Velkommen til lazarettet.

Seriøst, nogle gange rotter episoder sig sammen og angriber i flok.

At Zorronaldo har  brækket sin arm er en ting vi har vænnet os til.

At jeg ligger og glor med ben på langs er også en ting vi har kalkuleret med.

Vi hjælper hinanden Zorronaldo og jeg.

Til morgenmad smører jeg hans mad og han bærer vores tallerkner over til bordet. Han har benene og jeg har armene. Yderst praktisk.

Men så fik Prinsesse Lyserød pludselig feber og udviklede en halsbetændelse med mandler så store som valnødder – hver gang forbavser det mig at hun overhovedet kan trække vejret – og med så meget gullig belægning på, at man næsten ikke kan se at de er røde. Netop som jeg stak hende en panodil og sendte hende i seng, kom Gårdmand Bjørn og kunne berette at han var faldet ud af bussen.

…

Intet mindre.

Jeg tilbageholdt et moderligt gisp, og så følgende for mit indre øje: Bus i fart, søn der bliver væltet rundt og kastet af i fart, og jeg begyndte straks at lede ever blodspor på hans maltrakterede krop.

Men det var knap så voldsomt som det lød. Han var såmænd snublet over sine egne ben på vej ud af bussen og var tumlet hovedkuls ind i busskuret med næsen først hvis ikke han havde taget fra med den ene arm. Siden havde han ret ondt i skulderen. Jeg masserede ham og gav ham is på, en panodil og godnat.

Så dagen i går gik med diverse lægebesøg: Prinsessen fik en akut tid kl. 09.00 hvor halsbetændelsen blev konstateret hvorpå hun blev sendt hjem i seng, Zorronaldo skulle til kontrol-røntgen og sin ugentlige opfølgning på sygehuset, og slutteligt fik Gårdmand Bjørn en anden akut tid kl. 15.30 hvor det for en gangs skyld ikke kom på tale at tage en tur omkring skadestuen, og hvis smerterne ikke var aftaget mandag skulle vi bestemt komme igen.

Men så gik dagen da også for First Man.

Man kan så let komme til at gå og drive den af hvis ikke man skal køre sit afkom til læge. Han fik tjansen som sygetransportør hele dagen.

Alt i mens jeg sad hjemme og spiste kage sammen med en baby og hans mor.

Lidt fordele skal man have af at være krykkeramt.

Suk

Jeg påpegede forsigtigt forleden, at Prinsessen måske havde lige vel rigeligt make up på sit ellers så smukke ansigt.

Hun svarede: “Er det noget som du kun kan se eller er det også noget som normale mennesker kan se?”

…

Gad vide om man skal tage det som en kompliment?

Den der fantastiske barndom?

Eller hvad…

Mange af de reaktioner der kom – både her men også privat – efter indlægget om Gårdmand Bjørns ensomhed, gjorde stort indtryk på mig.

Tænk at så mange sidder – som voksne – og kæmper med ensomhedsfølelse eller føler sig utilstrækkelige fordi deres skolegang var noget møg.

Fordi…

…

Fordi deres forældre ikke lyttede.

Helt ærligt, hvor er det tragisk.

Hvor meget skal man så lytte til sine børn uden at gå i den anden grøft?

…

Jeg mener, det skal jo heller ikke være sådan at blot fordi lille Viktor siger: “Fie er dum og jeg må ikke trække hende i håret” så skal han vel ikke føjes i det.

Men man bør altså lytte til sine børn når de giver udtryk for at de har det skidt. Jeg har fået det allerbedste eksempel på at det virker efter hensigten, når man lytter – og reagerer – på hvordan de har det.

Så længe man skiller skidt fra snot – eller sådan noget – og som sagt ikke gør en myg til en elefant, bare fordi ungen har ondt i maven over nogle manglende lektier.

Det hjælper naturligvis ikke på alle de mennesker der sidder som voksne og ser tilbage på en barndom fuld af ensomhed, usikkerhed og følelsen af ikke at høre til nogle steder, fordi deres forældre ikke lyttede.

Men jeg tror så også på at disse mennesker har fået noget andet – og større – med i bagagen. De har lært empati og omsorg at kende, indefra.

De ville aldrig ignorere et råb om hjælp fra et ulykkeligt barn. Det vil de fleste andre forældre selvfølgelig heller ikke, men mennesker der selv har mærket ensomhed, er også bedre til at genkende den i andres øjne.

Måske kan det være et plaster på såret: at vide at man har fået andre gaver med sig.

I stedet for en gylden barndom.

Tys tys

Man kunne godt forledes til at tro at jeg helt er holdt op med at sige godnat til Firkløveret. Det er ikke ingenlunde tilfældet.

Men det forholder sig sådan at at ting der bliver betroet mig på hovedpuden er af sådan karakter at de ikke helt egner sig til offentlig endsige skriftlig gengivelse.

De bliver større; det er nu andre ting der rumsterer i deres verden og jeg har brug for alle mine evner for at hjælpe dem godt på vej.

Alfa og omega i den opdragelse – eller skulle måske snarere sige udvikling – vi har valgt, er at vi må stole på at de er nogle fornuftige mennesker. At de er fuldt ud i stand til at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert, for det har vi lært dem da de var små. De er derfor også i stand til at vælge hvilken vej de vil gå.

Jeg plejer at fortælle dem at de godt ved hvordan de bliver når de bliver store. De har en forestilling om det menneske de vil være når de bliver voksne. De fleste børn og unge har nemlig en klar idé om hvem de er, som voksne. Uanset om de skifter mening hen ad vejen, så er omridset af deres forestilling om sig selv som voksne, klar for dem. Og uanset om de er bevidste om det.

For at komme frem til det menneske de vælger at være, skal de foretage nogle valg. Nogle vil være gode og andre vil være… knapt så gode. Men fordi de har lært at tænke selv, og fordi de er udstyret med en samvittighed, ved de godt hvilke valg der var forkerte.

Man skal vælge hver eneste dag i sit liv. Vælge om man vil gøre det som føles godt eller vælge det som faktisk ikke føles så godt bagefter alligevel, selvom det lignede en god ide da man startede i situationen. Dermed lærer man også at alt hvad man foretager sig, får konsekvenser. Både de gode valg og de ikke så gode valg.

Jeg har erfaret at så snart de kan vælge selv, hvis man minder dem om at de skal respektere sig selv og det menneske de gerne vil ende med at blive, så vælger de stort set altid de gode og fornuftige ting.

Det er meget mere virkningsfuldt end at jeg står og formaner og bestemmer det de må og ikke må. Dermed bestemt ikke sagt at de må alt. Der er grænser og regler der skal overholdes, men jeg kan som bekendt ikke vide hvad de foretager sig når de ikke er inden for min radar, derfor må jeg stole på at de kan reagere fornuftigt, uanset hvad der sker. Og bliver de usikre, ved hvor de skal henvende sig. Også selvom de har jokket i spinaten og gjort noget de ikke måtte.

Ingen er perfekte og når mine søde børn gør dumme ting, for det gør de naturligvis, noget dummere end andet, så skal der være omsorg, kærlighed og forståelse nok til tilgivelse, så vi kan komme videre i livet.

Men når jeg så husker dem på det menneske de faktisk gerne vil være – uden at jeg overhovedet ved hvad det menneske indeholder for det har aldrig været det vigtige – så retter de sig uden drama og store armbevægelser og finder selv deres vej igen.

Det er hundrede gange nemmere at snakke om både kærester, fritidsinteresser, lektier og spisevaner med dem på denne måde. For slet ikke at tale om alkohol, cigaretter eller andre rusmidler. Og jeg får lidt kuldegysninger, og utætte tårekanaler når jeg hører dem ræsonnere over deres eget liv og levned med stor indsigt og fornuft.

Og jeg kan som mor tillidsfuldt sende dem ud i verden, i sikker forvisning om at mine børn udmærket godt ved hvor de skal hen, og skulle de blive i tvivl, så ved jeg de vil spørge om vej.

 

 

Gårdmand Bjørn som bamse.

Det siger lidt sig selv.

…

Jeg mener, bamsen ligger lidt i ordet bjørn.

…

Ikke desto mindre skal Gårdmand Bjørn spille bamse i skolekomedien. Den sidste jeg tvangsindlægges til.

 

Hurra.

…

Det er faktisk lidt nostalgisk.

Aldrig mere skal man tvinges til at sidde og se på skolekomedier spillet af børn med mere eller mindre talent. Bortset fra ens eget, naturligvis. De er jo altid fænomenalt dygtige uanset hvad.

Nå, men han skal altså spille bamse.

Og nogen skal derfor lave en bamsedragt.

Bliver pludselig meget træt.

Hvorfor laver man den slags skolekomediestykker hvor sagesløse forældre skal tvinges til at frembringe kostumer der ligner noget.

…

Jeg har muligvis sagt det før, men jeg spillede Freja i Thors Brudefærd, engang i den tidlige stenalder. Og jeg havde altså bare min natkjole på. For der var hjerter på. Og det lange lyse leverpostejsfarvede hår havde jeg i forvejen. Og vupti var Freja på plads.

Nu skal jeg til at kreere en bjørn. Med ører. Jeg synes de strammer den. Mon publikum lægger mærke til det hvis jeg klæder ham ud som gulerod?

Er der en syerske tilstede?

Lille barn bliver så stort.

Vi er her ude i noget nostalgi.

Og tager en pause fra ferien, for der var lige noget andet der trængte sig på.

Et lille stik ved hjertet når – eller hvis – man  tænker over det.

Og det gør jeg.

Eller måske snarere en hegnspæl der bliver banket gennem mellemgulvet.

…

I går aftes var jeg oppe og sige godnat til min lille Bjørn. Min lille Gårdmand Bjørn, som bliver 12 i december og som desuden snart er vokset Divaen over hovedet. Men han ER altså stadig lille. Meget lille.

Han snorksov allerede, efter en meget begivenhedsrig dag, og jeg lagde dynen, som lå halvvejs nede på gulvet, op på plads omkring igen, puttede ham, og plantede et kys på hans pande der duftede af hule og hemmeligheder.

Da jeg nåede ud i gangen, slog det mig pludselig, jeg havde ikke trådt på en eneste legoklods, playmobildims eller legetøjsbil. Overhovedet.

…

Ikke i sig selv så mærkeligt, for da vi kom hjem fra ferie meddelte han uden videre, at han ville rydde op på sit værelse.

Dejligt tænkte jeg.

Men han nøjedes ikke bare med at rydde op.

Han ryddede ud.

Og væk.

Og pakkede sin barndom sammen.

…

Og selvom de åbenlyse fordele (aldrig mere træde på en legoklods om natten) da er et vældigt plus i mit liv, så blev jeg lidt ufattelig trist ved tanken om at: “det var så det, nu har jeg bare ikke børn der leger længere”

Legetøjet er væk fra hans værelse, dog ikke helt så støvsuget som de andres værelser – endnu – men det er afgjort ikke et børneværelse længere.

Det er et “ung-værelse”.

Og jeg gav mig til at regne.

I grove træk kan man sige at de er legende børn i ca. 10 år.

I starten leger de med legetøj fordi vi giver dem det. De er lige så glade for en papkasse som for det der er indeni. Når de så falder for selve legetøjet så kan man allerede begynde at tælle ned.

I 10 år er de børn. I 10 år kan man gå på jagt efter spændende legetøj.

Og nu kan jeg så nøjes med at gå på jagt efter en lavalampe og en sækkestol.

Og jeg behøver ikke engang være bange for at han punkterer den.

…

Kan selvfølgelig også begynde at ønske mig børnebørn.

Gensyn

Da jeg tirsdag loggede ind på skoleintra, kunne jeg med smil i hele maven, konstatere at noget af det allerførste Jørn havde gjort, var at tage et nyt fælles klassebillede af “sine” børn.

Jeg er ikke i tvivl om at de har savnet hinanden – børnene og deres Jørn – også selvom det er et lille bysamfund vi bor i, og man alligevel har kunnet hilse på her og der, så har afstanden været stor. Gårdmand Bjørn tog dog forskud på glæderne med et kæmpe bjørnekram fra sin lockoutede klasselærer, da vi var til samme konfirmationsfest forleden.

At vi også har savnet vores børns engagerede lærere skal der ikke herske tvivl om. Der vil altid være gode lærere og så nogle mindre gode lærere, men det er jo ikke noget unikt, at man ikke bryder sig om alle. Der er ting i skolesystemet jeg gerne så ændret, men det må blive en dag hvor jeg har mindre travlt.

Ikke destomindre fik jeg utætte tårekanaler, da jeg i går modtog et hastigt brev fra lærergruppen, hvor der stod noget i stil med:

“Kære forældre, vi ved det er med kort varsel, men vi har brug for at hygge os sammen med jeres børn, så i morgen tager hele skolen – undtaget 9.klasse – på tur hele dagen.”

De bliver kørt i bus, skal have madpakke med og der bliver brugt penge på en stor oplevelse.

Det lyste ud af beskeden at de har brug for en dejlig positiv oplevelse, og selvom børnene sikkert især ser det sjov der er ved at suse rundt på Egeskov Slot, så ved jeg at det betyder så meget mere for lærerne, som virkelig har savnet børnene.

Det kan virke tosset at man bruger tid på tant og fjas når der er så mange timer at indhente, men jeg tror det er nødvendigt for at kunne lave en god og solid bund for de par måneder der er tilbage. De har brug for fælles oplevelser der er gode. Brug for at få et fælleskab op at stå igen. Det har været hårdt for lærerne, men så afgjort også for børnene.

Jeg synes det er dejligt at de river – endnu – en dag ud af kalenderen og kommer tæt på hinanden igen på denne hyggelige måde.

Der er købt stort ind til årets bedste udflugtsmadpakke og jeg glæder mig til at høre om det hele i aften!

Til alle lærere derude: jeg er meget glad for at I er tilbage. Jeg er klar over I ikke fik det I gerne ville opnå, men kampen er ikke slut, den er først lige begyndt.

I mellemtiden gør I noget godt for vores børn. Jeg håber det tæller.. Trods alt!

Borgerstrejke og andre trusler.

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

…

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

…

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

…

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

…

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…

 

 

Lægger an til bøvs.

om lockout.

Og er ved at blive meget meget vred.

Jeg er så harm over at alle vasker deres hænder i forhold til børn og deres vilkår lige nu.

…

Når Ziegler går ud og siger at det også gør ham ked af det at vide at børnene ikke får undervisning, så har det samme effekt på mig som når folk der slår, siger ”det gør lige så ondt på mig at slå dig”.

…

Er sur og kan ikke få ordene på gled.

Så jeg vil i stedet ud og gå en tur med mine børn, deres kammerater, forældrene og lærere idag, alle parter trænger til at mødes!

Hakket kød og dilemma

…

Dilemmaet først. Det slog mig, da jeg var kommet hjem fra arbejde og sad og hørte på mine børns beretninger om dagen der var gået og andre før den, at jeg var midt i den moderne kvindes dilemma.

På den ene side er jeg himmelråbende lykkelig for mit job, det er udfordrende, der er masser at lave, det er spændende og jeg snakker med en masse mennesker på en del forskellige sprog i hele verden. Kina, Vietnam, Bali, Brasilien, Slovakiet, Frankrig, nå ja og så Danmark. Der går ikke en dag uden jeg på et eller andet tidspunkt tænker at jeg har de sødeste kolleger, og at jeg er heldig at have et spændende arbejde!

Nå..

Så var der den anden side…

Og jeg ved at nu sidder der indtil flere som vil gnide sig skadefro i hænderne fordi mine unger også – naturligvis – opfører sig som ganske almindelige uopdragne unger.

Men det er den side der gør at jeg næsten ikke orker at have et arbejde.

Den side dukker op, når jeg hører at der er nogen som glemmer at spise morgenmad, at madpakkerne generelt består af flade madder uden tyngde, hvis den overhovedet bliver lavet, og at frugt er ikke eksisterende i den forbindelse. Den anden side rører også på sig når jeg kan forstå at der bliver kigget morgen fjernsyn, og når jeg kan konstatere at kikseskuffen er tom, slikdåsen ligeså. Som om alt det jeg med møje og besvær har forsøgt at lære dem, går fløjten hvis jeg ikke er i umiddelbar nærhed for at håndhæve det.

Og så er det at jeg hellere vil være hjemme og passe på mine børn til de bliver så store og fornuftige at de ikke laver den slags stunts. For som jeg prøvede at forklare dem, jeg vil heller ikke have de har kasket på inden døre, at de spiser i stuen, eller med albuerne på bordet. Men det er ligesom ikke så slemt som at glemme morgenmad og madpakke, og så erstatte det med kiks.

Og det er i virkeligheden mit dilemma som hjemmegående mor og kvinde med et arbejde. Og bare man dog kunne begge dele.

Men jeg øver mig i at lade dem kunne selv. Især med madlavning. Lige pt. mest af nød da jeg stadig ikke står på mine to ben i ret lang tid ad gangen. Derfor, når jeg er hjemme, er jeg mest at finde på sofaen med benene oppe.

Ligeså i går. Hvor det var Gårdmand Bjørns tur til at lave mad. Menuen stod på lasagne, men jeg fik ham overtalt til pasta og kødsauce, da jeg ikke kunne overskue at guide ham igennem bechamelsauce, råbende fra sofaen.

Først blev han bedt om at få sin far til at give ham en pose hakket kød fra fryseren. Der var åbenbart noget som var mere interessant for det endte med at drengen selv skulle hente sit kød i fryseren.

Jeg fortalte hvordan han kunne tø det op i en gryde, og jeg kunne høre han gik igang.

Jeg kunne også sagtens høre da First Man gav sig til at råbe op ca. 10 minutter senere.

…

Med fortrydelse i stemmen.

…

Nysgerrigheden sejrede og jeg humpede ud i køkkenet, kun for at finde min søn i færd med at stirre brødebetynget på et stort stykke okseinderlår der lå og brændte på i en alt for lille gryde.

Men seriøst hvor skulle han vide fra hvordan hakket kød så ud i frossen tilstand?

…

Altså, jeg sukkede dybt og fik stegen hevet op og lagt i køleskabet og det hakkede kød blev fundet. Hvorpå min søn kunne lave maden færdig!

Og det smagte vidunderligt.

…

Og i aften skal vi så have okseinderlår.

Mine børnebørn

Jo, den er god nok!

Jeg har faktisk hele tre. Tre søde unger, som jeg kalder mine børnebørn. Det må jeg garanteret godt for både Ingelise og Dorte.

Jeg ved også at Randi vil være enig med mig. Randi er også ‘mormor’.
Jeg vil nemlig til enhver tid hævde, at når mine aupair-piger får børn, så er det også lidt mine børnebørn.

Vi ser dem desværre ikke ret tit. Mest fordi faren ved at få danske aupirpiger til udlandet er jo at de møder en franskmand og ikke vil hjem igen. Så Clara ser vi desværre ikke ret tit, for nu at sige det mildt.

Men så er det godt at der findes andre, der kunne finde en sød dansker og dermed slå sig ned forholdsvis tæt på. Og forøge mængden af Aupair-børnebørn. Kvaliteten er jo i top, en Aupair som har skiftet ble på mine unger bliver helt klart en bedre mor end gennemsnittet.

Der findes få ting der er så hyggelige som når man får lov til at kramme sådan en lille tyk bassemand, eller sludre med en charmerende fræksak som ser op til Gårdmand Bjørn som var han Brad Pitt. Eller måske snarere Captain America, eller sådan noget.

Ulempen er så at man ligger vågen den halve nat, og er lidt hys, fordi det faktisk er lidt bekymrende at bassen har fået skoldkopper i øjet!! Ja, lige midt på det hvide!

Lille Basse med skoldkopper og feber.

Håber virkelig snart han bliver rask igen, og kan holde sine forældre i ørerne.

Mænd eller Mus?

Altså, vi er efterhånden ikke ret mange tilbage på matriklen.

Der er sket det, at Zorronaldo ligeledes har forladt Æblebakken for en stund. En lidt længere stund – idet han er taget på lejrskole til Italien.

Jeg fik lov til at bage cookies til turen, som han kunne dele med de andre.

Jeg har ovenikøbet fået én sms: ”vi er ankommet”. Det må være takken for de der cookies.

Meget ulig sidste år, måtte jeg endda også gerne lave hans madpakke og køre ham til mødestedet.

Det sidste har nok noget at gøre med det faktum, at afgangen var kl. 03.45 lørdag morgen, og han ikke lige orkede at vandre de 2 km. i mørket, med kuffert og rygsæk. Indrømmet, han havde heller ikke fået lov, selvom jeg meget gerne var blevet i min varme seng for at sove.

Jeg er jo ikke så god til det med at miste nattesøvn. Men jeg var helt venlig, og snerrede kun af ham en enkelt gang, da han troede han skulle bestemme hvilken vej jeg skulle køre.

Men jeg fik som sagt lov til at køre ham derhen..

Okay, jeg fik ikke lov til at stige ud af bilen. Han frygtede sikkert at synet af hans mor, uden make-up, iført briller, morgen nat-hår og fleece pyjamas, samt ikke at forglemme mine gummistøvler i kemisk lilla, ville kunne traumatisere de stakkels mennesker for tid og evighed.

Det er muligt at han havde ret, jeg insisterede ikke, for jeg frøs også en del på trods af numsevarmeren. Jeg fik dog allernådigst lov til at kysse ham på kinden igennem det åbne bilvindue. Det var også ret mørkt, så han risikerede ikke alverden, der på den anden side af vejen.

Jeg holdt så lidt, der på den anden side af vejen, og spekulerede på om det dog ikke var høfligst at stige ud og sige godmorgen grynte noget til de venlige mennesker som skulle køre hele den lange vej til lufthavnen, med de børn hvis forældre IKKE gad den slags.

Men jeg bestemte mig for at køre hjem og sove i stedet for, og så i øvrigt lade posen med de legendariske cookies være stand in for høfligheden.

Da Gårdmand Bjørn næste morgen kom ind for at meddele at han nu var vågen, satte han sig midt på min mave, og kaldte på Blondinen, som dermed fejlagtigt troede hun også skulle være del af denne morgenhygge.

Efter jeg havde fået gennet hunden ned, og sparket min yngste søn væk fra min mave (eller var det omvendt) hen på midten af sengen, sad han lidt og sagde så eftertænksomt: ”NU er jeg den eneste mand tilbage i huset.”

Jeg løftede et søvnigt øjenlåg og mumlede at han altså ikke var nogen mand, fordi han kun var 10 år.

Han lænede sig helt hen over min dyne og da jeg lukkede det andet øjenlåg op var hans næse få centimeter fra min. Han smilte meget sødt til mig og sagde venligt: ”Jeg er jo ikke nogen mus”.

Gad vide hvor han fik den fra? Jeg har ikke engang læst højt af den.

Mon han er Steinbecks reinkarnation eller noget?

Hvordan man skal være..

Nu stavning, ikk’? Det er ikke altid så nemt som det lige umiddelbart lyder.

Og jeg bliver jævnligt meget forbløffet over mine børns noget alternative måde at stave dansk på. Især de 75 % af dem – som rent faktisk læser hele tiden, det være sig på dansk, fransk eller engelsk!

For hvis jeg spørger Divaen hvordan hun staver til flæskesteg, og hun så siger: F L Æ S K E S T E G.. og jeg så spørger hvorfor i alverden hun IKKE skrev lige netop den bogstavsammensætning, men ”stej” i stedet for ”steg”.. kan hun ikke svare på det. Mærkeligt.

Jeg mindes også da Prinsesse Lyserød gik i første klasse, og de skulle fortælle om en oplevelse de havde haft – og hun skrev: ”Daen æfter va vi iæme” Den sætning stod jeg meget længe og kiggede på – indtil det faldt mig ind, at læse det højt.. Og så gav det besynderligt nok mening.. For mig altså – så sig endelig til, hvis det stadig er volapyk for jer, så skal jeg gerne oversætte!

Siden dengang, har jeg læst deres skriftlige mesterværker højt for mig selv, når jeg har været i tvivl.

Jeg vogter lidt over deres stavning. Det går nemlig ikke altid lige godt. Det er, til deres forsvar, ikke nemt at skulle beherske så mange sprog både mundtligt og skriftligt, men det er samtidigt så vigtigt at kunne stave, så det skal jo læres.

Så længe leve både skype og facebook!

Det giver dem mulighed for at skrive til Mormødre og Gudfædre når de har lyst (og tid) og det er supergod træning! Og ja, jeg ved godt de ikke må have facebook før de er 13 – men det er mig som har deres password..

Ved godnat seancen i går, kom jeg ind til Gårdmand Bjørn. Han sad og skrev i en lille notesbog han har. Han viste mig beredvilligt siden da jeg spurgte hvad han skrev.

En liste.

Der stod: Poesie, Sport, Engle, ES.

Jeg læste ordene højt. Og han så pludselig noget spekulativ ud. Jeg holdt derfor op med at læse, og spurgte om det ikke var det, der skulle stå.

Han sukkede og grinte lidt: ”Der skal bare ikke stå engle, det andet er rigtigt nok.” Han stirrede ned på de genstridige bogstaver. Han lignede en som ikke kunne forstå hvordan det ord lige var kommet der, når det nu var noget helt andet han oprindeligt havde skrevet.

”Så skal det måske være et ”A”?” sagde han, lidt usikkert.

”Det kan godt være” svarede jeg ”men det kommer jo an på hvad det var, du ville skrive”

”Anglais” [anglæ] kom det så. Han var stille lidt. ”Så er det jo nærmest skrevet ½dansk og ½ fransk” konstaterede han glad.

”Hvad er ES så?” spurgte jeg.

”Nåmn, det er education civique. Det er sådan noget hvor man lærer hvad man skal være. Det er ret spændende, hvis nu man ikke ved om man er et barn, så kan man lære det. Og hvis man vil være kriminel så får man også at vide hvornår man er det og hvad der er forbudt”

Jeg smilede og kunne fortælle ham at det hed ”samfundsfag” på dansk, men om man lige havde det i fjerde klasse i Danmark, tvivlede jeg på.

…

Der blev stille.. Og jeg ventede.

Så kom det, undrende: ”Ved man så slet ikke hvordan man skal være barn i Danmark?”

Skal selv

Jeg ved godt, det mere er ”kan selv – vil selv” men da Divaen blev født, var det udelukkende ”skal selv” der var fremherskende, i vores lille franske lejlighed.

Der findes nemlig slet ikke mødregrupper, sundhedsplejersker eller andet djævelskab i Frankrig. Altså ikke i min verden – har man boet andre steder eller i andre byer, eller født på offentlige hospitaler – er det muligt det er anderledes.

Men altså, i min by var den slags – mødregrupper og lignende sekter – aldeles bandlyst, og gudskelov for det.

For det første har firkløveret set dagens lys på et slot. Ret blæret ikk’? Et slot – intet mindre – som huser en privatklinik. Mrs. Simpson og Edward har boet på netop det slot, efter de forlod England.

Det er i hvert fald et meget flot slot – og ret sejt at komme til verden på et slot i Versailles. Hvis man siger det hurtigt, tror folk endda at det er slottet i Versailles, hvilket det jo trods alt ikke er.

Der er heller i øvrigt ikke indlagt varme på slottet, og jeg vil have mig betakket for at føde til offentligt skue, som de havde for vane, dengang der altså blev født børn der.

Men tilbage til mit slot. Der var lyserødt sengetøj på barselsgangen. Dette var for at give de nybagte mødre en bedre teint.. Så vi ikke lignede æblegrød fra i forgårs. Ret betænksomt synes jeg nok. Og meget fransk!

Man blev heller ikke sparket ud efter et par timer. Fem dage hvis man var førstegangsfødende og fire dage hvis det var nummer mer’. Det eneste kriterium var at babyen skulle have taget på i vægt. Og mor måtte ikke have feber.

Så kom man hjem til sig selv og var der. Og man gik ikke i sort hjernelammende panik fordi ens mand tog på arbejde dagen efter. Eller fordi han ikke tog de 14dages barsel som han har ret til ifølge fransk lov.

Undskyld, det var lige et undrende opstød. Ikke surt overhovedet – kun undrende. For så svært er det altså ikke, at tage sig af en nyfødt.. Heller ikke hvis man har andre børn. Okay – indrømmet livet er lidt nemmere, når man har aupair ved nummer fire, og den ældste kun er seks år.

Det virker nærmest som om man bliver opdraget til at skulle synes, det er voldsomt svært at blive mor. Måske fordi der er så meget man skal leve op til, i forhold til de der mødregrupper og sundhedsplejersker.

Jeg skulle selv.

Og det var nu helt rart ikke at blive afbrudt hver gang man tog initiativ til noget omhandlende sit barn. Jeg har kunnet læse – og lytte – mig til horrible historier mine danske medsøstre kunne berette om.

Der var ikke nogen til at fortælle mig at babyer skulle have de der grimme huer på, eller at de ikke måtte få færdiglavet grød, fem måneder gamle. Om de skulle ammes eller ikke. Det måtte jeg helt selv bestemme. Og det gjorde jeg så.

Der var ingen risiko for at jeg blev tvangsindlagt til en mødregruppe, hvor jeg kunne sidde og føle mig utilstrækkelig, og ende med at blive usikker på alt hvad jeg faktisk allerede havde taget stilling til. Ingen strenge damer som kunne tvinge mig til at amme videre selvom jeg ikke havde lyst..

I ved nok.. overdrivelse fremmer forståelsen!

Havde jeg problemer, kunne jeg gøre ét af følgende: læse i en bog om børn, men de passer aldrig rigtigt helt, vel – og i hvert fald aldrig på ens egne børn? Så kunne jeg snakke med en veninde, eller ringe til børnelæge hvis jeg troede det var alvorligt, velvidende at franske børnelæger arbejder til kl. 19-20 om aftenen og hele lørdag formiddag. Naturligvis.

Men jeg lærte faktisk at lytte mest til mig selv.

Hvorom alting er, det gik fint og forbavsende smertefrit med at få børn alligevel – mødregrupper til trods!

Udsigt til knus

Jeg får mange knus for tiden. Sådan rigtig mange. I hvert fald flere end jeg plejer.

Folk, okay ikke vildt fremmede vel, men medlemmerne af mit firkløver indfinder sig oftere end ellers, for lige at få et knus.

Denne forhøjede kvota af knus, udspringer af en af mine julegaver.

En bamsetrøje, en ultrablød og bamset hættetrøje. Faktisk ligner den noget man laver babysparkedragter af.

OG jeg skulle naturligvis have lagt dette billede ind fra starten. Den hvide snebold er en af to ponpon’er som ligeledes bliver voldnusset! Her er det dog ikke Zorronaldo, men derimod Gårdmand Bjørn som lige får sig lidt krammeterapi!

.. Lægger lige mærke til at han kun er et hoved mindre end jeg.. Jammer..

Køn er den bestemt ikke – jeg ligner nok mest af alt noget udstoppet og ikke ret babyagtigt. Men vældig blød!

Det er derfor ikke engang for at opnå noget, at de vil putte lidt, okay putte er nu også et lidt stort ord, men helt specielt dejligt er det nu, at få en – til tider stadig– vranten teenager der bruger str. 45 i sko og som nu efterhånden er 8 cm højere end jeg, på skødet.

Det er en sjælden gave at have stille stunder med en dreng som snart bliver 15, og jeg nyder det intenst, den der sprække i alt det seje. En forsigtig åbning til hans sind. Faktisk kan man godt være heldig at liste et lille guldkorn ind i sprækken, og endda håbe på at det sidder fast.

Så jeg udnytter situationen og beholder min bamsebløde trøje på og nyder mine knus!