“Rigtigt” kom i anførselstegn og må desuden gerne vrænges.
For der ER jo ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på, når man bliver sparket ud over afgrunden. Heller ikke selvom andre eventuelt mener at det slet ikke engang er en “rigtig” afgrund, men bare et lille fjedtet hop fra en træstub.
Jeg vil godt lige sige at fjedtet altså er et legitimt ord i min ordbog. Bare så I ved det. Definitionen står enhver frit for.
…
Der er mange måder at reagere på.
Forskellige mennesker reagerer forskelligt på ens hændelser. Og jeg tror ikke det er noget man kan forudse. Man kan tænke sig til virkeligt mange ting, man kan forestille sig hvordan man selv ville reagere hvis der sker dette eller hint, men om det så også bliver sådan, når – eller hvis – det så rent faktisk sker, er slet ikke sikkert.
For det kommer så meget an på hvordan man har det, lige på det givne tidspunkt.
…
First Man mistede sin mor, da han var 18. Gamle lede tanter – sikkert beslægtet med andre syrlige franskmænd på nylig pension – mente højlydt, da begravelsen var overstået, at han slet ikke havde grædt nok over tabet af sin mor.
Jo jo skam.
Hun havde været syg i næsten 5 år, og som han siger: ” Jeg havde slet ikke flere tårer tilbage til den begravelse, som var det eneste der havde været helt sikkert i det sidste lange stykke tid før.”
…
Enkelte omkring mig mener, at da det ikke er mig som er syg, burde jeg heller ikke tage sådan på vej. Og desuden er det en sygdom mange kan leve nogenlunde med, hvis bare de bliver holdt øje med jævnligt.
Men hvem kunne så forudsige at en brintbombe ramte mig den dag i sidste uge i form af sådan en besked?
Ja, det var da i hvert fald ikke mig.
Jeg var nemlig fattet og havde samlet mig. Jeg skulle bare have det overstået, så det syge barn også kunne komme i behandling og ind i systemet. Jeg var stærk.
Og ha ha…
Nej, jeg var ikke spor stærk, fordi jeg havde kun koncentreret mig om at alle omkring mig skulle have det godt. At mine børn skal blive oldgamle, glade og stærke mennesker uden sygdomme. Færdig.
Ja, det var da hvad der stod på min bestillingsliste.
Jeg krydsede bestemt ikke “arvelig gen mutation med tilhørende sygdom” af, da jeg bestilte mine unger. Jeg ville ikke forudse alt muligt grumt og derfor var der ikke noget med sygdom nogen steder.
Og selvom de to ramte børn ikke har problemer fra sygdommen endnu, i hvert fald ikke nogle der kan mærkes, så hænger den der “hvad-nu-hvis” over mit hoved som et grum uheldsvarslende sky. Tage sorgerne på forskud, siger nogen. Det er muligt, men jeg kan ikke lade være.
Især ikke nu.
Hvis jeg nu havde fokuseret mere på at det var muligt at alle fire havde genet, i stedet for at lave dammage control og kun tænke på det næstbedste udfald, så var jeg måske ikke blevet slået af pinden.
Det kan selvfølgelig også have helt andre grunde.
Når jeg i den forgangne uge, i stedet for at varme mælken i microovnen, åbner køleskabet, står jeg med skålen i hånden og stirrer lidt på fløde, revet ost og rester fra i forgårs, og overvejer om jeg mon er på et tidligt stadie af demens. Denne tanke slår også ned i mig når jeg forsøger at vaske hår med min ansigts skrubbecreme.
Når jeg derimod vågner om natten våd af sved, med hjertet hamrende i brystet, uden at kunne huske hvad der gjorde mig bange og vækkede mig, prøver jeg at skælde mig selv lidt ud: Stine, nu MÅ du også til at tage dig sammen. Det kan jo ikke være demens det hele.
Da jeg i går deklarerede at NU var jeg snart mig selv igen, kiggede Divaen alvorligt på mig og sagde: “Jeg tror altså ikke det er noget du selv kan bestemme. Det kommer når det kommer og ikke fordi du knipser i fingrene.”
Hun har sikkert ret. Nej… Hun har ret. Men det er bare så bøvlet at være under ombygning, når resten af virkeligheden står lidt diskret og banker på.
Jeg er dog kommet frem til at hvis jeg får lov til at tænke worst case scenario igennem stille og roligt for mig selv, men med nogen at holde i hånden, så kan jeg sagtens klare det, hvis det går så galt.
Tror jeg nok.
Og jeg skal nok finde resterne og mig selv igen.
Lige om lidt.
Jeg skal nok finde mig selv igen.
Kong Mor - med vilje 
Kære søde Stine. Faldt over denne tekst. Den beskriver dig til fulde:
Til alle de skønne kvinder derude!
Da gud skabte kvinden:
Da Gud skabte kvinden, var han kommet til den 6. dag med overarbejde.
En engel dukkede op og sagde: “Hvorfor bruger du så lang tid på den dér”?
Og Herren svarede: “Har du set alle de specifikationer, jeg skal rette mig efter for at forme hende ?”
“Hun skal kunne vaskes men skal ikke være lavet af plast, have mere end 200 bevægelige led – som alle skal kunne skiftes ud, og hun skal kunne fungere på al slags mad.
Hun skal have en favn som kan rumme flere børn samtidig, hun skal kunne give et kram som kan hele alt fra et skrabet knæ til et knust hjerte, og alt dette skal hun kunne – med bare to hænder”
Englen blev forundret over alle disse egenskaber.
“Bare to hænder.. .Umuligt !”
“Og dette er bare en standardmodel “?!
“Det er for meget arbejde til en enkelt dag… Vent til i morgen og gør hende færdig dér”
“Det vil jeg ikke”, protesterede Herren. “Jeg er så tæt på at fuldende denne skabning, som er mit hjertes favorit.Hun helbreder sig selv, når hun er syg, og hun kan arbejde 18 timer i døgnet”.
Englen nærmede sig og rørte ved kvinden. “Men du har lavet hende så blød, Herre.”
“Hun er blød”, sagde Gud, “men jeg har også gjort hende stærk. Du kan ikke forestille dig, hvad hun kan udholde og overkomme.”
“Kan hun tænke ?” spurgte englen.
Gud svarede:
“Ikke bare kan hun tænke, men hun kan også ræsonnere og forhandle.”
Englen blev opmærksom på noget, strakte hånden frem og rørte ved kvindens kind… “Herre, det ser ud som om denne model er utæt ! Jeg tror, at du har lagt for mange byrder på hende.”
“Hun er ikke utæt… Det er en tåre”, rettede Herren ham.
“Hvad er den til ?” spurgte englen.
Og Gud sagde: “Tårerne er hendes måde at udtrykke sig på, hendes sorg, hendes tvivl, hendes kærlighed, hendes ensomhed, hendes lidelse og hendes stolthed.”
Dette gjorde stort indtryk på englen; “Du er et geni, Herre. Du har tænkt på alt. Kvinden er virkelig vidunderlig !”
Det er hun! Kvinden har styrker, som forundrer manden. Hun tåler vanskeligheder og hun bærer tunge byrder. Hun besidder lykke, kærlighed og meninger. Hun smiler, når hun vil skrige. Hun synger, når hun vil græde. Græder, når hun er lykkelig – og ler, når hun er bange. Hun slås for det, hun tror på. Hun står op imod uretfærdighed. Hun tager ikke et “nej” for et svar, når hun tror, at der findes en bedre løsning. Hun giver sig selv, for at familien skal trives. Hun følger en veninde til lægen, fordi veninden har lægeskræk. Hun elsker betingelsesløst. Hun græder, når hendes børn sejrer. Hun glæder sig over, at det går hendes venner godt. Hendes hjerte bliver knust, når et familiemedlem eller en ven dør. Men hun finder selv styrken til at komme videre.
Hun ved, at et kys og et kram kan hele et knust hjerte.
Men der er en fejl ved kvinden:
Hun glemmer, hvad hun er værd!
Mange kys og kram til jer alle 6 ❤
Tak for det Lene! ❤
Jeg kan kun gentage, at jeg synes du er en klog kvinde.
Der er én rigtig måde at reagere på for dig, og det er den måde, du har reageret på.
Vi (re)agerer ikke ens, og ingen – især ikke os selv – ved hvordan man tackler en given situation, før man står i den. Man kan have mange ideer om hvordan, men man ved intet, før man er der. Ved jeg tilfældigvis …
Søde Ellen – jeg ender jo med at tro på det 🙂
Lige præcis.
Og ja du ved også, at man intet ved før man står midt i det.
Knus
Du er på vej, det kan jeg mærke gennem dine ord. Og du kan kun reagere som du gør. For I har ret, ingen ved hvordan vi selv reagerer eller andre reagerer, før vi reagerer. Livet gør ondt, livet er dejligt, og det er svært at rumme begge dele, men den, der kan, er et smukt og rummeligt menneske, og det er du.
Åhh hvor dejligt at du kan mærke det.
Og TAK – det er så smukt sagt. Jeg tager det til mig og gemmer det!
Blot kort: Og jeg synes også, at Divaen er en klog pige/kvinde. Hun har jo ret: Det kommer, når det kommer, og forsvinder ikke, fordi du knipser med fingrene.
Ja hun er så klog! Og nej desværre ikke..
Hej Stine.
Hvor er jeg ked af at læse, at to af børnene har arvet genet.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de fleste forældre ville få svært ved at trække vejret og ende i et ukontrollerbart tankemylder, hvis de stod i dine sko.
Så Divaen har helt sikkert ret – det kommer til at tage tid at vænne sig til den nye utryghed.
Sender en stille tanke i din retning, og håber at det danske sundhedsvæsen formår at holde genet i skak hos både din mand og børn.
Ja det er noget værre noget. Jeg håber også at det kan blive holdt nede og væk i MANGE år.
Tak for tanken ❤