Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid

3 Dec

 Det er ikke lysten der mangler. Det er energien og tiden. Altså min energi og min tid. Og alt det som jeg prioriterer anderledes.

Måske skal man bare tage konsekvensen af det og dreje nøglen om.

Nu kan man dreje nøgler om på mange måder.

Man kan låse om morgenen, og vide at man kommer tilbage efter endt arbejdsdag. Man kan også tage på forlænget weekend, og så gør det ikke helt så meget om der stadig ligger æg og smør i køleskabet. Så er der den mulighed at man tager på længere varende ferier, slukker for varmen og lukker for vandet, som i sommerhuset når man lukker af for vinteren.

Eller også lukker man døren uden at vide om man kommer tilbage igen.

Men man ved at slår alt andet fejl, er der noget rart og velkendt at komme tilbage til.

Engang.

Hvis man skulle få lyst til det.

For det er faktisk lidt svært at vende tilbage efter så lang en pause.

For hvad skal jeg sige?

Har jeg overhovedet mere at sige?

Skal jeg fortælle at manden er blevet syg? At det er arveligt? Som i 50/50

Og at et blad i mit firkløver har trukket et meget kort strå, i den forbindelse?

Skal jeg fortælle at det gør ubærligt ondt, og at det er svært at skulle forholde sig til sygdom? Især når det ikke er ens egen. Det er ikke mig det går ud over, men gid det var.

Skal jeg fortælle at vi overlever – bevares – men der er ikke til så meget. At vores finanser er små og at den eneste grund til at vi fik en jul sidste år, udelukkende var fordi der findes gode og gavmilde mennesker. At vi har nydt godt af gode venners velvilje og omtanke i mange situationer i årets løb og at vi har fundet venner, hvor vi ikke lige regnede med at finde dem.

At andre meget overraskende har vist sig at være ligegyldige bekendte, som jeg ikke orker at spilde ret meget tid på.

Eller skal jeg bare holde min mund og lade som ingenting? Det er nemt nok at give sig til at jamre. Men det er nok ikke det som er meningen. Det er nok snarere meningen at jeg må finde ud af at få det bedste ud af det hele. Med de kort jeg nu engang har på hånden. Så det kunne jeg fortælle om.

Hvis jeg overhovedet har nogle læsere tilbage?

Hvis jeg har, så kunne jeg jo også fortælle at når jeg gør noget for andre, fylder min tid med noget der hjælper andre, så glemmer jeg lidt sine egne genvordigheder. Så jeg er blevet frivillig. Her og der.

Det er sjovt.

Det er nok muligt at jeg gør det for at promovere mig selv, som Sørine Gotfredsen har sagt, men det føles ikke sådan. Desuden deler jeg det ikke på facebook, og så er der jo ikke nogen som ved det! Udover jer.

Jeg laver også stadig pjat og ballade, alt imens jeg leger sneplov. En sneplov som skubber alle de triste tanker foran mig så jeg kan trække vejret lidt.

Jeg er blevet selvpromoverende kvartalsblogger og fuldtidssneplov.

16 kommentarer to “Kvartalsblogger og sneplov på fuldtid”

  1. Susanne 5. december 2015 hos 02:46 #

    dejligt at se du er tilbage på bloggen. God bedring til manden. Synes også det er fantastisk at I inviterer ukendt gæst juleaften.

    • Kong Mor 5. december 2015 hos 20:44 #

      Tak Sus – og tak. Og tak igen🙂

  2. Inge 5. december 2015 hos 07:30 #

    Kære Stine. Godt at se dig her igen. Ord er fattige når sygdom rammer, men jeg sender dig og din familie varme tanker. Det er hårdt at være sneplov, så pas på dig selv. Kh Inge

    • Kong Mor 5. december 2015 hos 20:45 #

      Tak søde Inge!
      Ja sygdom er noget møg. Tak for tankerne. Jeg passer på. knus

  3. Ellen 5. december 2015 hos 10:28 #

    Sikke noget lort, Stine.
    Vi tænkte på jer, da vi kørte lige forbi Møllen i søndags, og nu tænker vi endnu mere på jer.
    Er det en sygdom, der gør én uarbejdsdygtig? Du skriver ikke hvad det er, og det har du sikkert dine grunde til.
    På sin vis er det nok meget godt at få luget ud i vennerne – ingen grund til at spilde livet på nogen, der ikke er det værd – men det kan sagtens koste skuffelser undervejs.

    • Kong Mor 5. december 2015 hos 20:49 #

      Ja – det er noget lort. Alle ord med uhelbredelig og arvelig er generelt noget argt lort.😥
      Foreløbig er han ikke uarbejdsdygtig, men det kommer. Vi har en aftale på genetisk afdeling i januar for at få de sidste og endelige resultater på alle 4. Men en er helt sikkert ramt. Og det flår mig i stykker…

      Men ja det er nok meget sundt at luge ud. (Skulle til at skrive muge ud – men det er vel lidt det samme)

  4. Moster Tulle 5. december 2015 hos 14:23 #

    Trofaste læsere forsvinder ikke bare, men jeg tror mange af os bloggere holder pauser, frivilligt eller ufrivilligt, fra bloggeriet. Det gør mig ondt med din mands sygdom og barns (?) – sygdom er noget rigtig skidt. Noget sygdom kan man vænne sig til og leve med andet forandrer ens liv på mange måder. Jeg håber i klarer jer igennem. Og dyb respekt for at du i sådan en situation har overskud til at lukke andre ind og være frivillig.

    • Kong Mor 5. december 2015 hos 20:53 #

      Tak Tulle – det er så dejligt at vide!!!
      Ja sygdom er frygteligt. Vi skal både vænne os og acceptere. Og forvente ændringer i dagligdagen.
      Mht at være frivillig – så er det nemmere at tage sig af andres problemer – så glemmer man lidt sine egne. Eller også er det fordi ting bliver sat lidt i relief. Man kan altid finde en som har det værre end en selv.

  5. Katrine 6. december 2015 hos 10:53 #

    Sikke noget pis! Når livet rammer, som det ikke skal, er det bare noget pis. Mange tanker til dig og familien. Ordene bliver fattige under sådanne rammer, som er ufrivilligt er blevet sat for jer. Det må være næsten ubærligt. Og så alligevel kan man jo undre sig over, hvor meget lort livet kan kaste på os, og vi fortsætter med at bevæge os. Stort cyber-knus til dig.
    PS. Selvom du er sporadisk skriver, følger jeg med. For du lander hver gang i min indbakke.🙂

    • Kong Mor 19. december 2015 hos 21:44 #

      Ja lige mine ord.
      Jeg tror “bare” at det er sådan livet er. Man får hældt en masse i hovedet og så kan man vælge at leve med det eller mod det.
      Den der med at det bliver bedre til næste år – det holder bare ikke – der sker altid et eller andet.
      Og sådan er det vel bare.
      Og tak fordi du gider læse🙂

  6. Nette 6. december 2015 hos 23:10 #

    Øv, hvor er det træls at høre. Ikke mindst det, at en af børnene også er ramt – det må være svært at bære.

    Håber, at du fortsætter med at give lidt livstegn indimellem.

    • Kong Mor 19. december 2015 hos 21:42 #

      Ja det er træls. Og tungt.
      Jeg skal nok give livstegn indimellem🙂

  7. Lene 7. december 2015 hos 08:08 #

    Kære Stine, det gør mig ondt, at I skal rammes af sygdom, det er hårdt og barsk, og så især en sygdom, som allerede ligger i generne på et af jeres børn. Alle varme tanker og ønsker til jer.

    • Kong Mor 19. december 2015 hos 21:41 #

      Det er ikke så rart nej. Det er dog lykkedes mig at skubbe det foran mig og så må vi se hvordan det er d. 5 januar på genetisk afdeling hvor alle resultaterne bliver lagt frem.
      Tak for tankerne – de betyder meget når de kommer fra dig!

  8. JS 9. december 2015 hos 15:34 #

    Åhh Stine! Stort knus til jer alle sammen❤

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: