En have så skøn.

12 Aug

Da jeg var lille, og på besøg hos min mormor og morfar, elskede jeg at lege i deres uendeligt store og forunderlige have.

Det var i sandhed en fantastisk have. Et sted bag en troldhassel stod en mængde store skræppeblade som man sagtens kunne gemme sig under når det regnede. Hvilket jeg så gjorde.

Fulgte man skræppebladende, nåede man en lille sø hvor der hvert forår kom ællinger man kunne fodre, og hver vinter kunne man stå på skøjter, dog først efter morfar havde stampet rundt på isen en rum tid, for at sikre at jeg ikke faldt i.

Blev man træt af søen, kunne man gå til venstre ind i en lille skov, i hvis midte der befandt sig en voldgrav med en lille træbro og en ø. Simpelthen.

Fra bagsiden af øen kunne man kravle op på nogle meget store sten og – i hvert fald om vinteren – se ud over markerne bag haven. Jeg kan nu, efter så mange år, med sindsro fortælle at der på denne ø har boet adskillige prinsesser der skulle vinde deres land tilbage fra onde trolde ved navn Bukkebruse. Jeg kan også uden skam berette at det var en voldsom overvindelse at gå over broen, især hvis man havde røde forræderiske træsko på. Og det havde jeg tit.

Det kunne ske at man var løbet i forvejen for at gemme sig, eller var sakket bagud og pludselig stod og skulle over broen alene. Med træsko på. Der var tre muligheder.

Enten kunne man tage træskoene af. Kaste dem over på den anden side, og liste over broen i bare tæer eller strømpesokker og håbe at træskoene var landet så man kunne nå dem selv.

Man kunne også vælge at løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde, og håbe at man ikke tabte en træsko i farten.

Den sidste mulighed var at kalde højt og længe på morfar, så man kunne have hans store sikre hånd at holde i, og dermed nå frelst over broen.

Denne bro gjorde øen til et meget eftertragtet, næsten sagnomspundet legested, men også relativt besværligt at nå frem til. Før kloge folk begynder at finde på at Bukkebruse blev fortalt med vilje for at jeg ikke skulle dratte i voldgraven og drukne, vil jeg oplyse at der ikke var vand i, og at den samlede dybde under broen nok ikke har oversteget 1 meter på det dybeste sted.

Hvis man afgjorde med sig selv at man ikke var i humør til at slås med Bukkebruse, for at redde prinsesser, kunne man gå tilbage igennem skoven, så havde man snart en gigantisk plæne foran sig, og midt på plænen stod det største platantræ jeg nogensinde har set. Det var flankeret af to stolte birketræer, bagved hvilke der befandt sig henholdsvis en smedejernstrappe og en hængesofa.

Smedejernstrappen ved husgavlen, var direkte afgang til pust på knæet og en vaniljeis med chokoladeovertræk, eller blot en blød omfavnelse der duftede af fyrrenåle fra Yardley.

Hængesofaen derimod, var forbundet med alskens restriktioner jeg var alt for urolig til at kunne efterkomme, hvorfor jeg sjældent opnåede at befinde mig i dette eftertragtede møbel ret længe ad gangen.

Denne del af haven var omkranset af et stort nøddehegn og bag hængesofaen og bag nøddehegnet var mormors køkkenhave.

Køkkenhaven fungerede ikke alene som ingrediens i husstandens almene overlevelse det meste af sommeren, men ligeledes som et udendørs spisekammer, frit tilgængeligt, hvor jeg har ædt mig mæt i jordbær og ærter sommer efter sommer. Jeg har gået balancegang på murstenene der afgrænsede de mange spændende krydderurter, jeg har beundret de kravlende bønnestager, og sikkert uden tvivl der, fortæret alle de mange kilo skidt vi efter sigende indtager i løbet af vores liv.

Til højre for køkkenhaven var der brændeskur og garage, samt en bålplads hvor jeg smagte mine første snobrød.

Meldte en mere konsistent sult sig, skulle man blot løbe op ad en anden smedejernstrappe, der gav stygge sår på knæ og skinneben hvis man faldt, og det gjorde man tit fordi man var ivrig, og der kunne man få alverdens lækkerier. Flækkede kartofler og radiser med en klat smør i og drysset med groft salt, eller den spændende rugbrødsmadder med græspålæg: rugbrød med smør og dild og eller purløg.

På grund af disse mærkelige græs-madder, har jeg smagt på stort set alle de grønne vækster der var i haven.

Jeg, og min kusine, mente at når man kunne spise den slags, kunne man sikkert også spise det andet.

Vi startede frygtløst med skovsyre, som blev tygget højtideligt, og slugt med stort mod. Det var i midlertid ikke det frygtede skarntyde og vores efterfølgende ophidsede hjerteslag var kun affødt spænding over at have gjort noget stort og ukendt og vi skulle desværre ikke dø som Snehvide eller Sokrates. Jeg fortsatte ufortrødent med at smage på haven og ved derfor nu at man kan komme til at kaste op hvis man tygger i snebær, at bøgeblade smager bedst når de lige er sprunget ud, samt at nasturtier smager af stærk karse.

På cirka samme tidspunkt blev det gjort til lov at man aldrig måtte lege med guldregn.

Tilbage mod den store plæne, og bag det andet nøddehegn, havde morfar lavet en rydning og installeret et hjemmelavet gyngestativ og en vippe. Ikke noget plastik eller metal her, det var gedigne bjælker og gyngerne var fastgjort i kilometer lange reb så man kunne nå helt op til himlen. Eller i hvert fald til toppen af nøddehegnet, hvilket stort set var det samme.

Den have var levende. Træerne, buskene, øen og søen var levende væsner for mig, på en eller anden måde.

Jeg har bland andet snakket indgående med birketræerne – mest det til venstre – om dets “mirakler”. Mirakler var en personlig fortolkning af ordet “rakler” som ikke gav synderlig mening for en person med røde træsko i størrelse 31. Mirakler derimod, det vidste man hvad var. De var håndgribelige: de hang jo lige der fra birketræets grene og kunne drysses gavmildt udover verden efter behov.

Jeg blev voldsomt skuffet da min fejltagelse blev påpeget, men jeg må indrømme at jeg ikke helt troede på dette mærkelige ord “rakler” og insisterer på, stadigvæk at have muligheden for at kunne drysse mirakler hvor der skulle opstå behov for det.

Mirakler er jo alt andet lige mere praktisk end rakler.

6 kommentarer to “En have så skøn.”

  1. Ellen 12. august 2015 hos 11:49 #

    Sikke en vidunderlig beskrivelse af en lige så vidunderlig have.
    Hvis ikke det var fordi, jeg har haft en, der var næsten lige så skøn, kunne jeg blive aldeles misundelig. Jeg manglede søen og broen, men det tænkte jeg jo ikke over som barn …
    Er der noget skønnere end dejlige barndomsminder? Jeg ved, at min Charlotte også har dejlige minder, og at hun gør det bedste for at give sine egne børn noget godt at huske – det er simpelthen en pligt som forældre og/eller bedsteforældre at give børnene den slags at tænke tilbage på med fryd og glæde.

    • Kong Mor 15. august 2015 hos 10:36 #

      Det var et fantastisk hus+have. Og faktisk er voldgraven meget gammel, da det var et hus som tilhørte Ellen Marsvin!
      Du har ret – det er ens pligt at sørge for gode minder til sine børn! 😊

  2. Ellen 12. august 2015 hos 11:49 #

    PS: Hvordan går det med ribbenene? Bedre, forhåbentlig!

    • Kong Mor 15. august 2015 hos 10:37 #

      Jeg ville ønske jeg kunne sige at det gik bedre, men det er desværre ikke tilfældet. Det går nok over igen, men det er liiiidt træls nu. Det er snart 3 uger siden, og der er ikke sket en skid..

  3. Susanne 13. august 2015 hos 13:08 #

    åh sikke en dejlig beskrivelse, var lige sat tilbage til barndommen, sådan var min barndoms have næsten

    • Kong Mor 15. august 2015 hos 10:41 #

      Hvor skønt! Det er skønne minder 😊

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: