En ulykke…

Kommer sjældent alene.

…

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

…

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

…

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

…

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

…

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

…

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Is

Kung-Fu, Magnum, Twister, Astronaut, Lynstang.

Og så is, jo altså. Fællesnævneren.

Et dejligt nemt ord – og kort – som kan udtrykke et helt bestemt ønske!

Der er naturligvis flere former for is, men lige her handler det om den slags med fløde og sukker og sikkert også en masse grumme tilsætningsstoffer.

Det er endda begyndt at være ved den tid, at man kan overveje at spise en is uden at få forfrysninger ved tanken. Nu er det også flere dage siden der var sne sidst, så jeg var da begyndt at savne det kolde gys.

…

Eller nej..

Nå, men altså, så var det jeg hørte en radioreklame. For is. Is leveret i blå biler med tilhørende klokkebimlen. For, reklamere for dem ved at nævne dem ved navn, vil jeg ikke.

…

Jeg kan nemlig ikke udtale deres nye is. Heller ikke engang hvis jeg lader som om jeg er Texaner. Hvad jeg ikke er.

…

Helt ærligt, hvad sker der for de som styrer de blå isbiler?

En is skal da have et forholdsvist nemt navn, så det ikke tager 20 minutter at købe den?

Eller hvad?

Jeg kan ikke engang huske halvdelen af navnet. Heller ikke når jeg lige har hørt reklamen, og jeg ville stå ganske fortabt uden at ane hvordan jeg skulle bestille den.

Kunne det ikke bare være en is?

Med et navn. Et simpelt navn.

Som Kæmpeeskimo?

Eller Filur?

Det ved man da hvad er. Selv nye is som Twister, har navne jeg kan finde ud af at gentage.

…

Altså i stedet for en is med et navn, der ikke er et navn, men derimod en endeløs opremsning af slik, kiks og andre kageingredienser der ikke har ret meget at gøre i en is, og som  kamuflerer den uden tvivl ganske almindelige is.

Men det skal jeg som sagt ikke kunne udtale mig om, og jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver i stand til at huske navnet så længe at jeg kan bestille den næste torsdag.

Her en sand virtuos, Vincent som er en ren mester ud i iskunsten! Almindelige is med navne jeg kan både huske og udtale!

Jeg vil ikke være med i dag..

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

Den der kampdag

Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.

Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.

Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”

Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?

Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.

Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.

Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?

Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.

Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..

For jeg kunne jo  selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.

Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.

Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.

Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.

Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?

Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.

Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.

Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.

Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.

Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.

Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.

Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.

Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.

Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!

Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.

Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.

Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.

Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.

Noget jeg ikke fatter

Er begrebet omvendt racisme. Hvordan kan racisme være omvendt?

Racisme er jo meget klart defineret: Det er opfattelsen af at en biologisk race, oftest defineret af hudfarve, opfattes som overlegen eller underlegen i forhold til andre racer.

Dette udsagn kan man være enig i eller man kan lade være – det er ikke spøgsmålet. Jeg vil ikke komme ind på at jeg naturligvis synes det er noget pjat at katalogisere folk efter hudfarve. Jeg vil også undlade at sige, at jeg mener at racister er indskrænkede små mennesker som burde sendes på en dannelsesrejse jorden rundt og opleve at der findes fantastiske og dejlige mennesker uanset hudfarve.

Ligesom idioterne heller ikke har samme farve eller andre fællestræk. Desværre – det ville ellers være rart at kunne genkende dem på lang afstand!

(vil lige indskyde at jeg kun tænker på hudfarve i dette indlæg – religion holder jeg helt ude af disse betragtninger – det må komme en anden god gang)

Men jeg undres over hvordan folk kan tale om omvendt racisme. Jeg mener – enten er man racist eller også er man det ikke.

Der findes en hel del racister rundt omkring i verden, og de har ikke alle sammen den bleg-beige farve, jeg lige er i besiddelse af. De kan have alle de forskellige farver der findes. Men det glemmer mange.

For en del år siden opholdt jeg mig i Sydafrika i et par måneder. Apartheid var officielt afskaffet, men præsidenten var stadig hvid.

Der blev ofte talt grimt til mig, men kun lige indtil det sekund, jeg meddelte dem at jeg var dansk. Så fik piben en anden lyd. Hvilket forbløffede mig. Jeg kunne jo i realiteten være ligeså racistisk i min tankegang, som den sikkerhedschef på fabrikken hvor jeg havde min gang.

Han sagde en dag, under tilstedeværelse af et andet menneske med en anden farve end hans egen, at den slags mennesker jo faktisk kun var dyr. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, så ubehagelig var den oplevelse.

Jeg er jo ikke automatisk et godt og ikke-racistisk menneske, blot fordi der står DK på mit rødbedefarvede pas. Man kan heller ikke konkludere at ingen mennesker med brun hudfarve er racister.

Omvendt er jeg ikke racist, blot fordi jeg er nu engang er hvid.

Racisme er blevet til et trumfkort, som trækkes når man skal lukke munden på alle som stiller krav og siger fra, overfor mennesker der ikke ser ud som dem selv, og det er jo det værste vrøvl.

Men for mange, er racisme åbenbart kun legitimt at tale om, hvis det går den ene vej. Her i landet – Frankrig, såfremt nogen skulle være i tvivl – findes der en forening ved navn SOS Racisme. En god organisation hvor man kan få hjælp hvis man mener man er blevet uretfærdigt behandlet på grund af sin hudfarve.

Desværre accepterer de meget sjældent klagerne, hvis det går den anden vej, og det i sådan en grad, at en højtstående ansat, simpelthen endte med at sige sit job op i organisationen. Han blev træt af at en bestemt slags sager, konsekvent blev lagt på is og ikke behandlet.

Det hænger jo ikke sammen?

For så er vi, efter min ydmyge mening, nemlig ude i noget helt andet og meget mere alvorligt – nemlig ytringsfrihed.

Det var så onsdagens sure opstød!

Vandhanebrok

Nogen påpegede at jeg var holdt op med at brokke mig over Æblebakken efter det blev besluttet at vi vender hjem til øen igen.

Det var nu ingenlunde den forestående flytnings skyld, men derimod det faktum at jeg fornemmede at jeg havde opbrugt min brokkekvote.

Nu er bægeret imidlertid atter blevet fyldt og jeg føler igen en inderlig trang til at brokke mig. Denne gang skal det gå ud over de old.. – så hedder det vel ikke oldnordiske? Men kan man bruge udtrykket oldnormanske?? Nej vel?

Hvorom alting er, nordisk eller normansk, jeg er træt af gamle vandhaner. Eller, det er faktisk nye vandhaner, men konceptet er ikke helt opdateret.

For at sige det på en diplomatisk måde.

Jeg taler om vandhaner der kun løber en slags vand ud af. Koldt eller varmt. Eller, for nu at være korrekt: Knust is eller kogende vand.

Såfremt køkkenvasken er optaget af en opvask eller andet nyttigt som dermed umuliggør håndvask efter wc-besøg, så er man nødsaget til at vaske hænder på badeværelset.

Dette er ikke en udpræget fornøjelse. Det er faktisk pest eller kolera.

Ud af den ene vandhane kommer vandet nemlig ud i firkanter så koldt er det. Den anden hælder vand ud, der er varmt nok til at lave te direkte..

Så man står sådan lidt og tripper, alt efter humør, vind og vejr. Jeg kan vælge at starte med den kolde hane før det bliver til knust is, og så skynde mig at komme ind under den varme hane før jeg får fingrene skoldet, og derpå gøre færdig under den kolde.

Jeg kan også bide tænderne sammen og brænde mig – det er sjældent den løsning jeg vælger, og sluttelig kan man bare vaske hænder uden så meget pjat, men så  føles det som om man har æltet et pose frosne ærter i 4 minutter, og i den næste time, er man ganske  lam af forfrysninger

Det er altså meget værre end det lyder. For det er under yderst stressende forhold man overhovedet får vasket hænder – garanteret ikke så længe for sundhedsstyrelsen foreskriver. Og man bruger sikkert også langt mere vand.

Så er det man glæder sig inderligt til at vende hjem til sit dejlige badeværelse. Med gulvvarme. Og kun en vandhane! Med vand der kan reguleres efter ens kropstemperatur.

Men gad dog vide hvad jeg skal finde på at brokke mig over, hjemme på øen.

Nå – det kommer nu nok ret hurtigt hvis jeg kender mig selv ret!!

DØD over nissebamsen..

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

Noget om etisk fordring

Eller også er det en slags indrømmelse. Et surt opstød er det i hvert fald.

Engang for længe siden.. Kan man overhovedet starte et seriøst blogindlæg med den sætning? Jeg mener det er ret tæt på ”Der var engang”.. og det er jo et eventyr.

Dette her er bestemt ikke et eventyr – det er almen oplysning om hvordan NOGEN kan virke på andre. Til skræk og advarsel. Om hvordan man måske ikke bør opføre sig.

En eller anden form for menneskelig smålighed. Eller jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det.

I hvert fald, engang for længe siden.. jeg var kommet til en ny by. Var selv ny. Kendte ingen, ikke et øje. Børnene var små. De kendte heller ingen. Og jeg var ved at gå til, fordi jeg ikke havde nogen at snakke med.

Stor var derfor min glæde, da en anden mor inviterede et af mine børn for at lege med et af hendes børn. Og mig med – til en kop te. Ô lykke.

Det var faktisk hyggeligt. Med speltboller uden form. Og urtete.

Lige indtil.. damen gav sig til at fortælle stolpe op og stolpe ned om denne her fantastiske husmoderforeningsklub. Alt det sjove og spændende de lavede. Lokale damer, naboer, lige om hjørnet, med børn i mine børns skole – endda klasser.

Det lød SÅ sjovt.

Men det var åbenbart ikke noget for mig, for jeg blev ikke inviteret med. Som i aldrig nogensinde.

Nu synes jeg ikke det er så rart sådan ligefrem at invitere sig selv, men jeg var jo desperat, og kunne ikke dy mig for at smide mig mentalt på gulvet, så hun lige kunne få fornøjelsen af at træde lidt på mig..

Fordi.. jeg sagde jo til hende at jeg syntes det lød spændende – samt at DET kunne jeg sandelig godt tænke mig. Men da det ikke ligesom blev taget op – så hang min etiske fordring der i luften og blafrede lidt ensomt.

Og jeg undrede mig helt enormt.

Når man ligefrem står og fortæller folk at man har brug for at lære andre at kende, at man savner at have en omgangskreds, og de ikke reagerer på det?

Hvad skal der så til?

Det lyder bittert – det er det da også lidt – men det er faktisk allermest undren over, hvordan man kan være sig selv nok på den måde. Der er nok en del som aldrig har hørt om den etiske fordring, og det er en skam.

At der skulle gå noget nær fem år, før der var andre end hende den søde fra Tyskland, som ville invitere mig på kaffe.

Er det mon et politisk korrekt fænomen?

Remake nr. næst

Nu prøver vi lige igen.

Altså , da jeg engang i tidernes morgen – og vist egentlig mest for at have en undskyldning for hvinende at krybe i skjul i First Mans favn – så ”Alien3” blev jeg næsten ligeså glad, som da jeg året før havde, ligeså hvinende, havde set ”Terminator 2”.

Det der udløste min uforbeholdne glæde over disse film, især over slutningen, var det faktum at de rent faktisk sluttede. At der var ingen vej tilbage. Det var næsten smukt.

Filmen sluttede simpelthen uden mulighed for at helten kunne komme tilbage og lave en nummer næst film.

Ikke ligesom Rocky, Rambo og Dirty Harry som bare slyngede fortsættelser ud til sagesløse biografgængere verden over, uden tanke for om kvaliteten af disse fortsættelsesfilm måske kunne give publikum varige skader på krop og sjæl.

Ikke at det nogensinde er blevet bevist – men alligevel, det er slet ikke utænkeligt.

Derfor var jeg så glad.

Det var dog en stakket frist – uundgåeligt vil nogen mene, men jeg havde dengang, mine ungdommelige illusioner om integritet kontra indtjening, intakte – og jeg var chokeret, intet mindre, da der i 1997 udkom en Alien 4.. som jeg i øvrigt altid har nægtet at se, idet jeg ikke mente der var et fornuftigt grundlag for filmens eksistens.

Muligvis også lidt, fordi jeg ikke mere havde brug for undskyldninger til at gemme mig i First Mans arme på blondinemåden.

Da Terminator 3 så blev smidt på markedet i 2003, var jeg ikke engang chokeret – blot skuffet og fuldstændig desillusioneret. Men hvis sandheden skal frem, gik jeg, siden Alien 4, såmænd bare og ventede på det ville ske.

…

Men det er nu også lidt ufint, at hænge samtlige mutte-muskelmænd-in-action-film ud på denne måde, for jeg forstår faktisk godt behovet for en fortsættelse. Hvis jeg har læst en god bog, vil jeg meget gerne have en fortsættelse, noget mere, for at fastholde fortryllelsen lidt endnu.

Jeg tvivler nu på at filmindustriens bagmænd, har så reelle og idealistiske hensigter med deres film, jeg må nok indrømme at jeg tror mere på en finansiel indflydelse, hvor grotesk det end lyder.

Så kan man, sådan lidt en passant for sig selv, spekulere lidt over hvordan det er med daglige blogindlæg. Om de bliver ved med at more – eller hvordan det lige ligger med det..

Næse for hår

Nu ved jeg ikke med jer.. Men jeg har i de sidste år, hist og her, fundet mystiske tilføjelser på min krop. En af de nyanskaffelser jeg er kommet i besiddelse af, er hår i næsen.

Ja, jeg ved det godt – det er lidet charmerende med egen pels i næseborene. I det mindste får det mig ikke til at snorke. Det kunne man ellers godt foranlediges til at tro, med sådan en fortykning af den nasale luftudgang. Men ingenlunde.

Til gengæld stritter de.. Og nej, det er hverken ret pænt eller ladylike. Så derfor skal de fjernes. Og ER I godt klar over hvor ondt det gør at flå sådan et enkelt hår ud af næsen?

Plukke øjenbryn med en pincet af ældre dato er hundrede gange mere humant. Faktisk er jeg overbevist om at næsehårsudflåning er en meget effektiv form for tortur.

Jeg ville være i stand til at afsløre ALT, stillet overfor en pincet i næsehøjde.

Det er en anelse problematisk, hvis man nu har noget at skjule for sin mand. Og han tilfældigvis tager ophold i badeværelset mens man står der og prøver at afpelse sig selv, med tårerne sprøjtende ud i lokalet.

Han siger: ”Nå skat – hvad har du købt til min fødselsdag”. Hvortil man plejer at le koket, og sige: ”en gulerod og en urtekniv.. Ha ha du troede på mig.”

Nu, med højre næsebor fuld af et torturinstrument, lyder det derimod – meget lidt koket – ”Et weber termometer for helvede – men du får mig ikke til at sige at jeg også har købt en kompressor på tilbud i Aldi.”

Derfor er jeg også helst alene, under disse seancer.

Jeg har prøvet at udtænke alternativer, men jeg tror ærligt talt ikke at det er særlig sundt at putte hårfjerningscreme i næsen, jeg ved nu heller ikke lige, hvordan jeg skulle spule creme – og hår – ud igen, der er jo ligesom kun hul i den ene ende, sådan mod det udvendige af mig, mener jeg.

Og er det ikke sundt at putte cremen i næsen, er det nok endnu værre at sluge det hele via bihulerne.

Så har First Man sådan en fancy ting med motor på. Det ligner en meget tyk kuglepen.

Eller faktisk ved nærmere eftertanke ligner det en minitaser (en taser er sådan en elektrisk dims som man slår folk og røvere omkuld med i amerikanske film) og den har sikkert samme effekt. Det må føles som 50.000 volt direkte igennem systemet, medførende et vandfald af smertens tårer.

Jeg skylder at sige, jeg ikke har prøvet den.

Mænd har nemlig så mange bussemænd hele tiden, så jeg tvivler på den er så lækker igen.

Desuden har Zorronaldo åbenbart også prøvet den, for her i sidste uge meddelte han at den ikke virkede..

Jeg holder meget af både min mand og min ældste søn, men ikke nok til at jeg har lyst til at dele bussemænd med dem.

Så af flere onder, tror jeg bare jeg fortsætter med at luge, med den gamle pincet. Hår for hår.

Racist eller hva’?

SÅ.. Jeg skrev ordet. Nu er der ingen vej tilbage.

For at vende tilbage, til det der med nyheder, som får mig til at fare i tasterne, så læste jeg noget som fik mig til at spærre øjnene op og tvivle et splitsekund på fornuftigheden ved ytringsfrihed.. Men indrømmet – kun et kort øjeblik.

Der findes nogle mennesker som kalder sig selv for salafister. Dem har I garanteret hørt om.

Og dem er jeg, for nu at sige det på en rigtig pæn måde, ikke ret enig med.

Om noget som helst.

Og jeg så gerne at de blev hældt ud på en eller anden ø, hvor de kunne sidde og sparke på nogle imaginære dæk og flytte rundt på deres ædlere dele, som de  nu lyster, for at begrænse deres lyst til at bestemme over andre.

