– til at passe på en brukket lilletå. Som i SLET IKKE.
Samme aften som tåen knak, skulle jeg til foredrag med Johannes Langkilde. Det ville jeg bare ikke gå glip af. Jeg blev kørt de små 300 meter derhen af First Man, og Anne Mette bragte mig sikkert hjem igen. I bil.
To dage senere skulle jeg have været til udendørs musical med Tina. Det måtte jeg melde afbud til. Jeg skulle have været i sommerhus med Nina. Det blev heller ikke til noget.
For jeg SKAL bare vokse sammen igen hurtigt. Og uden mén.
Det er der en helt speciel grund til. Lige om lidt skal jeg nemlig gå en tur.
Jeg skal gå en tur på 100 km. Med vandrestave og rygsæk. Det skulle tage lige omkring en uge.
…
Jeg har gået rundt siden april, lange ture, hver dag, for at træne. På intet tidspunkt havde jeg nemlig tænkt tanken at jeg ville være i stand til at gå 20+ km. pr. dag i fem dage, hvis jeg ikke trænede ordentligt.
Kan jeg det nu, måske? Træne, altså.
Nej. Det kan jeg ikke. Og det er jeg en anelse træt af.
Kong Mor - med vilje 
Ej men altså. Nu siger vi bare, at du er i supergod grundform, og så går det hele nok 🙂
ja ikk? Det bliver til noget uanset hvad – så det må hellere gå godt end skidt 😉
Jeg gentager min kommentar til det forrige indlæg: Du er et nummer for uheldig, din stakkel. Jeg håber virkelig for dig, at du kan gennemføre alligevel.
Det SKAL jeg… Der er ingen diskussion.
Åh din stakkel, jeg håber du snart er på fødderne igen. pøj pøj
Jeg er såmænd på fødderne – men kan bare ikke have sko på, og jeg må helst ikke bruge foden.. SVÆRT 😉