Arkiv | april, 2016

Mere kage

16 apr

Søndagskagen blev til en lørdagskage.

Fordi Divaen blev 21 år sammen med Margrethe.

Og hun ville godt have en lækker kage.

Divaen altså. For jeg tvivler stærkt på at Margrethe ville sætte ligeså stor pris på m&m’s og Kitkat kage som Divaen.

 

Magisk fødselsdagskage med flyvende m&m’s

 

En fancy en af slagsen.

Og hvordan er hun i øvrigt lige blevet 21 år?

Helt voksen på alle papirer. Og klar til at flytte hjemmefra lige om lidt.

Jeg forstår det ikke.

Slet ikke.

Men så kan jeg jo altid lave en kage!

God søndag!

 

Jeg kan altid lave kage!

15 apr

 

Lys eller ej!

Det er ikke engang søndag, men jeg synes lige I skal have en fredagskage. Sådan med tilbagevirkende kraft.

Det var jo påske lige for lidt siden.

Og jeg lavede en påskekage – en påskekage surprise – til dessert.

Faktisk så har jeg bagt en hel masse i den sidste tid, det er sådan noget meget håndgribeligt noget. En udførlig plan, en overskuelig tidshorisont, et behageligt resultat og et yderst tilfreds publikum.

Nå, men det var den påskekage. Med surprise.

Den var da meget fin, ikke sandt?

Dog ikke så meget surprise over den, men når man skar et stykke, formelig væltede surpriserne ud:

Ta-daaah: Påskekage med surpriser!

Den gjorde stor lykke – og Kongen (mig) var temmelig stolt!

God fredag.

 

Jeg kan endelig skimte lys

14 apr

for enden af tunnelen.

Det har holdt hårdt og selvom jeg ikke er tilbage på fuld kraft endnu, tør jeg endelig tro på at der måske kommer en dag hvor jeg kan koncentrere mig igen, en hel dag hvor jeg ikke glemmer et eller andet sært, eller hvor jeg ikke har uro i hele kroppen og bare ikke kan sidde stille.

Jeg er nu oppe på 5-6 timers arbejde dagligt, og med strategisk placerede feriedage hver eneste uge, kan jeg komme igennem en arbejdsuge uden nævneværdige problemer.

Jeg glemmer mindre, men er stadig ligeså ukoncentreret, så ting tager længere tid end vanligt og alt skal skrives ned på små sedler her og der, ellers har jeg glemt alt om at jeg skulle skrive til en leverandør om en ny pris, når jeg kommer tilbage på min pind efter at have sludret med Charlotte og afleveret en sag hos Birgit.

Selve sygdommen… Altså, den tager jeg mig ikke af mere, den har OUH overtaget med venlig ekspertise. Der er stort set kommet svar på alle spørgsmål, alle blodprøver og tests er taget og oversat til et sprog som vi kan forstå.

Og som en skøn og dejlig kvinde – der nu vinker herned oppe fra sit nye hood – engang sagde: “Jeg lader lægerne om min sygdom, så koncentrerer jeg mig om mit liv.” så har jeg overladt sygdommen til de læger der har forstand på det – de får oven i købet penge for det – og så koncentrerer jeg mig bare om at være mor og blive normal igen.

Nogle nok vil indvende at ovenstående ikke er muligt.

Men hvorom alting er, så forsøger jeg at blive mig selv igen.

Og jeg må være på rette vej, for min mor sagde forleden at jeg er ved at blive fræk igen!

 

 

%d bloggers like this: