Search results for 'karbad'

Altså – karbade..

23 mar

Hvis jeg så lige må have lov her: karbade er noget opreklameret bras.

I forbindelse med mit enkeltstående tilfælde af karbad i lørdags, bliver jeg nødt til at minde mig selv om hvorfor det ikke sker så tit.

Man kan ofte se film hvor der indgår lækre gigantisk store badeværelser, store badekar, vand i tilpas temperatur, fyldte vinglas, bløde håndklæder indenfor rækkevidde osv. Hovedpersonen stiger glad og gerne ned i det skumfyldte kar, og nyder det intenst.

Det er løgn og propaganda – den slags findes overhovedet ikke.

Se nu i lørdags: for ikke at få det for koldt, fordi jeg er så kuldskær, hælder jeg varmt vand i, indtil det er så varmt at jeg ikke kan holde fingrene i det og så pøses der koldt vand i til det er sådan nogenlunde.

Dumper en badedims i karret mens det bliver fyldt. Troede naivt at blomsten var en slags sæbe.. men da jeg lige skulle tjekke om den lå godt på bølgerne – splattede den fuldstændigt ud til noget lidt slimagtigt og forsvandt bare, efterladende sig en lille bitte smule skum. Den duftede helt okay, og ikke kemisk som jeg havde frygtet lidt. Lidt en nedtur – havde godtnok regnet med noget mere – men måske er det meningen at man skal ploppe dem alle sammen i – på én gang. Eller også er de bare blevet for gamle.

Da jeg ikke bader babyer mere, så glemmer jeg desværre det der trick med albuen.

Med det resultat, at jeg står med begge fødder, i nærmest kogende vand, og tripper frenetisk for ikke at få 3.grads forbrændinger til midt på skinnebenene. Hælder så mere koldt vand i – mener at nu må det snart være nok, ellers vil det ende med at blive alt for koldt – og så sætter jeg mig forsiiiigtigt ned, og skolder alligevel balder og andre sarte kropsdele.

Nå, omsider udstrakt i vandet, prøver jeg at overbevise mig selv om, at det snart bliver behageligt.

Men i mellemtiden så skal jeg have fat i min bog, og for den ikke bliver våd – fordi det er en jeg har lånt af Anne – skal jeg have tørret hænder først, og derfor have lokaliseret et håndklæde jeg kan nå, uden at skulle stige op igen.

Jeg fik fat i et håndklæde efter flere forsøg – hængende så langt ud over kanten af karret, som det var muligt – uden at svuppe helt ud på gulvet – fik så tørret hænderne, og prøvede at rulle håndklædet til en smart lille pølse jeg kunne hvile nakken på, men det gled ned i vandet da jeg ville vende mig om for at ligge på det. Så jeg nøjedes bare med kanten af karret.

Så lå jeg der og pustede en anelse.. sveden begyndte at pible frem i ansigtet og i hårbunden – for det var faktisk stadigvæk ret varmt – jeg vred mig rundt så jeg kunne komme til at åbne et vindue, i håb om at blive en anelse afkølet – og kunne endelig læse lidt.

Det blev dog generet af at jeg skulle stemme imod med fødderne, for ikke at glide helt ned under vandet, jeg havde også min dobbelte airbag flydende under hagen – for de ville bare slet ikke med ned under vandet, jeg begyndte så at fryse på skuldrene – og den dobbelte airbag – på grund af det åbentstående vindue, og hele affæren endte med, at jeg krebsrød over det hele, steg op igen, fordi der ER nemmere måder at læse gode bøger på.

Men det er måske også derfor jeg så sjældent går i karbad.

Der når lige præcis at gå så længe imellem, at jeg fuldstændigt glemmer, hvor meget bøvl det er forbundet med det.

Nå, men jeg fik da varmen! Og brugt en af de der amerikanske duft bade dimser.

Reklamer

Yoga og så mig

9 okt

Jeg er hoppet op på yogahesten. Og jeg kommer ikke ned foreløbig.

Underviseren er sød og dygtig.

På en afslappet måde.

Hun siger ofte, at vi ikke skal præstere noget og at vi virkelig skal mærke efter hvordan det føles, og føles det ikke rart, skal vi lade være. Hun nævner indimellem hvad den stilling, vi står krøllet ind i, hedder. Ikke at jeg tror de ligner noget som helst yoga agtigt, de stillinger jeg forsøger at efterligne. Men hovedsagen er, at jeg har det godt bagefter.

Ikke desto mindre er der også slanger i mit paradis. I form af seriøse mindreværdskomplekser og præstationsangst.

Blandt andet fordi de andre har rigtigt yogatøj.
I økologisk bomuld.
Som sidder pænt, og ikke som skindet på en hårdtpumpet hamburgerryg.

De vejer så heller ikke 16-18 kilo for meget. – ligesom jeg gør…
Og de har egne rullemåtter.

Og de husker at hilse hinanden på Buddha måden, når det er slut.

De kan også sidde i skrædderstilling – eller det hedder det vel strengt taget ikke, når det er yoga. Så hedder det nok yogastilling. Men altså de kan sidde sådan. Meget længe.

Hvis jeg sidder sådan, begynder mine ben at sove inden der er gået 3 minutter.

Desuden kan mine knæ ikke komme ret langt ned, så mens de andre sidder ganske afslappet, med knæene nærmest nede på gulvet, sidder jeg og vrikker uroligt rundt for at undgå at blokere blodtilførslen til mine stakkels ben, og mine knæskaller befinder sig deuden i umiddelbar nærhed af mine ører.

De andre kan også holde balancen.
Min balance er på en eller anden måde, ikke gået med mig op i yogasalen.

Hvilket gør, at når vi står på venstre ben og venstre hånd, med højre ben et eller andet sted ude i en fjern galakse – så langt væk jeg ikke engang ved hvor det er blevet af – og så skal forsøge at række højre arm ud i samme retning, som det ben der er blevet væk, så vælter man.

Eller det vil sige…

Jeg vælter.

Som den absolut eneste.

Med et blødt bump – det er så en af de eneste fordele der er ved de 16-18 kilo – landede jeg tungt på venstre balle. Jeg nåede i sidste øjeblik, at krumme mig sammen så jeg ikke ramlede sammen med hende der stod og balancerede ved siden af.

Det kunne ellers have været kønt, at vælte ind i hende – som så væltede ind i den næste – på dominomåden. Jeg var nok aldrig kommet mig over skammen, og ville afgjort ikke have sat mine ben der mere.

Det skete heldigvis ikke.

En anden ting der er lidt ubehageligt i de der nedadgående og udfarende yogastillinger, er min barm.
På samme måde som når jeg er i karbad, bliver mit hageparti pludselig mødt af en dobbelt airbag, der truer med at kvæle mig, så såre jeg vender bunden i vejret på mig selv. Det er mig komplet umuligt at fatte, hvordan man overhovedet er i stand til at “trække vejret dybt, og helt ned i maven”, når man står på et ben og to hænder, hovedet nedad og har det andet ben i stik modsat retning, nemlig op mod loftet, og ens bryster har lagt sig godt tilrette på ens hage.

Det er lige før jeg heller ikke kan se noget, men det er måske iltmanglen.

Det er gudskelov sådan, at underviseren ikke overdriver de forskellige stillinger. Det er så heller ikke yoga på den sportsagtige eller hurtige måde. Jeg når lige akkurat at få frembragt sved på panden, samt sat de fleste af mine muskler i alarmberedskab, så de ryster voldsomt, og så er den stilling slut og vi slapper af før den næste.
Hvilket betyder at jeg godt nogenlunde kan følge med i det meste.

Altså, hvor man ikke lige står med bunden i vejret.

Når jeg går derfra, føles det som om jeg er blevet masseret indvendigt, på en rar måde, og jeg vælger at tro at det er sundt. For både krop og sjæl.

Det kan jo også være at min balance på et eller andet tidspunkt indfinder sig i yogasalen sammen med mig. Jeg har da også et lille håb om, at jeg med tiden kunne blive bare lidt mere smidig, så mine knæ kan komme nærmere gulvet, i stedet som nu, hvor de fungerer som ørevarmere.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte dette yoga-noget, hvis jeg da ikke vælter nogen.

 

Aldrig nogensinde mere

30 mar

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

IMG_0861

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

IMG_0867

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.

Cancan med badeforhæng

14 jun

Når man er så uheldig at befinde sig i et hus, som hverken har gulvvarme eller nye badeværelser..

Nu bliver jeg lige nødt til at stoppe min historie og i stedet tale lidt om sloganet: alle har ret til et fedt..”et-eller-andet”.. Det er det mest ubehøvlede slogan jeg kender.

Ikke at jeg går ind for over- eller undermennesker, overhovedet, men jeg synes det er påfaldende i vores kultur, at man mener ligefrem at kunne have RET til et nyt køkken..

Og hvis man ikke har råd til det nye køkken i 200.000kroners klassen, hvad så? Er det så naboen, kommunen eller den, til alle tider siddende Rasmussen, som skal betale det for dig?

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det ER faktisk muligt at lave udmærket mad i et køkken som er mere end 20 år gammelt. Det er hverken svært eller farligt.

Det kan være en lille smule mere besværligt at gøre rent, indrømmet, men for mig at se er der altså ikke den store forskel på om man slår et æg ud i sin Margretheskål stående i et gammelt køkken, eller stående i et nyt køkken.

Rent bortset fra at det nye køkken i forvejen er så dyrt at man ikke har råd til at være i det – fordi man er på overarbejde for at kunne betale det.

Og ligeledes er det ikke en uoverstigelig forhindring at tage bad i et badeværelse, som hverken har gulvvarme, lækre nye fliser, eller spots placeret i det indbyggede spejl.

Men på et punkt er jeg tilbøjelig til at være enig med sloganet. Nemlig, der hvor der er en anden løsning end et badeforhæng.

Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning.

Det andet badeværelse, som First Man og jeg benytter, når ellers Firkløveret vil lukke os ind, da de heller ikke er så begejstrede for badekarret, er et meget lille, meget gammelt og lettere køligt badeværelse, og da der ikke er nogen fancy glas-flise-væg, ej heller plexiglas-skydedøre foran brusenichen, har vi måttet nøjes med et ganske almindeligt badeforhæng.

Og det er denne anordning som har frembragt nogle tanker.

For det første, troede jeg at jeg havde købt mig et enkelt hvidt et. Dette var ikke tilfældet. Så siden jeg kom hjem og fik åbnet for min nyerhvervelse, har jeg derimod kunnet nyde synet af et sort/hvidt forhæng, med påskriften ”Elle et Lui”. I bedste ”Hans & Hendes” stil. Falsk varedeklaration siger jeg bare. Det er naturligvis til at leve med. Det er bare meget, meget grimt, men det er der jo så mange ting som er.

For det andet, da muren er skæv skulle jeg, for at sikre en overfladedækning der var nogenlunde ens og undgå syndfloder hver gang der bliver taget brusebad, også hænge badeforhænget skævt, så det kunne nå ned til gulvet i begge ender. Så æstetisk er det også her, lidt af en fiasko.

Så er der det hygiejniske.. Det lader også noget tilbage at ønske. Et badeforhæng – som præcis af denne årsag ikke har været i min besiddelse i over 10 år – skal tørres ofte for ikke at få ulækre mugpletter på – og det er åbenbart ikke nok, da der alligevel er kommet nogle klamme plamager på det. Hvilket igen betyder, at det skal tages ned og skrubbes, for at blive lidt mere appetitligt at gnide sig op af, i nøgen tilstand.

Og så er vi fremme ved det egentlige problem: fordi Eventyrhuset er så utæt, så trækker det altid, og selvfølgelig endnu mere når det blæser. Denne træk finder også vej ind på vores lillebitte badeværelse, og sammensætningen af varmt vand, træk og et blafrende badeforhæng er ikke optimal.

Man skal nemlig, under hele sit bad, danse cancan. Sagt med andre ord, stå og sparke til forhænget for at holde det fra livet. Ellers bliver man klistret ind i det på bedste vitavrap-vis, og det er både en kold og ikke videre behagelig fornemmelse at være pakket ind i cellofan, når man tilmed er våd.

Så uden dog at føle jeg ligefrem har ret til et nyt badeværelse, glæder jeg mig virkeligt til den dag jeg kommer til at bo under ordnede badeforhold igen!

Krummer.. i sengen

28 maj

I morgen søndag, er det Mors dag her i Frankrig, og Firkløveret stiller hemmelige miner op, og lusker rundt og fniser omkring mig.

Jeg plejer at få morgenmad på sengen, og det har jeg da også regnet med, at jeg nok vil få i år igen.

Men så var det jeg kom i tanke om, hvor begrænset en morskab det egentlig er.

I og med det kun sker én gang om året, så når jeg at glemme at det ikke er den allerstørste nydelse – og at oplevelsen aldrig står helt mål med forestillingen om den. Faktisk lidt i stil med karbade.

Man kan – på film – ofte se lækre mænd i bar overkrop, med et lagen bundet skødesløst om hofterne, bevæge sig ind i et soveværelse på størrelse med Eventyrhusets grundplan, hen til en seng som må være 4 gange så stor som den IKEA sultan vi sover i, bærende på en bakke med en continental breakfast og en rose.

Han skal, med denne bakke i den ene hånd, rosen i den anden, bøje sig ned og vække damen der sover i sengen – med fuld make-up og perfekt sat hår. Hun vågner altid vældigt yndefuldt med et smil på de botoxfyldte læber. Så ganske ulig min egen, noget mere vrisne opvågnen, og selvom First Man er lækker – så ER det jo ikke Brad Pitt.

Hvorom alting er – det lykkes altid for parret at indtage denne morgencomplet – uden så meget som at spilde en lille bitte krumme. Ikke et eneste lille moderne blåbær triller ud på silkelagnerne, for at efterlade en stor dum plet, som ikke kan komme af – selv med biotex. Og sådan er det i alle film.

Hvorfor jeg igen kan konstatere, at film er humbug – snyd og bedrag.

Men tilbage til det virkelige liv på Æblebakken: Grunden til, at jeg ikke så tit får morgenmad på sengen, ja faktisk kun den ene gang om året, er for det første at jeg som regel vågner tidligere end alle andre, og så plejer jeg bare at vælte ud af sengen, famle mig frem til mine hjemmesko, som er livsnødvendigt tilbehør i Eventyrhuset.

Hvilket lige minder mig om vores gulvvarme hjemme på øen. Åh, salige gulvvarme. At kunne gå på bare tæer igennem huset, uden at benene nødvendigvis skal hoppe lige så hurtigt over gulvet som trommestikkerne ved en tambursolo. Og man kan også fange et barn og give dem den helt store kildetur på gulvet – uden at risikere forfrysninger.

Man kan tørre sjaskvåde flyverdragter natten over, uden at der kommer til at lugte af våd hund, for slet ikke at tale om hvor hurtigt Blondinen tørrer, når hun lægger sig på det lune gulv, hvilket minimerer den tid der reelt lugter af ægte våd hund på matriklen.

Nå, det var et sidespring. Altså, jeg får hjemmesko på og lunter, halvt i blinde, ned i køkkenet og sætter vand over med det samme. Og når jeg så har fået min te, kan jeg vågne ligeså stille og endog begynde at tale.

Hvorimod, hvis jeg bliver vækket af Firkløveret, iført morgenbakke, går det noget stærkere, det med at vågne, idet der skal opretholdes en vis balance på den givne morgenmadsbakke, for at den føromtalte te ikke skvulper, og går over sine breder og laver tsunami i indre farvande.

Ydermere skal der holdes styr på stearinlys og toasts, med så meget marmelade, at det kunne forveksles med rødgrød. Dertil kommer at det er så hyggeligt at Firkløveret også vælger at indtage deres morgenmad – hvorfor der også er flere andre tallerkner der balancerer på min dyne.

Alt sammen ikke ret nemt, når der også ligger 4 børn – som sært nok bliver større år for år – en mand, og indimellem dukker 2 forpoter og et meget venligt hundehoved forsigtigt frem over kanten.

Godt nok har vi en stor seng, men den har sine begrænsninger.

Og det ender uvægerligt med at en eller anden kommer til at tjatte til bakken, eller min arm, mens jeg er i færd med at tage en slurk, så der sjasker te ud over min stakkels uskyldige dyne.

Og krummer.

Der kommer altid krummer i sengen efter sådan en seance, og det kan godt være noget af en prøvelse. For det med krummerne har jeg altid glemt om aftenen, når jeg skal til at lægge mig i sengen igen.

Da jeg ofte først går i seng NÅR jeg er træt, og ikke FØR jeg bliver det, er det virkelig en overvindelse at skulle stå op igen. Så først ligger jeg og prøver at skubbe krummerne over i den ene side, men det giver bagslag når jeg så vender mig om. Så prøver jeg at sparke dem ned mod fodenden, men det virker heller ikke optimalt da jeg trods alt ikke bruger størrelse 48 i sko, så jeg ligesom ville kunne feje dem væk på snerydningsmåden.

Og at få det ekspederet den anden vej, over til First Mans side, er omsonst, der går nemlig sjældent mere end 3 minutter før hans snorken, eller et par velanbragte prutter, alt efter hvilken breddegrad krummerne befinder sig på, har blæst dem alle tilbage på min side.

Så er der kun tilbage at stå ud af sengen og flå lagnet af og ryste det.

Derfor har jeg haft lyst til at meddele festkomiteen, i fald der pønses på slige tiltag, at jeg kun lyst til dette morgenmadscirkus i begrænset omfang og om vi eventuelt kunne flytte indtagelsen af den continentale, ned til spisebordet for at drysse med krummerne der!

April 2010 002

Dette billede er fra sidste år.. men når nu jeg kigger på det, var det altså ret hyggeligt trods alt – så jeg tror bare at jeg holder min mund, og nøjes med at nyde mine vidunderlige børn!

What not to do – med opvaskemaskiner og hoveddøre

24 mar

Som respons på gårsdagens bemærkning fra ham her, må jeg hellere forklare hvorfor jeg drister mig til at tage et karbad – hvor enkeltstående situationen så i øvrigt end er – mens mine børn er vågne og under samme tag.

Jeg er nemlig ikke så god til at lappe mine børn sammen. Trøste, lytte, plaster på og puste og den slags, klarer jeg uden problemer, men blod – deres altså – og i større mængder.. Det er bare ikke så godt. Jeg vil virkelig gerne, men må ofte bare sætte mig ned og lade nogen andre tage over.

De har naturligvis alle fire været ude for store og spektakulære ulykker – og i øvrigt fatter jeg ikke hvordan man overhovedet overlever at være barn. Og slet ikke i dette hus.

Derudover sker det ALTID når First Man er væk. Enten er han på arbejde og umulig at få fat i, eller også er han ude og rejse så jeg bliver nødt til at klare ærterne selv – meget ufint synes jeg nok.

Men lad os da lige tage et par stykker.

Engang havde yngstepigen netop rejst sig fra bordet og gik ud med sin tallerken og det næste vi hører er et skrig der fik blodet til at fryse til is i mine årer. Hun var snublet og havde sat sig i en åben opvaskemaskine. Og var landet i en kniv.. En steakkniv.. Og I kan selv forestille jer konsekvensen uden jeg skal gå i detaljer, og altså, stor tumult, blod og ballade.

Min bedste veninde, som var på besøg, kender mine svage sider, satte sig derfor til at berolige yngstepigen, mens jeg for forvildet rundt, fik styr på de andre 3 og organiseret en telefon osv.

Og så stod jeg der. Vi havde boet så mange år i udlandet at jeg ikke var i stand til at huske hvad det nu lige var man skulle ringe i Danmark for at få hjælp. Men fordi hun er min bedste veninde – vidste hun det, og råbte pludselig ude fra badeværelset: du skal ringe 112!

Hvilket jeg så gjorde – og tøsen fik syet sin balde sammen igen med flere sting. Uden bedøvelse, fordi den *#@**#%# inkompetente stud.med. ikke først havde set hvor lang flængen egentlig var.

Nå, hun tog det såmænd i stiv arm, jeg derimod.. var kridhvid i hovedet, fik koldsved og var seriøst ved at besvime og lægen var nærmest mere opmærksom på mig end på hende – hvilket også fik hende til at trøste mig mens hun lå der og fik balden lappet sammen. Så føler man sig rigtig meget ovenpå som mor.

En anden gang, spillede drengene bold udenfor, og yngstedreng blev sur – rigtigt godt sur – på sin storebror og ville ind og låse (hoved)døren for ham. Helt fint, det er sket før og så kravler man bare ind ad et vindue i stedet for – men denne gang var der bare den lille detalje, at han ikke havde fået alle løsdele, i form af fingre, med ind, før han låste..

Endnu flere skrig og opstandelse, og jeg stod med den maltrakterede hånd og vidste godt at jeg nok burde kigge på det, for at se om det kunne klares med ”De Utrolige” og et par saltfisk, eller om vi igen var ude i noget 112.

Jeg fik listet mig til et lille kig.. Og ældstedatter kastede derefter et eneste blik på sin ynkelige mor som – igen – havde fået koldsved, hvorpå hun sagde: ”jeg tror lige, jeg ringer til lægevagten” Go’ pige!

Min dengang 13årige ældstedatter kunne selv tage sin lillebrors sygesikringskort og ringe til lægen og stille og roligt spørge hvad vi lige skulle gøre, mens hendes uduelige mor koncentrerede sig om ikke at dejse om!

Jeg kunne dog godt overvinde mig selv til at køre ham på skadestuen, hvor jeg efterhånden var livet så meget op, at jeg sagtens kunne finde kræfterne til at lave en mindre skandale, på grund af de 5 timers ventetid. Fingeren var for øvrigt brækket, og vi har et varigt minde i form af en dyb bule i dørkarmen.

Derfor, hvis mine børn laver stunts som nødvendiggør ophold på en skadestue – så er det altså ikke mig de kalder på først.


%d bloggers like this: