Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.
Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.
På den kvælende måde.
Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…
Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.
Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.” Men han har ret. Min hjerne er brækket.
Så den skal i gips.
Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.
…
Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.
…
Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.
Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.
Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.
Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.
Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.
Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.
Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.
Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.
Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.
Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.
Jeg tror jeg vil i seng.
Kong Mor - med vilje 
Hej
Jeg har med glæde fulgt dig fra sidelinjen gennem en del år og er glad for, at du igen giver ord fra dig – det var så underligt, at du var tavs så længe.
Det er synd for dig, at du nu lider af GAD, men du er stadigvæk den samme personlighed som før, nu med nogle begrænsninger i dit aktivitetsniveau. Det er selvfølgelig ikke nemt at skulle vænne sig og sine omgivelser til det, men hvad er alternativet!
Jeg kender ikke til GAD og skal derfor ikke kloge mig på det, men ved depression er at strikke/hækle/brodere en god aktivitet, da det er en aktivitet, der samtidig både er monoton og kræver fokus, så hjernen ikke farer vild, men bliver på den slagne landevej i passende hastighed. Mon det kunne være noget for dig? Fordelen ved et simpelt håndarbejde er også, at det kan være med overalt og tages i brug, når kroppen/hovedet har brug for aflastning/fokus og i situationer f.eks. sammen med andre, hvor det ikke er oplagt at lægge kabaler eller løse sudokuer.
Mvh., ønske om en god sommer og mestring af din sygdom
Tak Kristine!
Ja – jeg havde det selv underligt med at være tavs – men der kom ingen sammenhængende ord ud når jeg prøvede.. .
Jeg er helt sikker på at du har ret med et håndarbejde – jeg kan bare ikke strikke. Eller jo – jeg kan strikke ligeud – men da det er begrænset hvor mange halstørklæder ungerne gider gå med er jeg holdt op med det.
Jeg forsøger mig med andre ting: jeg bager og kokkererer en del. Så planlægger jeg ting – det sidder på rygraden og det kan jeg sagtens finde ud af. Og jeg håber også lidt at blog-skriveriet kan hjælpe mig.
Men hvem der kunne hækle og strikke ordenligt – det drømmer jeg om at lære.. engang..
TAK for din besked 🙂
god sommer til dig også!
Øv hvor lyder det træls og hårdt for dig. Jeg sender dig gode tanker og håber du finder et godt sted at være i dit nye liv. Kh Inge
Tak søde Inge! Det ser vist værre ud på skrift.. Det er træls og hårdt, men jeg kan stadig smile og grine ind i mellem.
🙂
Jeg nøjes med at være glad for, at du er vendt tilbage til blogland!
Hvis du kan strikke ligeud, kan du også strikke flotte sjaler.
Strikkekursus gives med glæde, hvis din/jeres vej nogensinde skulle falde forbi Den Stråtækte. Nu er vores vej jo til vores store fornøjelse faldet forbi Møllen et par gange, så hvorfor ikke også modsat? Jeg tror vi vil være gode til afslapning for brækkede hjerner 😉
Det var måske en ide. Jeg vil gerne på strikke kursus i Den Stråtækte!!
Jeg er overbevist om at I ville være rigtig gode som gips 🙂
Opdagede lige dette indlæg og ville da osse lige give lyd fra mig. Håber at du får al den bedste hjælp du har behov for og lander på benene igen.
Ja, generaliseret angst er en svær størrelse at håndtere, men det kan altså lade sig gøre, og det har jeg jo sådan ca førstehåndsviden om 🙂
Kære Overlever, tak. Jeg ved at du om nogen har førstehåndsviden om det – og det beroliger ganske meget at du siger at man godt kan lære at håndtere det.
Jeg føler jeg får godt hjælp, så mon ikke jeg lander et fornuftigt sted.