En dag med angst #2

11 jul

Det var mest den fysiske del vi rundede i går. Jeg kom lidt ind på den psykiske, men mere om det i dag:

I min Navlepillerklub eller ”Psykoedukative terapigruppe”, fik vi bland andet opremset alle de reaktioner vi kunne forvente at have som angstramte.

Det var ikke så lidt.

Og altså helt seriøst, var man ikke angst i forvejen, så blev man det da først af at læse sådan en lang liste. Og på den liste er der, over de mentale reaktioner, blandt andet et punkt som hedder misfortolkning.

I store træk betyder det at når man siger noget til mig, er sandsynligheden for at jeg fortolker det forkert på den negative måde, meget stor. Hvilket betyder at jeg meget ofte går rundt og føler mig forurettet.

På martyrmåden.

Iblandet klynk og selvmedlidenhed.

Eller sagt med andre ord, jeg bliver meget ofte til en jamrende ældre dame der synes alting er synd for hende. Sådan en slags dame jeg normalt ikke kan udstå.

Når staklen der har sagt noget til mig er fra familien, er det knap så slemt, for så rusker de bare i mig og siger jeg er nærtagende og at jeg skal melde mig ud af mit liv og lægge mig på sofaen med hunden og se et afsnit af Badehotellet, mens jeg lader almindelige mennesker fortsætte deres dag.

Hvis det er andre mennesker der ikke kender mig så godt er det straks sværere.

På arbejdet er det forholdsvist nemt, jeg spørger Tina om jeg har opfattet noget forkert, og så snart vi er to om at diskutere hvorvidt en given bemærkning var ment på den ene eller den anden måde, er det nemmere for mig at se objektivt på det.

Men hvis det er kassedamer eller telefonsælgere skal jeg passe på. I det mindste er jeg opmærksom på det. Men skulle jeg komme til at rive hovedet af en telefonsælger, står verden nok endda.

Så bliver jeg også meget tit bekymret. Over alt muligt. For en måned siden druknede en dreng i nærheden. Og da Gårdmand Bjørn snakkede om at han skulle ud og bade til sin sidste skoledag, gik jeg helt i sort, og han måtte højt og helligt love at det IKKE kom til at ske.

At have angst føles som om jeg ikke har kontrol over min krop eller min hjerne. Hvilket jeg naturligvis overordnet set har, men angsten giver mig reaktioner jeg ikke kan kontrollere eller styre. Min krop reagerer med sitren, åndenød, hjertebanken osv. og min hjerne reagerer med tankemylder og paniktanker, og i “midten” så at sige, står jeg og kan ikke slukke for tankerne, eller for de fysiske reaktioner.

Når arbejdsdagen er slut er jeg som regel godt træt i hovedet.

Jeg troede i starten der var noget galt fordi jeg altid var så træt, men fik den besked af psykiateren at jeg er træt fordi min krop og min hjerne er på konstant overarbejde.

Det var de forskellige udfordringer jeg møder i dagligdagen. Nu kan jeg så begynde at fortælle om hvordan forskellige dage føles.

Men altså først i morgen!

Advertisements

10 kommentarer to “En dag med angst #2”

  1. Ellen 11. juli 2017 hos 19:35 #

    Jeg læser med med den største interesse, men har svært ved at bidrage med en intelligent kommentar, for hvad pokker skal jeg dog sige?

    • Kong Mor 11. juli 2017 hos 19:50 #

      Jeg tror egentlig heller ikke at jeg forventer noget. Intelligent eller ej, bare det at du skriver er rart.
      For mig betyder det: du har set mig. Du lytter. Også selvom du måske ikke forstår.
      Jeg vil faktisk hellere have fire besøgende og tre kommentarer, end 250 besøgende og tre kommentarer. 🙂

  2. Gitte 11. juli 2017 hos 22:25 #

    Så fint beskrevet Stine – når livet udfordrer os så reagerer kroppen på mange forskellige måder og intet er mere angstprovokerende end hvis det drejer sig om meget personlige hændelser ❤️ Knus til dig

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 08:51 #

      Tak Gitte. Det har fyldt SÅ meget over de sidste par år, siden alt det der sygdom begyndte. Og jeg vist bare følte at – jeg kunne kun være mor – og tilskuer, og så i øvrigt ikke kontrollere noget som helst i det faktum at mine børn havde den dumme sygdom.
      KNUS ❤ til dig :*

  3. Lene 11. juli 2017 hos 22:32 #

    Tusind tak for at dele. Selv om jeg ikke har nogle kloge ord der kan hjælpe skal du vide at din beskrivelse hjælper mig til at forstå angst anfald bedre.

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 08:51 #

      Tak!! Det er ikke heeelt så nemt som jeg troede – faktisk. At dele altså.
      Men dejligt at du forstår det bedre – håber du kan bruge den viden til noget!

  4. Lene 11. juli 2017 hos 22:46 #

    Jeg kan godt forstå du er træt efter en dags arbejde. Jeg fornemmer også at “navlepillerklubben” er med til at gøre ikke bare dig, men dine omgivelser kloge på, hvordan de skal hjælpe dig.

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 08:52 #

      Afgjort!! Psykoedukative grupper er GULD værd. De giver en så meget indsigt i den diagnose man nu har.

  5. Kristine 12. juli 2017 hos 17:10 #

    Jeg har læst 😊 og hvis dit behandlingssted også har tilbud til pårørende, så kan jeg kun opfordre til, at I gør brug af det, da pårørende også kan have brug for at høre om sygdommen og deres rolle/hjælp/ansvar for sig selv. Hvis det ikke er et tilbud, så kunne du måske – senere – have overskud til at foreslå det. Jeg skriver ovenstående, fordi jeg selv som pårørende fik tilbudt en samtale, der fik en masse brikker til at falde på plads vedr. nærtståendes sygdoms og behandlings konsekvenser og anerkendelse af belastningen for mig og mine muligheder for at støtte korrekt (og sige fra).

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 20:45 #

      Det er lidt svært med pårørende.. Manden ville ikke få ret meget ud af speedsnakkende fagsproglig læge. Måske firkløveret – hvis de ellers kunne finde tid til det. 😀

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: