Jeg har hørt om en dame…

23 Jan

Noget af det man får besked på at gøre når man er blevet væk fra sig selv, er at man skal gå tur. Hver dag. Ud og gå. Frisk luft og lys og hvad ved jeg.

Så jeg har gået tur.

Senest med en pensioneret mor præst. Som, da jeg ringede og spurgte om hun ville med ud og gå en tur, svarede at det kunne vi da godt, selvom solen ikke skinnede.

Jeg pakkede mig godt ind, gik over til den Pensionerede og afsted kom vi.

Nattens snefald havde lagt sig som en våd dyne over hele landsbyen og på vej ud af byen – der er ingen rigtige fortov – kunne vi vælge at gå i noget gråt sjap ude på selve vejen eller at gå i sneen inde i rabatten, som normalt bare er græs og visne blade. Efter et hundrede meter med sne ovenpå visne blade, blev det lidt koldt og lidt for vådt og derfor valgte jeg at gå ud på vejen da snesjappet, lige på det stykke, var fejet væk. Den Pensionerede fulgte efter.

Efter vi havde taget to skidt nogenlunde tørskoet, kom en bil forbi. Og en til.

Og alt det sjap som nu ikke længere lå i vejkanten, lå tydeligvis, og med stor nøjagtighed, lige der hvor bildækkene ramte asfalten. Med et formidabelt sprøjt blev sjap og gråt snesnask spredt i en elegant bølge udover den Pensionerede og undertegnede. Først en gang, og – da den næste bil kørte forbi – en gang mere.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg vendte mig og så på min mor. Hun lignede noget Madam Mim med  mæslinger. Brune. Udenpå tøjet. Og jeg var ret sikker på at jeg så ligesådan ud.

Den Pensionerede var lige ved at ville vende om og gå hjem, jeg fik hende heldigvis på andre tanker. Det meste kunne børstes af, og de fugtige pletter ville nok tørre.

På et eller andet tidspunkt.

En anelse vrissende fortsatte hun bag mig ud af byen, dog ikke uden at deklarere at det helt og aldeles ville være min skyld hvis hun blev forkølet. Jeg slog det hen og drillede hende med at ingen nogensinde er blevet forkølet af at have lidt våde pletter på deres cowboybukser.

Desuden, men det sagde jeg ikke, var tynde cowboybukser nok ikke den helt optimale påklædning til en gåtur i snevejr, men det måtte hun jo selv om.

Altså, vi gik videre.

En del af sneen var åbenbart blevet hængende i luften som en tyk og uigennemtrængelig tåge, og det var fuldkommen umuligt at se forskel på mark og himmel. Ingen horisont i syne. Jeg udtrykte begejstring over dette vejrfænomen og forventede næsten en applaus.

Men jeg havde lige glemt at tåge er noget som bestemt ikke passer den Pensionerede. “Jeg kan ikke fordrage tåge. Jeg skal have noget horisont” erklærede hun bestemt.

Tåge

Vi gik videre og jeg truede med at skrive et blogindlæg om hende hvis hun blev ved med at være så besværlig.

Hun grinede bare og børstede noget sjap af ærmet på sin, absolut ikke vandtætte, vinterjakke. Da jeg påpegede dette, forsvarede hun sig med at hun sjældent havde så meget at gøre udendørs i den slags vejr, og det kunne hun jo have ret i.

Resten af turen forløb uden nævneværdig drama, og vi kom da hjem uden at få flere kaskader af sjap sprøjtet ud over os. Men jeg skrev nu alligevel et blogindlæg.

God lørdag.

3 kommentarer to “Jeg har hørt om en dame…”

  1. Lene 24. januar 2016 hos 10:42 #

    I har da været noget af et syn og I er da vist et par “skrappe madammer”😉

    • Kong Mor 24. januar 2016 hos 17:44 #

      Vi var yndige – det kan jeg love dig. Og ja – vi driller hinanden – men ikke altid🙂

  2. Inge 24. januar 2016 hos 19:23 #

    Hehe.. de lyder som en rigtig mor – datter tur, og som om din mor er bedst i solskin og dejligt vejr..🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: