Det går lidt for stærkt. Og jeg når ikke at lave de indlæg der rumsterer i mit meget morgenuldne hoved når jeg kører på motorvejen på vej til den store by oppe nordpå..
De bliver både lavet, gennemtænkt og redigeret, der et godt stykke tid før kl. 7, men så når de ikke længere.
Det er synd.
Faktisk.
For tænk nu engang hvis I kunne lide dem.
…
Et nyt arbejds- og skoleår er næsten i gang igen.
Blyanter er spidsede og klar. Alle er veludhvilede efter ferien og skulle være klar til at udfylde de blanke sider.
… Faktisk er det jo lidt betryggende at vide at man hele to gange årligt får chancen for at spidse blyanter og starte forfra på friske blanke sider. Jeg mener, alle de dårlige vaner man har nået at få tillagt sig – uden naturligvis at være skyld i det selv, man er bare viljeløst og nådesløst blevet trukket ned i vanens dynd – kan man få en slags syndsforladelse for, og starte i et frisk kladdehæfte.
Nå det var et lille bitte sidespring, men altså, jeg er stille fordi der er sket meget i mit levende liv, så meget at jeg har fravalgt blogge på det groveste, både min egen og andres, og den dårlige samvittighed begynder efterhånden at røre på sig.
Jeg vil gerne fortælle om ferien – som var fantastisk – jeg nævner i flæng: dykning i Spanien, shopamok med veninder fra Æblebakken, bjergbestigning i Pyrenæerne, alt for meget lækker mad og intravenøst Ricard Rosé.
Jeg fortrænger dog samtlige minder om min sure svigerfar, som på alle måder levede op til sit tilnavn, Gårdmand Bjørns start på ferien med galopperende mylderbæ – på Laurences toilet kl. meget og alt for tidligt – samt den luns af en finger jeg fik snittet af under et besøg på den blinde måde, i min egen toilettaske.
Sagen er også at jeg venter på at Bloggers Delight skal fjerne reklamerne fra mit eget domæne så jeg kan få min blog tilbage og kan få foden under eget bord.
Til den tid har jeg nok ikke flere læsere – men det må jeg jo så leve med – indtil da, nyd jer selv og hinanden!
Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.
Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.
Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.
…
De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.
At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.
Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.
…
Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.
og
…
et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.
HoneyBooBoo outfit.
Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.
Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?
(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)
Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte? Jeg måtte google.
Hvilket hjalp en hel del.
…
Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.
…
Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…
Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??
Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.
Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.
…
Jeg savner ord.
…
De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.
Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.
…
Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?
De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.
Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.
Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.
Og brillerne – ikke at forglemme!
Overskriften var oprindeligt “MIG og de kendte”, men det var lige lovligt uhøfligt, sådan at fremhæve sig selv på den måde, så den blev som den blev.
Der er jo det ved Danmark, at de kendte holder sig for sig selv, i mindre lukkede kredse, hvortil ingen har adgang, med mindre man har været ude på en ø eller brugt for mange penge og føler trang til at dele den slags med resten af befolkningen.
Og skulle man endelig kende en, der er noget ved musikken, så føles det slet ikke som om det er en kendt person, man kender. Nu den minister vi kender, hun er jo bare en dame vi kender lidt.
Og når vi møder Fru Jelved nede på stranden, er det jo også bare damen med det grå hår fra sommerferien.
Nu er der naturligvis mere spændende og mere kendte mennesker til end lige politikere, men jeg kender vist ikke rigtigt nogen andre kendte end de to damer.
Jo forresten, min morfars fætter var med i Charles Tante, og skuespilleren Betty Glosted arbejdede engang i min børnehave, hvilket enhver kan regne ud var et par dage siden, så hun har tørret mig i begge ender, men hun var dog langt fra ligeså interessant som Monica, der – når vi blev fanget med en finger halvvejs oppe i hjernen – bad os samle vores bussemænd sammen i en fælles kop, for så ville vi få dem med flødeskum på, om søndagen. Og det forstod jeg aldrig helt for vi var jo ikke i børnehave om søndagen. Og hvilken kop?
…
Jeg tvivler dog meget på det pædagogiske i hendes udtalelse, men hun var altså meget sjovere end Betty!
Og det resumerer sikkert meget godt mit samkvem med kendte mennesker.
Eller jo, jeg har også hilst på Frederik engang. Og First Man har fået et (kind)kys af Mary, men så er det vist også slut.
Så derudover mænger jeg mig ikke ret meget med de kendte.
Jeg er i hvert fald ikke så vant til det, at jeg ligefrem lægger mærke til dem.
Det er meget anderledes i Frankrig, eller rettere i Paris. Der vrimler det med kendte på hvert og hvert andet gadehjørne. Ikke at jeg lægger mere mærke til dem der, men der er bare flere af dem. De kendte altså. Som om koncentrationen af kendte er lidt større i Paris.
Jeg mindes engang jeg var med First Man ude og spise på en dansk restaurant, og for min død ikke kunne begribe hvordan det kunne lade sig gøre at Ingrid Bergman var opstanden fra de døde for at spise der på Flora Danica ved bordet ved siden af. Indtil det gik op for mig at det var Isabella Rosselini.
Ligeledes har jeg stået og siddet ved siden af andre store franske berømtheder uden at ane det, fordi jeg ikke troede den slags var fritgående. Eller fordi det først gik op for mig for sent, at de var kendte.
Stor var derfor min forundring derfor, da jeg fandt en kommentar fra netop Paul Becker, den lydbogsoplæser som Ellen anbefalede, lige her, på min ydmyge blog. Og jeg var ikke fri for at føle mig en bitte smule beæret over opmærksomheden, eller omvendt. For jeg går ikke ud fra han ellers læser med her sådan mere permanent, men alligevel! Var faktisk i stor affekt og måtte stakåndet spørge Ellen privat, om hun troede det var den “rigtige” Paul.
Vi blev enige om at det nok var ham. Og det har jeg så blæret mig med siden!
Jeg nyder i hvert fald hans oplæsning. Faktisk så meget, at jeg lavede et raid i Kvickly i lørdags sammen med Lene og rev, ikke mindre end 8 lydbøger ned i kurven, hvoraf de fire er oplæst af ham.
Det var nu nok også meget godt, at jeg havde skrevet så pænt om ham, for tænk engang hvis det havde været Smikkel som læste mit indlæg. Han havde nok heller ikke kommenteret. Allerhøjst bedt mig om at læse bogen selv, nu jeg var så utilfreds med hans ‘S’er. Ikke desto mindre fik jeg en kommentar fra Paul!
Og altså, så var det jeg tænkte… Hvis nu jeg skriver om – listen er lang – men lad os bare sige Bruce Willis eller Daniel Craig for nu at vælge nogen, gad vide om de så også ville skrive en lille besked til mig?
Mellem et par indlæg.
Det lysner i øst! Jeg er ved at finde så meget energi at jeg faktisk har flere blogindlæg på køl!
Jeg er ikke kommet så langt som til at læse jeres blogs endnu.. Jeg har dog været på fransk visit her og der. Jeg håber inderligt I bærer over med mig, men rytmen skal indfinde sig fuldstændigt og det er ikke tilfældet 100% endnu!
Jeg har været helt færdig og flad hver aften og overskuddet har været meget langt væk.
Men jeg ville blot meddele at det som sagt ser lysere ud.
Noget vil vise sig inden længe! Og mit blogliv vil blomstre op igen!
Håber vi ses!
Gad vide om der i wordpress er indbygget en app – for nu at blive i det hype – som muliggør fusioner af to enheder med forskelligt indhold?
For nu skriver jeg lystigt løs her, ganske som før, og ikke så meget andre steder. Når så reklamerne forsvinder fra mit domæne, kan man så fusionnere indholdet fra begge blogs uden at sidde tilbage med 498 indlæg der ved en frygtelig misforståelse er kommet ind to gange..
…
Anyone?
Ja.. Det kan ikke have forbigået nogen som indimellem læser med på kongmor.dk at der er kommet nogle ualmindeligt lede popupreklamer.
Der er få ting som irriterer mig mere, når jeg klikker ind på bt.dk og hver anden artikel bliver forstyrret af popups kan det gøre mig hidsig i flere omgange. Derfor har jeg kontaktet bloggers og bedt dem om at fjerne popups på mit domæne, men om det bliver efterkommet – eller hvornår ved jeg ikke.
I mellemtiden vil jeg slå mine folder her..
Så er det i hvert fald på plads.
Jeg skal flytte! Ja, det ved I jo godt, men det er fordi det ikke kun familien som skal flytte her fra Æblebakken hjem til Møllen på Øen.
Det er også Kong Mors verden som skal flytte. Den flytter nemlig hen på eget domæne.
Med lidt hjælp fra Bloggers Delight. Der bliver bare så hyggeligt – og jeg har simpelthen fået mine fine prikker med derover!
Det roder stadig en del med billeder, som jeg ikke kan finde ud af at få til at fungere og alt det som jeg gerne vil have til at stå ude i siden. Men det kommer jo nok efterhånden.
Jeg har fået et par reklamer på, men selve indholdet på Kong Mor ændres under ingen omstændigheder, det er stadig mig og mine helt egne synspunkter som jeg uden blusel, gavmildt hælder udover den ganske blogverden!
En enkelt sur bøvs kan det sikkert også godt blive til fra tid til anden. Jeg vil endda gå så langt som til at love at der også vil komme sødsuppe klistrede børnekommentarer ud over rampen når det ikke kan være anderledes.
Jeg kan forsikre jer for, at jeg vil blive ved med at være pinlig, spise chokolade i januar, lave telefonfis og vedligeholde alle mine fordomme, måske endda få nogle nye!
Jeg kan stadig ikke kende forskel på byg og hvede, og min viden om fugle begrænser sig til at det er noget med fjer.
Det eneste jeg lige kan komme på der mangler på http://kongmor.dk/ er jer … Så kig endelig forbi, for jer kan jeg altså ikke undvære!
Håber I bærer over med indflytterproblemerne!
Efter Kong Mor..
Tænk engang – nogen har simpelthen tænkt tanken. Der stod nemlig i mine google søgeord: ”Efter Kong Mor”.
Jeg ved godt det er oppe i tiden med royale jubilæer og den slags. Jeg kan naturligvis kun prale af godt ét år.
Men.. jeg har ikke tænkt mig hverken at abdicere eller få en naturlig efterfølger. Jeg bliver her lidt endnu. Om Blogland og diverse udbydere vil.
Det er alligevel lidt for mærkeligt at tænke sig en verden uden Kong Mor. Altså, jeg er overbevist om at folk overlever, men jeg mener, Kong Mors verden – uden Kong Mor. Hvad så?
Også set i lyset af Mommers pludselige, og meget ufrivillige forsvinden fra Blogland. Unødvendigt at sige at mine backups skal laves lidt oftere.
For hvad nu hvis det samme skete for mig?
Jeg valgte denne udbyder i sin tid, fordi jeg havde hørt at andre bare slettede ens blog i nattens mulm og mørke, og det ville jeg da ikke risikere. Og nu viser det sig at det kan ske alligevel – ud af det blå.
Jeg blev for noget tid siden, kontaktet af nogen som gerne vil sætte en reklame ind hist og her, så jeg måske endda kan tjene noget på at blogge. Det er vældigt fristende.
Hvis jeg har tøvet, har det været af skræk for at I ville synes det var forstyrrende, selvom jeg har set at det er pænt og sobert og ikke for meget.
Så måske bliver det sådan på et tidspunkt..
Og læg nu ikke for meget i gitteret – sådan ser lågen til Æblebakken bare ud!
Men uanset hvad, så abdicerer Kong Mor ikke!
Hos Mommer er blevet midlertidigt lukket af WordPress – hvorfor ved ingen.. Jeg skriver midlertidigt, fordi jeg sandelig håber at hun snart kommer tilbage igen!
Hun er altså ikke død – men very much alive og prøver at få et fornuftigt svar ud af WordPress.
Men om ikke andet – så blev jeg i hvert fald tilskyndet til at tage en backup af alle indlæg osv.! Better safe than sorry..
Lad os håbe hun snart er tilbage igen!
Det er flere år siden siden jeg begyndte at meditere over fænomenet “Cybervenskaber”.
Måske startede det dengang jeg troede jeg kendte en eller flere aupair-piger, og ikke gjorde det alligevel. Fordi de viste sig at være en hel del anderledes end det de gav udtryk for i deres mails.
Men det kan faktisk også godt være at det startede dengang First Man – til min store ærgrelse – fik sin første mobil-telefon.
For, som jeg sagde, hvad i alverdens riger og lande skulle han bruge den til. Hvis han var hjemme havde han vores nr., og var han på arbejde kunne man kontakte ham der.
Jeg indså godt nok lidt efter lidt, det praktiske ved en sådan indretning, og endte endda selv med at få én. Og nu har jeg min elskede Blackberry som jeg ikke vil af med for noget i verden.
Men spørg mig ikke om mit mobilnummer, for jeg kan det ikke. Jo, jeg ved at det vist starter med 06, ligesom alle de andre mobiler i Frankrig.
Derimod forandrede den totalt First Mans og mine bilture.
Hvor vi førhen kunne sidde og pjatte, snakke om det der var vigtigt lige nu og her, eller bare være tavse sammen, så bliver alt næsten med det samme afbrudt af tonerne til noget Vivaldi, hvis det er kolleger der ringer, men hvis det er vennerne der lige skal høre hvor vi er henne, og hvordan det dog kan være at vi kan ånde uden dem, lyder derimod nogen hotte westernmelodier.
Og så kan jeg så sidde der, og høre på at First Man fortæller alle andre om hvordan han har det.
Altså, alt det han plejede at fortælle mig.
Man kan jo naturligvis godt sige, at jeg stadig er til stede, og også at jeg stadig bliver informeret om hans gøren og laden. Men det er ikke henvendt direkte til mig.
Derhjemme er det ikke stort bedre. Enten ringer vores fastnet, og er man optaget på den, kan man være sikker på at mobilen nok skal give lyd fra sig, på et eller andet tidspunkt. Eller omvendt.
Det begyndte endda, at blive nemmere at snakke sammen i telefonen, for First Man og jeg. De gange jeg alligevel havde ham i røret for at spørge om jeg skulle lave mad til ham også, kunne vi jo ligeså godt “komme hinanden ved” og blive ført up-to-date med det sidste nye, som vi alligevel aldrig havde tid til at snakke om når han var hjemme.
Fordi så er der børnene, måltiderne, dagligdagen, fjernsynet… og alle telefonerne.
Selvom jeg har prøvet at forklare ham vigtigheden af at slukke sin telefon engang imellem, subsidiært sætte den på lydløs, så bliver grænsen mellem arbejdstid og fritid lige så langsomt visket ud.
Derfor kan det sagtens hænde at han snakker om monteringen af det sidste kamera på fabrikken i Sydfrankrig , lørdag aften kl. 21:57 mens vi har gæster.
Og når nu han begyndte at bruge så meget tid i sin mobiltelefon, endte det med at jeg faktisk kedede mig en smule. Der var jo optaget hvis jeg ville ringe til
ham.
Men så var det at jeg fik en blog.
For lige pludselig var der jo nogen (okay – det var godt nok nogen jeg ikke kendte – men det faktum var jeg villig til at se bort fra) men i hvert fald, nogen der læste hvad jeg havde på hjertet.
Eller med andre ord – et sted jeg kunne komme af med mine vældig gode synspunkter – uden at blive afbrudt og uden at blive modsagt.
Og hurtigt blev også blogland en del af min hverdag.
Jeg glemmer aldrig chokket over at se nogen af jer i levende live, ikke at I var specielle på nogen måde, men det undrede mig ligesom lidt, at der var rigtige
mennesker af kød og blod bag ved de flotte blognavne.
Det slog mig pludselig at aldrig har vi været nemmere at få fat i, aldrig har vi haft et større netværk, aldrig har der været så mange at snakke med døgnet
rundt, og aldrig har vi kommunikeret mere end i dag.
Og aldrig har vi været mere alene når vi gør det.
Alene foran en kold summende maskine mens man ser ind i en blinkende skærm i stedet for at par øjne, alene mens man holder en kold lille boks mod øret i stedet for at holde en levende hånd, eller hvile hovedet mod en levende skulder.
Jeg synes blogland er en ny og rig dimension af vores kolde elektroniske fagre verden. Det er jo fantastisk stort at kunne kommunikere verden over med lynets hast.
Jeg håber da ikke at jeg er anderledes her på skærmen, end i virkeligheden?
Jeg gør mit bedste for at være så naturlig og ærlig, og helt igennem mig selv, på min blog, som jeg er til daglig sammen med mine unger på vej til skole, eller over en kop te med en veninde.
Eller det vil sige, det var jo slut allerede i torsdags.
Nu har jeg med megen møje og besvær udvalgt, eller det vil sige, udtrukket en.. Og så var der lige to til. Som skal have nogle trøstepræmier.
For pokker. Jeg kunne bare ikke vælge. Så jeg bad Divaen om hjælp. Og det har faktisk taget det meste af dagen i dag..
Tak – tusind tak – fordi I gad lege med. Der var mange spændende grunde til at ville vinde, og nogle af dem var altså ret morsomme. Ja ikke alle sammen, men nogle var. Så tak for grin!
Der var også nogle som virkelig bare havde brug for lidt opmuntring, og vi endte med at sidde tilbage med 6 som vi trak lod imellem – OG så var det simpelthen Mille som vandt denne lodtrækning. Så Mille – send lige din adresse til kongmor@live.dk så du kan få en bette pakke fra Normandiet!
Men så var der jo Fr. Møller.. DET absolut hårdtslående argument kunne jeg simpelthen ikke stå for – jeg vinder nemlig heller aldrig noget – og det er altså synd, så derfor får Fr. Møller en lille trøst. Hvis altså jeg får hendes adresse.
Og så er der en, som fik ondt af de af mine indlæg der ikke blev valgt. Og sådan at tage hensyn til det jeg skriver, det var da sødt – derfor skal the Blogless Sister også have en lille trøsteting.
Men det kræver at jeg får adresser fra de damer – ellers vil det være en anelse svært at sende noget overhovedet.
Det er så hyggeligt at give gaver.
Jeg er også med i en nisseklub – ja jeg ved det – det nærmer sig et julet indlæg, og hører vel til herovre i stedet, men hvis vi nu går ud fra at nisser er der hele året, så burde det ikke gøre noget og ingen behøver at få det skidt.
Men altså, denne nisseklub har medlemmer fra hele verden, ej det er faktisk mest danskere, men mange af dem sidder ude i den vide verden. Man melder sig så til julegavebytning, og får en som man skal være nisse for, og så er der jo logisk nok en anden, som skal være nisse for én.
Og før en given dato skal man have sendt en pakke til en værdi af 20€. Det er noget så sjovt.
Et år fik jeg en kæmpe samling krydderier og specialiteter fra Prystina. Sejt ikk? En anden gang fik jeg vidunderlig julekop fra Starbucks. Det skal lige siges at det var længe før de kom til Europa. En vidunderlig halskæde fra USA, billedrammer fra Texas, Sæbe fra Schweiz og jeg kunne blive ved – det er nok lidt uinteressant for andre end indviede, så jeg vil lade være med at blive ved – jeg blev bare lige revet med af stemningen.
Men det jeg ville sige var, det er så hyggeligt at lave disse pakker til mennesker som man ikke altid kender. Så jeg har også gået og nydt at lave en pakke som nu skal sendes til Mille!
Næsten ligeså kedelige som lørdage – der sker intet i blogland om onsdagen. Og derfor kunne jeg putte et hvilket som helst kedeligt indlæg ind der. Som for eks. hvad vi fik at spise til aftensmad. Og endda noget så ordinært som suppe.
Og så vælter det ind med argumenter for eller imod melboller – hjemmelavede eller ej. Og det greb om sig, pludselig handlede det også om supper. Klare eller blendede.
Det havde ellers været et ret godt partiprogram, 27 timer i døgnet, ingen melboller, sol om sommeren og den slags vigtige sager.
Men jeg overgiver mig – melbollerne overlever.
Politik er alligevel slet ikke mig – også selvom jeg faktisk har cyklet med en som nu er minister – jooo – fint skal det være! Altså det var hun ikke da vi cyklede i fjernsynet, men alligevel!
Men nu det jo VAR onsdag i går – så kunne jeg jo egentlig godt fortælle om en jeg lige fandt. En blogger. Hun skriver tænksomt – hun skriver breve. Jeg læser med! I kan se hende her.
Så er det også i dag, sidste dag til den der giveaway jeg har. For i morgen er det jo min fødselsdag – og jeg skal have gaver, sang, halløj og ballade. Juhuu og hurra for mig. Kan nok ikke sove i aften!
Men altså – jeg trækker en vinder i løbet af i morgen og sender så en fantastisk pakke til den heldige.
Og så er det i øvrigt også denne torsdag hvor Beaujolais nouveau 2011 bliver frigivet. Jeg skal såmænd også til vinsmagning i aften. Tror godt nok jeg tager en termokande med, så jeg kan få mig en kop te. For nu er det ikke alle BeaujolÆser der smager godt, endsige er til at drikke. Overhovedet!
Foretrækker en Nuit Saint Georges.. (gad vide om dette afstedkommer samme ophidselse som suppen)
Når jeg sætter mig ved tastaturet og skal skrive et blogindlæg, så skal der jo gerne være sket noget som jeg kan fortælle om.
Det er ikke altid tilfældet – eller jo – der sker jo altid et eller andet i løbet af en hel dag, men det er ikke altid det er indlægsvenligt eller at det i det hele taget rager andre, ud over inderkredsen ved hoffet.
Jeg kunne jo godt fortælle om alle de meget grimme bandeord, på både fransk og dansk, jeg udøste over det tåbelige dørtrin der slog min tå – men jeg tvivler stærkt på at det har nogen form for interesse.
Jeg kunne også fortælle om det lille bitte modermærke jeg skal have fjernet fra mit lår. Men det er ligeledes fuldstændigt uinteressant for de af mine læsere der dukker på en søndag – endda før kagetid.
Når sådanne dage indtræffer, ser jeg mig ofte nødsaget til at dukke ned i en rodekasse af indlæg, som jeg har skrevet helt eller halvt færdigt, og se om der kan komme noget brugbart – eller rettere – læsbart ud af det.
Nogle gange har jeg kun en overskrift. Hvis jeg har fået en idé og ikke har haft tid til at skrive indlægget med det samme, så har jeg bare skrevet en overskrift og regnet med at det kunne blive skrevet senere.
Det er ingenlunde en god idé og jeg håber meget at jeg vil holde op med den slags omgående.
For lidt siden – dykkede jeg nemlig ned i dette arkiv af ufærdige værker.. gad dog forresten vide om de mon vil blive nummererede efter min død??
Sådan en slags K katalog? Jeg håber jeg i så fald ville komme over 626..
Nå – i hvert fald – jeg dukkede ned i arkivet.. og fik fat i flere spændende overskrifter – intet andet – og i tilgift ingen anelse overhovedet, om hvad jeg havde ment med ordet – eller hvad det lige var jeg ville fortælle..
Så derfor så får I ikke noget indlæg i dag..
Men der kommer kage senere!
Her gik man rundt i sin egen lille selvsmagende boble og troede at man var helt unik, speciel og fantastisk og alt det der.. kort sagt – essensen af alle de fine komplimenter man får fra sine læsere og bare, ganske kritikløst, labber i sig.
Derfor er det noget af et slag i ansigtet, med en våd uldhandske, på en lille smuttur rundt i blogland, at kunne konstatere i hvert fald 98 % af overskrifterne fra i går, også var noget med Halloween.
Min overskrift var i det mindste forkert stavet..
Mon jeg kan score 1 point for originalitet på den konto?
Kong Mor - med vilje 