De der araknae..nogle

Små ækle kryb. Eller faktisk er de kæmpe giga store. De er så store at vinduerne sitrer, når de tramper hen over gulvet for at angribe uskyldige mennesker.

Det sære er at jeg ikke altid har været bange for edderkopper – for det er dem jeg snakker om.

Men som 14 årig, sad jeg en eftermiddag, stille og roligt på bunden af min morfars lænestol og læste en Agatha Christie.

Og.. ned fra himlen, eller loftet var det nu nok snarere, dalede en edderkop – og jeg sad der – så bange at jeg ikke kunne skrige, med en edderkop i mellem bogen og min næse, ude af stand til at komme væk, uden at edderkoppen kravlede enten op i håret på mig eller ned på mit tøj.

I sidste øjeblik havde jeg åndsnærværelse nok til at tage bogen og skubbe uhyret væk. Og løbe højt skrigende ud i køkkenet hvor resten af familien på det groveste ikke bare ignorerede min nærdødsoplevelse, men også fuldstændigt undlod at tage den overhængende fare jeg havde været i, seriøst.

Og siden da har jeg fået åndenød og synsforstyrrelser ved synet af sådan en krabat.

Det hjalp naturligvis ikke at jeg ”kom til” at se Araknophobia ved en fejltagelse. Troede jeg kunne se min angst i øjnene – men jeg er desværre ikke Harry Potter. Hvilket resulterede i at jeg ikke er i stand til at tage et brusebad før jeg har tjekket om der er room-mates..

Jeg har faktisk endda spekuleret på om det er en genetisk kromosomfejl, idet Gårdmand Bjørn desværre lider af samme sygdom. Bortset fra at det viste sig ret tidligt hos ham.

Jeg har en veninde Sussie, som en dag var på besøg, og hun havde bamser med til firkløveret. Store lækre bløde og dejlige bamser.. Og så var der lige en stor og blød bamse-tarantel til Gårdmand Bjørn.. Han gik totalt i panik, og fik indtil flere hjertestop. Gemte sig under bordet – nægtede at gå i seng og den slags..

Sussie var frygtelig ked af det, men rådede bod på det, et par dage efter da posten kom, med en meget sød, meget blød og blid og rolig kanin, som nu naturligvis hedder Sussie.

Tarantellen er vist gået op i røg på forbrændings stationen, for jeg tror ikke den selv kunne kravle ud af den indpakning jeg gemte ham i. Det var jeg nødt til, for Gårdmand Bjørn kunne nærmest ikke gå ind i huset af skræk for at den – bamsen altså – angreb.

Og jeg måtte love at den ikke kom ned til Røde-Kors butikken – for tænk nu hvis en af hans venner så fik den.

Hvis vi kommer til at lande foran en film, hvor den slags bæster er med på rollelisten så går vi – Gårdmand Bjørn og jeg – eller deler en god stor pude.

Den eneste film vi har kunnet tåle er Charlottes Tryllespind – som i gamle dage altså hed Tina – men lad det nu ligge.

Desværre deler vi adresse med bæster i krabbestørrelse, både på øen men også her på Æblebakken og da vi kom hjem for 2 uger siden hørte vi et råb fra badeværelset – og da JEG ikke redder nogen overhovedet fra den slags, hylede vi alle 5 i kor på First Man, som meget mod sin vilje altid bliver tilkaldt som lejemorder.

Det var til dato den største edderkop jeg har set – udenfor et bur.. Den døde dog, og endte sine dage, fladmast i et stykke køkkenrulle, på bunden af en skraldespand.

Bare den nu ikke går igen.. Man har før hørt om genfærd..

Okay.. HVORFOR 51?

Fortæl mig hvorfor.. Nej lad mig begynde med begyndelsen.

I Frankrig kan man få nogle super smarte øjen-make-up-fjerne-dimser, som jeg savnede inderligt i de 7 år og 7 måneder jeg boede i Danmark – og selvom jeg fik sendt forsyninger fra tid til anden, var det jo ikke set samme.

Nu kan jeg købe dem når det passer mig, og det passer mig fint!

Men altså.. Der er noget ved dem, som jeg altid har undret mig over. Jeg er sådan lidt tal autist. Ting skal passe sammen, og der skal være orden på sagerne.

Og det er der altså ikke når der er 51 dimser, i øjen-make-up-fjerne-dimse bøtten.

51..

51.. ???

51? Er det et specielt tal? Noget hemmeligt? Endnu en klub jeg ikke må være med i?

Hallåå – jamen hvad er lige meningen med 51?

Er det noget lavet til en med et øje i nakken?

Det har mødre jo nogen gange, men det plejer man jo ikke at putte mascara på. Hvilke væsner har ellers 3 øjne?

Fordi så er der nemlig til 17 gange make-up-fjernelse.. og ellers er der altid en i overskud?

Der må være en grund? En som jeg ikke er klog nok til at se..

Hjælp – en eller anden??

Cancan med badeforhæng

Når man er så uheldig at befinde sig i et hus, som hverken har gulvvarme eller nye badeværelser..

Nu bliver jeg lige nødt til at stoppe min historie og i stedet tale lidt om sloganet: alle har ret til et fedt..”et-eller-andet”.. Det er det mest ubehøvlede slogan jeg kender.

Ikke at jeg går ind for over- eller undermennesker, overhovedet, men jeg synes det er påfaldende i vores kultur, at man mener ligefrem at kunne have RET til et nyt køkken..

Og hvis man ikke har råd til det nye køkken i 200.000kroners klassen, hvad så? Er det så naboen, kommunen eller den, til alle tider siddende Rasmussen, som skal betale det for dig?

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men det ER faktisk muligt at lave udmærket mad i et køkken som er mere end 20 år gammelt. Det er hverken svært eller farligt.

Det kan være en lille smule mere besværligt at gøre rent, indrømmet, men for mig at se er der altså ikke den store forskel på om man slår et æg ud i sin Margretheskål stående i et gammelt køkken, eller stående i et nyt køkken.

Rent bortset fra at det nye køkken i forvejen er så dyrt at man ikke har råd til at være i det – fordi man er på overarbejde for at kunne betale det.

Og ligeledes er det ikke en uoverstigelig forhindring at tage bad i et badeværelse, som hverken har gulvvarme, lækre nye fliser, eller spots placeret i det indbyggede spejl.

Men på et punkt er jeg tilbøjelig til at være enig med sloganet. Nemlig, der hvor der er en anden løsning end et badeforhæng.

Hvilket så bringer mig tilbage til badeværelserne i Eventyrhuset. I det ene, som Firkløveret benytter, befinder der sig et badekar – og jeg mener jeg har redegjort for mit forhold til sådan en anordning.

Det andet badeværelse, som First Man og jeg benytter, når ellers Firkløveret vil lukke os ind, da de heller ikke er så begejstrede for badekarret, er et meget lille, meget gammelt og lettere køligt badeværelse, og da der ikke er nogen fancy glas-flise-væg, ej heller plexiglas-skydedøre foran brusenichen, har vi måttet nøjes med et ganske almindeligt badeforhæng.

Og det er denne anordning som har frembragt nogle tanker.

For det første, troede jeg at jeg havde købt mig et enkelt hvidt et. Dette var ikke tilfældet. Så siden jeg kom hjem og fik åbnet for min nyerhvervelse, har jeg derimod kunnet nyde synet af et sort/hvidt forhæng, med påskriften ”Elle et Lui”. I bedste ”Hans & Hendes” stil. Falsk varedeklaration siger jeg bare. Det er naturligvis til at leve med. Det er bare meget, meget grimt, men det er der jo så mange ting som er.

For det andet, da muren er skæv skulle jeg, for at sikre en overfladedækning der var nogenlunde ens og undgå syndfloder hver gang der bliver taget brusebad, også hænge badeforhænget skævt, så det kunne nå ned til gulvet i begge ender. Så æstetisk er det også her, lidt af en fiasko.

Så er der det hygiejniske.. Det lader også noget tilbage at ønske. Et badeforhæng – som præcis af denne årsag ikke har været i min besiddelse i over 10 år – skal tørres ofte for ikke at få ulækre mugpletter på – og det er åbenbart ikke nok, da der alligevel er kommet nogle klamme plamager på det. Hvilket igen betyder, at det skal tages ned og skrubbes, for at blive lidt mere appetitligt at gnide sig op af, i nøgen tilstand.

Og så er vi fremme ved det egentlige problem: fordi Eventyrhuset er så utæt, så trækker det altid, og selvfølgelig endnu mere når det blæser. Denne træk finder også vej ind på vores lillebitte badeværelse, og sammensætningen af varmt vand, træk og et blafrende badeforhæng er ikke optimal.

Man skal nemlig, under hele sit bad, danse cancan. Sagt med andre ord, stå og sparke til forhænget for at holde det fra livet. Ellers bliver man klistret ind i det på bedste vitavrap-vis, og det er både en kold og ikke videre behagelig fornemmelse at være pakket ind i cellofan, når man tilmed er våd.

Så uden dog at føle jeg ligefrem har ret til et nyt badeværelse, glæder jeg mig virkeligt til den dag jeg kommer til at bo under ordnede badeforhold igen!

Krummer.. i sengen

I morgen søndag, er det Mors dag her i Frankrig, og Firkløveret stiller hemmelige miner op, og lusker rundt og fniser omkring mig.

Jeg plejer at få morgenmad på sengen, og det har jeg da også regnet med, at jeg nok vil få i år igen.

Men så var det jeg kom i tanke om, hvor begrænset en morskab det egentlig er.

I og med det kun sker én gang om året, så når jeg at glemme at det ikke er den allerstørste nydelse – og at oplevelsen aldrig står helt mål med forestillingen om den. Faktisk lidt i stil med karbade.

Man kan – på film – ofte se lækre mænd i bar overkrop, med et lagen bundet skødesløst om hofterne, bevæge sig ind i et soveværelse på størrelse med Eventyrhusets grundplan, hen til en seng som må være 4 gange så stor som den IKEA sultan vi sover i, bærende på en bakke med en continental breakfast og en rose.

Han skal, med denne bakke i den ene hånd, rosen i den anden, bøje sig ned og vække damen der sover i sengen – med fuld make-up og perfekt sat hår. Hun vågner altid vældigt yndefuldt med et smil på de botoxfyldte læber. Så ganske ulig min egen, noget mere vrisne opvågnen, og selvom First Man er lækker – så ER det jo ikke Brad Pitt.

Hvorom alting er – det lykkes altid for parret at indtage denne morgencomplet – uden så meget som at spilde en lille bitte krumme. Ikke et eneste lille moderne blåbær triller ud på silkelagnerne, for at efterlade en stor dum plet, som ikke kan komme af – selv med biotex. Og sådan er det i alle film.

Hvorfor jeg igen kan konstatere, at film er humbug – snyd og bedrag.

Men tilbage til det virkelige liv på Æblebakken: Grunden til, at jeg ikke så tit får morgenmad på sengen, ja faktisk kun den ene gang om året, er for det første at jeg som regel vågner tidligere end alle andre, og så plejer jeg bare at vælte ud af sengen, famle mig frem til mine hjemmesko, som er livsnødvendigt tilbehør i Eventyrhuset.

Hvilket lige minder mig om vores gulvvarme hjemme på øen. Åh, salige gulvvarme. At kunne gå på bare tæer igennem huset, uden at benene nødvendigvis skal hoppe lige så hurtigt over gulvet som trommestikkerne ved en tambursolo. Og man kan også fange et barn og give dem den helt store kildetur på gulvet – uden at risikere forfrysninger.

Man kan tørre sjaskvåde flyverdragter natten over, uden at der kommer til at lugte af våd hund, for slet ikke at tale om hvor hurtigt Blondinen tørrer, når hun lægger sig på det lune gulv, hvilket minimerer den tid der reelt lugter af ægte våd hund på matriklen.

Nå, det var et sidespring. Altså, jeg får hjemmesko på og lunter, halvt i blinde, ned i køkkenet og sætter vand over med det samme. Og når jeg så har fået min te, kan jeg vågne ligeså stille og endog begynde at tale.

Hvorimod, hvis jeg bliver vækket af Firkløveret, iført morgenbakke, går det noget stærkere, det med at vågne, idet der skal opretholdes en vis balance på den givne morgenmadsbakke, for at den føromtalte te ikke skvulper, og går over sine breder og laver tsunami i indre farvande.

Ydermere skal der holdes styr på stearinlys og toasts, med så meget marmelade, at det kunne forveksles med rødgrød. Dertil kommer at det er så hyggeligt at Firkløveret også vælger at indtage deres morgenmad – hvorfor der også er flere andre tallerkner der balancerer på min dyne.

Alt sammen ikke ret nemt, når der også ligger 4 børn – som sært nok bliver større år for år – en mand, og indimellem dukker 2 forpoter og et meget venligt hundehoved forsigtigt frem over kanten.

Godt nok har vi en stor seng, men den har sine begrænsninger.

Og det ender uvægerligt med at en eller anden kommer til at tjatte til bakken, eller min arm, mens jeg er i færd med at tage en slurk, så der sjasker te ud over min stakkels uskyldige dyne.

Og krummer.

Der kommer altid krummer i sengen efter sådan en seance, og det kan godt være noget af en prøvelse. For det med krummerne har jeg altid glemt om aftenen, når jeg skal til at lægge mig i sengen igen.

Da jeg ofte først går i seng NÅR jeg er træt, og ikke FØR jeg bliver det, er det virkelig en overvindelse at skulle stå op igen. Så først ligger jeg og prøver at skubbe krummerne over i den ene side, men det giver bagslag når jeg så vender mig om. Så prøver jeg at sparke dem ned mod fodenden, men det virker heller ikke optimalt da jeg trods alt ikke bruger størrelse 48 i sko, så jeg ligesom ville kunne feje dem væk på snerydningsmåden.

Og at få det ekspederet den anden vej, over til First Mans side, er omsonst, der går nemlig sjældent mere end 3 minutter før hans snorken, eller et par velanbragte prutter, alt efter hvilken breddegrad krummerne befinder sig på, har blæst dem alle tilbage på min side.

Så er der kun tilbage at stå ud af sengen og flå lagnet af og ryste det.

Derfor har jeg haft lyst til at meddele festkomiteen, i fald der pønses på slige tiltag, at jeg kun lyst til dette morgenmadscirkus i begrænset omfang og om vi eventuelt kunne flytte indtagelsen af den continentale, ned til spisebordet for at drysse med krummerne der!

Dette billede er fra sidste år.. men når nu jeg kigger på det, var det altså ret hyggeligt trods alt – så jeg tror bare at jeg holder min mund, og nøjes med at nyde mine vidunderlige børn!

Hadeord og sprog

Åhh altså – man må godt være sart og lidt hysterisk, selvom man er over 40 og mor til 4 – bare fordi, det må man altså godt.

Lidt. Engang imellem.

Især når man falder over aversioner, som hadeord.

Jeg mener ikke alle de små ord, jeg drysser rundt i mine tekster – jo, altså, så, i hvert fald, bare, desuden og så videre. Det er nemlig små pæne fyldord, som krydrer teksten på bedste vis, og gør den appetitlig. Så de ord må man godt bruge, rigtigt meget. Jeg må i hvert fald gerne.

I starten her i blogland, turde jeg dårligt skrive noget af skræk for at komme til at skrive grammatisk forkert – og blive henvist til en skummel afsides cyber-skammekrog, og aldrig nogensinde blive læst. Så jeg gør mit bedste.

Men folk har altså ikke lært at tale ordentligt. I flæng kan nævnes:

Himbær, hångklæder, bedler, nytårsfortsæt, ynglingskage og bekræftigelse, for slet ikke at nævne ”pøsjø”, stiiiiks (steaks) eller ”én hotdogs..”

Eller ”Det gør lige meget”. 

Jeg krummer tæer og får akutte røde knopper. Jeg har virkelig en kronisk allergi overfor mennesker, der ikke gider respektere ord og sprog. Og I glemmer bare alt om at rette mine kommafejl. Tak.

Jeg skulle bare have luft – vil ikke noget fornuftigt overhovedet med dette indlæg, blot give udtryk for, hvor forfærdeligt det er at høre på.

Og så – for dog trods alt at slutte af på en positiv note – vil jeg lige vise jer en kop jeg har fået.

En Fynsk kop, købt i Spanien – til mig.

Selvom den er købt i Spanien og aldrig endnu har set Fyyns laaand, så er den  fynsk, fordi den er “søø’”. Den er nemlig så lille at der ikke er plads til “d”.

Og rigtig god Bededag til alle!

Politisk korrekt

Jeg er faktisk rigtigt træt – inderligt træt – af at skulle være politisk korrekt altid.

Når Frankrig slår Danmark i håndbold finalen vil jeg tage mig den frihed at synes meget, meget dårligt om franskmænd i hvert fald i 35 minutter, samt tvinge First Man til at stå for aftensmaden, uden at nogen vrisser ”at det kan jeg ikke tillade mig, og at det kun er sport” og ”bla. bla. bla.”

Jeg er da udmærket godt klar over at det kun er sport, men – og med fare for at nå kvalme grænsen – jeg vil vove at citere Piet Hein: den, som kun tar’ spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

Jeg, i min skuffede og nedtrykte håndboldtaber tilstand, var overhovedet ikke i stand til at lave mad, og slet ikke til en repræsentant fra vinderlandet – når nu det havde været så tæt på. Hvis vi havde vundet havde det også været mit privilegium som vindernation at få serveret mad fra taberlandet.

Det er hvad man kalder en win-win situation!

Men hvorfor skal man hele tiden synes noget, som andre har bestemt var ”det Rigtige” – ellers får man på hattepulden? Det gør mig egentlig lidt harm.

Hvorfor skal vi alle sammen synes det er synd for de der to unge mennesker, som jeg ellers er blevet forskånet for, da de vist har fået deres 15minutes of fame efter jeg har forladt landet, pseudokendisser som ikke har foretaget sig andet end at være med i et tåbeligt ”se mig” program. I hvert fald kan jeg i disse dage, ikke læse en eneste netavis, uden at min skæm bliver klistret til med parret som åbenbart er ved at gå fra hinanden. I denne sag må man vist selv bestemme hvem man har ondt af, hende som er smuttet eller ham som vil gå i behandling. Jeg har mest ondt af mig selv, fordi jeg er træt af at se på dem.

En anden sag, for noget tid siden, var Henriette Kjær’s svigermor? Hvorfor skulle vi alle sammen synes det var synd for hende? Helt ÆRLIGT.. Hun har altså selv valgt at vaske familiens beskidte vasketøj i fuld offentlighed. Jeg synes den dames opførsel er mindst lige så usympatisk som den hendes søn lægger for dagen, men okay – det skal vel også komme et sted fra – når man nu tænker efter.

Jeg kan slet ikke tælle alle de blog indlæg jeg har slettet, eller aldrig skrevet færdig, fordi – åhh nej – nu kommer jeg vist til at træde nogen – eller deres skytsengle over tæerne, så jeg må hellere lade være. Hvis jeg nu skriver at jeg ikke er enig i den måde mange mennesker opdrager deres børn på, så skal jeg nok rode mig ud i noget slam. Eller hvis jeg skriver om hysteriske gravide eller sådan..

Men bliver verden ikke kedelig og grå hvis vi aldrig kan være forskellige?

Kan man ikke være uenig uden at skulle vrisse af hinanden?

Og jeg indrømmer blankt, at jeg ofte mener ”noget andet” blot for at provokere en lille bitte smule. Også selvom det måske ikke er gennemtænkt – men fordi jeg får kvalme over at ”synes det samme som hende der sagde noget lige før”.

Ikke ret voksent og modent – nej. Men det har jeg på den anden side heller ikke nogen sinde reklameret med, at jeg var!

Camping og genvordigheder

Jeg kunne godt lide at gå til gymnastik da jeg var teenager, men siden er der ikke sket så meget igen. Derfor stirrede jeg også en del, da min søde veninde Kirsten spurgte om jeg ikke ville med til Landsstævnet. Jeg havde seriøst aldrig hørt om det før, og var noget skeptisk, da det gik op for mig, mens hun forklarede, at det indebar at jeg skulle sove i et telt.

Såfremt jeg kan undgå det, sover jeg ikke i telt, endsige udenfor eller noget andet ukomfortabelt. Da jeg som barn blev slæbt med på campingture rundt om i Europa, var det en betingelse at jeg havde en drømmeseng –  luftmadrasser hader nemlig mig, for dem jeg sover på mister altid luft, uanset hvordan jeg så bærer mig ad. Derudover skulle min dyne også med, idet jeg er ude af stand til at sove i en sovepose.

Men Kirstens overtalelsesevner er gode, så det endte med at jeg til sidst var at finde i en bus, på vej til Haderslev hvor slaget skulle stå.

Vi kom til Haderslev nord, på et militært område hvor campingpladsen var. Pludselig fik bussen ikke lov til at køre længere, og vi blev sat af og skulle selv gå resten af vejen. Så vi vandrede de 2 km. hen til vores campingplads.

Det var næsten uoverkommeligt.

For da jeg skulle af sted og valget stod mellem at tage 14 små tasker eller 1 stor, tog jeg naturligvis en stor. Sådan en giga stor en, som First Man til daglig har alt sit militær grej i. I den puttede jeg et 3mandstelt, en sovepose, luftmadras, sportstøj til flere dage, toiletsager, et sæt almindeligt tøj, skiftesko, regntøj og optimistisk smed jeg sluttelig en hårtørrer ned i den bundløse taske.

Med det resultat, at den åndede taske vejede 32 kilo eller deromkring. Og den skulle jeg bære, helt selv, de 2 km ned på militærets bulede pløjemark. Mine arme var 4 meter længere, da vi nåede frem.

Og her er det så forskellen mellem danske mænd og andre mænd viser sig. Ikke én eneste mand var galant nok til at foreslå at hjælpe mig, bare et par meter. Næ nej, de susede bare forbi med deres letvægterrygsække, hvis de da ikke overhalede indenom og i farten fik skubbet mig ud af kurs. Dette afstedkom en del vrisne råb fra min side. Kirsten var ved at dø af grin og kunne dermed heller ikke hjælpe mig.

Men vi kom endelig hen til vores anviste plads og fik sat det fine iglotelt op og pumpet madrasserne og rigget det hele til.

At jeg overhovedet havde en madras at ligge på, skyldtes ikke First Man, men derimod Linda. I god tid i forvejen havde jeg sikret mig at First Man var i besidelse af alt udstyret, så jeg kunne sove nogenlunde behageligt, ork ja var svaret, han havde det hele.

Og derfor købte jeg ikke en luftmadras da Netto havde nogle på tilbud. Men jeg kender ham jo godt, så jeg burde have vidst bedre, for da jeg skulle til at pakke og udbad mig de forskellige rekvisitter, langede han mig en miniatureudgave af et liggeunderlag, max. 120 cm lang og 50cm bred. Bevares – det var oppusteligt, men kun i tykkelsen.

Jeg hvinede så højt, at det måtte kunne høres helt over på Djævleøen – muligvis til Malmø. Jeg åbnede derpå min mund og ud kom: ”du-har-da-ikke-tænkt-dig-at-jeg-skal-sove-på-den-der-gulvmåtte-i-3-nætter?” på tinnitus måden, mens jeg stirrede vantro på ham.

Men jo, det havde han.. Så jeg fik med lynets hast sendt 320 sms’er ud i æteren og der var bid – Linda havde en luftmadras som jeg godt måtte låne.

Til gengæld var der ikke noget i vejen med resten af udstyret, soveposer, tæpper, regnslag, selvom jeg dog takkede nej til hans camelback – jeg regnede nok med at der ville være vand til rådighed, vi skulle trods alt kun til Haderslev og ikke til Nevadaørkenen.

Nå, vel installeret gik vi rundt på selve stævnepladsen for at kigge, og så var der pludselig Gnags koncert. De spillede godt, selvom ham Peter AG jo er lidt for sig selv. Jeg har ham mistænkt for at være spastiker, han ligner udkogt spaghetti, når han dingler rundt der oppe på scenen.

Kl. 1.00 listede vi hjem til teltet og kom i seng. Og Kl. 4.00 blev vi så vækket af nogle fulderikker som stod og bankede på vores telt om vi ville have en morgenbajer. Charmerende.

Rent komfortmæssigt var det altså noget af en fiasko det der med at sove i telt.. Jeg vågnede 300 gange mindst, og frøs, og endte med at sove med et ekstra tæppe over hovedet fordi min næse var så kold at jeg var bange for den skulle knække af. Fredag vågnede vi kl. 7.00 og var meget lidt udhvilede!

Så skulle vi i bad. Og nu er de der – kolde – fællesbade ikke lige mig, så dagen før havde jeg, som noget af det første, fundet mig, i et stort sportscenter, et dommeromklædningsrum med 8 små enkelt-kabiner og rigtige enkeltmands brusebade med VARMT vand! Og – ta-daaaa stikkontakt til min hårtørrer.

At der var spændt en stor kæde ud foran selve indgangen, med et adgang forbudt skilt, bekymrede mig ingenlunde. Jeg kan være meget kreativ når jeg skal. Det var jo bare et spørgsmål om at gå under kæden.

Der vandrede vi så ned (2km) og kom i bad. Tilbage og få morgenmad, og så ned og skifte tøj for vi skulle træne til vores opvisninger.

Træningen foregik nede i selve Haderslev by, og så gik vi derned. Så gik vi tilbage igen til det lille stadion hvor vi skulle lave en prøve opvisning, og vi regnede med det ville være mennesketomt. HA.. Der sad et par tusinde…

Men vi blev klar til den rigtige opvisning, og kunne i strålende solskin gå over bakken og ned ad rampen til stævne arenaen, senere samme eftermiddag og lave vores opvisning uden en eneste fejl og fik stående bifald og vi var voldsomt stolte af os selv. Vi holdt igen fest i gaden og hyggede os til den var 2.00 og fandt vejen til teltet.

Da vi nu havde frosset sådan sidste nat, gjorde vi klar til Store Anti Frys – nat.

Jeg sov med natbukser og træningsbukser. T-shirt og fleece trøje. Samt en nyindkøbt fleecejakke. Og fleecesovepose og en specialstyrke antifrys-sovepose lavet til bjerg-øvelser, og mit føromtalte tæppe over hovedet for at undgå den frosne næse som jeg var vågnet med forrige nat!

Og kl. 6.38 vågnede jeg fuldstændigt gennemblødt af sved, gispende af tørst og dehydrering… Jeg egner mig afgjort ikke til at sove i telt.

Hele dagen gik med at se andre opvisninger og lave workshops, og – da temperaturen i mine kondisko kom op over 57grader – investere i et par klip-klappere, æde is og vade til Haderslev. 3 gange frem og tilbage blev det.. Hvilket vil sige lige over 10km. Dertil skulle så lægges alle de andre distancer: telt-brusebad = 2km og telt – madtelt = 1,5km, telt-stævneplads = 2km, madtelt – stævneplads = 500m, osv. så jeg tror faktisk at vi brugte mere tid på at gå end til at sove!

Lørdag aften skulle der være finaleshow og da Lars Løkke, den skovl, kom 1 time for sent, kunne vi bare sidde og vente på ham.

Det var et rigtigt flot show – selvom de der blaserte gamle gymnaster, der har været med til samtlige landsstævner siden de lærte at gå, ikke fandt det var så godt igen, men jeg var altså målløs.

Efter afslutningen gik vi ned til Haderslev city, hvor der var en masse små live koncerter i cirkustelte, der var sat op lidt over det hele. Vi fik set en Elvis kopi og endte i et telt med U2 kopi band – og de var godt nok næsten lige så gode som U2 selv – det var helt fantastisk. Men al den gåen frem og tilbage, gjorde at jeg ikke engang kunne danse – mine ”poter” var helt ødelagte.

Så da koncerten sluttede skulle vi finde teltet. Det lykkedes os at finde en bus som kørte i pendulfart, mellem pladsen og Haderslev City, hele natten. Der stod vi af på et sted, vi mente var tæt på vores pløjemark. Det var det heldigvis også, for vi fandt faktisk teltet ret hurtigt, hvor vi kl. 4.30 kunne vælte om i soveposerne, uden at tage tøj af, velvidende at First Man ville hente os næste morgen kl. 7.30.

Vi blev vækket af telefonen kl. 7.15 og stirrede grinende på hinanden og kom ud af soveposerne og begyndte at flå telt ned og kom hjem til øen igen, en erfaring rigere! Jo jo. Vi fik vist sovet ca. 13 timer på 3 dage.

Jeg gør det aldrig mere – kun hvis Kirsten spørger igen!

Alternativ aprilsnar

Min dejlige – og verdens bedste – lillebror og hans skønne kæreste skal flytte.. Overtagelse af lejlighed – 1.april.

Og, ikke for noget, men det er altså rigtig synd for dem, for 1. april er en virkelig dum dag.

Naiv, som jeg er – har jeg aldrig gået så meget op i aprilsnar – med det resultat at jeg altid er blevet narret så vandet driver, flere gange den dag. Og det har igen medført, at jeg efterhånden er blevet så ufattelig mistroisk omkring d.1. april, så folk kan absolut intet sige til mig den dag – jeg tror ikke på noget af det.

Hvilket har frembragt nogle meget sære situationer i vores hjem.

Ældstesøn: ”Jeg skal til fodbold nu, kan du køre mig?” NEJ råber jeg, fordi jeg er overbevist om, at det er en fælde.

First Man rækker mig mælken så jeg kan få min ”mælk med te” som han siger. Ellers tak – jeg tager selv en frisk i køleskabet – for hvad nu hvis det er en fælde.

Rasende upraktisk – men altså når man er blevet snydt SÅ mange gange som jeg er.. så tager man simpelthen skade. Bare så I ved det.

De andre medlemmer af husstanden, har måske ikke engang opdaget at det er første april, hvor jeg derimod, har gået rundt og murret over denne dato i ugevis og indtil flere gange overvejet at rejse bort på selve dagen.

Fra det øjeblik nogen siger: ”godmorgen” d. 1. april – stirrer jeg yderst mistroisk på dem.

Glæder mig derfor inderligt til d. 2. april – slaget på Reden, H. C. Andersens fødselsdag og sådan noget rart noget, og jeg kan faktisk slet ikke forstå, at man ikke bare sløjfer d. 1. april helt – man kunne jo bare sætte en ekstra dag ind et andet sted.

En 32. december for eks. så man kunne komme sig over nytårsaften i ro og mag, og dertil være en anelse mere frisk til d. 1. januar når man nu skal til at tage hul på et splinternyt år. Det synes jeg faktisk var værd at overveje.

I hvert fald – rigtig god 1. april derude.. Jeg vil holde mig inden døre, for nedrullede gardiner og jeg lukker ikke op for nogen. Vi ses d. 2. april..

Og hvis vi nu lige skal være lidt internationale så hedder aprilsnar på fransk: ”Poisson d’Avril” (april fisk) .. and it stinks!

Altså – karbade..

Hvis jeg så lige må have lov her: karbade er noget opreklameret bras.

I forbindelse med mit enkeltstående tilfælde af karbad i lørdags, bliver jeg nødt til at minde mig selv om hvorfor det ikke sker så tit.

Man kan ofte se film hvor der indgår lækre gigantisk store badeværelser, store badekar, vand i tilpas temperatur, fyldte vinglas, bløde håndklæder indenfor rækkevidde osv. Hovedpersonen stiger glad og gerne ned i det skumfyldte kar, og nyder det intenst.

Det er løgn og propaganda – den slags findes overhovedet ikke.

Se nu i lørdags: for ikke at få det for koldt, fordi jeg er så kuldskær, hælder jeg varmt vand i, indtil det er så varmt at jeg ikke kan holde fingrene i det og så pøses der koldt vand i til det er sådan nogenlunde.

Dumper en badedims i karret mens det bliver fyldt. Troede naivt at blomsten var en slags sæbe.. men da jeg lige skulle tjekke om den lå godt på bølgerne – splattede den fuldstændigt ud til noget lidt slimagtigt og forsvandt bare, efterladende sig en lille bitte smule skum. Den duftede helt okay, og ikke kemisk som jeg havde frygtet lidt. Lidt en nedtur – havde godtnok regnet med noget mere – men måske er det meningen at man skal ploppe dem alle sammen i – på én gang. Eller også er de bare blevet for gamle.

Da jeg ikke bader babyer mere, så glemmer jeg desværre det der trick med albuen.

Med det resultat, at jeg står med begge fødder, i nærmest kogende vand, og tripper frenetisk for ikke at få 3.grads forbrændinger til midt på skinnebenene. Hælder så mere koldt vand i – mener at nu må det snart være nok, ellers vil det ende med at blive alt for koldt – og så sætter jeg mig forsiiiigtigt ned, og skolder alligevel balder og andre sarte kropsdele.

Nå, omsider udstrakt i vandet, prøver jeg at overbevise mig selv om, at det snart bliver behageligt.

Men i mellemtiden så skal jeg have fat i min bog, og for den ikke bliver våd – fordi det er en jeg har lånt af Anne – skal jeg have tørret hænder først, og derfor have lokaliseret et håndklæde jeg kan nå, uden at skulle stige op igen.

Jeg fik fat i et håndklæde efter flere forsøg – hængende så langt ud over kanten af karret, som det var muligt – uden at svuppe helt ud på gulvet – fik så tørret hænderne, og prøvede at rulle håndklædet til en smart lille pølse jeg kunne hvile nakken på, men det gled ned i vandet da jeg ville vende mig om for at ligge på det. Så jeg nøjedes bare med kanten af karret.

Så lå jeg der og pustede en anelse.. sveden begyndte at pible frem i ansigtet og i hårbunden – for det var faktisk stadigvæk ret varmt – jeg vred mig rundt så jeg kunne komme til at åbne et vindue, i håb om at blive en anelse afkølet – og kunne endelig læse lidt.

Det blev dog generet af at jeg skulle stemme imod med fødderne, for ikke at glide helt ned under vandet, jeg havde også min dobbelte airbag flydende under hagen – for de ville bare slet ikke med ned under vandet, jeg begyndte så at fryse på skuldrene – og den dobbelte airbag – på grund af det åbentstående vindue, og hele affæren endte med, at jeg krebsrød over det hele, steg op igen, fordi der ER nemmere måder at læse gode bøger på.

Men det er måske også derfor jeg så sjældent går i karbad.

Der når lige præcis at gå så længe imellem, at jeg fuldstændigt glemmer, hvor meget bøvl det er forbundet med det.

Nå, men jeg fik da varmen! Og brugt en af de der amerikanske duft bade dimser.

Mundskyllemiddel

Har haft et noget tungt forløb hos diverse tandlæger her i Frankrig i de sidste mange måneder, jeg vil ikke trætte jer med slibrige detaljer, men hvor om alting er, er jeg nødt til at skylle bisserne 3 gange dagligt i noget yderst kradst stads.

Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener at kunne huske, at tandlægen truede med både koldbrand, lungebetændelse og nedgroede negle hvis IKKE jeg gjorde det.

Det har højst sandsynligt en god effekt på diverse bakterie der måtte have installeret sig i min mund, eller kunne tænke sig det, men jeg skal lige love for at det også kan mærkes på resten af munden.

Man er fuldstændig lam i tungen i 20 minutter og lugter som en hel tandlægeklinik ud af munden bagefter. Det føles lidt som at have spist 2 tuber Colgate. Så man skal være sikker på at man er absolut færdig med at spise – for al mad får en mystisk, ensartet og unuanceret smag i den time følger indtagelse og gurglen af det der mundskyllevand.

Det er sikkert sådan noget, som bliver forbudt om et par år, fordi man finder ud af at det er mere virkningsfuldt som toilet desinficering på offentlige steder.

I mellemtiden er det noget jeg skal have tømt et par flasker af, hvis ikke jeg vil forgå eller få nedgroede negle.

Du er smuk??

Mindes engang i DK, hvor jeg stod i et stort indkøbscenter på Fyn (der er vist kun det ene, ja) og købte china take away til de 4 royale efter en lang shopping dag, da en dame gav sig til at råbe efter ældste dreng, der var gået i teen-mode, det vil sige han stod og stirrede ud i luften, tilfældigvis i hendes retning.

Men som alle teendrenge med tanker for intet andet end sig selv – og så måske Ronaldo – havde han med garanti ikke skænket damen en eneste tanke før hun gav sig til at brøle op, på trods af, at han åbenbart havde stirret i hendes retning i 7-8 minutter.

Hun råbte ham op i hovedet, om han ville stjæle hendes ting, mens hun indigneret skubbede sine børn væk.

Ældstedreng løftede noget desorienteret blikket og kiggede først rigtigt på den ophidsede dame, dernæst forsøgte han at få øjenkontakt med mig.

Det lykkedes!

Jeg var allerede på vej hen imod dem, og spurgte damen – okay indrømmet, en anelse sammenbidt – hvad der foregik – og hvorfor hun råbte efter min søn.

For er der noget jeg er stensikker på, så er det at ældstedreng aldrig, aldrig, nogensinde ville være uhøflig overfor en fremmed dame.

Hun stod stadig og råbte, men var nu på vej over i en anden boldgade – hun mente at han stirrede på hende fordi han var racist. Det forholdt sig nemlig sådan, at damen ikke havde helt samme hudfarve som ældstedreng, og hun var derfor overbevist om, at hans stirren på hende, var affødt af inderlig afsky for mennesker, som ikke er grise-lyserøde.

Det ville hun ikke have turdet påstå, hvis hun havde vidst hvem jeg var. Jeg blev fuldstændigt stjernetosset og tændte helt af. Ikke sådan på råbe måden, mere på hvæse måden. Jeg er nemlig SÅ allergisk overfor den slags sekteriske mennesker.

Oftest har den slags mennesker som trækker racisme trumfen i tide og utide, nemlig selv et problem med folk af anden etnisk oprindelse end dem selv, tyv tror hvermand stjæler.

Der havde efterhånden samlet sig et større opløb omkring os, og velviljen var ikke helt på damens side.

Ældstedreng var, som enhver anden teendreng, på det tidspunkt ved at gå i gulvet af skam over at have påkaldt sig så meget opmærksomhed.

Damen blev ved med at råbe og spurgte mig til sidst hvorfor han så stod og kiggede på hende hvis han ikke ville stjæle og han i hvert fald ikke var racist.

Så jeg gjorde kort proces, for at få os alle sammen videre, smilede derfor kattesødt til damen og sagde: det er måske fordi han synes du er smuk.

Hun gik HELT i stå. Anede ikke hvad hun skulle sige, men bakkede så hen til sin egen indkøbsvogn og fortrak med sine børn – helt uden at råbe.

Mit blodtryk var til gengæld flere timer om at nå ned på et normalt leje igen.