Arkiv | Blogland RSS feed for this section

Travlt i livet.

24 nov

Det går lidt for stærkt. Og jeg når ikke at lave de indlæg der rumsterer i mit meget morgenuldne hoved når jeg kører på motorvejen på vej til den store by oppe nordpå..

De bliver både lavet, gennemtænkt og redigeret, der et godt stykke tid før kl. 7, men så når de ikke længere.

Det er synd.

Faktisk.

For tænk nu engang hvis I kunne lide dem.

 

 

Jeg er levende!

5 aug

Et nyt arbejds- og skoleår er næsten i gang igen.

Blyanter er spidsede og klar. Alle er veludhvilede efter ferien og skulle være klar til at udfylde de blanke sider.

… Faktisk er det jo lidt betryggende at vide at man hele to gange årligt får chancen for at spidse blyanter og starte forfra på friske blanke sider. Jeg mener, alle de dårlige vaner man har nået at få tillagt sig – uden naturligvis at være skyld i det selv, man er bare viljeløst og nådesløst blevet trukket ned i vanens dynd – kan man få en slags syndsforladelse for, og starte i et frisk kladdehæfte.

Nå det var et lille bitte sidespring, men altså, jeg er stille fordi der er sket meget i mit levende liv, så meget at jeg har fravalgt blogge på det groveste, både min egen og andres, og den dårlige samvittighed begynder efterhånden at røre på sig.

Jeg vil gerne fortælle om ferien – som var fantastisk – jeg nævner i flæng: dykning i Spanien, shopamok med veninder fra Æblebakken, bjergbestigning i Pyrenæerne, alt for meget lækker mad og intravenøst Ricard Rosé.

Jeg fortrænger dog samtlige minder om min sure svigerfar, som på alle måder levede op til sit tilnavn, Gårdmand Bjørns start på ferien med galopperende mylderbæ  – på Laurences toilet kl. meget og alt for tidligt – samt den luns af en finger jeg fik snittet af under et besøg på den blinde måde, i min egen toilettaske.

Sagen er også at jeg venter på at Bloggers Delight skal fjerne reklamerne fra mit eget domæne så jeg kan få min blog tilbage og kan få foden under eget bord.

Til den tid har jeg nok ikke flere læsere – men det må jeg jo så leve med – indtil da, nyd jer selv og hinanden!

BooBoo på speed.

16 mar

Der er det ved at have en blog, at sommetider får man tilsendt en email hvor nogen tilbyder en gaver. Jeg lægger som oftest (altid) ud med surt at spørge hvad de så regner med at få for de “gaver” de vil sende til mig.

Og langt de fleste bliver banket direkte hen i ringhjørnet igen, hvor de hører til.

Men ikke denne gang. For denne gang var svaret: Ingen verdens ting.

De ville bare sende mig noget. Og jeg skulle ikke gøre noget til gengæld.

At jeg så gør det alligevel med dette indlæg, må stå for egen regning.

Stor var min forventning derfor da jeg modtog – jeg der elsker gaver – en pakke med ukendt indhold.

Jeg fremdrog et stort krus. Og en T-shirt. Og en mulepose.

og

et par solbriller der vil gøre Elton John misundelig for tid og evighed.

HoneyBooBoo outfit.

Nu ved jeg ikke om TLC har hørt om mit absolut ikke eksisterende TVkendskab, eller har overvejet hvor lidt tid, jeg rent faktisk tilbringer foran fjernsynet, for så havde de nok valgt en anden at forære disse reklameeffekter til.

Ikke desto mindre landede de i mit hus og der stod jeg. Måbende. For hvad, eller hvem, i alle verdens riger og lande var Honey BooBoo?

(Det er muligt det ikke bør skrives sådan, men rent grafisk ser det altså pænest ud)

Var det en ny Disneyfilm, et makeup mærke, eller en Chai Latte?  Jeg måtte google.

Hvilket hjalp en hel del.

Honey BooBoo er en duracellkanin på speed.

Altså, Honey BooBoo er et overvægtigt, svært forstyrret 6 årigt pigebarn, som deltager i skønhedskonkurrencer for børn, hvor det ikke handler om meget andet end at promovere mødrenes fallerede drømme om det der aldrig lykkedes for dem. Og det er…

Faktisk fandt jeg ud af – på et yderst oplysende youtubeklip – at nogen føler sig kaldet til at give disse små piger falske tænder på, hvis deres egne mælketænder ikke er hvide nok. Hvilket nok er ret svært med den ikke uanseelige mængde cola der øjensynligt hældes indenbords. Men altså gebis til babyer? Hvad sker der for de mødre??

Det er smagløst og grænsende til omsorgssvigt.

Nå, men altså nu har hende Honey BooBoo pigen åbenbart fået sit eget realityshow, med hele familien.

Jeg savner ord.

De fleste episoder har undertekster – også i USA – fordi ingen fatter en lyd af hvad de mumler. Og jeg må muligvis stå frem i lyset som et snobbet overklasseløg, for mage til karikatur af en sydstatsfamilie, skal man altså lede længe efter.

Scarlett O’Hara go home, din arvtager er fundet, selvom jeg ikke helt ved hvem der skal spille Rhett. Men den tid den sorg – pigen er kun 6 år – og man kan da håbe at hun kan nå at fortabe sig i glemslens tåger, før det går så galt. Ellers ville Professor Higgins være et bud, hvis vi andre skal overleve. Men jeg er svært bange for at det bliver Onslows barnebarn der render med hende.

Og da jeg så havde reddet på forargelsens bølge i et stykke tid, landede jeg ublidt midt i mine egne fordomme. For hvor befriende anderledes og fuldstændig uhøjtidelig, var den familie ikke lige?

De pruttede om kap, fremviste deller, nøs så snottet fløj og stangede tænder på et plan som havde virket overdrevet, hvis ikke lige det var fordi, der ikke var noget manuskript. Det er så grotesk en familie, at det er til at grine af, og bare jeg bliver fri for at dele stamtræ med dem, må de såmænd gerne fortsætte deres show flere sæsoner for min skyld.

Honey BooBoo vil nok heller ikke aldrig nogensinde få mig til at se TV, men måske var hun det friske pust der var brug for, midt imellem alle de der perfekte anorektikere topmodeller.

Rent bortset fra at jeg nu har en ny, sjov og meget stor, kop til min samling.

Og brillerne – ikke at forglemme!

De kendte – og jeg.

12 mar

Overskriften var oprindeligt “MIG og de kendte”, men det var lige lovligt uhøfligt, sådan at fremhæve sig selv på den måde, så den blev som den blev.

Der er jo det ved Danmark, at de kendte holder sig for sig selv, i mindre lukkede kredse, hvortil ingen har adgang, med mindre man har været ude på en ø eller brugt for mange penge og føler trang til at dele den slags med resten af befolkningen.

Og skulle man endelig kende en, der er noget ved musikken, så føles det slet ikke som om det er en kendt person, man kender. Nu den minister vi kender, hun er jo bare en dame vi kender lidt.

Og når vi møder Fru Jelved nede på stranden, er det jo også bare damen med det grå hår fra sommerferien.

Nu er der naturligvis mere spændende og mere kendte mennesker til end lige politikere, men jeg kender vist ikke rigtigt nogen andre kendte end de to damer.

Jo forresten, min morfars fætter var med i Charles Tante, og skuespilleren Betty Glosted arbejdede engang i min børnehave, hvilket enhver kan regne ud var et par dage siden, så hun har tørret mig i begge ender, men hun var dog langt fra ligeså interessant som Monica, der – når vi blev fanget med en finger halvvejs oppe i hjernen – bad os samle vores bussemænd sammen i en fælles kop, for så ville vi få dem med flødeskum på, om søndagen. Og det forstod jeg aldrig helt for vi var jo ikke i børnehave om søndagen. Og hvilken kop?

Jeg tvivler dog meget på det pædagogiske i hendes udtalelse, men hun var altså meget sjovere end Betty!

Og det resumerer sikkert meget godt mit samkvem med kendte mennesker.

Eller jo, jeg har også hilst på Frederik engang. Og First Man har fået et (kind)kys af Mary, men så er det vist også slut.

Så derudover mænger jeg mig ikke ret meget med de kendte.

Jeg er i hvert fald ikke så vant til det, at jeg ligefrem lægger mærke til dem.

Det er meget anderledes i Frankrig, eller rettere i Paris. Der vrimler det med kendte på hvert og hvert andet gadehjørne. Ikke at jeg lægger mere mærke til dem der, men der er bare flere af dem. De kendte altså. Som om koncentrationen af kendte er lidt større i Paris.

Jeg mindes engang jeg var med First Man ude og spise på en dansk restaurant, og for min død ikke kunne begribe hvordan det kunne lade sig gøre at Ingrid Bergman var opstanden fra de døde for at spise der på Flora Danica ved bordet ved siden af. Indtil det gik op for mig at det var Isabella Rosselini.

Ligeledes har jeg stået og siddet ved siden af andre store franske berømtheder uden at ane det, fordi jeg ikke troede den slags var fritgående. Eller fordi det først gik op for mig for sent, at de var kendte.

Stor var derfor min forundring derfor, da jeg fandt en kommentar fra netop Paul Becker, den lydbogsoplæser som Ellen anbefalede, lige her, på min ydmyge blog. Og jeg var ikke fri for at føle mig en bitte smule beæret over opmærksomheden, eller omvendt. For jeg går ikke ud fra han ellers læser med her sådan mere permanent, men alligevel!  Var faktisk i stor affekt og måtte stakåndet spørge Ellen privat, om hun troede det var den “rigtige” Paul.

Vi blev enige om at det nok var ham. Og det har jeg så blæret mig med siden!

Jeg nyder i hvert fald hans oplæsning. Faktisk så meget, at jeg lavede et raid i Kvickly i lørdags sammen med Lene og rev, ikke mindre end 8 lydbøger ned i kurven, hvoraf de fire er oplæst af ham.

Det var nu nok også meget godt, at jeg havde skrevet så pænt om ham, for tænk engang hvis det havde været Smikkel som læste mit indlæg. Han havde nok heller ikke kommenteret. Allerhøjst bedt mig om at læse bogen selv, nu jeg var så utilfreds med hans ‘S’er. Ikke desto mindre fik jeg en kommentar fra Paul!

Og altså, så var det jeg tænkte… Hvis nu jeg skriver om – listen er lang – men lad os bare sige Bruce Willis eller Daniel Craig for nu at vælge nogen, gad vide om de så også ville skrive en lille besked til mig?

Lige en indskudt bemærkning!

5 mar

Mellem et par indlæg.

Det lysner i øst! Jeg er ved at finde så meget energi at jeg faktisk har flere blogindlæg på køl!

Jeg er ikke kommet så langt som til at læse jeres blogs endnu.. Jeg har dog været på fransk visit her og der. Jeg håber inderligt I bærer over med mig, men rytmen skal indfinde sig fuldstændigt og det er ikke tilfældet 100% endnu!

Jeg har været helt færdig og flad hver aften og overskuddet har været meget langt væk.

Men jeg ville blot meddele at det som sagt ser lysere ud.

Noget vil vise sig inden længe! Og mit blogliv vil blomstre op igen!

Håber vi ses!

 

Gad dog vide…

27 jan

Gad vide om der i wordpress er indbygget en app – for nu at blive i det hype – som muliggør fusioner af to enheder med forskelligt indhold?

For nu skriver jeg lystigt løs her, ganske som før, og ikke så meget andre steder. Når så reklamerne forsvinder fra mit domæne, kan man så fusionnere indholdet fra begge blogs uden at sidde tilbage med 498 indlæg der ved en frygtelig misforståelse er kommet ind to gange..

Anyone?

Popups!

22 jan

Ja.. Det kan ikke have forbigået nogen som indimellem læser med på kongmor.dk at der er kommet nogle ualmindeligt lede popupreklamer.

Der er få ting som irriterer mig mere, når jeg klikker ind på bt.dk og hver anden artikel bliver forstyrret af popups kan det gøre mig hidsig i flere omgange. Derfor har jeg kontaktet bloggers og bedt dem om at fjerne popups på mit domæne, men om det bliver efterkommet – eller hvornår ved jeg ikke.

I mellemtiden vil jeg slå mine folder her..

Så er det i hvert fald på plads.

%d bloggers like this: