On/off – op og ned

12 jul

Eller “Mellem to angstanfald”.

Ellen havde svært ved at forstå hvordan jeg kan gå fra “Jeg er bange for at jeg er ved at blive skingrende sindssyg” til “Årh pjat med dig, nu går det jo fint” på ret kort tid.

Så den vil jeg gerne uddybe, så godt jeg kan.

Det er vist nok – i mit hoved i hvert fald – en af forskellene mellem depression og angst.

Med en depression kan man ofte slet ikke se en vej ud af noget som helst. Det er som at bokse i en dyne, som bare ikke letter.
Angstanfald er pludselige, ofte uden forvarsel, de kommer og går, lidt som flagermus der flakser forbi. Et flygtigt vågent mareridt, som alt for tit kommer bag på mig.

Og så igen, det med at det kommer ud af det blå, passer selvfølgelig ikke, men det er som sagt ikke ret tit jeg når at opfatte hvad der er sket, eller hvorfor der er noget som har sat gang i nogle angstmekanismer.

Hvis jeg i tide når at bruge nogle af de værktøjer jeg har fået for at mindske et anfald, så varer de som regel ikke ret lang tid. Men hvis jeg ikke er klar over, hvad der er ved at ske, hvis det først går op for mig at noget er ved at ske, når jeg er midt i det eller hvis jeg tror fuldt og fast på at jeg da vist er ved at få influenza, så har det lidt længere udsigter før et anfald stopper.

Jeg har en note på min telefon, med følgende linjer til at hjælpe mig selv igennem mine angstanfald:

HUSK: det stopper igen (ret vigtig information, for det KAN jeg ikke huske imens det står på)
Vejrtrækningsøvelse (meget simpel – til at huske – selv midt i et anfald)
Calm app. på min telefon (abonnement til ca. 350kr. årligt. GULD værd – jeg bruger den dagligt. Kræver dog at man kan engelsk)
Et knus (ja, det lyder tosset at det skulle være så simpelt, men et varmt knus kan virkelig reparere meget for mig)
Nævne ting omkring mig (at sidde og remse op: “træ, blad, bil, flue, lineal, regnemaskine,”  får tankerne væk fra anfaldet og kan sommetider få det til at forsvinde hurtigere)
Forskellige simple spil  (puslespil, ikke komplicerede spil på telefonen, fjerner også fokus fra angsttankerne)

Men det er min liste, det er det jeg har oplevet som kan virke for mig. Der findes sikkert ligeså mange lister som der findes folk med angst.

Som sagt så varer et angstanfald for mig, omkring 30 minutter.

Der kan gå dage hvor jeg kun har et par enkelte lette nogen, som jeg sagtens selv kan styre mig ud af og så er der dage hvor jeg har så mange, at det ikke er værd at tælle.

Og husk, de kan ikke ses!

Ikke ret mange mennesker kan se på mig, når jeg har et angstanfald. Kun folk virkelig tæt på, som kender mig godt, fornemmer måske at “Hov, nu er der vist noget galt her”, og måske gør de ikke.

Jeg derimod, kan særdeles godt mærke dem!

Men i mellem dem, da er jeg som regel mig selv.

Helt mig.

Fjollet og skør, som jeg plejer. Og nej, jeg er ikke borderline eller maniodepressiv. Beklager, jeg kan ikke huske hvad det er man kalder det, nu til dags. Medicinen har hjulpet mig til at være “MIG” i mellemtiden – altså mellem angstreaktionerne – for før medicinen, gik jeg rundt hele tiden og var vildt bekymret for hvornår det næste anfald kom. Ikke just fordrende!

Nå, det var så angstanfald, men så kan jeg også få panikanfald. Det sker heldigvis ikke så tit.

Et panikanfald er en hel del tungere og det kan jeg ikke – i hvert fald ikke endnu – stoppe selv. Det er kun søde Hong der kan det. Og heldigvis er hun en af de dejlige kolleger!

Et panikanfald udmærker sig på den simple måde, at jeg er overbevist om at NU falder jeg om: “Jeg er ved at blive kvalt, jeg er ved at dø, jeg overlever ikke dette her.”
Og alt udenom forsvinder.

Det er ganske aldeles rædselsfuldt.

Med tryk på rædsel

Jeg kan tude af skræk eller sorg, uden at kunne få vejret ordentligt, fordi min hals snører sig sammen, med de første 20 mennesker omkring mig, der hensynsfuldt forsøger at undgå at kigge på mig, ganske uden tanke for at “det gør man da ikke” og “NU tager du dig sammen, og går hen og tuder et andet sted”.

Ganske upraktisk at få sådan et, ude i verden.

Jeg mener, forestil jer lige den stress det giver at være bange for det.

Derfor undgår jeg helst at være alene i ukendte situationer, eller at sætte mig selv i situationer hvor der er risiko for at det kunne ske. Og af samme årsag H.A.D.E.R jeg at købe ind alene.

Og da Hong desværre naturligvis har andet at lave end at mandsopdække mig,  har jeg fået nogle fine små piller, der giver cirka samme effekt. Blot i en noget mere kemisk version.

Jeg har tit forsøgt at forklare hvordan det føles at have et angstanfald, men mine ord rækker sjældent. Så har jeg brugt billeder. De siger tit alt det jeg gerne ville forklare hvis jeg kunne. Denne fotoserie af Katie Crawford er ret nøjagtig!

Jeg har fundet denne, rigtig godt illustreret af en på Buzzfeed, som hedder Anna Borges en illustration som bare slår hovedet på sømmet.

Der er mange gode på dette link, men den der har sagt mig mest, er denne:

Sidst jeg var til “Angstundervisning” fortalte sygeplejersken os at det var lige så fysisk krævende som at løbe en maraton – naturligvis for en øvet – men alligevel.

Det syntes jeg var ret vildt. Jeg mener, jeg er totalt gasblå i knolden og lungerne sidder nærmest uden på tøjet, bare jeg løber 5.

Men billedet med maratonløbet fortæller noget om hvilken fysisk og mental udfordring det er. For både krop og sind raser afsted, mens det som er tilbage af mig, bare vil have det til at gå væk – NU.

Og det er hver dag.

Nogle dage som sagt bedre end andre. Ligesom der sikkert er maratonløbere der har nemmere ved det ene løb end det andet.

Men jeg håber det gav en bedre forståelse af hvordan et angstanfald føles. Og ellers spørger I bare.

 

Advertisements

9 kommentarer to “On/off – op og ned”

  1. Ellen 12. juli 2017 hos 09:27 #

    Meget bedre forståelse. Tak for forklaring. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det må være at være angst for at blive angst – og så alligevel kan jeg jo godt lidt … det må vel næsten være definitionen på selvforstærkende. Er generaliseret angst livsvarigt, eller kan det forsvinde igen?
    Kender du Magic Puzzle? Det har John og jeg på vores iPads, og vi elsker at lægge disse puslespil (hvor man selv bestemmer sværhedsgraden).

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 09:49 #

      Velbekomme. Det er nok fordi det er så ubehageligt at være ude af stand til at kontrollere – om jeg så må sige – hverken krop eller sind. Det er virkelig sindsoprivende. Og det gør mig nervøs for hvornår det risikerer at komme igen.
      Om det er livsvarigt… Det ved jeg ikke. Læger og den slags har tendens til at lade os forstå (uden nogensinde at sige det helt direkte) at det ikke forsvinder, men at man kan lære at leve med det, så det ikke er så slemt. Man lære at vænne sig til at det går over, og så er det ikke så skræmmende længere. Folk tæt på mig, bliver VED med at sige at det “vokser” jeg fra.
      Hvilket gør mig ked af det, fordi det så føles som om de ikke anerkender at det er så overvældende. Svært at forklare.
      Jeg selv tror, at det er livsvarigt. At jeg kan lære at leve med det, nu med medicin, og når jeg bliver stærkere, måske uden medicin. Men altid med risikoen for at det kommer tilbage for fuld styrke hvis der sker noget som skubber mig ud over kanten.
      Nej – kender ikke magic puzzle – det må jeg prøve – hvis ellers min iPad vil være med. Den er over 5 år gammel… og marjed langsom!

  2. Anette 12. juli 2017 hos 10:10 #

    Det var så spot on, har aldrig helt kunne forklare det til andre og du gjorde det så godt…. jeg har ikke mere en fysisk list (burde skrive den igen efter den blev væk) og tror du har ret der er lige så mange lister som der er folk med angst.
    Lidt sjovt at møde en til med puslespil på listen.
    Den på buzfeed var så god… flere sad jeg bare og nikkede til
    Nu vil jeg nusse min nr 1 på listen, min hund

    • Kong Mor 12. juli 2017 hos 10:17 #

      Tusind tak for det (rødmer indvendigt) 🙂
      Det er nemt at have en liste på telefonen! Lav da din igen – om ikke andet så bliver man mindet om at noget kan hjælpe – også selvom du ikke bruger listen fysisk.
      Min Bimbi hund er skam også med på listen, men jeg kan jo ikke tage hende med på arbejde. Desværre 🙂

      • Anette 13. juli 2017 hos 01:45 #

        Alt efter dit arbejde kunne det vel være muligt
        om ikke andet så kan man faktisk få hunde certificeret som servicehund også i forbindelse med angst, og så vil de fleste vel sige ja.
        glæder mig til at komme videre med Zorros certificering.

        • Kong Mor 13. juli 2017 hos 16:40 #

          Desværre nej. Man må ikke have hund med på kontor. Hun ville gå fuldstændig bananas med alle de mennesker! Klap og leg og godbidder – hun ville jo kunne trille inden tre måneder 🙂
          Men jeg vil nu alligevel forhøre mig. Hun er virkelig fantastisk at putte med når alting vælter.

  3. fiberfryd 12. juli 2017 hos 23:42 #

    Åh, Stine, det er SÅ godt beskrevet.
    Jeg er ramt i en langt mindre målestok end du, men kender godt til alle de symptomer du beskriver. Bekymring og nervøsitet har været en følgesvend, siden jeg var helt lille – jeg var vist bange for næsten alt – og bare et vilkår i mit liv, men diagnosen GAD fik jeg først efter at have været gennem to omgange stress.
    For mig var det også meget givende, at få viden om alle de fysiske og psykiske symptomer og at de er helt normale. Men jeg har brug for at se på listen med mellemrum, for jeg glemmer, at de er en del af sygdommen. At sukke og stønne havde jeg faktisk ikke hørt om før, men både jeg og min mand smilede og nikkede genkendende – jeg troede det var en helt almindelig dårlig vane jeg havde fået 🙂
    Jeg tror desværre heller ikke, at man slipper helt af med angsten, den er nok kommet for at blive, men at man lærer at håndtere den og at dens indflydelse på ens liv derfor ‘krymper’.
    Puslespillet som Ellen nævner er virkelig et vidundermiddel for mig – samt med at strikke og se letfordøjelige tv-serier af den hyggelige slags uden megen dramatik eller konflikter.

    • Kong Mor 13. juli 2017 hos 16:38 #

      Jeg har da haft perioder med nervøsitet, men jeg har frygtløst kastet mig ud i alle mulige oplevelser uden at blinke. Det her er først kommet efter manden og 2 af børnene blev syge.
      Jeg var også overbevist om at det var en slags “tic” jeg havde fået, så puste og stønne hele tiden – næ nej du! 😉
      Find din liste frem igen! Jeg kan desværre ikke lave så meget puslespil, jeg får ballade med familien hvis jeg inddrager spisebordet alt for tit. Og ja Matador, Badehotellet & Downton Abbey..

      • Anette 13. juli 2017 hos 20:01 #

        Hopper lige ind her.. du kan få mapper som du ligger puslespillet i…. så kan de pakkes væk (og frem) på få minutter, jeg har en der passer til 1000 brikker. Det skønt for så står det op i skabet og fylder ingenting + jeg kan tage det med mig.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: