Arkiv | Bøger RSS feed for this section

Book-aholic

26 jun

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Bogfinker

28 maj

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Te og cupcakes

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Samler sammen

2 sep

Lige om lidt skal jeg ligge og glo ud i luften i 14 dage mens jeg venter på at jeg gror sammen igen.

Så jeg hamstrer bøger.

Foreløbig fangst

Den første er Kate Atkinson “Liv efter liv”. En fuldstændig fantastisk bog som jeg vil glæde mig til at læse igen.

Så er der Joyce Carol Oates “De forbandede” som jeg ikke har læst endnu men den ser så spændende ud.

Marlene har lånt mig Carl-Johan Vallgren “Skyggedrengen” – som Marianne afleverede efter sommerferien. Og den bedste anmeldelse er jo når andre har læst den og syntes om den.

Jan Kjærstad “Forføreren” virker også som en man skal læse.

Og sidst, men ikke mindst skal jeg have kigget i Helen Lyng hansen “Børn og Opdragelse” og se hvad hun har at sige. Ikke at jeg har børn der skal opdrages lige pt. men jeg kan godt lide at se hvor meget – eller lidt – jeg er enige med tidens opdragelsesguruer. Mange af de seneste har ikke kun gjort de danske børn godt. Tværtimod efter min mening, eneste undtagelse var en ældre dame – forhenværende sundhedsplejerske tror jeg – Sigrid something. Hun var klog!

Men hvis nu I sidder og tænker: hvorfor skal hun ikke også læse… så kom endelig an med yndlingstitlerne!

14 dage er meget lang tid, det ved jeg af bitter erfaring fra sidste år!

 

Nukaakas kabale

7 apr

Når nu jeg ikke er så meget på bloggen, så får jeg tiden til at gå med noget andet.

Og det andet, er i visse tilfælde også at læse bøger. Bare ikke lige i disse dage, fordi jeg har fået øjenbetændelse. Enormt unfair faktisk. Men i sidste uge, da læste jeg en krimi.

Nemlig “Nukaakas kabale” af Helle Vincentz. Den var god. Syntes jeg.

Og for en total Grønlands-ignorant som mig, virkede den realistisk i sin skildring af det Grønlandske samfund. Men min grønlandske erfaring kan også ligge på et meget lille sted – i stil med en bænk på torvet og fordomme om hjemløse – og det er jo bare ikke sådan verden eller grønlændere ser ud.

Det er naturligvis meget mere nuanceret end som så, men det ved jeg jo ikke noget om, så hun, forfatteren altså, slipper af sted med at præsentere både land og beboere uden jeg mistænker hende for at binde mig noget på ærmet.

Jeg syntes den var spændende, mest – eller også – fordi Grønland er så aktuel med olie og undergrundsboringer og alt det der som alle gerne vil have fingre i. Som jeg har hørt tale om klokken meget tidligt når P1 morgen beretter om aftaler og løsrivelse og handleplaner. Og andre stormagter der vil tilrane sig det ene og det andet.

Det er dog ikke en bog jeg tror jeg ville læse igen. Nu ved jeg jo hvem det var, og så skal der enten gå mange år – så mange at jeg har glemt plottet – eller også skal jeg blive dement.

Det er jo “kun” en krimi, og som de fleste krimier, ikke stikker dybere end ned i Grønlands undergrund.

Hø hø!

Men derfor var det altså en god krimi. Ingen tvivl om den sag.

Og en krimi som sagtens kan kværnes på en weekend hvor man lige er i det humør!

 

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

28 jan

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

Er det vigtigt?

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Verdens ondskab.

31 okt

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

Harry Potter, hvis det går højt!

20 sep

Tænk engang.

En gymnasielærer sagde “de unge –

For vi må  ikke kalde mennesker over 14 for børn længere, det er faktisk lidt ligesom neger. Beklager hvis det falder nogen for brystet, men jeg har intet imod børn eller negre. Overhovedet. Eller skal jeg hellere sige prepubertære mennesker og mennesker af afrikansk oprindelse? Det er jo for fjollet, så jeg tror jeg holder mig til børn, i stedet for unge mennesker.

Nå, det var lige en indskudt bemærkning.

Altså, denne her gymnasielærer sagde: “Børnene.. eller nej, det sagde han jo nok ikke, for jeg hørte det ikke selv. Men hvad han mente var :”eleverne, de læser ikke bøger mere. Jo, Harry Potter hvis det går højt.”

Og Divaen kunne kun bekræfte at den var god nok. “Jo jo, de læser Fifty shades of grey, Harry Potter og Hobitten

Harry Potter?

Undskyld mig, men jeg læser højt af Harry Potter for Gårdmand Bjørn lige for tiden. Han er 11. Går i 6. klasse og er meget langt fra noget gymnasialt.

Men hvorfor læser ingen noget lidt tungere. Sådan klassikere?

For i det mindste at have læst dem.

Man kan jo kun vrænge ad den slags bøger, hvis man rent faktisk har gidet at læse dem.

Jeg synes faktisk det er ret tragisk.

Dengang i den yngre stenalder da jeg var ung, fik jeg bunker af gode bøger. Klassikere og nyere litteratur. En blandet landhandel. Men skønne læseoplevelser jeg ikke ville have været foruden.

Sætninger og beskrivelser af personer og steder. Ord der er blevet siddende, og som jeg kommer på fra tid til anden. Bevares, der er skam også værker jeg var ved at kaste op over. Lykke-Peer for eksempel. Eller bøger som jeg aldrig fik læst, bare fordi.. Madame Bovary er en af dem. Men så har jeg kværnet så mange andre.

Og hvor er det tragisk at man nu læser Harry Potter i gymnasiet. Er de ikke kommet videre? For vel er Harry Potter bøger gode, men kræver ens hjerne ikke lidt mere, efter første gennemlæsning?

Er det ikke sjovt at blive udfordret?

Stille spørgsmål?

Og forundres?

Blive væk i de mange fabelagtige fortællinger, der gemmer på så meget mere end bare en fantastiverden.

Gad vide vide om de overhovedet ved hvad de går glip af.

Man kan naturligvis bare nøjes med at se filmen.

Men det er vel en naturlig udvikling, der også kommer af at ingen efterhånden forventes at kunne skrive mere end deres navn. Selv i 6. klasse skal alt afleveres på skoleintra og alle opgaver skal laves på computer og fremvises med power point. De stønner og jamrer hvis de skal skrive det mindste i hånden, og snart kan ingen skrive så det kan læses.

Og jeg synes det er lidt uhyggeligt.

Derfor..

Red en ung, stik dem Nornegæst i weekenden! Den findes – Gudhjælpemig – også på film, men man kan jo lade være med at fortælle dem det.

%d bloggers like this: