Book-aholic

På et helt personligt og egoistisk plan, er noget af det som irriterer mig mest, at jeg ikke kan læse en bog.

Jeg savner i den grad at kunne fordybe mig i en bog. For meget tekst overvælder nemlig min overophedede hjerne, og jeg kan slet ikke overskue at skulle sidde og skille sætningerne ad og få dem til at give mening. Desuden kan jeg ofte slet ikke huske, hvad jeg lige har læst.

Suk…

Denne detalje har dog ikke forhindret mig i at erhverve mig bøger i de sidste 18-20 måneder trods det faktum at læsning har været en by i Rusland for mig.

Jeg har købt bøger som jeg plejer. I rigelige mængder. Sandsynligvis efter devisen: “Jeg lærer nok at kunne læse en rigtig bog igen” men jeg skal ikke kunne sige det.

Jeg har købt bøger om alt muligt.

Mest bøger om mindfulness, da det jo efter sigende skulle have samme virkning som gips til brækkede hjerner. Men også stille og rolige hyggebøger til min kindle. Endda den nye bog om Dronning Margrethe har jeg fået, fordi jeg ønskede mig den. Lidt royal er jeg trods alt endnu.

Det er alt sammen meget godt, men en anelse besværligt, for ikke at sige hamrende upraktisk, når man har problemer med at læse.

Problemet opstår især når jeg sidder onsdag formiddag, i en stille stund, med min te og noget mindfuldt bølgeskvulp på min ipad, og roligt bladrer i et “Flow-magazine” hvor jeg – ikke ulig en treårig – mest kigger billeder.

Men sommetider er der også en enkelt overskrift som jeg opfatter og som sender inspirerende impulser gennem den del af hjernen som ikke er brændt sammen endnu, for eksempel en bog anmeldelse om bogen der vil bringe mig ro i sindet, evig ungdom, og morgenmad på sengen eller hvad ved jeg.

Og så går der meget sjældent mere end et par minutter før jeg på nettet – via den stadigt bølgeskvulpende ipad – har fundet bogen, og ofte en hel del andre bøger, der ligesom tilfældigt dukkede op ved samme lejlighed.

Så starter følgende interne samtale med mig selv: “Jeg kan jo ligeså godt købe den nu, fordi hvis nu, jeg måske ved et mirakel kunne læse denne her, så ville det da være dumt ikke at købe den. Hvis den nu kunne gøre en forskel. Og i hvert fald kommer jeg da til at læse igen en dag, og så er det godt at have nogle bøger stående, og nu jeg er i gang så kunne jeg jo tage de andre med også, de ser spændende ud.”

Og så skynder jeg mig at bestille dem. Alle sammen…

På misbrugsmåden. – UPS, der kom det ud!

…

Jeg bliver lige pludselig meget taknemmelig for at mit misbrug begrænser sig til bøger og ikke alt muligt andet grumt. Bøger er jo forholdsvis tilforladelige, og desuden har jeg altid haft mange bøger. Hvis I vidste hvor mange børnebøger jeg har købt til mit firkløver… Der er nok til at åbne en butik.

Nå, det var et sidespor, dem er der heldigvis også plads til i Kong Mor revisited!

Men altså. Jeg køber stadig en masse bøger, uden overhovedet at være i stand til at læse dem.

I grunden kunne jeg faktisk bare nøjes med at købe én, for jeg kan alligevel ikke huske indholdet ret længe. Og så ville jeg jo kunne læse den flere gange, uden at være klar over at jeg allerede havde læst den. Men så langt rækker mit cerebrale ræsonnement ikke.

…

Nå, men når jeg så har bestilt de der bøger, så glæder jeg mig.
Meget.
Og tænker at nu bliver det hele meget nemmere, for nu kan jeg endelig lære noget om meta-kognitiv terapi (ja, det kognitive halløj er nu udvidet til noget med “meta”, det skulle være ekstra effektivt, det stod i hvert fald i anmeldelsen) eller jeg kan måske få en dybere forståelse for hvorfor angst rammer mig, og – ikke en ubetydelig detalje – hvordan man kommer over det, subsidiært lærer at leve med det.

Når pakkerne så ankommer, bliver jeg super glad, pakker ud og nyder at have en ny bog i hånden, ser på forsiden og på bagsiden, flaprer igennem et par sider, glæder mig over at NU kan jeg blive klogere på hele denne suppedas, og så stiller jeg den ind på hylden…

Til de andre…

…

Altså nogle af dem har jeg bladret igennem mere end en gang.

Men når der er alt for meget tekst, så sætter kortslutningen ind og jeg får tunnelsyn og åndenød og lukker skyndsomst bogen igen. Andre gange er layoutet dog sat sådan op at jeg er i stand til at opfatte en sætning eller to. Og så lukker jeg dem ikke lige med det samme.

Enkelte var endda så overskuelige at jeg faktisk har forsøgt at læse skimme dem lidt nærmere. Jeg kan bare ikke lige huske hvilke bøger det var.

Men de ser pæne ud på min reol, det gør de, så lige pt. nøjes jeg med at se på dem!

Bogfinker

I sidste uge var jeg syg og lå på min sofa. I sådanne tilfælde – og især når man ikke orker at se film – har man mere end rigelig tid til at tænke.

Jeg tænkte – blandt andet – over det der gør mig glad. Udover det åbenlyse som børn mand og hund.

Det gør en god bog. Og at være sammen med mine veninder. To ting som ikke sker så tit som jeg godt kunne ønske mig det. Jeg tænkte videre. Det er så nemt at udtænke alt muligt når man ikke har andet at lave. Jeg udtænkte derfor en rigtig god plan.

Slå to fluer med et smæk.

Jeg ville da lave en bogklub.

Sådan en “Lad-os-læse-en-bog-sammen-og-snakke-om-den”-klub. Lidt blandet med “Lad-os-spise-lidt-kage-mens-vi-snakker-om-en-bog”. En bogklub med nogle veninder – de behøvede ikke at kende hinanden – som kunne lide at læse og spise kage imens.

Jeg spurgte et par søde og dejlige veninder om de kunne tænke sig at være med, og det kunne de heldigvis godt.

Og så var bogfinkerne en realitet. Første møde var i går. Med lyserøde cupcakes og et imponerende udvalg af gode bogtitler og ny inspiration.

Vi startede med at fortælle om vores bogvaner. Vores yndlingsbøger. Vores hadebøger. De bøger vi aldrig var kommet igennem. De bøger vi bare aldrig ville skille os af med. Hvad de havde fået os til at gøre. Og om vores hunde. Og hvilke bøger vi havde lyst til at læse sammen. Vi bestemte os også for en ny dato. Og en bog der skal læses inden.

Og så spiste vi naturligvis kage!

Og grinte. Og drak sort te.

Og det var LIGE PRÆCIS det jeg havde brug for!

 

Samler sammen

Lige om lidt skal jeg ligge og glo ud i luften i 14 dage mens jeg venter på at jeg gror sammen igen.

Så jeg hamstrer bøger.

Foreløbig fangst

Den første er Kate Atkinson “Liv efter liv”. En fuldstændig fantastisk bog som jeg vil glæde mig til at læse igen.

Så er der Joyce Carol Oates “De forbandede” som jeg ikke har læst endnu men den ser så spændende ud.

Marlene har lånt mig Carl-Johan Vallgren “Skyggedrengen” – som Marianne afleverede efter sommerferien. Og den bedste anmeldelse er jo når andre har læst den og syntes om den.

Jan Kjærstad “Forføreren” virker også som en man skal læse.

Og sidst, men ikke mindst skal jeg have kigget i Helen Lyng hansen “Børn og Opdragelse” og se hvad hun har at sige. Ikke at jeg har børn der skal opdrages lige pt. men jeg kan godt lide at se hvor meget – eller lidt – jeg er enige med tidens opdragelsesguruer. Mange af de seneste har ikke kun gjort de danske børn godt. Tværtimod efter min mening, eneste undtagelse var en ældre dame – forhenværende sundhedsplejerske tror jeg – Sigrid something. Hun var klog!

Men hvis nu I sidder og tænker: hvorfor skal hun ikke også læse… så kom endelig an med yndlingstitlerne!

14 dage er meget lang tid, det ved jeg af bitter erfaring fra sidste år!

 

Nukaakas kabale

Når nu jeg ikke er så meget på bloggen, så får jeg tiden til at gå med noget andet.

Og det andet, er i visse tilfælde også at læse bøger. Bare ikke lige i disse dage, fordi jeg har fået øjenbetændelse. Enormt unfair faktisk. Men i sidste uge, da læste jeg en krimi.

…

Nemlig “Nukaakas kabale” af Helle Vincentz. Den var god. Syntes jeg.

Og for en total Grønlands-ignorant som mig, virkede den realistisk i sin skildring af det Grønlandske samfund. Men min grønlandske erfaring kan også ligge på et meget lille sted – i stil med en bænk på torvet og fordomme om hjemløse – og det er jo bare ikke sådan verden eller grønlændere ser ud.

Det er naturligvis meget mere nuanceret end som så, men det ved jeg jo ikke noget om, så hun, forfatteren altså, slipper af sted med at præsentere både land og beboere uden jeg mistænker hende for at binde mig noget på ærmet.

Jeg syntes den var spændende, mest – eller også – fordi Grønland er så aktuel med olie og undergrundsboringer og alt det der som alle gerne vil have fingre i. Som jeg har hørt tale om klokken meget tidligt når P1 morgen beretter om aftaler og løsrivelse og handleplaner. Og andre stormagter der vil tilrane sig det ene og det andet.

Det er dog ikke en bog jeg tror jeg ville læse igen. Nu ved jeg jo hvem det var, og så skal der enten gå mange år – så mange at jeg har glemt plottet – eller også skal jeg blive dement.

Det er jo “kun” en krimi, og som de fleste krimier, ikke stikker dybere end ned i Grønlands undergrund.

Hø hø!

Men derfor var det altså en god krimi. Ingen tvivl om den sag.

Og en krimi som sagtens kan kværnes på en weekend hvor man lige er i det humør!

 

Eleanor og Park. Helt rigtigt.

Jeg fik en bog. Sådan på forkant.

Den er nemlig ikke udkommet endnu.

Og så føler man sig lidt som en del af noget hemmeligt. Som får lov til at se en bog før andre. Det forpligter. Først og fremmest til at læse bogen. Også når man ikke har tid.

Og jeg havde, for nu at være helt ærlig, glemt alt om at den skulle komme.

Jeg læser ikke boganmeldelser i avisen. Jeg holder nu heller ikke avis, så det ville være lidt svært. Jeg snuser rundt hos min lokale bogpusher et par gange om året og spørger Nikolaj hvad jeg skal læse. Eller også hører jeg om en bog via veninder eller her i Blogland. Men så meget ny inspiration får jeg altså ikke. Så jeg sætter stor pris på at andre vil medvirke til min kulturelle udvikling.

Den rigtigste kærlighedshistorie jeg har læst længe.

Nu lå der altså en bog og ventede på mig, da jeg kom hjem i fredags. Og fordi jeg har haft så umenneskeligt travlt så længe, tog jeg mig en pause og åbnede bogen.

Det var meget godt jeg ikke skulle noget andet, for det var svært at lægge den igen.

…

Bogen altså, den hedder “Eleanor & Park” Den er skrevet af Rainbow Rowell. Udkommer på Gads Forlag i marts.

Det er en kærlighedshistorie. Jeg rynkede lidt på næsen allerede der. Nu ikke noget Mit Livs Novelle, vel?

Men allerede på de første sider blev jeg fanget.

Og kunne huske.

Hvordan det var. Og det var rigtigt. Beskrivelsen. Og jeg kan ikke være objektiv.

Slet ikke.

Fordi jeg læste også om mine egne 16 år. Ikke fordi historien minder mig om noget særligt fra mit liv, men stemningen der dansede fra bogstaverne og direkte ind i mit hoved, var præcis som jeg husker den.

Jeg var 16 år i 1986. Det er de to hovedpersoner også. De dumper ned på samme sæde i bussen, har intet valg og skal bare overleve. Der. Midt i grumset. Det skulle jeg også. Musikken er fra dengang, og tegneserierne, der løber gennem bogen og bliver deres undskyldning for at tale sammen, minder mig om lange eftermiddage på cafeer, kun i selskab med The Smiths på min walkman og en slidt notesbog og Mads.

Jeg blev nysgerrig og googlede – fandt en masse – og endda al musikken til bogen, som er lige her.

Jeg kender Eleanor. Og jeg kender Park. Jeg har set dem. Jeg har taget bussen med dem. Jeg har genkendt deres tanker, deres liv. De er ikke perfekte. De er forkerte. Og helt unikke. Forfatteren siger et sted på sin blog:

Er Eleanor tyk? Ja

Hvor tyk? Det er op til dig.

…

Er det vigtigt?

…

Og det at det jo præcis ikke er vigtigt, gør denne bog så rigtig.

Den kærlighed der vokser frem af deres bus-naboskab, er så ren og fin at man holder vejret. En fin ren tanke, midt i en grumset pubertet.

Men ikke et eneste sekund kan jeg give helt slip på melankolien, der løber som en tynd rød tråd gennem alle siderne. Jeg holdt vejret og kunne kun vente på katastrofen. Og da den indtræffer, er også den rigtig. Slutningen, som jeg naturligvis ikke vil røbe her, er både forudsigelig og uventet.

Og rigtig. Den rigtigste slutning på Eleanor og Park.

Historien er smuk og velskrevet. Den kan tale usikre unge til ro. Som en beroligende vuggevise. Vise dem at det er okay at være anderledes. At det er rigtigst at være unik. Den kan vise os – som var 16 i 1986 – at der også var en smuk og rigtig slutning – eller fortsættelse om man vil – på al den melankoli der også var over det hele. Hos Strunge. Hos The Smiths. I den dystre eyeliner.

Så nej, jeg kan ikke være neutral eller nøgtern. Jeg kørte i bus med Eleanor og Park i weekenden, og var en tur tilbage til min ungdom.

Og det var rigtigt.

Verdens ondskab.

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

Harry Potter, hvis det går højt!

Tænk engang.

En gymnasielærer sagde “de unge –

For vi må  ikke kalde mennesker over 14 for børn længere, det er faktisk lidt ligesom neger. Beklager hvis det falder nogen for brystet, men jeg har intet imod børn eller negre. Overhovedet. Eller skal jeg hellere sige prepubertære mennesker og mennesker af afrikansk oprindelse? Det er jo for fjollet, så jeg tror jeg holder mig til børn, i stedet for unge mennesker.

Nå, det var lige en indskudt bemærkning.

Altså, denne her gymnasielærer sagde: “Børnene.. eller nej, det sagde han jo nok ikke, for jeg hørte det ikke selv. Men hvad han mente var :”eleverne, de læser ikke bøger mere. Jo, Harry Potter hvis det går højt.”

Og Divaen kunne kun bekræfte at den var god nok. “Jo jo, de læser Fifty shades of grey, Harry Potter og Hobitten”

…

Harry Potter?

Undskyld mig, men jeg læser højt af Harry Potter for Gårdmand Bjørn lige for tiden. Han er 11. Går i 6. klasse og er meget langt fra noget gymnasialt.

Men hvorfor læser ingen noget lidt tungere. Sådan klassikere?

For i det mindste at have læst dem.

Man kan jo kun vrænge ad den slags bøger, hvis man rent faktisk har gidet at læse dem.

…

Jeg synes faktisk det er ret tragisk.

Dengang i den yngre stenalder da jeg var ung, fik jeg bunker af gode bøger. Klassikere og nyere litteratur. En blandet landhandel. Men skønne læseoplevelser jeg ikke ville have været foruden.

Sætninger og beskrivelser af personer og steder. Ord der er blevet siddende, og som jeg kommer på fra tid til anden. Bevares, der er skam også værker jeg var ved at kaste op over. Lykke-Peer for eksempel. Eller bøger som jeg aldrig fik læst, bare fordi.. Madame Bovary er en af dem. Men så har jeg kværnet så mange andre.

Og hvor er det tragisk at man nu læser Harry Potter i gymnasiet. Er de ikke kommet videre? For vel er Harry Potter bøger gode, men kræver ens hjerne ikke lidt mere, efter første gennemlæsning?

Er det ikke sjovt at blive udfordret?

Stille spørgsmål?

Og forundres?

Blive væk i de mange fabelagtige fortællinger, der gemmer på så meget mere end bare en fantastiverden.

Gad vide vide om de overhovedet ved hvad de går glip af.

Man kan naturligvis bare nøjes med at se filmen.

Men det er vel en naturlig udvikling, der også kommer af at ingen efterhånden forventes at kunne skrive mere end deres navn. Selv i 6. klasse skal alt afleveres på skoleintra og alle opgaver skal laves på computer og fremvises med power point. De stønner og jamrer hvis de skal skrive det mindste i hånden, og snart kan ingen skrive så det kan læses.

Og jeg synes det er lidt uhyggeligt.

Derfor..

Red en ung, stik dem Nornegæst i weekenden! Den findes – Gudhjælpemig – også på film, men man kan jo lade være med at fortælle dem det.

En bortcensureret billedbog…

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

…

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

…

Vræl!

…

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

Hvorfor vente

Nå.. Det her, som jeg går og venter på.

Egentligt er det lidt underligt. Man ville få besked i uge 51, men kun hvis man havde vundet.

De sølle tabere er åbenbart ikke værd at ofre en lille standardmail på: ”Tak for din deltagelse i konkurrencen, vi har valgt nogle vindere – det var så bare ikke dig-agtigt.”

Ja, faktisk så ved jeg slet ikke om mit bidrag overhovedet er modtaget – tænk nu hvis det ikke er, og jeg har ventet forgæves i seks uger?

Besked i uge 51.

Det er så åbenbart op til folk selv at afgøre hvornår uge 51 slutter.

Det gør den teoretisk, og ifølge kalenderen, d. 25. december – om aftenen. Men jeg går ikke ud fra at ret mange er på arbejde juledag, ej heller juleaftensdag, så jeg vil tro at datoen kan fastsættes til d. 23. december og så igen – måske endda i morgen aften, hvis man nu har fået juleferie, for at tage hjem og hygge med sin familie.

Men sæt nu vinderne fik besked allerede i mandags? Og jeg stadig går her og venter?

På resultatet af en konkurrence.

En skrivekonkurrence – hvor nogen skal synes at min tekst er god nok til, at være blandt de fire bedste.

Og ja, jeg ved godt at Danmark er lille, men hvis nu bare ½ % af befolkningen har sendt en tekst ind, så er jeg jo ikke ligefrem helt alene. Jeg ved også at mange andre skriver bedre end jeg.

Jeg ville godt bare vinde.

Jeg tror i øvrigt ikke der er nogen, som er i tvivl om, at jeg er en ufattelig dårlig taber – og at jeg derfor havde besluttet mig for at jeg ikke skulle deltage i mere af den slags. Måske er min kvote opbrugt, med de fine spil jeg vandt ovre hos min heltinde?

Men så sendte søde Anne jo det der link. Og det ene ord tog det andet.. Og et bidrag til konkurrencen blev sendt ind.

Og nu venter jeg..

Jeg har ikke noget imod at andre vinder. Det skal jo ikke tages personligt. Det er jo kun fordi jeg gerne ville vinde. Det vil de andre naturligvis også gerne det ved jeg godt – men jeg er ærligt talt lidt ligeglad med de andre.

Man kunne nemlig vinde nogle bøger. Danske bøger. Og ÆREN. Og så en stor præmie som jeg også er lidt ligeglad med. Men bøgerne..

Dem gad jeg godt vinde. Og den der ÆRE.

Nå, men måske vinder jeg slet ikke og er ikke engang kommet på tale, fordi jeg kom til at gøre lidt grin med dem som havde udskrevet konkurrencen, og det var måske ikke så godt.

Jeg prøver også at lade være med at tjekke min mailboks hvert femte minut, for det er ligesom lidt ynkeligt. Nu prøver jeg at se om jeg kan vente helt til i morgen.

Men jeg prøver også at overbevise mig selv om, at uanset hvad, så har jeg mine søde læsere her, og at jeres kommentarer også er mere værd end de par bøger og så den der ÆRE..

Hvad skal man i øvrigt også med ÆRE.. Andet end at blære sig. Det havde ellers have været fint at kunne blære sig lidt. Så vidt jeg husker, skete det sidst i forbindelse med en tilplantningsaktivitet ovre på skolen!

Om ikke andet, har jeg da et blogindlæg mindre at skulle finde på til juleferien.

Heste opdræt.. Læseheste

Så længe jeg kan huske har jeg elsket at læse. Intet bedre end at slutte sin dag, med et par sider i en bog. Jeg boede som barn ved siden af et fantastisk godt børnebibliotek, og jeg slæbte bøger frem og tilbage mellem biblioteket og mit værelse.

Jeg fik læst højt af både min mor og mine bedsteforældre, fik bøger til jul og fødselsdag, og var vant til at folk havde gang i bøger.

Så en af mine største ambitioner i forhold til mine egne børn, var at de skulle lære kærlighed til bøger. Og i dag tror jeg at jeg kan sige missionen fuldført.

Det har taget sin tid. Divaen blev omplantet fra Frankrig til Danmark som 8årig – og havde lidt svært ved at lære at læse dansk. Det blev aldrig sjovt for hende at læse, selvom hun gerne ville. Det blev bedre efterhånden og nu læser hun glad og gerne.

Zorronaldo gad ikke – hvis ikke det var et Anders And blad eller noget om fodbold gad han slet ikke.

Prinsesse Lyserød derimod læste – og læser – alt hvad hun kommer i nærheden af – og har slugt Piger på sporet, Græskarbanden, Cornelius Krudt osv. Hun gad dog ikke tøseromaner, med forvoksede preteens der talte om ting, hun var alt for lille til at forstå.

Og så var der Gårdmand Bjørn. Han kunne ikke finde ud af at læse. Som I ved fik han ikke den hjælp HAN havde brug for – og længe troede jeg simpelthen at han var ordblind. Efter en lang kamp med hans klasselærer i Danmark, fik jeg ham endelig testet. Han var så ikke ordblind men holdningen var stadigvæk bare – det kommer nok – i stedet for at gøre noget.

Det kom bare ikke – og det er altså ikke i orden at man slutter 2.kl. uden at kunne læse – at man hver eneste dag sidder og føler sig dum.

– efter 4 måneder i Frankrig kunne han både læse på dansk og fransk, ikke så hurtigt, men læse kunne han. Han fik nemlig et program til som passede til det han kunne – samt RO mens han skulle koncentrere sig.

Og før sommerferien, spurgte jeg deres franske lærere hvordan jeg bedst kunne forberede firkløveret til endnu et skoleår på fransk og deres enslydende svar var: læse, læse, læse.

Jeg købte mange, som i rigtigt mange, bøger til de 3 store. Og ud af den stak kunne de vælge på kryds og tværs.

Zorronaldo skulle dog have vredet armen lidt om på ryggen, og for ikke at gøre det alt for surt, fik vi snakket om hvad der kunne give ham mere lyst til at læse.

Vi fandt frem til at han ikke kan lide at starte på bøger – men når han er inde i den synes han det er okay. Og endelig lykkedes det mig også at finde en serie bøger, hvor han af sig selv tager et kapitel til fordi han lige må vide hvad der sker!

Og det er Alex Rider serien – skrevet af Anthony Horowitz. Så drenge på 14 som ikke gider læse – kunne evt. blive fanget af disse bøger! Bare så I ved det!

Til Divaen fandt jeg jo No et moi takket være AB – og har købt et par stykker mere af samme forfatter, for at se om det er ligeså godt. Og det var det!

Prinsessen læser bare. Alt hvad der er!

Men Gårdmanden.. Han har – selvom han nu kunne læse – og var holdt op med at føle sig dum – aldrig rigtigt læst af sig selv – og hvis han skulle læse, skulle jeg gerne sidde ved siden af for at hjælpe med et svært ord.

Men den bogliste, hans lærer lavede til ham – var genial! Bøger som interesserede HAM, om motorcykler, dinosaurusser og den slags! Og han har fået blod på tanden. Læste ikke af sig selv – men det var ikke en kamp at lokke ham til 15 minutter med en bog.

Lige til i aftes.. Jeg kom op for at sige godnat.. Og der sad han og læste i en bog om dinosaurer. Og jeg satte mig ned og så læste han simpelthen højt for mig!

Det lyder nok ikke af noget for jer – men ligesom resten af hans skolestart gør det mig usigelig glad!

En anelse tvang, og meget upædagogisk vriden armen om på ryggen, et utal af bøger for at finde den genre de kan lide, og så lige pludselig var den der!!

2 læseføl og 2 læseheste. Fantastisk!!

Kong Mor er glad.

Okay – vi skal jo ikke overdrive – jeg har stadig mit ”jeg-er-sur”-skilt i nærheden – for alle eventualiteters skyld.

0,175 hyldemeter

Ja, det var jo hvad jeg havde til rådighed på Æblebakken..

De blev hurtigt fyldt op – og resten af reolerne var optaget af børnebøger på både dansk og fransk. Nu har ingen af disse bøger jo forladt matriklen, så jeg skulle til at tænke alternativt for at få mast alle de nye bøger ind.

Held i uheld havde jeg jo ikke noget job mere, og dermed ikke behov for de mapper som stod der før. Og derfor var der pludselig frigivet en masse mere plads til mine nyerhvervelser og nogle gamle bøger, som jeg fik fra familie og venner!

Nu er der masser af plads – kun 4 bøger er gemt omme bag ved – for der var ikke plads til det hele.

Hullet er skabt af bog nummer 1 i den fantasy serie som hedder ”The Black Magician Trilogy” som indtil videre er vældig spændende. Jeg har rationeret dem, og må allerhøjst læse en bog om ugen. Ikke noget problem foreløbigt, idet jeg læser væsentligt langsommere på engelsk!

Jeg har (desværre) allerede slugt en bog af Lone Mikkelsen, nemlig ”Ragnhilds saga”. Desværre – fordi der så er en mindre at læse.

En interessant bog, hvor der er fokus på kulturelle ændringer fra vikingetidens tro til kristendommen gjorde sit indtog i Danmark. Tankevækkende at læse, hvor meget det har betydet for folk – både den nye og den gamle måde at tænke på.

En, for mig, helt ny vinkel på de problemer der opstår med overgangen fra en tro til en anden. Jeg sad til sidst og kom til at tænke over vigtigheden af at tro. Tro på at noget er større end én selv.

Ragnhild har en livshistorie som hun gør op med, og tager stilling til, før hun skal dø. Hun gør rent bord – man fornemmer en tvivl hos hende, om hun har gjort det rigtige – tvivl om hvem af guderne der har ret – de gamle eller den nye.

Hun stiller også spørgsmål ved sine egne handlinger, som hun egentlig tror på, men man kan mærke tvivlen som alle disse ændringer afstedkommer.

Generations forskelle, tolerance og accept bliver vendt på en blid måde, og man kan indimellem mærke hendes uldkåbe kradse mod huden, så tæt kommer man på hende.

En god bog – en stille og eftertænksom bog.

No et moi

Som I ved er jeg altid på jagt efter nye bøger. Danske bøger, altså. Jeg vil have fyldt op her til sommer, så jeg har noget dansk at læse i til vinter. Og resten af året for nu at være helt præcis.

Derfor læser jeg boganmeldelser overalt jeg kan komme af sted med det. Og her ovre fandt jeg en vidunderlig beskrivelse af en bog for unge. Men så var den fransk. Det havde jeg ikke lige set komme. Men så tænkte jeg det nok skulle være muligt at få den hernede.

Som sagt så gjort og.. Nej jeg bliver lige nødt til at fortælle at mine børn har en forfærdelig ond mor. En mor, som før sommerferien spurgte lærerne hvordan jeg kunne hjælpe mine børn, så de kom bedst muligt ind i det nye skoleår efter sommer.

Og det skal lige tilføjes at det franske marked er oversvømmet af ferielektier. Hver fransk forældre med respekt for sig selv, tvinger deres arme børn til at lave ferielektier så de kan få endnu bedre karakterer næste år.. At det ikke virker, lader ikke til at påvirke dem i højere grad.

Hvor om alting er – det ville jeg helst ikke udsætte mine børn for. Jeg ved at 9 ugers sommerferie er lang tid og de når at kede sig ihjel 14 gange før d. 5. september hvor vi starter på ny. Lærerne var enige – ferielektier hjælper ikke – men at man skal læse, læse og atter læse.

Så – og fordi bøger i Frankrig er vildt billige – har jeg købt 3-4 nye bøger til dem hver – så de kunne læse noget som rent faktisk var spændende!

Og altså fik Divaen udleveret No et Moi. Om morgenen.. Og så, så jeg hende ikke mere den dag – og da hun aldrig har været den hurtigste læser – var min forundring meget stor, da hun kom om aftenen med blanke øjne og sagde: ”uuuuhhh MOR, hvor er det en fantastisk bog” – og så snakkede hun ellers løs.

Det var uden sammenligning den bedste bog hun nogensinde havde læst. Også i går og i dag har hun snakket om den – den har virkelig sat sig fast.

Måske siger den Divaen mere, end den vil sige danske unge? Jeg ved det ikke, men hun kan nøjagtigt relatere til både stederne i Paris og skolesystemet, og hele stemningen.

Men har I et ungt menneske i jeres omgangskreds – der kan lide at læse – som lige mangler at blive forkælet lidt, er ”No og Mig” af Delphine de Vigan, en bog jeg i allerhøjeste grad vil anbefale!

Bogudfordret i udlandet.

Når nu man står og skal pakke sit liv ned til kvart størrelse i et par år eller tre, så er det ret vigtigt at man får taget det rigtige med.

Her tænker jeg især på yngstedrengen som, om ikke dagligt, så i hvert fald flere gange om ugen, slår sig selv i hovedet og jamrer over at han valgte kun at tage sit lego og alle sine bamser med. Lego leger han naturligvis med, men bamserne ligger stadig i plastikkassen og et ikke blevet taget frem siden de blev pakket ned. Nogle ting er blevet eftersendt, små biler og glaskugler, som stadig er et hit i Frankrigs skolegårde om sommeren. Men en playmobilborg er lidt svær at få igennem systemet som storbrev og er derfor blevet på matriklen hjemme i Danmark.

Det var også lidt anderledes at skulle pakke for eks. køkkenet ned. HVAD har man brug for og hvad har stået og samlet støv, bagerst på øverste hylde i årevis – måske endda ting man havde glemt man havde. Altså tænke og sortere, tage en beslutning og pakke to forskellige piskeris og så lukke kassen. Færdig bum – ingen fortrydelsesret her.

Jeg hældte nok mest til the simple living da jeg pakkede – og bevares – det har da været meget sjovt at prøve, men en smule enerverende at skulle tænke alternativt hver gang man skulle lave noget.

Hvidløg blev hakket i hånden med en kniv, indtil jeg fik min forsinkede fødselsdagsgave – Taaaak – og Jamie Oliver kunne mase sig ind i mit liv fra en anden vinkel end filodejen. Når én i familien spørger “har vi ikke en..?” Så kan man smile sødt og sige – jo da.. i Danmark. Nogle gange meget træls, og har kunnet frembringe nogle ret spektakulære hysteriske anfald. I alle alderstrin.

Der var ingen tomme marmeladeglas til at holde regnorm i, ingen gamle blade til at klippe i stykker og lave collager af. Og First Mans kantskærer.. Vi har hidtil fundet løsninger – eller undværet.

Man kan overleve uden meget, men bøger har været det værste.

Vokset op i en familie af læseheste og sprogfanatikere, i flæng kan nævnes lærere, jounalister og cand.alt muligt, har bøger altid været fast inventar. Da jeg som lille var på besøg hos skolekammerater troede jeg at de gemte deres bøger, for jeg forstod ikke hvor de var henne. Intet i stuen, og især intet på børneværelserne. Og jeg forstod simpelthen ikke at man kunne leve uden bøger.

I Eventyrhuset var pladsen meget mindre end i Danmark, så bøger blev rationeret. Og naturligvis kom der flest børne + ungdomsbøger med. Nu skal det lige siges at vi i Danmark har så mange bøger, at jeg på et tidspunkt – det var ved nærmere eftertanke da vi flyttede sidst – fik familien til at love at de ville forhindre mig i at købe så meget som en enkelt bog til. Det har de heldigvis lykkeligt glemt alt om så jeg kunne fortsætte med at samle bøger til det hjemlige bibliotek efter devisen, man kan ikke få for mange bøger.

Det var svært at vælge hvilke bøger man ville have lyst til at læse ud i fremtiden, men bøger kan heldigvis læses af flere, så hvert barn fik en serie eller to med. Mika i urskoven, Lampens Børn, Det Gyldne Kompas og Piger på sporet – men Sværdets Søstre glemte vi desværre. Dertil en trillebørfuld med lige dele Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl og en del andre. Og så de uundværlige, H.C.Andersen, Karlson på taget og Snøvsen.

Men ligesom ens tøj, når man er mor, hvor både kvalitet og kvantitet er omvendt proportionelt med ens børns, var den tiloversblevne plads til mine bøger, altså til at overse.

Som i.. 11 kogebøger, højskolesangbogen, Ved vejen, Det forsømte forår, Nornegæst, Stormfulde højder, Bibelen og Lev stærkt, dø ung eller 17 cm.hyldeplads..

Nu, 7 måneder senere, er disse blevet læst og genlæst, og bøger har i det hele taget genindtaget deres højt placerede plads på en piedestal, som ikke tilnærmelsesvis er så stor når man er i Danmark. For i Danmark kan man, i mangel af bedre, smutte hen på det lokale bibliotek hvor kloge og hjælpsomme mennesker sidder parat med hjælp til inspiration.

Således eksileret fra nemt tilgængelige danske bøger, kaster jeg mig frådende over hvad som helst. Har læst samtlige af ældstepigens krimier, og alle Ottesens bøger, blandt så mange andre. Det er ikke dårligt – bevares men man savner alligevel en anelse mere mental udfordring.

Jeg kan egentligt godt huske det fra sidst vi boede i udlandet – danske bøger var højt i kurs, og man kunne ende med at læse hvad som helst. Jeg tror jeg er kommet til at læse indtil flere Victoria Holt på denne konto – pinligt – men sandt. Man bliver lidt utilregnelig, når god dansk litteratur er udenfor rækkevidde.

Jeg fik meldt mig til Bogudfordringen 2011, uden helt at tænke mig om.

Men jeg er sikker på at venlige mennesker nok skal forbarme sig over mig og sende en bog eller 2, ellers må jeg jo se nærmere på børnenes bogreol. Jeg er sikker på at jeg sagtens kan lade “Snøvsen” gå ind under augusts “danske mandlige forfattere” samt at Jules Verne jorden rundt på 80 dage må kunne blive acccepteret som “Bøger fra 1800-tallet”.

Læses skal der i hvert fald!!

Hende der Liza M

Jeg er til krimier. Også mange andre genrer, men i mange år har jeg mest læst krimier. Jeg fandt nemlig ud af at det var en af de få måder jeg kunne blive ved med at læse en bog på et fremmed sprog. Og når man ikke har ubegrænset tid til at læse i (fordi man er småbørnsmor til 4) så er det bare med at gribe chancen når den er der.

For mange, rigtigt mange år siden (note to self: er det SÅ længe siden? – gisp) da jeg kom til Frankrig, uden at kunne fransk, skulle det jo læres. Jeg startede ud med billedbøgerne i børneafdelingen på det lokale bibliotek. Men det var ikke helt nok at læse, uden at have en historie med. Og langsomt, meget langsomt åd jeg mig igennem værker med en anelse mere kød på, indtil jeg endelig kunne åbne en voksenbog – nemlig en kriminal roman.

Jeg  var nemlig ret sikker på at hvis bare historien var tilstrækkelig spændende, skulle jeg nok få den læst – og dermed lært noget mere fransk.

Og ganske rigtigt, den ene krimi tog den anden, og da jeg først var kommet ind i vanen var det svært at lægge den om. Så selv de danske bøger blev hovedsageligt til krimier, og der er nogle rigtigt gode nogle indimellem.

Men så kom hende der Liza M fra Sverige. Jeg fik én af hendes bøger, og kan ikke helt huske hvad den hedder, måske er det Røde Ulv, måske ikke. Jeg har nemlig ikke bogen mere, da jeg blev meget skuffet over den. I bedste teenage surmule stil.

Ikke over selve historien, som sikkert var udemærket, men min skuffelse har simpelthen gennemsyret hele oplevelsen, så jeg har lykkeligt glemt alt om historien og aldrig siden læst noget af hende, for jeg er blevet dybt dybt mistroisk. (og måske en anelse stædig, men det behøver vi ikke at komme ind på her)

Jeg har det sådan at facts skal være på plads – man gør sit benarbejde ordentligt hvis man skriver en bog som andre folk gider at læse – og så har man styr på alt det udenoms. Såsom datoer. Og det har hun ikke. Det må være rimeligt nemt at tjekke om en eller anden dato falder på en onsdag eller en lørdag. Og i denne bog – tillod hun sig at påstå at jeg ikke er født på en tirsdag. Og så begyndte min mistro at sætte ind – hvad har hun så heller ikke styr på.. Mage til frækhed 😉 Så ikke mere Liza M til mig, tak.

Men så er det jo dejligt, at der er nogen som hedder Camilla, Stieg og Jussi!!