For ja, jeg regner med at det er mænd – for jeg tvivler eddersparkeme på at der er så forfærdeligt mange kvinder som er salafister?

Jeg kan naturligvis tage fejl, men det står ligesom at læse mellem linjerne, i deres partiprogram. Skulle der nu – meget mod min forventning – være kvinder som også, frivilligt, er salafister, skal de naturligvis have lov til at være det.

Bare det foregår på føromtalte ø. Rigtigt LANGT væk fra almindelige demokratier og så mig.

Men..

Så kommer spørgsmålet.

Er jeg så racist?

Som udgangspunkt mener jeg, at alle har ret til at være her. De skal blot ikke mase deres mening ned over hovedet på mig, eller andre.

Som Svenne siger, når en eller anden tiltaler ham med den lidet flatterende titel, af netop racist: ”Nej det er jeg ikke – men du kunne blive grunden til at jeg bliver det!”

Tanken om, at de der salafister vil lave hele verden om til et surt, kedeligt, gråt og trist venteværelse uden læsestof – og så et endnu værre sted til kvinder – er da absurd.

Jeg vil ikke gå så langt, som til at sige offentligt, at det er en syg måde at tænke på – men det nærmer sig godt nok noget, jeg ville kræve, de kom i behandling for..

Når jeg sådan skærer alle salafister over en kam, er jeg vel intolerant, grænsende til noget racistisk?

Det er nu ikke så meget hudfarve eller etniske oprindelse – og det ligger vel dybest set i ordet ”race” – som det er  den deciderede fælles dumhed som provokerer mig..

Hov nu sagde jeg det.. Nå, men så i hvert fald folk der synes det samme mærkelige noget..

Men okay så er jeg racist.. Eller noget.

Og det må jeg så leve med – for at acceptere sådan et menneske- og verdenssyn, er mig så meget imod, at jeg aldrig ville kunne række hånden frem mod dem, for at mødes i den store fælles forståelse.

Og så lige til sidst – til de der ”vi-skal-alle-forstå-hinanden-og-sidde-i-rundkreds-og-holde-i-hånd” som mener at det er den samme gud, ikk?..

Vel er det ej – min gud er nemlig HELT med på fest og ballade.

Piller på den lede måde

Jeg mener ikke dem der, som andre mennesker stikker til én, hvis de lige har noget at sige på den onde måde. Selvom de skam også kan være noget bitre at sluge.

Nej , jeg mener de små tingester, som på vej ned igennem et af rørene, pludselig skifter retning og kiler sig fast ved siden af en mandel. For højt oppe til at det er overstået, og for langt nede til at man ikke helt kan harke den op.

Er I klar over hvor dårligt det smager? Ydermere bliver den helt opløst, mens man febrilsk prøver at nå frem til håndvasken for mere vand. Man får forbrændinger på indersiden af halsen, helt om til baghjernen og man kan smage det i næsen indtil man har nyst et par gange eller ti. Ækelt.

Jeg ved ikke helt om det værste er en b-vitamin eller en pamol.. Eller om de er lige slemme.

Nå men, godmorgen i hvert fald – eller hvad det nu bliver til.. Vi ses til kage senere!

Hold på hat og bryster

Noget af det, som altid har fået mig helt op i det røde felt, og til at tage ditto sokker på over det hele, er den forskel på hvordan mænd og kvinder ”må” behandle deres attributter på.

Det startede en dag for mange år siden, dengang en buksedragt i skrigende pink var højeste mode, engang lige i starten af firserne.

Jeg skulle til købmanden for at hente et eller andet for min mor, og det skulle vist gå lidt tjept. Da jeg på tilbagevejen fik øje på kammeraterne, løb jeg hurtigt over for lige at sludre to minutter, før jeg skyndte mig videre hjem.

Byttepengene havde jeg i brystlommen, og for ikke at de skulle hoppe ovenud når jeg løb, og jeg så ville tabe dem – holdt jeg på lommen. Og Michael, legekammerat og nabo, sagde straks, da jeg nærmede mig: ”Adddr, hvorfor holder du dig på patterne”.

Bestyrtet stirrede jeg først på ham, dernæst ned på mit usandsynligt flade bryst, og så igen på ham. Lidt usikkert meddelte jeg, at jeg altså bare holdt fast på min lomme så jeg ikke tabte pengene. Den ene lomme kun – skal det lige siges.

Nå men så var det jo en helt anden sag. Men jeg var dog stadig en anelse perpleks og forstod det ikke helt.

Ikke desto mindre er følelsen af at min dobbelte airbag helst skal gemmes lidt væk med mindre den skal bruges til noget fornuftigt, blevet hængende.

Hvor ofte ser man lige en kvinde ugenert klø sig på brystet, subsidiært læsse dem ordentligt på plads i bh’en, hvis de af vanvare er hoppet lidt udenfor. Nej vel?

Eller hvis man gør – så skorter det ikke på saftige adjektiver fra mandlige tilstedeværende, som henleder tankerne på letbenede damer, af den slags som får penge for at gøre noget rart ved mænd. Lumre bemærkninger, alt imens de klør sig i skridtet.

Man må nærmest ikke engang amme mens andre kan se det.

Eller forestil jer kvinder som konsekvent glor på mænds skridt, mens de taler sammen? Nej vel – igen?

Nå, luk nu øjnene.. og tænk på en eller anden mand – og jeg mener virkeligt HVILKEN som helst mand.

Så vil jeg godt – nej, ikke æde en stråhat, for det kom Mr. Q galt af sted med her forleden – men jeg er sikker på at alle de mænd, der så bliver tænkt på, har rystet deres ædlere dele på plads – indtil flere gange i fuld offentlighed, uden blusel.

De bliver varmet foran tv’et om aftenen, de bliver løftet, eller skubbet på plads, hvis de sidder i klemme, eller bare lige nulret lidt for det tilfælde at de føler sig ensomme.

Og ingen tænker at det er en specielt mærkelig handling, for det gør alle mænd jo.

Men sæt nu billedet af en kvinde ind i stedet. Kvinde som sidder og holder sig på brysterne foran tv’et, kvinde der skubber eller løfter – i hvert fald lægger dem bedre på plads. Eller bare jævnligt skal mærke efter om de er der endnu.

Et utænkeligt syn – medmindre det bliver udført af en mand, PÅ en kvinde!

Jeg vil derfor opfordre alle til at gribe i egen barm – lidt brystbefamling af egne attributter må være på sin plads – så vi kan få udlignet denne fysiske uretfærdighed!

Vi kan jo altid snakke om vejret..

NU er det altså lige nok. Blev der sagt.

Normandiet er grønt.. Danmark er meget grønt – hele Europa er grønt. Hvad er det lige der sker for meteorologerne? For det kan da umuligt være vejrets skyld.

Jeg har oplevet mere regn de sidste 2 måneder end i hele resten af mit liv. Den del jeg har levet altså.. Det er muligvis løgn men det føles sådan.

Jeg mangler sol i den grad. Jeg visner.. Nårh nej.. Jeg drukner. Og hvor er Noahs ark henne – så jeg kan få en sejltur på bølgen grå indtil vi aner solstrejf igen??

Jeg fryser også. Har simpelthen taget sokker på, allerede her, flere måneder inden jeg plejer at lægge ballerinaskoene væk og iføre mig sokker og varme sko – med snørebånd. Det varer heller ikke længe inden undertrøjen bliver gravet frem fra gemmerne.

Numsevarmeren har endda været tændt – indtil flere gange!

Mit varmetæppe er også taget i brug – jeg fik de ondeste forfrysninger da jeg kravlede ned i sengen i sidste uge – så nu indtager jeg ikke min plads under dynen uden at sikre mig at den er forvarmet.

Men vi kunne naturligvis godt tænde for varmen. Jeg er bare lidt for nærig – det er for pokker kun midt i september.. Det er bare ikke okay.

Prinsessen er allerede begyndt at få ondt i halsen. Så der skal snart laves et raid hos en vitaminpusher, så vi kan få fyldt depoterne op, inden vi alle sammen bukker under, inficerede med skørbug og byldepest.

Eller forkølelse. Jeg får nemlig altid den mandlige version af forkølelser. Også selvom jeg ikke har noget der dingler.. I hvert fald ikke lige der.

Det gode ved det der våde, klamme og kolde vejr, er derimod, at det ligefrem skriger på hjemmebagte boller og varm kakao.

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.. Men det ville altså ikke gøre noget, hvis det også holdt op med at regne.

Skilt til Fru Z

Nå – man skal holde hvad man lover.

Og Fru Z har brug for opmuntring. Så jeg tilbød naturligvis at lave et skilt..  Og det sagde hun ja til.

Så – værsgo Fru Z og må Feriekonto så brænde i helvede et par timer: