Arkiv | juni, 2017

Kong Mor revisited

30 jun

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

God fredag.

God fredag!

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

Reklamer

Ingen adgang

29 jun

stod der.

Jamen? Hov?

Hvad mener de med ingen adgang?

Hvorfor må jeg ikke komme på forældreintra?

Og se hvilke timer de har?

Eller se ugens menu i kantinen?

Eller lige se de sidste nyheder?

Er systemet nede???

Eller kan det muligvis være fordi Gårdmand Bjørn nu har forladt 9.klasse og han dermed er færdig med folkeskolen?

Han blev i det landlige til sidste skoledag.

Og min lille blomst i øvrigt måler 189 cm og skal dukke sig for at komme ind i køkkenet.

Det er nok derfor.

 

Komplimenter

27 jun

Jeg er fuldstændig fløjtende ligeglad med om man siger en eller et – det er denne sag komplet uvedkommende – for jeg har nemlig fået et par stykker af dem. Komplimenter, altså.

Hele to styks på tre dage!

Tænk engang!

Først da jeg stod og skulle trille min indkøbsvogn ud af Netto.

Sammen med Divaen, fordi jeg jo ikke er ret god til at købe ind alene.

Nå, men i vores Netto er kasserne lige ud for hovedindgangen, så man kan se lige ind til varebåndene ude fra parkeringspladsen.

Og så på vej ud af Netto, med alle vores indkøb, mødte vi First Mands gode ven Peder. Som sagde hej, mens han rystede på hovedet.

”Jeg kan konstatere to ting” sagde han med et opgivende smil. ”Jeg har været single for længe og jeg har brug for briller”.

Jeg sagde forvirret hej og må have set ret desorienteret ud, for han skyndte sig at fortsætte: ”Jeg stod ude ved bilen og kiggede ind i Netto og tænkte ”hun er da ret lækker hende der står der” og først da jeg kom tættere på, kunne jeg se at det var sgu da dig”.

Han sukkede og rystede på hovedet, og forsvandt derpå ind i Netto, mens jeg højt grinende gik hen til bilen! Divaen grinte skam også, dog ikke helt så inderligt som jeg.

Og så endda på en dag hvor hverken humør eller selvværd var på det højeste. For nu at sige det mildt.

God timing, og tusind tak for det, Peder!

Og så to dage senere, faldt jeg i snak med en ret ny (mandlig) kollega ude i vores tekøkken. Lars spurgte til mine børns alder, og da jeg kunne meddele at de var 15, 18, 20 og 22 år, så han på mig med vidt åbne øjne og spurgte: ”Jamen, er du da over 40?” og velvidende at jeg bliver 48 om 5 måneder, bad jeg ham om at gentage det, bare lige for hyggens skyld.

Jamen altså!

Også selvom jeg kom til at spekulere på om det med alderen, ikke snarere har noget at gøre med min vægt.

Jeg har nemlig taget helt vildt meget på de sidste to år, og vejer nu helt uhyggeligt meget i forhold til før. Men al den vægt, den må jo også sidde i ansigtet og dermed rette mine rynker ud. Smart! Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Men cirka samtidig gik det op for mig, at hvis jeg – som planen lige nu er – tabte 10 kilo, så ville jeg få smidt 10 år lige i ansigtet.

Det kan man da kalde pest eller kolera.

Jamen altså, hvad fanden er det lige for noget…

Kan man ikke både være lækker og rynkefri når man nærmer sig 50?

Nej?

Hvor kan jeg klage?

Book-aholic

26 jun

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Kongelige rosenkager

25 jun

På det plan er der intet nyt under solen. Jeg bager som I kan se fortsat kager!

Godt nok ikke så regelmæssigt, men ind i mellem. Så da Amalie spurgte mig om jeg kunne sende hende opskriften på de kongelige rosenkager, gik jeg straks i gang med at skrive den ned.

Nemmere sagt end gjort i min “tilstand”.

Jeg fór vild i både opskrift og fremgangsmåde, og efter nogle frustrerede forsøg på at forklare, blev jeg sur på mig selv.

Derpå rendte jeg rundt i køkkenet for at se om jeg havde alt, hvilket jeg havde og så endte jeg med bare at lave kagerne selv og så tage billeder undervejs.

Uendeligt meget nemmere. Som bonus fik jeg en meget begejstret familie, de kongelige rosenkager er nemlig højt i kurs på matriklen!

Nu har Amalie naturligvis allerede set billeder og opskrift på facebook, men jeg tænkte ikke I tager skade af at få en lækker opskrift med på vejen, i billedform!

Altså, man tager følgende:

Røde æbler, butterdej, marcipan, kanel og brun farin. Men kan man ikke lide kanel kan man tage vanilje eller æblemos. Marcipanen er heller ikke obligatorisk. Det er ganske efter smag og behag.

 

Kernehuset fjernes og æblerne skæres i tynde skiver, som halvmåner og vendes i citron, dækkes med vand og koger kort til skiverne er bløde – endelig ikke mosede! Jeg giver dem et par minutter i micro ovnen.

 

Butterdejen skæres i strimler på ca. 6-7 cm. Bland brun farin og kanel og skær marcipanen i tynde skiver.

 

Læg æbleskiverne så de dækker halvdelen af hinanden. Læg marcipanskiver på den anden side af butterdejen, drys med kanel og brun farin, og fold butterdejen så æblerne stadig stikker ud over kanten.

 

Så skal der rulles – forsigtigt så æblerne ikke glider ud. Hvis ikke æbleskiverne er kogt, knækker de når du kommer hertil!

 

Bages i en muffinform ved 180 grader indtil dejen ser bagt ud – æblerne må ikke blive sorte i kanten.

 

Så skal de køle af og når de er næsten kolde, drysses de med flormelis.

Det er nogle skønne, nemme kager som hverken er for søde eller for tunge. De smager bare dejligt af æble uden at være sure som bagte æbler godt kan blive. Samtidig har de indbygget WOW-effekt!

Velbekomme og god søndag.

 

Studenterne er sprunget ud!

24 jun

Ja, min Zorronaldo blev endelig student.

En meget stor dag.

Han har været så længe undervejs, haft så mange bump på vejen, fordi de danske gymnasier ikke ville acceptere en fransk 9.klasses eksamen. Så først nu kan han sætte huen på sit gode hoved og vide at det er slut.

Jeg er så vildt stolt af ham fordi han holdt ud, selvom det hang ham langt ud af halsen til sidst. Han gav ikke op, han blev ved og hvor andre havde givet op for længst, fortsatte han.

Zorronaldo, med hue og diplom! #morerstolt

Det bedste er at han fik en af de der lærere, der bare betyder alverden for ens fremtid. Som kan inspirere og provokere og skubbe på. Så ikke alene er Zorronaldo nu blevet student, men han har også en helt klar plan om hvad han vil efter sit meget velfortjente sabbatår.

Nu er den nærmeste fremtid ikke need to, men nice to! Den står på ferie og så arbejde i udlandet indtil næste forår, og så… ja det må tiden vise. Han er glad og det er det vigtigste.

 

Når de kun ønsker sig penge, kan man jo godt pakke dem lidt sjovt ind.

Han ønskede sig ingenting. SUK. Jeg bryder mig ikke om at give pengegaver for de forsvinder bare uden man rigtigt ved hvad de blev brugt til. Men som han selv sagde, så var det penge han havde brug for, at skulle finde en lejlighed i Spanien og møblere den – selv spartansk – er ikke billigt. Så penge fik han.

Lidt “lommepenge” hø hø.

Han fik hue på i mandags og jeg har stort set ikke haft æren af hans selskab siden. Han har festet og slappet af og nydt at det er slut!

Så var der officiel afslutning og diplomoverrækkelse. Smukke taler og gode ord om at leve livet, gribe chancen og gøre fremtiden til sin egen. De studenter som sidder her, har flere muligheder og bedre livsvilkår end de fleste andre i verden, så bare de husker deres dannelse og tager fornuften med ud verden så går det hele nok. Der var stolte fotograferende forældre og mødre med utætte tårekanaler – aka mig – og så de skønne unge mennesker, så fulde af liv og ballade.

De smukke unge mennesker! Med hele livet og alle muligheder foran sig!

Derefter skulle de på den obligatoriske vogntur. Heldigvis var deres vognselskab ikke gået konkurs, så de fik deres lastbil, at den så gik i stykker og forsinkede hele turen næsten et par timer, er en anden snak – den tager vi på mandag!

Klar til vognturen rundt i det ganske Danske land

Jeg havde lavet nogle goodiebags til dem. Lidt for sjov, og lidt for alvor.

Der var opkastpose, vand og vådserviet til det åbenlyse. Mentos til frisk ånde bagefter. En karamel og lidt chips til salt/sukker balancen, samt en flaske sæbebobler der ikke lige kom med på billedet og sluttelig nogle kirurg-futter i tilfælde af følgende kombination: cremefarvede gulvtæpper, regnvejr og 26 overrislede studenter.

Goodiebag til Studenterkørsel

Og ja, der blev brugt et par opkastposer – så det var jo super at de var med – så det ikke landede alle mulige andre steder.

Grundet lastbilens dårlige batteri kom de en anelse senere end planlagt. For at sige det mildt. Men selvom de var trætte – det var vi også – var de glade da de ankom hos os kl 02.00.

De 35 cheeseburgere jeg havde bestilt i forvejen hos McDonalds, forsvandt med lynets hast. Derimod blev der drukket følgende: 1 glas danskvand og 2 faxe kondi…

Med det resultat at nu har jeg Mokaï og øl nok til flere måneder. En anden sideeffekt var at morgenmaden i dag, for en del af firkløveret, bestod af de resterende 8 burgere.

Næstsidste stop hos os – trætte – men meget søde og glade! Og sultne!!

Det var en stor dag, en dejlig dag, en bevægende dag. Og jeg nød at de kom på besøg i et lille kvarters tid, så vi fik lov til at være med til at dele deres glæde.

Så kære unger – ja jeg ved godt I er voksne og alt det der, men for mig vil I altid være nogle dejlige unger – tillykke med huerne, I har så meget fortjent dem!!

Navlepillerklub

22 jun

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

%d bloggers like this: