Inklusion eller eksklusion.

7 jul

Inspireret af flere, men senest af en af Lenes kommentarer, så har jeg utroligt nok også en mening om inklusion.

Ikke inklusion i skolen, som vi er så vant til at høre om, men på arbejdspladsen.

Jeg er ikke på fuldtid, men jeg er på arbejde. Mine opgaver er ikke anderledes end før, jeg har dog lidt færre af dem, så det ikke stresser mig at være væk om onsdagen.

Jeg nyder at være en del af det hele.

Jeg er begavet med fantastiske kolleger, der næsten kan se på mig hvornår de skal sige: “Skal du ikke lige tage og trække vejret dybt.” Det er betryggende at vide at jeg ikke risikerer at sidde alene med et panikanfald, at nogen ved hvordan de skal handle hvis det sker. Og alene at vide det, kan sommetider holde anfaldene på afstand.

Lidt ligesom det at have de beroligende piller i tasken, gør at jeg ikke tager dem. Jeg ved de er der, og det er på en eller anden underlig måde beroligende nok.

Nå, men i forhold til at arbejde så vil jeg hellere have et sted, hvor jeg kan lave noget jeg selv synes jeg er god til, hvor jeg kan få tankerne lidt væk fra mig selv, ind imellem. Takket være min arbejdsplads, som har været utroligt forstående og støttende i hele dette forløb, så er der plads til mig, også når hjernen punkterer og jeg skal have en kort pause.

Det er simpelthen alfa og omega at have forståelse fra både arbejdspladsen og kollegerne. Så det kommer ikke kun an på mig og min vilje til at komme i gang igen – tro mig – jeg ville sommetider allerhelst ligge under min dyne og være helt væk for verden.

Men man kommer bare ikke videre på den måde.

Jeg er efterhånden godt klar over at denne diagnose ikke forsvinder, uanset hvor mange krumspring jeg gør, og hvor længe jeg er i behandling på Psykiatrisk afdeling, men jeg lærer at leve med diagnosen, det må være målet.

Og det sker ikke under min dyne, uanset hvor dejlig blød og lækker den er.

Min inklusion, trods diagnose, blandt det arbejdende folk, afhænger derfor i høj grad af forståelse fra omverdenen, arbejdsgiver, kolleger, men også fra kommuner og A-kasser. Jeg bliver jo ikke automatisk dum og ude af stand til at udføre mit arbejde, bare fordi jeg har generaliseret angst. Jeg skal heller ikke behandles som et råddent æg, men der skal tages lidt hensyn her og der, præcis som der skal til en fysisk handicappet.

Ellers så bliver det i stedet til eksklusion. Og det koster i det lange løb samfundet meget mere hvis jeg ikke magter at arbejde, end hvis der er råderum til at jeg har 30 timer ugentligt og ikke 37.

Jeg har nok været heldig på en masse punkter, men for at samarbejdet skal fungere skal alle på banen.

For jeg vil helst ikke ekskluderes!

10 kommentarer to “Inklusion eller eksklusion.”

  1. Lene 7. juli 2017 hos 16:03 #

    Hvor er det godt at I kan få det til at fungere. For du har ret, det handler jo også om arbejdspladsens evne til at rumme en, der er ramt. Og det er desværre ikke alle steder, det sker eller der er mulighed for det.

    • Kong Mor 10. juli 2017 hos 12:31 #

      Nej, jeg ved godt det ikke er alle der er lige heldige – eller hvor det er muligt. Men jeg bliver faktisk så ked af det når folk siger det ikke er muligt. For det burde jo være muligt!

  2. Ellen 7. juli 2017 hos 21:09 #

    Du har heldigvis en meget forstående chef og nogle rigtig gode kolleger – men jeg gætter på, at det er meget på grund af, at du i de foregående år har vist dem, at det er du også … både en god arbejdstager og en god kollega.
    Hvor er det godt, at du er in- og ikke ekskluderet!

    • Kong Mor 10. juli 2017 hos 12:32 #

      Ja jeg er heldig! Og du har sikkert ret – det går jo begge veje!

  3. Kristine 8. juli 2017 hos 15:52 #

    Du har så evigt ret i, hvad du skriver om sygdomsramtes inklusion på arbejdspladsen (og den stabiliserende – og måske helbredende for nogle sygdomme – effekt). Desværre er du heldig, da det ikke er normalen. Det kan være svært på en lille arbejdsplads at omfordele/fjerne arbejdsopgaver, hvis man kun har en person, der har kompetencerne og måske også, at leder/ejer ikke har en personaleafdeling, der har viden om sygedagpengerefusion mv.
    Du skriver, at det er vigtigt, at A-kasser også er med i spillet om at fastholde/inkludere. Det forstår jeg ikke, fordi mig bekendt er A-kasser kun i spil ved (delvis) arbejdsløshed. Hvad er det, jeg ikke ved (og svar endelig kun, hvis du har lyst)?
    Du kan gøre mig (og dine andre læsere) mere vidende om, hvad det vil sige at leve med generaliseret angst i hverdagen, så vil jeg gerne læse om en “typisk dag”, men også endelig kun hvis det er passende for dig.
    Under alle omstændigheder, så ønsker jeg dig en god sommer og håber på mere fra dig, da du skriver personligt uden at være privat.
    Mvh.

    • Kong Mor 10. juli 2017 hos 12:35 #

      Ja jeg er heldig.. Og hvor er det trist.. Altså. Andre ikke også er heldige.
      Jeg nævnte A-kasser fordi jeg ikke har styr på en skid. Jeg troede at jeg hørte under kommunen vedr. sygedagpenge-delen, men blev så ringet op af jobcenteret. Og det gjorde mig forvirret – endnu mere end jeg var før.
      I øvrigt tak for dine søde ord – jeg vil meget gerne give dig og mine andre læsere indsigt i hvordan en typisk dag forløber – men vejen til beretningen om den typiske dag, er lidt lang. Der er så mange detaljer jeg skal forklare først.
      God sommer til dig også!

      • Kristine 10. juli 2017 hos 19:29 #

        Jobcentret er kommunalt og ALLE – bortset fra modtagere af pension – hører ind under der, hvis de modtager en eller anden ydelse (kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse) som kompensation for manglende lønindtægt. Der er mange og meget indviklede regler, så det er en god ide at sparre med sin fagforening og være på forkant, da det ikke er muligt at få sygedagpenge uendeligt. Undskyld jeg nævner det, hvis det gør dig utilpas, men da du selv skriver, at du ikke har styr på en skid, synes jeg lige, at jeg vil nævne det, så du ved lejlighed kan få et bedre overblik.
        Også tak for god sommer.

        • Kong Mor 11. juli 2017 hos 19:28 #

          Der er sgu så meget der gør mig utilpas 🙂 så lidt fra eller til.
          Men ja – en besked om at der er et truende brev i min eboks, kan godt få mig lidt fra koncepterne. Jeg forsøger at få fat i fagforening i morgen og høre hvad mine muligheder er. TAK for rådet!! Du er GULD værd ❤

          • Kristine 12. juli 2017 hos 16:36 #

            Du er sgu selv GULD.

Skriv et svar til Kong Mor Annuller svar