En buket.

14 Aug

I et anfald af nostalgi og overvældende tristhed over at min søde gamle Moster døde for 14 dage siden, kom jeg på at fortælle om mormors og morfars have.

Lidt kringlet, og noget bagvendt men nu kommer jeg til sagen:

Moster var ikke meget for dims og falbelader, og havde udtrykkeligt ønsket blomster fra haven til sin bisættelse.

Nu er Moster er jo ikke min moster, men derimod min mors. Moster er min mormors lillesøster, og da min mormor døde for mange år siden, blev Moster lidt reservemormor for vores familie. Så er den vist på plads!

Det var en helt anderledes fornemmelse at skulle gå rundt i sin egen have og vælge blomster som skulle med på hendes sidste rejse. Jeg fik samlet lavendel fordi hun holdt af duften, roser fordi hun selv havde så mange, hortensia fordi farverne var fantastiske, og så stoppede jeg foran min troldhassel.

Selvfølgelig.

Moster skulle have grene fra det træ hendes søster gav mig da jeg var 15.

Det føltes som en ring der blev sluttet.

Moster Bi valgte netop at dø på sin storesøsters fødselsdag og der var en trist glæde i vores tre familier over, at nu var de tre søstre samlet på den ældstes fødselsdag.

Bisættelsen var ganske forfærdelig.

Også selvom hun var 95 og sikkert ikke rigtigt gad mere.

Da jeg 10 dage tidligere havde besøgt hende på plejehjemmet fik hun sagt farvel – på sin måde – med en lille hilsen til hver af mine børn og til First Man. Og jeg tudede hele vejen hjem i bilen.

Et kapitel i min livshistorie er skrevet til ende.

Det gjorde måske det hele lidt mere definitivt at nu var den sidste af de tre søstre borte, og med hende, en hel epoke, som nu er slut. Men som Eva så rigtigt sagde: “Så er det op til os at bære flammen videre.”

Hvis der er et eneste lyspunkt ved en bisættelse eller begravelse, så må det være at man samles og rykkere tættere sammen. Jeg kender min historie, mine aner, jeg har fået del i en arv som jeg har ansvar for at bringe videre til mine børn.

Jeg ved præcis hvad familie er, at jeg er en del af alt dette på grund af de som var der før mig.

Det er jeg stolt af.

2 kommentarer to “En buket.”

  1. Ellen 14. august 2015 hos 19:02 #

    Det er jo ved bisættelser/begravelser, man tænker bagud og mindes. Det er trist at miste, selv om det ikke er en tragedie, hvis man har levet i 95 år. Huskede du nu at spørge moster om alt det, I nu ikke mere har en i den generation at spørge? Der er mange ting, jeg ikke fik spurgt min far om, fordi jeg først kom i tanke om spørgsmålene efter han døde, og nu er det naturligvis for sent.

    • Kong Mor 15. august 2015 hos 10:47 #

      Jeg har tilbragt hele mit liv med at få, først min egen elskede mormor, så Moster Bodil og Moster Birgit, og til sidst kun Moster Birgit, til at fortælle historier og anekdoter om ALT. Jeg kender familiehistorien, jeg ved hvem der reddede statskassen i Slesvig da Tysken stod for døren, jeg ved at Constantin Alexander boede i Shanghai og jeg har de gamle kinesiske børnebøger som er over hundrede år gamle. Jeg ved hvor fræk min mormor var, og hvad de lavede under krigen i 40-45.
      Så jo – jeg har spurgt i et væk – og lyttet.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: