Archive | december, 2015

Snart rammer julefreden os alle.

19 dec

Jeg har lige et par dage mere på arbejdet, inden jeg også kan råbe farvel og god jul og tage på velfortjent juleferie.

I år er vores julegæst-er ikke fra Røde Kors. Det er heldigvis sådan at der er langt flere juleværter end gæster, og derfor har vi slet ikke fået nogle gæster.

Men det kunne ikke slå os ud, så vi fik i stedet kontakt til et ungt flygtningepar som ellers skulle sidde alene og holde jul.

Nu ville jeg gå ud fra som en selvfølge, at fejrer man jul, så er man kristen. Eller i det mindste kulturkristen.

Men det er man så ikke. Man er muslim.

Det er også helt okay for mig, og resten af familien for den sags skyld, at være sammen med muslimer, ligesom det er ganske okay for os at være sammen med så mange andre slags mennesker, når blot de er flinke og rare og til at tale med om alt muligt.

Der var dog lige nogle ting vi skulle have fundet ud af først, i forhold til at fejre jul med muslimer. Vi spiser nemlig både kalkun og flæskesteg, og der kommer også til at stå en flaske rødvin på bordet. Og det var ikke noget vi umiddelbart havde tænkt os at lave om på.

Den slags detaljer var overhovedet ikke noget problem for vores muslimske julegæster.

De virkede sandt at sige heller ikke ret muslimske, når man tager i betragtning at de havde et juletræ stående i stuen.

Med stjerne på toppen.

Ligesom tørklæder ikke har vundet indpas på nogens hoved. Desuden stod manden i køkkenet med et yndigt flæseforklæde på og kokkererede, da vi kom. Men muslimer er de altså, trods det faktum at de gerne vil fejre jul med os. Og det er de da velkomne til.

De ville i øvrigt også gerne med i kirke.

Den lader jeg lige stå.

De ville gerne med os i kirke juleaften.

Både First Man og jeg var ved at falde bagover ved denne udmelding, da vi var på besøg hos dem her til aften, for lige at planlægge hvordan og hvorledes.

Men det er ganske vist, deres eneste betænkelighed var om deres lille pige på et år ikke ville komme til at genere de andre kirkegængere. Jeg kunne forsikre dem om at der også var plads til deres lille lækkermås af en datter. Også selvom hun måske kunne finde på at knirke, som mennesker i den størrelse har for vane at gøre når de keder sig.

Zorronaldo tilføjede: “ellers så begynder vi også bare at larme” for at berolige moderen, hvilket fik hende til at grine højt.

Hvorom alting er, så skal vi simpelthen til julegudstjeneste med et par muslimer. Og fejre jul med dem efterfølgende.

Det skal nok blive sjovt!

 

Røde Kors julevenner

4 dec

Jeg ved godt at jeg havde lovet jeg kun ville snakke jul herovre, men nu er det jo sådan at Røde Kors de sidste par år, har haft en rigtig god plan!

Det handler om folk der sidder alene i julen, og så 0m nogen som ikke sidder alene, og som gerne vil dele den jul de har.

Man melder sig til på deres hjemmeside: HER og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker og tilbud.

Det tog os lidt tid at turde at trykke på “Tilmeld” sidste år. Hvem vidste hvad vi ville ende med? Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul.

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store måske akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi havde set hinanden før.

Desuden kunne vi lige få snakket om mad, alkohol, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve aftnen.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores juleaften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber at mange flere vil melde sig til i år.

Både som vært men så sandelig også som gæst. Det er nemlig sådan at der er 3 gange så mange værter som gæster – heldigvis at det ikke er omvendt – måske er det sværere at turde fortælle at man er alene og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå – det er en juleaften som den altid har været – blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster.

Meld jer – hvem ved – måske kan I ende med at holde jul hos Kong Mor?

Altså, hvis det kunne friste nogen.

Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid

3 dec

 Det er ikke lysten der mangler. Det er energien og tiden. Altså min energi og min tid. Og alt det som jeg prioriterer anderledes.

Måske skal man bare tage konsekvensen af det og dreje nøglen om.

Nu kan man dreje nøgler om på mange måder.

Man kan låse om morgenen, og vide at man kommer tilbage efter endt arbejdsdag. Man kan også tage på forlænget weekend, og så gør det ikke helt så meget om der stadig ligger æg og smør i køleskabet. Så er der den mulighed at man tager på længere varende ferier, slukker for varmen og lukker for vandet, som i sommerhuset når man lukker af for vinteren.

Eller også lukker man døren uden at vide om man kommer tilbage igen.

Men man ved at slår alt andet fejl, er der noget rart og velkendt at komme tilbage til.

Engang.

Hvis man skulle få lyst til det.

For det er faktisk lidt svært at vende tilbage efter så lang en pause.

For hvad skal jeg sige?

Har jeg overhovedet mere at sige?

Skal jeg fortælle at manden er blevet syg? At det er arveligt? Som i 50/50

Og at et blad i mit firkløver har trukket et meget kort strå, i den forbindelse?

Skal jeg fortælle at det gør ubærligt ondt, og at det er svært at skulle forholde sig til sygdom? Især når det ikke er ens egen. Det er ikke mig det går ud over, men gid det var.

Skal jeg fortælle at vi overlever – bevares – men der er ikke til så meget. At vores finanser er små og at den eneste grund til at vi fik en jul sidste år, udelukkende var fordi der findes gode og gavmilde mennesker. At vi har nydt godt af gode venners velvilje og omtanke i mange situationer i årets løb og at vi har fundet venner, hvor vi ikke lige regnede med at finde dem.

At andre meget overraskende har vist sig at være ligegyldige bekendte, som jeg ikke orker at spilde ret meget tid på.

Eller skal jeg bare holde min mund og lade som ingenting? Det er nemt nok at give sig til at jamre. Men det er nok ikke det som er meningen. Det er nok snarere meningen at jeg må finde ud af at få det bedste ud af det hele. Med de kort jeg nu engang har på hånden. Så det kunne jeg fortælle om.

Hvis jeg overhovedet har nogle læsere tilbage?

Hvis jeg har, så kunne jeg jo også fortælle at når jeg gør noget for andre, fylder min tid med noget der hjælper andre, så glemmer jeg lidt sine egne genvordigheder. Så jeg er blevet frivillig. Her og der.

Det er sjovt.

Det er nok muligt at jeg gør det for at promovere mig selv, som Sørine Gotfredsen har sagt, men det føles ikke sådan. Desuden deler jeg det ikke på facebook, og så er der jo ikke nogen som ved det! Udover jer.

Jeg laver også stadig pjat og ballade, alt imens jeg leger sneplov. En sneplov som skubber alle de triste tanker foran mig så jeg kan trække vejret lidt.

Jeg er blevet selvpromoverende kvartalsblogger og fuldtidssneplov.

%d bloggers like this: