Arkiv | Aversioner RSS feed for this section

En ulykke…

23 okt

Kommer sjældent alene.

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Is

22 apr

Kung-Fu, Magnum, Twister, Astronaut, Lynstang.

Og så is, jo altså. Fællesnævneren.

Et dejligt nemt ord – og kort – som kan udtrykke et helt bestemt ønske!

Der er naturligvis flere former for is, men lige her handler det om den slags med fløde og sukker og sikkert også en masse grumme tilsætningsstoffer.

Det er endda begyndt at være ved den tid, at man kan overveje at spise en is uden at få forfrysninger ved tanken. Nu er det også flere dage siden der var sne sidst, så jeg var da begyndt at savne det kolde gys.

Eller nej..

Nå, men altså, så var det jeg hørte en radioreklame. For is. Is leveret i blå biler med tilhørende klokkebimlen. For, reklamere for dem ved at nævne dem ved navn, vil jeg ikke.

Jeg kan nemlig ikke udtale deres nye is. Heller ikke engang hvis jeg lader som om jeg er Texaner. Hvad jeg ikke er.

Helt ærligt, hvad sker der for de som styrer de blå isbiler?

En is skal da have et forholdsvist nemt navn, så det ikke tager 20 minutter at købe den?

Eller hvad?

Jeg kan ikke engang huske halvdelen af navnet. Heller ikke når jeg lige har hørt reklamen, og jeg ville stå ganske fortabt uden at ane hvordan jeg skulle bestille den.

Kunne det ikke bare være en is?

Med et navn. Et simpelt navn.

Som Kæmpeeskimo?

Eller Filur?

Det ved man da hvad er. Selv nye is som Twister, har navne jeg kan finde ud af at gentage.

Altså i stedet for en is med et navn, der ikke er et navn, men derimod en endeløs opremsning af slik, kiks og andre kageingredienser der ikke har ret meget at gøre i en is, og som  kamuflerer den uden tvivl ganske almindelige is.

Men det skal jeg som sagt ikke kunne udtale mig om, og jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver i stand til at huske navnet så længe at jeg kan bestille den næste torsdag.

Her en sand virtuos, Vincent som er en ren mester ud i iskunsten! Almindelige is med navne jeg kan både huske og udtale!

Jeg vil ikke være med i dag..

1 apr

Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Jeg kan altså ikke lide aprilsnar.

Jeg synes det er synd for naive godtroende mennesker, som for eks. undertegnede, at man skal løbe rundt i evig mistro hele dagen, for at undgå at falde i de værste fælder.

Kunne man helt sløjfe dagen, ville jeg blive glad. Jeg snakkede sidste år om at lave en 32 december i stedet for, men det er som om det forslag ikke helt har vundet tilhængere.

Vi var da heller ikke mere end lige akkurat trådt over tærsklen til denne, af mig så forhadte dag, før jeg var våd til navlen. I overført betydning. Jeg faldt i med begge ben da Gårdmand Bjørn råbte ned til mig: ”Divaen har kastet op”.

”Nej dog” råbte jeg og var halvvejs på vej op ad trappen for at se hvad der dog var gået galt, idet min ældste datter havde haft det fint mindre end 10 minutter tidligere.. ”Apriiiiiiiiiiiiiiiilsnar” lød det så, alt for triumferende, deroppefra, efterfulgt af latterbrøl.

Jeg sendte hele banden i seng.

Grunden til at jeg havde børn der var oppe, på den forkerte side af midnat, var noget som jeg faktisk havde tænkt mig at fortælle om i dag, noget fantastisk spændende og sjovt, men da det nu er den første april, vil jeg helt holde min mund og lade være med at sige noget. Og så i øvrigt bare vente til i morgen.

Der er ikke engang nogen kage i dag.

Den der kampdag

10 mar

Endnu en sur bøvs.. I må bære over med mig – det er vist snart den tid på måneden. Meget apropos.

Altså.. I torsdags var det den der kampdag. For kvinder.

Jeg får næsten kroniske røde knopper og tics ved øjnene. Mit indre neonlys blinker ”Lilla ble og Ø-lejr.”

Jeg har aldrig nogensinde fattet hvorfor man ikke godt kunne kæmpe på barrikaderne mens man så godt ud? Hvorfor måtte man ikke gå med bh eller barbere ben, hvis man havde ambitioner om at blive taget seriøst?

Nogen siger at vi ikke har noget at kæmpe for mere, og at det er derfor så mange er ligeglade med den der kampdag.

Men jeg mener at der stadig er forskel. Der er stadig ting som er uretfærdige. Vi skal stadig gøre opmærksom på at noget skal gøres. Men man behøver hverken have kasserollefrisure eller være kvinde for at kunne råbe slige uretfærdigheder op.

Jeg har også svært ved at forstå hvordan man kan være mand i et talibanstyre. Hvordan kan man acceptere at ens mor ikke må gå til lægen, at ens kone ikke må købe ind alene, og at ens datter ikke må lære at læse?

Jeg har været på Ø-lejr. Flere gange. Selvom det er meget længe siden er det muligvis, eller rettere højst sandsynligvis, derfor jeg ikke er så meget til fællesbade, teltovernatning eller rundkreds.

Men altså, på Ø-lejr var alle lige, og folk rendte rundt uden tøj på. Altså når det var varmt.. Det var det ikke altid i Danmark, så jeg havde dem lidt mistænkt for at gå uden tøj bare fordi de synes det var sjovt – eller måske netop på grund af den der forskel..

For jeg kunne jo  selv se, at der var forskel. Også selvom vi næsten blev belært om det modsatte.

Som mor til to af hver slags, kan jeg også se at der er meget stor forskel på piger og drenge. Himmelvid forskel. Jeg har endda været så heldig at jeg har fået et roligt eksemplar og et.. ikke så roligt eksemplar – af hver slags. Og de er stadig ikke ens.

Men det betyder ikke at nogle af dem er bedre end de to andre. De er forskellige. Både i køn og væremåde. Og det er ikke bedre at være en rolig dreng end en uregerlig pige. Det er blot anderledes.

Det er så meget mangel på respekt for det enkelte individ, at ville putte mennesker i kasser. Jeg hidsede mig også op til flere interessante raserianfald da jeg kunne læse om folks forargelse da der var blevet lavet lyserødt lego.

Jeg endte ligeledes med at piske en hel stemning op da jeg hørte om en person af svensk intetkøn, som opdrog sine børn fuldstændigt aseksuelt. Jeg kunne godt blive helt bekymret for hvad dens børn skulle blive til en dag. Gad vide om personen var klar over HVORDAN de børn blev undfanget, eller mon vi var ude i noget helligånd?

Det at vi er forskellige, gør ingen bedre end andre. Bare så det er helt klart.

Hvis jeg siger at hvide mennesker er bedre end sorte, så lyder der ramaskrig fra alle verdenshjørner. Hvis jeg siger at kristne er bedre mennesker end muslimer, så falder der brænde ned og nogen går omgående igang med flagafbrænding.

Hvis jeg siger at drenge er bedre end piger.. Så harmes civiliserede mennesker da også.

Hvis jeg i stedet siger – der er forskel.. Så er alle enige, i princippet. Til et vist punkt. I forhold til farve og religion, ja. Men det er straks en anden sag med kønnene. For vi må endelig ikke lave drengelegetøj og pigelegetøj. For SÅ er der straks hysteriske mennesker både her og der, samt ligestillings-kirke-og alt det andet han nu skal tage sig af-ministre, som tager voldsomt på vej.

Men jeg må godt få en stramtandet kam til mit eget hår, og give en anderledes kam til et menneske med afrohår. Jeg må også gerne servere frikadeller til kristne og nøjes med oksesteg til muslimer. Det vil ingen anfægte – de vil tværtimod kalde mig tolerant og forstående fordi jeg anerkender at folk er forskellige.

Men køber jeg lyserødt lego til Prinsessen er fanden løs i laksegade.

Men så har jeg lige et scoop her: Gårdmand Bjørn er ikke mindre dreng af at have leget med lyseblå øjenskygge og dametasker. Han bliver heller ikke mere dreng af at lege med actionman og biler.

Billede (19)

Ligesom Prinsesse Lyserød ikke er mindre pige når hun klæder sig i militærtøj, eller leger med biler. Hun bliver heller ikke mere pige af at lege med lyserødt lego og dukker.

feb-mar 09 016

Jeg vil endda gå så langt som at vove den påstand, at jeg ikke bliver mindre mor blot fordi jeg er konge!

Men at kæmpe for at vi alle sammen både skal klø os i skridtet og synes vi er for tykke, i en eller anden fælles misforstået samdrægtighed, det vil jeg bare ikke.

Jeg gider i øvrigt slet ikke kæmpe.

Hverken den 8. marts eller nogen anden dag.

Det må være nok at opdrage sine børn til at behandle alle mennesker lige, hvad enten de har tap på eller ej. At opdrage dem til at se at alle mennesker er lige meget værd, og at det er bedøvende ligegyldigt hvad vi kan lide at lege med.

Noget jeg ikke fatter

8 feb

Er begrebet omvendt racisme. Hvordan kan racisme være omvendt?

Racisme er jo meget klart defineret: Det er opfattelsen af at en biologisk race, oftest defineret af hudfarve, opfattes som overlegen eller underlegen i forhold til andre racer.

Dette udsagn kan man være enig i eller man kan lade være – det er ikke spøgsmålet. Jeg vil ikke komme ind på at jeg naturligvis synes det er noget pjat at katalogisere folk efter hudfarve. Jeg vil også undlade at sige, at jeg mener at racister er indskrænkede små mennesker som burde sendes på en dannelsesrejse jorden rundt og opleve at der findes fantastiske og dejlige mennesker uanset hudfarve.

Ligesom idioterne heller ikke har samme farve eller andre fællestræk. Desværre – det ville ellers være rart at kunne genkende dem på lang afstand!

(vil lige indskyde at jeg kun tænker på hudfarve i dette indlæg – religion holder jeg helt ude af disse betragtninger – det må komme en anden god gang)

Men jeg undres over hvordan folk kan tale om omvendt racisme. Jeg mener – enten er man racist eller også er man det ikke.

Der findes en hel del racister rundt omkring i verden, og de har ikke alle sammen den bleg-beige farve, jeg lige er i besiddelse af. De kan have alle de forskellige farver der findes. Men det glemmer mange.

For en del år siden opholdt jeg mig i Sydafrika i et par måneder. Apartheid var officielt afskaffet, men præsidenten var stadig hvid.

Der blev ofte talt grimt til mig, men kun lige indtil det sekund, jeg meddelte dem at jeg var dansk. Så fik piben en anden lyd. Hvilket forbløffede mig. Jeg kunne jo i realiteten være ligeså racistisk i min tankegang, som den sikkerhedschef på fabrikken hvor jeg havde min gang.

Han sagde en dag, under tilstedeværelse af et andet menneske med en anden farve end hans egen, at den slags mennesker jo faktisk kun var dyr. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, så ubehagelig var den oplevelse.

Jeg er jo ikke automatisk et godt og ikke-racistisk menneske, blot fordi der står DK på mit rødbedefarvede pas. Man kan heller ikke konkludere at ingen mennesker med brun hudfarve er racister.

Omvendt er jeg ikke racist, blot fordi jeg er nu engang er hvid.

Racisme er blevet til et trumfkort, som trækkes når man skal lukke munden på alle som stiller krav og siger fra, overfor mennesker der ikke ser ud som dem selv, og det er jo det værste vrøvl.

Men for mange, er racisme åbenbart kun legitimt at tale om, hvis det går den ene vej. Her i landet – Frankrig, såfremt nogen skulle være i tvivl – findes der en forening ved navn SOS Racisme. En god organisation hvor man kan få hjælp hvis man mener man er blevet uretfærdigt behandlet på grund af sin hudfarve.

Desværre accepterer de meget sjældent klagerne, hvis det går den anden vej, og det i sådan en grad, at en højtstående ansat, simpelthen endte med at sige sit job op i organisationen. Han blev træt af at en bestemt slags sager, konsekvent blev lagt på is og ikke behandlet.

Det hænger jo ikke sammen?

For så er vi, efter min ydmyge mening, nemlig ude i noget helt andet og meget mere alvorligt – nemlig ytringsfrihed.

Det var så onsdagens sure opstød!

Vandhanebrok

18 jan

Nogen påpegede at jeg var holdt op med at brokke mig over Æblebakken efter det blev besluttet at vi vender hjem til øen igen.

Det var nu ingenlunde den forestående flytnings skyld, men derimod det faktum at jeg fornemmede at jeg havde opbrugt min brokkekvote.

Nu er bægeret imidlertid atter blevet fyldt og jeg føler igen en inderlig trang til at brokke mig. Denne gang skal det gå ud over de old.. – så hedder det vel ikke oldnordiske? Men kan man bruge udtrykket oldnormanske?? Nej vel?

Hvorom alting er, nordisk eller normansk, jeg er træt af gamle vandhaner. Eller, det er faktisk nye vandhaner, men konceptet er ikke helt opdateret.

For at sige det på en diplomatisk måde.

Jeg taler om vandhaner der kun løber en slags vand ud af. Koldt eller varmt. Eller, for nu at være korrekt: Knust is eller kogende vand.

Såfremt køkkenvasken er optaget af en opvask eller andet nyttigt som dermed umuliggør håndvask efter wc-besøg, så er man nødsaget til at vaske hænder på badeværelset.

Dette er ikke en udpræget fornøjelse. Det er faktisk pest eller kolera.

Ud af den ene vandhane kommer vandet nemlig ud i firkanter så koldt er det. Den anden hælder vand ud, der er varmt nok til at lave te direkte..

Så man står sådan lidt og tripper, alt efter humør, vind og vejr. Jeg kan vælge at starte med den kolde hane før det bliver til knust is, og så skynde mig at komme ind under den varme hane før jeg får fingrene skoldet, og derpå gøre færdig under den kolde.

Jeg kan også bide tænderne sammen og brænde mig – det er sjældent den løsning jeg vælger, og sluttelig kan man bare vaske hænder uden så meget pjat, men så  føles det som om man har æltet et pose frosne ærter i 4 minutter, og i den næste time, er man ganske  lam af forfrysninger

Det er altså meget værre end det lyder. For det er under yderst stressende forhold man overhovedet får vasket hænder – garanteret ikke så længe for sundhedsstyrelsen foreskriver. Og man bruger sikkert også langt mere vand.

Så er det man glæder sig inderligt til at vende hjem til sit dejlige badeværelse. Med gulvvarme. Og kun en vandhane! Med vand der kan reguleres efter ens kropstemperatur.

Men gad dog vide hvad jeg skal finde på at brokke mig over, hjemme på øen.

Nå – det kommer nu nok ret hurtigt hvis jeg kender mig selv ret!!

DØD over nissebamsen..

13 dec

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

%d bloggers like this: