Hilsen fra et “live” angstanfald

20 sep

Nu er der gået et par uger, eller 8, siden sidste tandløse opdatering, jeg har holdt en fantastisk sommerferie – den skal I nok høre mere om senere – og startede på arbejde igen. Som man jo gør efter sin ferie. Det er allerede længe siden nu. Jeg har også fået reguleret min medicin af psykiateren og er startet i min nye angstgruppe, som er en gang om ugen indtil jul.

Jeg har haft det bedre og troede egentligt at de fleste angstanfald var en saga blot, nu med al den medicin og terapi og gruppeforløb og hvad ved jeg.

Men nej. De kommer stadig, sådan lige for at gøre opmærksom på, at de stadig findes.

Og sidst jeg fik et angstanfald – for et par dage siden – fik jeg den ide at jeg ville skrive mig igennem det. For bagefter er det så svært for mig, at forklare det præcist for andre. Jeg skrev en masse stikord, og gjorde det så lidt mere læsbart bagefter, da jeg fik det bedre. Beklager, hvis I ikke gider læse om det hele tiden, men så kan I da heldigvis klikke jer væk nu!

Til de andre kan jeg kun sige velkommen til et ganske ordinært angstanfald:

Jeg får en en eller anden ligegyldig mail, som gør mig lidt ked af det og jeg prøver naturligvis at finde ud af om det der står, er tilfældet. Det er det ikke.

Alt vel.

Ca. 3 sekunder efter at jeg har konstateret at alt er vel, begynder jeg at få ondt omkring hjertet.

En stikkende smerte. Hele vejen gennem brystkassen. Lige ud for hjertet.

Jeg ved godt at det ikke er et hjerteproblem. Jeg overvejer det ikke engang. Jeg ved at det er et angstanfald. Tænker lidt opgivende over hvad jeg så skal. Prøver at huske, hvad planen er.

Kan ikke huske det.

Mine tanker farer forvildet rundt og griber fat, på må og få, i alt muligt. Jeg kan bare ikke komme på noget. Smerten omkring hjertet bliver ved.
Jeg sidder på min plads på kontoret og fortsætter mit arbejde, ingen kan se at der sker noget med mig – for angst kan ikke ses – jeg er ganske som jeg plejer at være.

Mærker prikken i armene nu. Dernæst en stor tung knude, lige foran ved brystbenet. Det føles som om jeg bliver kvalt. Får kuldegysninger. Smerterne omkring hjertet er er lidt mindre nu, men i stedet har jeg fået kuldegysninger og kvælningsfornemmelser.

Kan overHOVEDET ikke komme på, hvad der hjælper eller hvad jeg skal gøre for at få det bedre.

Lytter til en sang i radioen. Prøver at fokusere på den. Det går ikke så godt. Sangen flakser forbi mit ansigt og er væk.
Kan ikke trække vejret dybt, som jeg skal.
Ser ned på gulvet, sætter fødderne fladt ned – for at få jordforbindelse – det siger både behandlerne i angstgruppen, min app og Samantha, er en rigtig god ting. Det hjælper ikke. Ikke en skid.

Det gør rigtig ondt nu og er meget ubehageligt.
Men jeg går ikke i panik.
Jeg ved godt at jeg ikke er ved at få et hjerteanfald.
Jeg ved det er et angstanfald.
Men det er svært at tro på, at det stopper igen.

Hov, der var noget af det jeg har lært: ”Det går over igen” og ”Det bliver ikke ved”. Jeg prøver at holde fast i den tanke. Det går ikke ret godt.

Kan pludselig huske at et anfald “skulle vare mellem 10 og 30 minutter” godt så. Jeg prøver at regne ud hvornår det startede.

Får en kuldegysning mere. Prøver at få hold på tankerne og tage mig sammen. Det går heller ikke ret godt.

Kigger på forskellige mails og opdager at det nu varet i godt 20 minutter. Jeg bliver lidt irriteret, mest på mig selv og tænker: ”Så stop dog”.
Tænker så ”Er der så kun 10 minutter tilbage?” Det føles så ubehageligt lige nu, at jeg ikke helt tror på det kan være rigtigt, hvis det skulle slutte lige om lidt. Men okay, gerne for mig!

Kigger på min mail, svarer på et par stykker der ikke er så krævende og gyser igen. Og igen. Har stadig ondt over brystbenet. Jeg mærker efter, smerterne omkring hjertet er væk nu, men jeg kan stadig ikke trække vejret i bund på grund af den kvælende fornemmelse.

Ser ud af vinduet, trækker vejret så dybt jeg kan.
Falder i staver over en lastbil der kører forbi og hører ”Indianer” i radioen. Den minder mig altid om min mormor, som virkelig ikke brød sig om den sang.

Vejrtrækningen flyder lidt dybere nu. Husker at Rune sagde jeg skulle puste ud, i stedet for at trække ind.

Det går op for mig at jeg næsten holder vejret. Jeg puster ud – helt ud. Og så lidt mere ud. Trækker så vejret dybt ind igen. Vejrtrækningen flyder okay.. tror jeg nok. Jeg kan se min mave går ud og ind. Tænker at det er godt, fordi så trækker jeg vejret ned i maven.

Og det er godt. Tror jeg nok.

Jeg mærker duften af æblekage. Den jeg bagte i går, og som nu står på bordet til behagelig selvbetjening blandt mine dejlige kolleger.

Bliver ærgerlig over at jeg stadig har ondt i brystbenet. Og over at det føles som om jeg ikke trækker vejret brugbart.

Selvom min mave bevæger sig, føles det ikke som om jeg får ilt nok. Bagerst i munden.. Det går op for mig at det nok er det de mener når de snakker om ”mundtørhed”. Jeg mærker efter. Mit svælg er knastørt.

Beslutter mig for at gå ud efter et glas vand.

Rejser mig ikke. Kan ikke rigtigt.

Ser på uret igen.

Der er gået 30 minutter. Bliver usikker, ked af det og lidt vred: ”hvorfor er det ikke slut endnu?” Jeg ordner endnu et par ting. Det er godt det er fredag og jeg snart har fri.

Hvorfor bliver det bare ved? Jeg synes da at jeg fjerner fokus fra det. (Endnu en ting som dukker op) Jeg skal fjerne fokus. Godt så.

Rejser mig med mit glas.

Tager min lille røde stressbold med, som jeg krammer sammen i hånden, på vej ud til køkkenet.

Drikker et helt glas vand med det samme. Tager et mere, med hen på min plads.

Trækker vejret igen.

Har stadig ondt ved brystbenet.

Arbejder lidt videre. Forsigtigt.

Får pludselig en metallisk smag i munden. Trækker vejret dybt igen.

Smiler lidt indvendigt over at de i radioen spiller ”Every breath you take”. Tragikomisk, og Sting, han skulle bare vide, skulle han.

Spekulerer på hvordan det kan være, at det føles som om jeg ikke trækker vejret, når jeg kan se min mave trække sig ind og ud. Synker med stort besvær. Godt jeg har vandet, som tvinger mig til at synke. Bliver træt. Udmattet. Opgivende. Ser på uret igen.

40 minutter.

Konstaterer at der ikke rigtigt er noget af det jeg har gjort, som synes at virke. Må vist prøve noget andet. Skal altså også have lavet mig den der mentale førstehjælpskasse, jeg går og fabler om. Må have lavet en, som jeg kan have med mig i tasken.

Kommer i tanke om min anti-stress-lavendelolie-duft-rulle-dims. Den ligger jo i min taske. Vender mig om, konstaterer ærgerligt at jeg ikke har min sorte taske med. Vrisser indvendigt. Leder alligevel i den anden taske. Noget må der da være. Finder Bachs Rescue spray – tager hele 7 pschiit – trækker vejret meget dybt.

Der er nu gået en time.

Jeg kan fungere nogenlunde. Men jeg får kuldegysninger ved den mindste bemærkning. Jeg føler at alle kan se på mig at jeg er syg. Det føles ubehageligt og usikkert.

Jeg får endelig fri og kører hjem.

First Man kan straks se noget er galt og spørger hvad det er. Jeg kan ikke svare – sukker bare i hans favn – mumler at jeg fik det skidt. Der går yderligere 2 timer. Jeg har stadig en klump i halsen, gyser ofte og bliver en lille smule svimmel indimellem. Det er sikkert fordi jeg trækker vejret forkert, selv om jeg gør mit bedste.

Sådan går en hel dag, med forskelligt fysisk ubehag af variabel styrke, over en enkelt ubetydelig ting, som lige triggede min angst.

Heldigvis hjælper min medicin så jeg har nogenlunde ro i hovedet, og så mine tanker ikke bare myldrer rundt, som myg om et stearinlys en lun sommernat. Det fysiske ubehag er også meget begrænset i forhold til hvordan jeg har det, uden medicin. Det er mest min vejrtrækning, som er helt ad helvede til, hele resten af dagen efter sådan en omgang, næsten uanset hvad.

Jeg er godt træt om aftenen, og håber at jeg kan sove nogenlunde, så jeg er klar til en ny frisk dag i morgen, helst uden den slags oplevelser der kan trigge et eller andet, så hele maskineriet går i gang igen.

Og så er rundvisningen i mit angstanfald slut!

 

Reklamer

22 kommentarer to “Hilsen fra et “live” angstanfald”

  1. Susanne 20. september 2017 hos 15:22 #

    Kram og tanker til dig😘

  2. femhusbe 20. september 2017 hos 16:21 #

    Tak for din åbenhed. Det ramte mig og jeg følte virkelig at jeg var med dig i den centrifuge af krop og sind du beskriver. Knus og venlige tanker fra mig.

    • Kong Mor 20. september 2017 hos 20:00 #

      Selv tak!
      Og TAK for din kommentar.
      Glad for at jeg kunne beskrive det ordentligt. Det er nemlig så svært bagefter – fordi – så har jeg det jo fint igen, og har lidt svært ved at huske præcis hvordan det føltes.

  3. Charlotte 20. september 2017 hos 18:16 #

    Søde Stine :)) Tanker til dig fra mig ❤ Jeg har selv lidt af angst, tankemylder og depression og bliver en sjælden gang ramt, men det bliver godt igen. Jeg har fulgt lidt med i dine opslag, og hvor jeg beundrer dig, for hvor er du modig at fortælle os andre om dine sårbarheder. Du skriver bare så godt. Jeg får medicin for min angst og har det godt :)))
    Det tager tid at komme sig efter episoderne, men det skal nok gå over. Jeg har brugt hypnose, det kan anbefales ;))
    Kæmpe KNUS til dig og din familie ❤

    • Kong Mor 20. september 2017 hos 20:02 #

      Det anede jeg ikke ❤ Det er jeg ked af at høre!!!
      Det tager tid ja – det er så drænende.. Suk – men det skal vist læres – der er ingen ved udenom.
      Jeg ved ikke helt om jeg tør hypnose.. Det skulle være en som andre vidste var god – for tænk nu hvis det bliver værre af det. Typisk mig at tænke sådan 😉

      • Charlotte 20. september 2017 hos 20:45 #

        Jeg har to veninder, der har uddannet sig indenfor hypnose. De har også lært at behandle angst, så sig til Stine, måske de kender nogen gode behandlere i nærheden af dig. Jeg er sikker på, det har været med til at hjælpe mig. Men jeg kender godt angsten for, at det kunne blive værre, katastrofetanker…hvad nu hvis…..
        Blev faktisk også ret forbavset, da jeg læste om DIG og din angst, havde jeg aldrig forestillet mig. Men der er noget til os alle, vi snakker bare ikke højt om det, men det gør DU, og tak for det ❤

        En lille sjov ting fra vores tid i Frankrig….Jeg kan huske jeg var med dig ovre og hente, en af jeres dengang små børn, i maternellen…der var en pige der hed Clotilde…Det hedder vores datter til mellemnavn..synes det lød så sødt på Fransk ;)))

        Skriv endelig til mig, hvis du får brug for det ❤

        • Kong Mor 21. september 2017 hos 16:58 #

          Ihh ja Clotilde var Viannas veninde – nej hvor sjovt! Skal nok sige til – du hører sikkert fra mig på FB 🙂

  4. Lene 20. september 2017 hos 18:53 #

    Tak fordi du deler, jeg bliver klogere hver gang. Og du formår at få mig til at føle lidt af det kaos, der opstår i din hjerne. Det siger noget om at du er en rigtig god formidler. Håber at fremgangen fortsætter sit eget sagte tempo.

    • Kong Mor 20. september 2017 hos 20:03 #

      Tak søde Lene. Det er godt hvis jeg kan få det formidlet ordentligt. Fremgangen fortsætter. Men MARJED langsomt…

  5. Kristine 20. september 2017 hos 20:34 #

    Hvor er det trist, at du har det sådan. Men når det nu er realiteten, så er det meget godt gået, for mig, der vil prøve at forstå, at du har overskud til at beskrive det så eminent godt. Bliv endelig ved med det, hvis du har lyst.
    At du undervejs i dit angstanfald er klar over, at det “bare” er det og pø om pø bevidst gør brug af nogle af de strategier, du har lært om, er da et godt skridt på vejen til at mestre anfaldene mere og mere hen ad vejen.
    Hvorfor er det så problematisk for dig, hvis andre på dit arbejde kan se, at du er syg? Hvis du var diabetiker og fik det dårligt pga. mangelfuld insulinregulering, ville det så også være et problem?
    Mvh. og mange tak for din åbenhed

    • Kong Mor 21. september 2017 hos 17:00 #

      Mnja jo – det er vel ikke trist som sådan. Jeg ville kun forklare hvordan det føltes. Og ja – jeg øver og øver alle mine strategier!! 🙂 Somme tider virker de, og sommetider virker de ikke.
      Det er ikke problematisk at andre ved at jeg er syg – det kom nok bare ud forkert. Men jeg følte mig sårbar (mærkelig) giver det mening?
      Alle på mit arbejde ved jeg er syg.
      Og de er fantastiske!!

  6. Ellen 20. september 2017 hos 22:20 #

    Du beskriver det så eminent, at jeg bilder mig ind, at jeg nu forstår et angstanfald.
    Du er stærk på din egen måde – også selv om de pokkers anfald tillader sig at spænde ben for dig!

    • Kong Mor 21. september 2017 hos 17:02 #

      Tak Ellen, dejligt at du forstår mere af det.
      Ja, jeg føler mig faktisk også ret stærk – trods angst reaktioner fra tid til anden. Jeg VIL ikke lade det styre mit liv.

  7. fiberfryd 21. september 2017 hos 07:08 #

    Stor kadeau til dig (igen) for dit vellykkede forsøg på at videregive din oplevelse af et angstanfald.
    Det er umådeligt svært at forstå (faktisk også af en selv, synes jeg) – og svært at acceptere, at man ikke evner at styre sine tanker og fysiske oplevelser, når det nu ikke ‘er noget’.
    Tak, Stine.

    • Kong Mor 21. september 2017 hos 17:03 #

      Tak Ditte – ja, det er så svært at forstå at man kan være halt almindelig – og pludselig helt hen i skoven. Og jeg har også svært ved at forstå det.

  8. Fruen i Midten 21. september 2017 hos 10:02 #

    Sikken flot beskrivelse! Men i modsætning til Ellen er jeg nu af den overbevisning, at hvis jeg nogensinde har troet, at jeg vidste noget om angstanfald, så er det helt gået over nu. Jeg ved absolut ingenting. Og det er jo i sig selv også en udmærket ting at finde ud af …

    Men jeg er også mystificeret på et højere plan; for jeg troede for det første, at angstanfald kunne ses, fordi – troede jeg – den ramte krøllede sammen / gik i flyverskjul / opførte sig synligt angst. Det behøver så slet ikke være tilfældet.
    For det andet troede jeg, at man overhovedet ikke kunne fungere, heller ikke bare en lille smule, parallelt med et angstanfald, sådan som du beskriver, at du godt kunne besvare et par ufarlige mails etc.
    For det tredje synes jeg, det er lidt vildt, at du midt i det hele kan beslutte dig til at skrive om det!! Samtidig kan du ikke med din bedste vilje komme i tanke om, hvordan du skal håndtere dit anfald. Det siger virkelig noget om, hvor komplekst det er.
    For det fjerde føler du det som ubehageligt, at ‘de andre’ nok kan se, at du er syg. Er det en del af anfaldet, at du tænker sådan? For ellers beskriver du jo dine kolleger som supersøde, og de vil da – tænker jeg – straks prøve at hjælpe dig, hvis de kunne.

    For det femte – nej nu må det være nok.

    Tak, fordi du gider at skrive om noget, der – desværre – er ret almindeligt, men som ‘vi andre’ ved alt for lidt om.

    • Kong Mor 21. september 2017 hos 17:20 #

      Tak kære Frue,
      Jeg skal forsøge at forklare – ellers må du spørge igen:
      Det med at krølle sig sammen. Det har jeg prøvet – det har jeg gjort de få gange jeg har haft “Panik-angst” men et almindeligt angstanfald behøver slet ikke at være synligt.
      Det med at kunne fungere, du skal tænke på at jeg får medicin, og den tager en god portion af angstsymptomerne. Både de psykiske men også de fysiske.

      På grund af medicinen kan jeg fungere ude i verden, på et lavere niveau. Lad det straks være sagt – jeg lavede ikke ret meget i fredags mens det stod på, trods medicin!!
      Men jeg har også kunnet fungere uden medicin, der var lidt flere pauser og lidt flere ukoncentrerede perioder.
      Hvis det havde været en depression, ville jeg have symptomerne hele tiden, hvor imod angst kun er når det bliver trigget.

      Jeg blev så fortabt at jeg greb det jeg tyer til når alt er noget møg, nemlig at skrive. Og det er også en form for at fjerne fokus fra alle de tanker, og smerten i kroppen.
      Det er MEGET komplekst. Vi lærer om det i angstgruppen, og udover at hjælpe os til at forstå os selv og sygdom bedre, så er det vildt interessant alt det med hjernen.

      Ja – det med at jeg følte mig synligt syg. Den har jeg tænkt lidt over, også jf det Kristines spørger om længere oppe.. Jeg tror du har ret. At det er en del af det hele.
      En af reaktionerne på et angstanfald kan være at man bliver bange for at blive skør/sindssyg. Og jeg tror måske at min tanke om at “de andre kan se jeg ser syg ud” bunder i at jeg er bange for at gå HELT fra snøvsen. (altså imens jeg er i angstanfaldet)
      For ALLE på mit arbejde ved hvad jeg fejler og de ville alle til enhver tid hjælpe mig! Det er nogle skønne mennesker.

      Kom bare igen hvis der er mere du vil vide 🙂

  9. Kisser 21. september 2017 hos 10:49 #

    Tak for indsigt ❤

  10. Helle Klitgaard 21. september 2017 hos 15:15 #

    Tak, for at du vil dele noget så svært og nært med mig/os ❤

    • Kong Mor 21. september 2017 hos 17:21 #

      Selv tak. Det hjælper faktisk også mig at skrive om det.
      Og dele det.
      Så det ikke er så tabuiseret.. og sygeliggjort.. Vel er jeg syg, men jeg er jo også stadig mig.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: