En dag med angst #1

10 jul

Okay, I har selv bedt om det. Eller det vil sige, Kristine har. Hun har nemlig spurgt om jeg vil fortælle om en almindelig dag med angst.

Det vil jeg gerne.

Det bliver dog en rodet omgang, fordi jeg vil forklare lidt ind imellem, så det måske er nemmere at forstå.

Udefra, så ser min dagligdag sikkert ud som enhver andens dagligdag, men jeg kan mærke en meget stor forskel fra før jeg blev syg. Selv Tina har svært ved at se forskel, lige bortset fra et par småting, og hun har nu siddet overfor mig i over seks år, hvis vi tager det løse med, og kender mig snart bedre end jeg selv gør.

Jeg har tænkt at splitte det lidt op i etaper, ellers bliver det vist en meget lang beretning.

Men altså, here goes for første del, som er sådan en forklarende del, så kan jeg fortælle om de enkelte dage bagefter:

Når vækkeuret ringer, er min første tanke altid: ”Er der noget jeg har glemt? Er der noget jeg skal?”. Den tanke gør mig usikker, så jeg bliver lidt langsommere, fordi jeg bruger en masse tid på at tænke efter eller se mig omkring efter det jeg måske har glemt.

Som regel ryster jeg følelsen af mig, mens jeg gør mig klar. Jeg har altid lagt mit tøj og den slags frem dagen før, for ellers risikerer jeg at gå helt i stå, uden at vide hvad jeg skal tage på. Eller gå i panik, hvis ikke jeg kan finde det, jeg gerne vil have på.

Alt det jeg skal have med, telefon, en trøje, eller hvad det nu kan være, skal ligge klar på bordet, og selv da kan jeg risikere at komme af sted uden en af tingene. Og jeg glemmer uhyggeligt tit min madpakke.

På bilturen på vej til arbejde, hører jeg enten stille klassisk musik, helst musik uden ord, eller også bare snak, enten P1 eller en lydbog, indtalt af min helt Paul Becker, eller Bent Otto Hansen. Jeg har nemlig rigtigt svært ved at skulle håndtere musik og ord samtidig, om morgenen.

Når jeg er vel ankommet på min pind, skal jeg huske at tage mine piller. Da en af bivirkningerne er at jeg bliver svimmel, tager jeg dem først efter min biltur. Man må godt køre bil med dem, men jeg skal i hvert fald ikke risikere noget!

Så er det i gang med at arbejde, og når alt ser tilforladeligt ud, og er som det plejer, går det fint, men så kan jeg jo få – præcis som alle andre – en mail som jeg associerer med ubehag. Det kan være afsender eller indhold der gør mig utilpas, men uanset hvad det er, så reagerer min krop:

Måske får jeg prikken eller sitren i arme og ben. Det er svært at forklare følelsen, men det er lidt den samme slags kuldegysning man får i nakken, når man bliver pludseligt forskrækket. Det stopper bare ikke igen, det bliver ved, til forskel fra det man føler når man bliver forskrækket.

Jeg kan få hjertebanken og åndenød, blive stakåndet, eller have lidt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg lagde på et tidspunkt mærke til at jeg var begyndt at sukke og stønne i tide og utide. Troede egentlig at jeg bare var i mega dårlig form, men så lærte jeg – i navlepillerklubben – at det kunne være en angstrelateret reaktion.

Når jeg kommer til knuden i halsen og manglende evne til at trække vejret, ved jeg som regel at jeg skal reagere.

Hvis jeg glemmer at være opmærksom på de fysiske tegn, eller det er voldsommere ting end en email, så ender jeg med at ryste og få ondt i kroppen og få kvalme eller ondt i maven. Og så kan der gå helt op til 30 minutter, før min krop er sig selv igen.

Man kan godt undres over hvordan jeg kan glemme at være opmærksom på de fysiske tegn. Men sommetider kommer angsten ikke af en så åbenlys grund, som en ubehagelig email. Det er sommetider ting jeg slet ikke engang lægger mærke til, og det er det, som er ekstra utrygt. At jeg ikke ved hvornår næste anfald kommer, eller om jeg når at opfatte hvorfor.

Lige pludselig kan jeg bare mærke at jeg får ondt i maven, og så tænkte jeg i starten: ”Nå, jeg er nok ved at få roskildesyge eller influenza, øv da også!”  Men så gik det jo væk igen, ganske af sig selv, og så skulle jeg ikke have den store rørlæggereksamen for at forstå at det nok hang sammen med noget andet. Det blev da også bekræftet i Navlepillerklubben, at kroppen kunne reagere med alle mulige krumspring.

Der kan også opstå situationer jeg synes er ubehagelige, jeg kan gå forbi to personer der helt uskyldigt står og snakker i et hjørne, om noget der ikke rager mig, men så kan jeg komme til at tro det er mig de snakker om, at jeg har gjort noget dumt, eller ser tyk ud, med alle de kilo jeg har taget på siden jeg begyndte at få medicin, eller noget andet tosset.

Den form for semiparanoia er også helt normal i min tilstand, men det gør det bestemt ikke mere behageligt. For så snart jeg bliver konfronteret med alle disse symptomer på at der er noget galt med mig, så bliver jeg ked af det, og er overbevist om at jeg er ved at blive skør.

Så går der 20 minutter og så kommer jeg til at grine af et eller andet, og så er jeg klar igen og bestemmer med mig selv at sindssygen lige må vente til en anden gang!

  • Fortsættelse følger!

 

Reklamer

9 kommentarer to “En dag med angst #1”

  1. Lene 10. juli 2017 hos 14:39 #

    Tak, fordi du deler. Det er med til at gøre os andre klogere på angstanfald.

  2. Ellen 10. juli 2017 hos 22:00 #

    Hvor er det fint, at du beskriver hvordan det er. Det er virkelig svært at forstå brækkede hjerner, når ens egen ikke er det – i hvert fald ikke hvad jeg ved af … det er også svært at forstå dette on-off, du beskriver til sidst, men bliv endelig ved med at oplyse – det er sikkert også med til at af-tabuisere sygdomme inde i hovedet.

    • Ellen 10. juli 2017 hos 22:04 #

      PS: Du har samme lydbogsoplæserfavoritter som mig – de er bare suveræne, de to!

      • Kong Mor 11. juli 2017 hos 19:30 #

        Åh ja ikke sandt? 🙂

    • Kong Mor 11. juli 2017 hos 19:29 #

      Ja det kunne jeg tænke mig. Jeg skal se om jeg kan forklare on/off lidt bedre.
      Det er jo klarere i mit hoved.
      Og ja – jeg er sikker på at det aftabuiserer at tale om det.

  3. Kristine 11. juli 2017 hos 08:50 #

    Tak for dit indlæg, der mere end lever op til, hvad jeg håbede at kunne efterspørge. Jeg er allerede blevet meget mere vidende.
    Jeg forstår godt, at det er udmattende for både psyke og krop hele tiden at være i en tilstand af alarm. Jeg har selv prøvet noget lignende dog i meget mindre skala og kun i en uge, hvor en nærtstående var meget meget syg og der hele tiden var så mange faktorer, der kunne være tippet den forkerte vej, at det egentlig – udover megen kompetent behandling – er et held, at vedkommende lever godt i dag.
    Den uge – og de efterfølgende fire, hvor det gik langsomt fremad, men uden sikkerhed for, hvor store men sygdom og behandling ville medføre – satte spor i min krop og psyke i mange mange måneder efter. Jeg var konstant træt og orkede ingenting, glemte aftaler og hvad jeg skulle købe ind, for sammen ved lyden af udrykning (selvom det var en dagligdags lyd, da både brand- og politistation ligger i nabolaget) osv.
    At håndtere en dagligdag med de udfordringer, som du beskriver, har min dybe respekt og medfølelse.
    Mvh.

    • Kong Mor 11. juli 2017 hos 19:32 #

      Det glæder mig. Det trækker nemlig tænder ud at turde skrive det.
      (med tanker som: “Er det for meget, for personligt, synes folk det er hysterisk, selvoptaget, hvad ved jeg”)
      Og det som du beskriver er præcis sådan det føles – 80% af min dagligdag.

      • Kristine 12. juli 2017 hos 16:41 #

        Du er personlig, men ikke privat, så det er oplysende og indsigtsgivende. Bliv endelig ved.

        • Kong Mor 12. juli 2017 hos 20:45 #

          Tak! Har været SÅ meget i tvivl.. Så meget-

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: