OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!
Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.
…
Men… for der er et men.
Et stort men.
For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.
Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.
Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.
Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.
Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.
Og sådan er der jo så meget.
…
Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.
Kong Mor - med vilje 
Det er rædselsfuldt at have det sådan! Men det er en af de store “sidegevinster” ved stress og depresion har jeg hørt – og mærket. For egen del har det hjulpet at gå ned i tempo og øve mig på at jeg ikke skal tænke og sige tingene så hurtigt som før, og nogle gange bare holde kæft i stedet og høre på de andre. Det er de jo nok ret glade for 😉
Ja det er.
Nu er jeg heldigvis ikke depressiv, endnu i hvert fald, men jeg kan godt skrive under på det med stress.
Jeg lytter slet ikke. Med mindre jeg bliver holdt fast i det og bliver stirret ind i øjnene – så kan jeg godt høre.
Det kniber så med at huske hvad jeg har hørt… 😉
Det var dog frygtelig irriterende for dig! Ikke nok med, at du skal slås med alle tankerne, du skal også slås med din egen hjerne for at huske. Ikke sjovt. Jeg håber virkelig, det er noget forbigående.
DET HÅBER JEG OGSÅ… (kan du ‘høre’ de ynkelige klynk?)
Tankerne er for så vidt væk. Eller.. de fylder ikke så meget som de har gjort. Men hukommelsen er blevet endnu mere væk end jeg selv er.
Håber, at din hjerne snart finder plads til nogle af de trivielle detaljer igen.
(Den bruger formentlig fuld processor til at bearbejde nogle af livets større udfordringer i øjeblikket).
Ja tak! Lige nu overlever jeg på post-its 🙂
Og ja – det siger de kloge også. Så det holder jeg mig til.
Jeg kender til fulde tanken om, om det er demens – men tro mig, det er det ikke. Demens udvikles over mange år. Det er derimod en reaktion på en meget stor belastning, og hjernen sorterer så lidt i, hvad den vil bruge ressourcerne på, og så er der nogle ting, der ryger i svinget.
Det er jeg godt nok glad for at høre – for det er godt nok ubehageligt ikke at have nogen anelse om hvad der lige er sket for at man kunne glemme det ene eller det andet.