Ned igen, og op…

6 Jul

Bedst som jeg gik og troede at jeg var på vej den helt rigtige vej, at hukommelsen var på vej tilbage, at jeg kunne sove, at jeg kun havde ganske få panikanfald og var på arbejde stort set hver dag, så døde min far.

Ja.

Der er ikke så mange andre ord for det.

Han døde.

Og det var så ligesom slut på endnu et kapitel i min livshistorie.

Sjovt nok skinner solen stadig indimellem. Verden fortsætter som intet var hændt og livet går videre. Det gør mit også, langsomt og til tider vaklende, men det går videre, trods alt.

Hvis jeg nu, ved hjælp af en magisk lampeånd, kunne leve bestemte passager i mit liv om igen, så ville det nok ikke blive dette sidste år der kom til at stå øverst på ønskelisten.

På den ene side.

For på den anden side, så har dette afsindige møg år, som jeg i øvrigt har besluttet er slut nu, sendt mig videre, stærkere og mere bevidst om hvad der egentligt tæller i mit liv. Ikke at jeg tvivlede ret meget på det før, men alligevel har det åbnet mine øjne for hvad jeg vil og hvad det er vigtigt.

Og det ville jeg vel i grunden ikke have været foruden, når nu jeg tænker rigtigt efter.

 

 

 

3 kommentarer to “Ned igen, og op…”

  1. Ellen 6. juli 2016 hos 19:26 #

    Jeg har ellers kun haft en hånlatter tilovers for udtrykket “Det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”.
    Kræften slog mig ikke ihjel, men den gjorde mig bestemt heller ikke stærkere – tværtimod.
    Det lader dog til at være rigtigt i dit tilfælde, og det viser bare, at man ikke skal være for hurtig til at dømme.
    Du har haft et møgår, det er der ingen tvivl om, men du har dine elskede børn og ditto mand, og du har åbenbart også en forstående arbejdsgiver, og så kan man heldigvis klare megen modgang.
    Men jeg forstår så udmærket, at du synes dette år har det bedst med at komme i glemmebogen!
    Mange gode tanker herfra fra os begge til dig. Til jer alle.

  2. Lene 6. juli 2016 hos 21:19 #

    Det gør mig ondt, at din far er død. Det er hårdt og det er et savn at miste en af sine forældre, uanset hvor gamle de og vi er.
    Jeg ønsker for dig at det næste år vil sende milde vinde ind i dit liv.

  3. Deborah 10. juli 2016 hos 19:15 #

    Det var da også skrækkeligt. Jeg ved nøjatigt, hvordan det er at miste en forældre. Jeg har mistet min mor og selvom det nu er 12 år siden, savner jeg hende stadig. Men du har ret, man kommer videre. Man glemmer ikke og holder ikke op med at savne, men det bliver lettere.

    Og nej, alle vores oplevelser former os på godt og ondt, så intet kan undværes – heller ikke sådan et møgår! Håber det må gå den rigtige vej nu, og ovenpå dette kan det næsten ikke andet.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: