Kortslutning på øverste etage.

16 jun

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Advertisements

20 kommentarer to “Kortslutning på øverste etage.”

  1. ninahjortlund 16. juni 2017 hos 10:49 #

    velkommen tilbage. Sjov eller ikke… Jeg laeser gerne med (og jeg synes nu altsaa stadig du er lidt sjov 🙂 ) – og glaeder mig over at du er her – slev med en kortslutning! God vind og hold hovedet ovenvande.

    • Kong Mor 16. juni 2017 hos 11:06 #

      Tusind tak! Dejligt at du gerne bliver hængende! 🙂

  2. Inge 16. juni 2017 hos 15:39 #

    Dejligt at du er på bloggen igen 🙂 har savnet dine små finurlige fortællinger 🙂

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 16:02 #

      Tak for det Inge – om der bliver så meget finurligt vil tiden vise, jeg er i hvert fald tilbage! 🙂

  3. Lene 16. juni 2017 hos 16:26 #

    Også jeg er glad for at have dig tilbage, og du har ikke mistet evnen til at skrive og det hele behøver heller ikke være morsomt. Livet er livet med alt hvad det indebærer og som en skrev til mig: det er som det er og det går som det går 🙂

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 16:04 #

      Det letter lidt at du synes det! Der ligger et pres i at skulle være på en bestemt måde synes jeg!
      Den hundredårige sagde: det er som det er og det bliver som det bliver 🙂

  4. Kisser 16. juni 2017 hos 16:39 #

    Dejligt at du er tilbage på bloggen igen 🙂

  5. Ellen 16. juni 2017 hos 19:32 #

    DEJLIGT at se noget fra din hånd igen. Også selv om du er reinkarneret til en anden end den du synes du var.
    Jeg synes stadig, du er et skønt menneske med en dejlig humor trods den kedelige diagnose og jeg er superglad over, at du tilsyneladende har pareret ordre 😉
    Er GAD noget, der kan helbredes? (Jeg kunne jo også bare google … sorry …)
    Velkommen tilbage – stort knus herfra!

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 16:05 #

      Jeg er ikke helt sikker på det med reinkarnationen endnu, men jeg er i hvert fald et sted jeg ikke har været før 🙂
      GAD er vist bare noget man skal lære at leve med – og hvis andre kan – så kan jeg sikkert også!!

      KNUS selv! 🙂 og tak

  6. Hanne 17. juni 2017 hos 01:16 #

    Dejligt at se nyt fra Kong Mor 🙂 Kaempe knus til dig

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 16:06 #

      Tak skal du have Hanne 🙂 ❤

  7. Nette 17. juni 2017 hos 20:00 #

    Dejligt med lidt livstegn (udover insta billeder). Alvorlige temaer har også sin berettigelse – og jeg vil rigtig gerne høre om hvordan du, gemalen og børnene går og har det på jeres lille ø.

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 16:07 #

      Tak Nette,
      Ja insta var lige det eneste jeg kunne overskue – men nu tager jeg det som det kommer.
      🙂 du skal nok få news om børn og mand i møllen på øen!

  8. fiberfryd 18. juni 2017 hos 17:10 #

    Jo, Stine er her skam endnu, det kan jeg da læse ud af det du skriver – og at du nu anskuer verden fra et andet sted, gør det ikke ringere. Faktisk tror jeg man lærer meget af at blive væltet rundt på den måde (jeg har selv generaliseret angst, konstateret efter flere omgange stress, men det kan jeg styre nogenlunde med medicin) og jeg tror godt du kan kombinere din humor med dit nye ståsted.
    En af bivirkningerne ved psykiske sygdomme er, at man skal bruge meget tid og mange kræfter på at fokusere på sig selv, sine behov og begrænsninger. Nogle gange hænger det mig ud af halsen, altid at skulle være så ‘selvopmærksom’. Jeg ber bare til, at jeg ikke også bliver selvhøjtidelig og selvmedlidende! God vind Kong Mor – vi hænger stadig på 👍🏻

    • Kong Mor 18. juni 2017 hos 17:25 #

      Tak – tak tak!! Og hvor skønt at have en lidelsesfælle! Eller skønt er det jo ikke at du også har GAD, men så ved du hvad jeg mener! 🙂
      Og det du siger med navlepilleri er som talt ud af mit hjerte – jeg er SÅ træt af det…
      Vi hænger på 🙂
      Tak

  9. Camille 19. juni 2017 hos 19:40 #

    Hvor er det dejligt, at du er her igen, omend med brækket hjerne. Af egen erfaring kan jeg sige, at selv med en brækket hjerne opdager man ind imellem, at solen skinner på en mark med valmuer :0) God bedring og skriv endelig både muntert og trist.

    • Kong Mor 20. juni 2017 hos 04:33 #

      Ork ja Camille – det ved jeg at man ser. Det er nemlig ikke det samme som en depression. Det virker anderledes. Og fjerner ikke alt ens gode humør. Desuden har valmuer ALTID været smukke!
      Tak for din søde besked 🙂

  10. marianne bentzen 25. juni 2017 hos 17:58 #

    Hvor blev jeg overrasket og glad over at se, at du igen giver lyd fra dig på din specielle underfundige måde! Kh Marianne

    • Kong Mor 25. juni 2017 hos 20:45 #

      Tusind tak Marianne 🙂
      Dine ord varmer meget!!
      Kram herfra!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: