Yoga og så mig

9 okt

Jeg er hoppet op på yogahesten. Og jeg kommer ikke ned foreløbig.

Underviseren er sød og dygtig.

På en afslappet måde.

Hun siger ofte, at vi ikke skal præstere noget og at vi virkelig skal mærke efter hvordan det føles, og føles det ikke rart, skal vi lade være. Hun nævner indimellem hvad den stilling, vi står krøllet ind i, hedder. Ikke at jeg tror de ligner noget som helst yoga agtigt, de stillinger jeg forsøger at efterligne. Men hovedsagen er, at jeg har det godt bagefter.

Ikke desto mindre er der også slanger i mit paradis. I form af seriøse mindreværdskomplekser og præstationsangst.

Blandt andet fordi de andre har rigtigt yogatøj.
I økologisk bomuld.
Som sidder pænt, og ikke som skindet på en hårdtpumpet hamburgerryg.

De vejer så heller ikke 16-18 kilo for meget. – ligesom jeg gør…
Og de har egne rullemåtter.

Og de husker at hilse hinanden på Buddha måden, når det er slut.

De kan også sidde i skrædderstilling – eller det hedder det vel strengt taget ikke, når det er yoga. Så hedder det nok yogastilling. Men altså de kan sidde sådan. Meget længe.

Hvis jeg sidder sådan, begynder mine ben at sove inden der er gået 3 minutter.

Desuden kan mine knæ ikke komme ret langt ned, så mens de andre sidder ganske afslappet, med knæene nærmest nede på gulvet, sidder jeg og vrikker uroligt rundt for at undgå at blokere blodtilførslen til mine stakkels ben, og mine knæskaller befinder sig deuden i umiddelbar nærhed af mine ører.

De andre kan også holde balancen.
Min balance er på en eller anden måde, ikke gået med mig op i yogasalen.

Hvilket gør, at når vi står på venstre ben og venstre hånd, med højre ben et eller andet sted ude i en fjern galakse – så langt væk jeg ikke engang ved hvor det er blevet af – og så skal forsøge at række højre arm ud i samme retning, som det ben der er blevet væk, så vælter man.

Eller det vil sige…

Jeg vælter.

Som den absolut eneste.

Med et blødt bump – det er så en af de eneste fordele der er ved de 16-18 kilo – landede jeg tungt på venstre balle. Jeg nåede i sidste øjeblik, at krumme mig sammen så jeg ikke ramlede sammen med hende der stod og balancerede ved siden af.

Det kunne ellers have været kønt, at vælte ind i hende – som så væltede ind i den næste – på dominomåden. Jeg var nok aldrig kommet mig over skammen, og ville afgjort ikke have sat mine ben der mere.

Det skete heldigvis ikke.

En anden ting der er lidt ubehageligt i de der nedadgående og udfarende yogastillinger, er min barm.
På samme måde som når jeg er i karbad, bliver mit hageparti pludselig mødt af en dobbelt airbag, der truer med at kvæle mig, så såre jeg vender bunden i vejret på mig selv. Det er mig komplet umuligt at fatte, hvordan man overhovedet er i stand til at “trække vejret dybt, og helt ned i maven”, når man står på et ben og to hænder, hovedet nedad og har det andet ben i stik modsat retning, nemlig op mod loftet, og ens bryster har lagt sig godt tilrette på ens hage.

Det er lige før jeg heller ikke kan se noget, men det er måske iltmanglen.

Det er gudskelov sådan, at underviseren ikke overdriver de forskellige stillinger. Det er så heller ikke yoga på den sportsagtige eller hurtige måde. Jeg når lige akkurat at få frembragt sved på panden, samt sat de fleste af mine muskler i alarmberedskab, så de ryster voldsomt, og så er den stilling slut og vi slapper af før den næste.
Hvilket betyder at jeg godt nogenlunde kan følge med i det meste.

Altså, hvor man ikke lige står med bunden i vejret.

Når jeg går derfra, føles det som om jeg er blevet masseret indvendigt, på en rar måde, og jeg vælger at tro at det er sundt. For både krop og sjæl.

Det kan jo også være at min balance på et eller andet tidspunkt indfinder sig i yogasalen sammen med mig. Jeg har da også et lille håb om, at jeg med tiden kunne blive bare lidt mere smidig, så mine knæ kan komme nærmere gulvet, i stedet som nu, hvor de fungerer som ørevarmere.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte dette yoga-noget, hvis jeg da ikke vælter nogen.

 

Reklamer

7 kommentarer to “Yoga og så mig”

  1. Ellen 9. oktober 2017 hos 17:56 #

    Hahaha 🙂 Fantastisk beskrivelse.
    Hvordan tror du de andre var, da de startede? Bare vent, om ikke så længe har du helt styr på både balance, barm, bagdel og ben!

    • Kong Mor 9. oktober 2017 hos 19:46 #

      Tak – det var knap så grinagtigt da jeg væltede – det var DØDpinligt.. 😉
      Jeg håber balancen kommer.. og lidt smidighed.

  2. Lene 9. oktober 2017 hos 18:17 #

    TAK, jeg trængte til en latter, som gav ilt til min hjerne. Jeg er enig med Ellen, det er virkelig godt beskrevet..

    • Kong Mor 9. oktober 2017 hos 19:48 #

      Jamen velbekomme 🙂
      Jeg kommer troligt hver eneste gang. Har nu været afsted 5 gange!! Er behørigt imponeret af mig selv.

  3. Charlotte hansen 9. oktober 2017 hos 20:49 #

    Lyder virkelig som om du hygger dig…. Jeg hørte en yoga lærer sige at yoga kun er for de slanke…nu er det jo ikke en stor overvægt du nævner der men kan godt se problemet med de der air bags… Vil tro at alt der ligesom går udaf og hænger nedaf er i vejen… mon ikke vi er mange der har noget i vejen..???. 😀 budda må da virkelig have haft et problem…. Forsat god fornøjelse og tak for din humorristiske beskrivelse kærlig hilsen charlotte

  4. Laila Petersen 10. oktober 2017 hos 10:52 #

    Yoga! Jeg ELSKER yoga 🙂 Var dedikeret inden jeg fik børn (for 20 år siden) og er nu sådan en, der prøver at gå til noget nede i det lokale forsamlingshus om onsdagen. Jeg vejer ca 20kg for meget og ja, det er besværligt, at dreje og vride sig, balancen er heller ikke fænomenal og mine arme kan ikke bære min ægt. Som du sikkert ved, så har jeg en kæmpebarm, så jeg grinede højlydt af din beskrivelse af vejrtrækningsbesværet 🙂 Men ja, yoga er fantastisk og du konkurrerer jo netop ikke med de andre! Min gamle yogalærer fik os alle til at holde stillingerne i så og så mange vejrtrækninger til hver side, så man selv helt og aldeles havde styr på det. Det har jeg ikke oplevet hos nogen andre lærere – men det giver en rigtig god fornemmelse at kunne holde en stilling i 5 dybe vejrtrækninger en dag og pludselig er 6 også ganske godt… OG faktisk, så er det længere og længere tid fordi vejrtrækningerne bliver dybere og tager længere tid… Jo jo! Det ER værd at blive ved med at komme uge efter uge 🙂 God fornøjelse!

  5. fiberfryd 10. oktober 2017 hos 11:13 #

    Ih, jeg ville elske at dyrke yoga på hold med dig, så ville jeg da have en lidelsesfælle 😂 Det er INGEN skønhedsåbenbaring, når jeg går i gang. Alt for mange de korte sener – og balance kan jeg heller ikke prale af.
    Mit forsøg på at være trendy yogadyrker måtte jeg opgive, for min ryg nægtede at deltage i løjerne, men din lærer lyder som en der kunne tage hensyn til en usamarbejdsvillig kropsdel, så man alligevel kunne få noget ud af det.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: