Hvordan kommer man så til at trække vejret igen?

12 Jan

Sådan uden brint splinter?

Jeg hører gerne, hvis nogen ligger inde med opskriften.

Det er ikke fordi jeg har ligget på den lade side. Eller det vil nu sige, de første fire dage efter mit møde med den mentale brintbombe, sov jeg. Jeg var svimmel, havde feber og kvalme og jeg sov bare. I mange timer. Om morgenen, om eftermiddagen, om natten. Hele tiden. Jeg havde ikke energi til noget som helst. Jeg kunne dårligt skrive en sms.

Så, som om jeg havde sovet nok for de næste par uger, kunne jeg ikke sove mere. Og det kan jeg stadig ikke. Når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg fordi jeg ligger og småtuder. Min koncentration er ikke-eksisterende og hvis jeg skal gøre mig håb om at komme tilbage på mit arbejde inden alt for længe, så skal der altså ske noget.

Jeg har derfor forsøgt at gøre en masse – og en masse forskelligt – for at prøve at blive mig selv igen.

Jeg har prøvet følgende:
Shopping.
Bagning.
Afslappende musik.
Læsning.
Blogindlæg.
Snakket med andre.
Pels-terapi med blød hund.
Overdrevet chokoladespisning.
Te drikning.

Det var langt fra alt der virkede. Noget havde stik modsat effekt, og skal derfor ikke prøves igen. Men det meste virkede efter hensigten.

Følgende er ikke afprøvet endnu, men er på listen for de kommende dage:
Flere blogindlæg.
Mere snak – også med folk som ved noget om gen-mutation.
Meditation.
Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Jeg har ikke tænkt mig at ty til nedenstående, da jeg ikke mener det vil gavne mit tilfælde:
Tage medicin.
Sidde i hjørne og jamre.

Foreløbigt er det ikke til at sige om det virker, eller hvad der vil virke, hvilket også er underordnet fordi hovedsagen vel må være, at jeg bliver mig selv igen. Gerne så hurtigt som muligt.

Jeg savner nemlig mig selv.

Mig selv og min energi.

Tro, håb og kærlighed.

Og jeg vil gøre hvad der skal være for at komme på plads, i mig selv, igen.

Som sagt, jeg hører gerne hvis nogen har en opskrift. Det kunne jo være andre kunne drage nytte af den også.

13 kommentarer to “Hvordan kommer man så til at trække vejret igen?”

  1. Stine E 12. januar 2016 hos 19:27 #

    Jeg mistede min søn, der døde 10 timer gammel, af fødsels-komplikationer. Det der fik os videre fra første panik var ro, tid og snak -hele tiden og igen og igen.. Snak om hvad der var sket, hvorfor det var sket, hvad det kunne betyde for fremtiden -og snakkede vi om det hele igen.
    Vi snakkede med alle der ville snakke med os, kollegaer, venner, familie , psykolog og lægerne. For os har det betydet rigtig meget at få forståelse for den komplikation der var skyld i vores søn døde, så kan varmt anbefale at snakke med nogen der har specifik viden om jeres genmutation. Jeg håber at I finder en måde at få jer selv med i den nye virkelighed.
    Mange tanker
    Stine E

    • Kong Mor 12. januar 2016 hos 19:50 #

      Åh Gud hvor frygteligt. Det kan vores jo slet ikke sammenlignes med. Under nogen omstændigheder.
      Du får lige et stort varmt knus herfra også.❤

      Jeg har også brug for at snakke – igen og igen – det har min søde mand så desværre ikke. Eller de 2 syge for den sags skyld. De mener at det så kommer til at fylde meget mere. At man kan snakke sig selv sygere end man er.
      Så jeg har vist overskredet nogle af deres grænser ved at dele det med alle dem som læser min blog. Men jeg prøver at begrænse det til mig og min frygt – mine bekymringer – selvom det ikke engang er mig som er syg.
      Jeg snakker med veninder, og holder i øvrigt min mund herhjemme.
      Tak for tankerne og tak for din opskrift!!

      • Stine e 12. januar 2016 hos 20:00 #

        Du har fået et stort chok og uanset hvordan eller hvorfor man får det, påvirker det en.
        Der er stor forskel på hvornår og hvordan man har brug for at snakke. Min ellers relativt tavse mand snakkede stort set i en hel uge i træk, hvor jeg var helt stille (meget forkert, min mund er ikke kendt for at stå stille). Det kræver meget af en familie at rumme de forskellige reaktioner, så det er rigtig godt at du kan snakke med dine veninder..

  2. Mette 12. januar 2016 hos 19:31 #

    Synes at listen for den kommende tid, ser god ud…..Og så tid…uden at have prøvet noget i den stil, så tænker jeg at en mavepuster af den art, må kræve tid, før man kan trække vejret dybt ned i lungerne igen.

    De bedste tanker til jer alle sammen.

    • Kong Mor 12. januar 2016 hos 19:44 #

      Jeg tror du har ret mht tid. Jeg synes jo bare at jeg gerne ville være klar SNART igen. Denne limbo føles ikke rar.
      Jeg kan også godt lide min liste. Eller lister!
      Tak for tankerne – de varmer og gør mig glad!

  3. Ellen 12. januar 2016 hos 19:44 #

    Jeg har desværre ingen mirakelkur til dig, men du har ret i, at ingen kan bruge til noget, at du sidder i et hjørne og jamrer – slet ikke dine børn og din mand. Du må gerne jamre, men det er nok bedst, hvis du gør det hos en god veninde eller ven, uden din families deltagelse.
    Dine kurforslag, hvad dig selv angår, ser udmærkede ud – det skal nok lykkes – og så måtte jeg jo lige google.
    Der er heldigvis masser af år, inden dine børn når et kritisk stadie, så chancerne for, at forskningen er nået hele vejen, ville jeg anse for at være rigtig store.
    Men jeg forstår godt, at du midlertidigt er gået lidt i sort.

    • Kong Mor 12. januar 2016 hos 19:54 #

      Næ – jeg har også prøvet at google mirakelkur – det virker ikke…
      Jeg holder mig til veninder og kolleger, hvilket er stort set det samme, for dem herhjemme har ikke lyst til at snakke om det.
      Der er mange år til det egentlige, men det er også mere følgesygdommene jeg er mere nervøs for, så det er godt at de skal følges tæt.
      Jeg tror selv at det ikke så meget er selve sygdommen der har slået mig ud, men mere al den bekymring jeg har haft gennem så lang tid, og min søde mand der ikke ville dele noget med andre end mig…

  4. Stegemüller 13. januar 2016 hos 07:14 #

    Snak, snak, snak gerne med nogen, der ved noget om emnet. Og ellers er blogindlæg gode, for det får du umiddelbar respons fra alle dine søde læsere. Den kur bruger jeg selv, og jeg synes, den virker godt.

    • Kong Mor 13. januar 2016 hos 16:39 #

      Tak for de gode råd – det var også hvad jeg selv var kommet frem til.

  5. Inge 13. januar 2016 hos 10:11 #

    Jeg har desværre ingen mirakelkur til hverken dig eller familien, men det der har virket for mig er tid, snak, gåture og normalitet.
    Tid til at vænne sig til / lære at forstå, at det man ikke kan ændre på er man nødt til at leve med.
    Snak så meget du orker med nogen der vil og kan lytte aktivt.
    Gå ud i lyset og den friske luft, tag evt. en god veninde under armen, man taler godt når man går.
    Med normalitet mener jeg, det at få hverdagen tilbage i forholdsvis normal gænge igen, for mig betød det, at jeg hurtigt begyndte at arbejde igen. Selv om det er hårdt at komme af sted, så giver det energi og normalitet at komme ud blandt andre mennesker.

    Jeg tror på at du finder dig selv og din energi igen.

    • Kong Mor 13. januar 2016 hos 16:41 #

      Ja den slags tager bare tid. Meget tid.
      Og jeg gør alt det I foreslår – det er gode effektive råd!
      Jeg tror også på at jeg bliver mig selv igen. Med nogle små ændringer, men jeg bliver mig selv! Det skal jeg bare.

      KNUS til dig – og jer – Jeg håber det går.

  6. Moster Tulle 15. januar 2016 hos 17:58 #

    Kodeordet er tid og man kan bare ikke fremtvinge noget før det er tid. Det tager måske lang tid, men din dejlige familie vil være med til at bære dig igennem og netop på grund af dem, er jeg sikker på du finder tilbage. Jeg kender dig jo ikke, men her gennem bloggen virker du som en stærk kvinde og selvom du måske ikke føler dig særlig stærk lige nu, så skal det nok lykkes. Man finder ud af, hvem der er ens venner – det er dem, der lytter igen og igen, når man fortæller, også for 5., 10. eller 15. gang, det er dem, der tør spørge hvordan man har det og ikke mindst acceptere, når man svarer ærligt. Jeg ønsker dig masser af styrke til at komme igennem dette

    • Kong Mor 15. januar 2016 hos 19:38 #

      Ja – du har nok ret – tid er sikkert det vigtigste. Og jeg tror også du har ret i det med vennerne.
      Der er jeg meget meget heldig – jeg har enormt omsorgsfulde venner som har tid og lyst til at passe på os og være der for os. Jeg kan dog godt forestille mig at det er en tid hvor man kan skille vennerne fra… de andre..
      Tak for dine gode ønsker🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: