol før de må, hvilket vil sige når de må købe det selv. Det virker som om folk ligefrem ønsker at mit afkom ligger og vælter berusede rundt, ligesom deres egne børn måske har gjort det siden de var 13-14. Men jeg kan – ulig så mange andre – for det meste da, stole på mine børn og snakker med dem om mangt og meget.

Nå, det var lige en sur bøvs.

Altså, Divaen og jeg fandt Prinsessen liggende på en bænk i et busskur med hovedet på J’s skød. Hun så ikke ud som om hun havde det særlig godt. Vi fik hende ind i bilen, og kørte hjem. Hun var ikke helt til at komme i kontakt med hele tiden og da Divaen nævnte at Prinsessens puls var lav, holdt jeg ind til siden og ringede til lægevagten.

Han spurgte hvad hun havde drukket, og det vidste jeg ikke og Prinsessen kunne ikke svare på det, så spurgte han om hun havde blå læber – det havde hun ikke – og så om hun var psykotisk…

I mit hoved er psykotisk noget med at være helt fra den og råbe og skrige. Hvilket hun ikke gjorde, så jeg sagde nej. Vagtlægen sagde så at han troede hun var blevet fuld, og når hun nu ikke var vant til at drikke alkohol, kunne det godt slå hårdt. Jeg skulle bare holde øje med hende, jeg var velkommen til at ringe tilbage, men han mente ikke at en tur omkring skadestuen var nødvendig.

Jeg bestemte mig for at følge lægens ordre og ikke være så hysterisk som jeg plejer. Og det har jeg fortrudt lige siden.

Hun kom hjem, vi fik vasket hende og fik hende lagt i seng. Hun var meget usammenhængende og sagde mærkelige ting, men det gjorde mig ikke bekymret, jeg vidste jo ikke hvordan hun reagerede på alkohol.

Jeg blev til gengæld meget bekymret da hun vågnede næste morgen meget tidligt og var frygtelig ked af hele historien. Jeg spurgte hvad hun havde fået at drikke, men det kunne hun ikke helt huske. Hun kunne ikke huske hvad tid hun var blevet hentet og hun kunne ikke huske koncerten som hun havde glædet sig til i flere uger.

To mokai, mente hun selv at hun havde drukket. Men om hun havde fået andet, kunne hun heller ikke huske. Og det var ikke hendes mening at blive fuld. Hun sagde også at hun ikke ville være fuld igen hvis man ikke kunne huske noget.

Og lige der satte min “Mor-Radar” i gang.

Selv hvis man har fået fire mokai får man ikke blackouts, så vi fik fat i Anna som havde været sammen med hende en del af tiden før koncerten og langsomt, bid for bid, fik vi stykket en historie sammen, som fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Prinsessen og Anna havde gået med hinanden under armen på vej til festen syngende og glade, da en eller anden, og på daværende tidspunkt ukendt ung mand, stikker armen ind under Prinsessens frie arm. Denne unge mand rækker en “egekilde” vandflaske frem mod hende og Prinsessen griber den og siger – “Aahh, vand – hvor skønt”.

Og tager en ordentlig slurk.

Det var ikke vand. Det smagte rædsomt, så slurk nummer to som hun allerede havde i munden spytter hun ud og langer flasken tilbage til den unge mand og siger: “Det var sgu da ikke vand”.

Den unge mand forsvinder så, pigerne samler sig og stiller sig derpå i kø for at komme ind.

Og allerede der begynder Prinsessen at se uklart og svømmende, alt sejler for hendes blik og hun kan huske at hun holdt bedre fast i Annas arm. Hun må være blevet bange for hun pludselig sagde “Hjælp mig” til en af Zorronaldos venner – hun kan bare ikke huske det selv – men da han kigger på hende, ser hun helt normal ud og han går derfor ikke hen til hende.

Hun har sagt de særeste ting på vej ind, og opført sig mærkeligt overfor sine venner og lavet en masse ting som hun slet ikke kan huske. Hun finder nogle billeder og små film på sin telefon, hvor hun snakker med mennesker hun ikke aner hvem er. Skræmmende.

Her er der et par huller i de forskelliges venners historier, hvor de har set hende, men er usikre på tidspunkterne, men enden er at hun bliver fundet – mere eller mindre bevidstløs – på toilettet, af et par piger som ved hvem hun er, den ene får omgående fat i en dørmand, mens den anden bliver ved Prinsessen og så tog dørmanden over derfra.

Prinsessen selv kan fortælle at hun kan huske at hun har sagt sit navn og mit telefon nummer rigtigt mange gange, men alle de som spurgte, kan så berette at hun bare mumlede mærkelige ting og ikke engang kunne sige sit eget navn. Dørmanden som ellers kender hende og er vant til at se hende som den ædru, i færd med at passe på sine mindre ædru veninder, var også ret bekymret.

Så kom J og fandt hende hos dørmanden og ringede derefter til mig.

Altså vi kan konstatere at selve alkoholindtaget var på to genstande. Det kunne mange bevidne, og det gjorde Prinsessen glad fordi det trods alt var noget hun kunne huske. Men… to genstande giver ikke blackouts, så meget kan vi vist godt blive enige om…

Den eneste anden mulighed for hendes tilstand og manglende hukommelse, måtte derfor være at finde i den vandflaske som åbenbart indeholdt noget ganske andet end vand og sandsynligvis også noget mere alvorligt end bare vodka idet en enkelt slurk vodka heller ikke giver blackouts, heller ikke selvom det er blandet med 2 mokai.

Jeg ringede til Giftlinjen 82 12 12 12, og der fik jeg fortalt om hele forløbet, og alle de forskellige symptomer hun havde haft. Både hendes opførsel, i følge venner og veninder, men også hendes egne ord om at det føltes som om hun lå og tog sol på en vuggende luftmadras.

Og konklusionen i følge dem, var at det højst sandsynligt var Fantasy eller GHB. Med andre ord, det man kan bruge til drug-rape.

Prinsessen ville – gudskelov – ikke få nogen mén af det, at det var ude af hendes krop efter 6-8 timer og at hun bare ville være meget tørstig, fordi der var salt i det.

De fortalte også at det værste for unge piger, som havde indtaget det ufrivilligt, var de sorte huller i deres hukommelse. De mente også at jeg skulle fortælle det til politiet, hvilket jeg gjorde.

Hun havde ikke lidt nogen fysisk overlast, hverken indvortes eller udvortes. Alt sammen takket være de søde og ansvarlige venner som syntes hun opførte sig mærkeligt og ledte efter hende når hun var væk, og piger som ikke gik fra hende da hun lå bevidstløs på gulvet selvom de ikke kendte hende.

Men jeg gjorde ikke hvad jeg skulle have gjort. Jeg insisterede ikke på at få hende på skadestuen, selvom min mavefornemmelse sagde at det var bedst. Jeg ville for engangs skyld ikke piske nogen stemning op og gøre pænt hvad der blev sagt.

Unødvendigt at sige at det gør jeg ALDRIG mere.

Så hellere blive stemplet som hysterisk Mor 23 gange for meget.

Jeg kan nemlig ikke bruge til noget at det endte godt.

Jeg kan naturligvis glæde mig over det, men faktum er at jeg hverken kunne have gjort fra eller til, hvis noget var gået noget galt der om natten, fordi jeg bare troede at hun var fuld.

Hun har jo en del voldsomme allergiske reaktioner overfor alt muligt og jeg tør virkelig ikke tænke på alt det som kunne være gået galt hvis ikke hun havde kunnet tåle det stof, som en eller anden stor idiot lod hende drikke.

Så kære alle sammen – HUSK at sig til jeres unge at de skal passe på sig selv og hinanden – at de ikke må tage så meget som en eneste slurk vand fra en flaske de ikke selv har åbnet.

En eneste slurk…

 

Udråbstegn i dagligdagen.

24 maj

Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.

Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…

Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!

Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.

Temaet var grønt.

Og stort set alt var grønt!

Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.

Grønt!

I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!

Gæste-træ

Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.

Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”

Sponsor balloner

Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.

Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!

Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.

Skønne bolcher fra Bolcheriet

Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.

De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)

Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!

Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!

Vaskebjørn?

22 maj

Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.

Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.

Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.

Han sprang simpelthen ud i det

Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.

Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.

Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.

Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.

Nr. 1 i bryst

Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.

Nr. 2 i crawl

Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.

Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.

Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.

Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.

En vaskebjørn?

Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!

Dagene derpå

19 maj

Jeg syntes som sagt i torsdags, at min deltagelse i Eventyrløbet 2015 havde været en formidabel ide.

Det syntes jeg så ikke fredag morgen.

Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Ganske enkelt.

Mens jeg prøvede at komme ud over kanten på sengen, spekulerede på hvad i alverden der var sket. Endelig kom jeg op og stå og forsigtigt gyngede jeg hen til trappen. Jeg formelig vraltede ned af trappen, ikke ulig en and, nærmede mig badeværelset og ville sætte mig ned på toilettet. Da jeg nåede halvvejs ned mod sædet, ville mine lår ikke være med mere og jeg måtte kaste mig bagover for at undgå at spænde i noget som helst og landede i et bump på toilettet med jamrende lårmuskler, og strittende ben.

Jeg fik besørget og ville faktisk gerne op og stå igen, men også det tog sin tid, og var bestemt heller ikke forbundet med nogen nydelse. Jeg måtte tage tilløb for at nå håndvasken og begyndte at overveje om det nu også havde været så god en idé igen at deltage.

Gudskelov har jeg ikke skullet så tisse så meget at det var kriminelt, for så havde jeg vist lækket på halvvejen. Det var mig nemlig ganske umuligt, at holde bare lidt sammen på både blæremusklen og lårmuskler på samme tid.

Jeg vuggede ud til spisebordet og spekulerede på om det var ligeså hårdt at komme ned på en stol som på toilettet. Det var det…

Hele dagen var simpelthen ren tortur at bevæge sig. Hvis jeg stod helt stille gik det lige, og hvis jeg – med møje og besvær – kom ned og ligge, kunne det også lige akkurat gå an. Men al anden bevægelse var forbundet med stor besvær og megen jamren.

Børnene har stirret på mig og med vantro i stemmerne spurgt, om det virkelig gjorde ondt når jeg vraltede forbi med indlagt jamren på stemmebåndene.

Hvilket jeg kun har kunnet bekræfte.

Jeg skulle for eks. besøge Annette, og var nær aldrig kommet op af alle hendes trapper. For slet ikke at tale om da jeg så skulle ned igen. Helt oppe fra 3. sal. Men jeg holder så meget af hende, så jeg tilgiver hende gerne!

Da jeg vågnede lørdag morgen skulle jeg også tage tilløb til at komme ud over kanten. Det var trods alt sådan at jeg kunne gå uden at vralte helt så meget. Bortset fra når jeg havde siddet ned lidt for længe, og så skulle i gang igen, og så også når jeg skulle op og ned, mest ned, af trapper.

Søndag kom der anderledes fart over feltet og kom kun i vanskeligheder når jeg havde siddet for længe – for eks. for at skrive dette indlæg.

Men hvor jeg fredag inderligt var af den overbevisning at jeg aldrig nogensinde mere ville lave noget der bare lignede sport igen, kunne jeg søndag bestige min crosstræner og jolre rundt der i 20 minutter, og have fornemmelsen af at jeg måske ville kunne komme til at gå normalt igen inden for en overskuelig fremtid. Og endda overveje et kort øjeblik at træne en anelse mere til Eventyrløbet 2016 og eventuelt forbedre min elendige tid fra i år.

Fordi jeg er sej!

Mega sej!!

 

 

Eventyrløbet 2015

18 maj

Et eventyrløb lyder jo forjættende. Spændende og med en sikker god slutning.

Jeg havde bare ikke helt overvejet hvad jeg begav mig ud i, eftersom jeg ikke har løbet så meget som en centimeter siden julen 2013.

Og de små 2 km. jeg dengang stønnende gennemførte, under velmenende og opmuntrende råb fra Divaen, var bestemt ingen succes. 2014 blev sportsmæssigt hevet helt ud af kalenderen, rygproblemer og fibersprængnings operationer taget i betragtning.

Jeg ville dog gerne være med, da jeg fik tilbuddet om at deltage i Eventyrløbet 2015.

Jeg havde også oprindeligt tænkt mig at træne til det, men to gange på en cykel og den efterfølgende tvungne pause på grund af min ynkelige ryg, samt en urimelig lang ventetid hos den fysioterapeut min læge så venligt ordinerede, gjorde at jeg ikke fik trænet.

Som i over-hele-hovedet ikke.

Og jeg var strengt taget også fløjtende ligeglad.

Jeg regnede nemlig med at Firkløveret ville repræsentere familien på bedste vis, og planlagde at jeg, imens de løb for familiens ære, kunne sidde i muntert lag blandt kolleger og heppe mentalt på mit afkom, og nyde en øl.

Men… så skete der et eller andet med den plan.

Om det så var fordi Tina II var helt klar på at løbe hele syv km. eller Heidi der uden at blinke havde meldt sig til 10 km. skal jeg ikke kunne sige. Hvorom alting var, så fandt jeg mig selv, torsdag morgen, iført et par løbebukser, der for øvrigt – og på mystisk vis – var blevet et par numre mindre end da jeg sidst havde dem på.

I stedet for at sætte mig med de andre mentale heppere, slog min hjerne fuldstændig fra, og jeg hørte mig selv hvine “vent på marrj” og galoppere efter P og Tina II, da de var på vej til start.

Jeg nåede lige at sige til Tina II at hun altså bare skulle løbe fra mig, for jeg endte nok med at gå hele ruten. Lidt selverkendelse havde jeg trods alt.

Da løbet gik i gang…

– Det er i øvrigt en ret tarvelig og fesen lyd der kommer ved start. Jeg mener, først tælles der ned, med store falbelader og megen larm i megafoner, tilsat højttalere som er en festival værdig, for så til sidst at servere en ynkelig og lillebitte prut, fra noget der yder som en propbøsse fra Fætter BR.

Jeg synes faktisk godt de kunne skyde mindst et kanonslag af, især for at fejre at jeg faktisk befandt mig i startfeltet. Nå, det var en indskudt bemærkning.

Altså, løbet blev “pruttet” i gang og da alle de andre super veltrænede, og på stedet hoppende mennesker, væltede ud over startlinjen, fulgte jeg trop så godt jeg kunne, mest for ikke selv at blive trådt på. Jeg blev overhalet af samtlige de veltrænede, og tullede snart alene hen over asfalten – stadig i løb – med musik i ørerne.

Her vil jeg godt rette en dybfølt tak til de mennesker der rent faktisk blev ved med at heppe længe efter de rigtige løbere var væk, og der kun var mig tilbage. Det var rart med opmuntring.

Inde i skoven syntes jeg næsten det gik helt godt, og jeg blev enig med min indre Marinesoldat om, at jeg ikke ville stoppe, fordi jeg var sej.

Sej og cool.

Så jeg løb.

Langsomt, og med små bitte skridt, men jeg løb trods alt.

Indimellem skreg et knæ eller en hofte på opmærksomhed, trøst og en liggestol med koldt øl ad libitum, men så gentog Marinesoldaten bare Firstmans ord om at smerte er en information til hjernen, og at såfremt knæ og hofte ikke ville efterlades der i underskoven, ganske alene, skulle de tie stille.

Bakkerne var ikke noget problem, jeg løb bare langsommere. Faktisk så langsomt at hvis jeg skulle løbe langsommere end det, ville jeg ende med at løbe baglæns. Men op kom jeg. Uden at stoppe.

Jeg nåede halvdelen af ruten uden at have stoppet, og Marinesoldaten råbte for at overdøve den opstillede halvvejsmusik, at jeg aldeles ikke havde brug for en slurk vand. Ej heller en lille pause. Som en slags halvvejsbelønning.

Det var nok der, andre af mine kropsdele gav sig til at strejke.

Midt på en elendig villavej, uden nogen form for skygge, råbte alle led og muskler nemlig at de ikke gad mere, og da Marinesoldaten gav sig til at skælde ud, sagde de at han kunne få en cola og en bakke pommesfrites, hvis han ikke snart holdt mund. Og så begyndte jeg at gå. Marinesoldaten surmulede, men holdt sig i baggrunden.

Jeg gik hen til en privat vandudskænkning, smed pænt min kop i den dertil ophængte skraldepose, brokkede mig derpå højlydt over de mange hundrede svin der ikke gjorde ligeså, men i stedet spredte plastikkopperne ud over et ganske anseeligt areal – hvorfor?? – og gav mig til at løbe igen.

Jeg nåede at stoppe og gå to gange mere, men kom dog i mål til sidst. Løbende. På den sammenbidte måde.

Jeg var dog svært stolt af mig selv og syntes jeg var helt fantastisk!

Marinesoldaten var faldet i søvn.

Jeg syntes faktisk at det hele havde været en super god ide og fejrede det, og mig selv, med tre pølser og en faxe kondi.

 

Søndagskage

17 maj

Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det ved at være lidt længe siden vi har haft en søndagskage?

Dette er både ægte søndagskager, da det drejer sig om cupcakes, og endda en hjemmelavet slags, for en gangs skyld!

Gårdmand Bjørn og jeg skulle for nogle måneder siden planlægge konfirmationsdessert til 32 gæster, og han lagde  ud med at ville have islagkage.

I grøn.

Til 32.

Jeg eksperimenterede først med pistacie is – som hverken den kommende konfirmand eller hans mor brød sig om – og så det der med lag på lag, og forskudt indfrysning af forskellig slags is, som ikke gik specielt godt, så jeg endte  med at lave 40 portionsanrettede lime og vanilje is, der var aldeles uovertruffne!

Men så sagde Bjørnen at han faktisk også godt kunne tænke sig noget brownie. Og da jeg have lavet 4 store brownies, med fudge og appelsin og nødder, mente vi at det ville række som dessert, når der også var frugt – som jeg glemte at sætte på bordet – og slik.

Det var uden at tage forbehold for at min indre Husmor ville røre på sig.

For det gjorde hun.

Lige akkurat 48 timer før vi skulle sidde i kirken gav hun sig til at rømme sig på en måde som ikke kunne overhøres.

Og på trods af alt det andet jeg også lige skulle inden gæsterne kom, overbeviste Husmor mig lynhurtigt om at der bestemt ikke var nok dessert, og at det da ville være aldeles frygteligt hvis der var nogen som ikke kunne lide lime is eller nogen som ikke kunne lide chokolade – ikke at jeg vidste af at der fandtes sådanne personer på gæstelisten – men for at være på den sikre side -så lavede jeg lige 36 blåbær muffins med grøn flødeost topping og drysset med noget i Tyskland indkøbt grøn kagepynt!

Konfirmations cupcakes

Der var naturligvis for meget dessert.

Som i alt for meget. Hvilket jeg også påpegede for Husmor. Hun var ligeglad. Men Firkløveret og Firstman var derimod svært tilfredse, idet de dermed kunne spise både brownie og grønne cupcakes i en hel uge efter den sidste gæst havde forladt møllen.

Konfirmanden var glad.

Gårdmand Bjørn, konfirmand 2015

Han smilede hele dagen. Trods regnen. Jeg fik indtil flere bamsekram hvor han hviskede til mig at det var verdens bedste dag!

– Og altså de grønne konfirmations cupcakes smagte virkelig godt!

God søndag!

 

 

%d bloggers like this: