Tillykke med dagen Danmark

Og her kommer så et billede af den vigtigste af vores grundlovsændringer!

Danmarks riges grundlov à 1915!

 

 

Kong Jensens verden

Jeg har besluttet at tage midlertidig navneforandring til Kong Jensen.

Hvis man kan sine eventyr, så er -sen navne aldeles ikke at kimse af, og ifølge både “Børnesnak” og mig, er  også Jensen et ganske fint navn. Derfor denne midlertidige navneforandring.

På Danmarks statistiks – uden apostrof – hjemmeside, kan man desuden læse at der er hele 261.432 mennesker – og jeg hørte ikke godt nok efter i skolen til at regne ud hvilken procentdel det er af den samlede befolkning, men mon ikke det er lige omkring de 5 % – samt en enkelt, nu garanteret afdød, filmhund og derfor ikke med i statistikken, der alle lyder det gode navn “Jensen”.

Disse 5% af Danmarks befolkning er garanteret alle sammen unikke og meget forskellige. For sådan er mennesker jo gerne.

Så med statistikken i hånd kan jeg med sindsro fastslå at Jensen er et meget udbredt navn i vores lille land, både med apostrof og uden.

Der er dog flest Jensener uden apostrof.

Jeg synes som sagt navnet er vældig pænt.

…

Og absolut pænest uden apostro’f.

God weekend!

Det er ikke fordi jeg er ligeglad.

Det er fordi jeg tror folk også indeholder andet end det som bliver udbetalt sidste hverdag i måneden.

…

Jeg var for nylig til fest.

Med en masse mennesker jeg ikke kendte. Jeg kendte det par som inviterede os, havde hørt om et andet par, og kendte meget perifert en person via firkløverets skole.

I øvrigt ret akavet, idet min yngste søn har haft en del kontroverser med vedkomnes barn: “Hej med dig, nårh ja min dreng har drillet din datter med hendes sko og du ringede til mig fordi hun var blevet ked af det. Går det ellers godt?”

Men vi hilste og smilte og sagde hej og det var det.

Men, med vanlig iver, kastede jeg mig ud i den sociale karrusel det er at hilse på nogen man ikke kender. Da det var en fest hvor 98% af de deltagende var udklædt, var det i øvrigt også en ret speciel fornemmelse at lære disse folk at kende.

Men det forhindrede mig skam ikke i både at hygge mig og grine med disse for mig ganske ukendte mennesker.

Jeg snakkede om – jeg nævner i flæng – skolesystemer, mobning, sprog, overskæg, at bo i udlandet, opdragelse, tilgivelse og romkugler.

Det snakkede mine… – kan man egentlig sige interlokutør på dansk? Altså dem man snakker med? Er der ikke noget pænere ord for samtalepartner?

Nå, det var et sidespring.

Altså, mine forskellige samtalepartnere talte naturligvis også om ovenstående emner, det var jo trods alt ikke monologer jeg havde gang i, men fælles for dem alle sammen – altså samtalepartnerne – var at de spurgte mig, uden undtagelse, hvad jeg lavede.

Altså arbejdede med.

Og bevares, det er skam vældigt interessant, det jeg sidder og laver, men der er bare ikke ret interessant for så mange andre. Containere, søde kolleger, kinesere, kunder og emsige finker siger nok i bund og grund ikke andre så forfærdeligt meget.

Jeg troede faktisk at det var en kliché, det med at folk spørger til dit arbejde.

Det var det så ikke, kan jeg betro jer.

Jeg kan ellers nemt komme på rigtigt mange andre ting som egner sig bedre til at fortælle om, ved sådan en fest hvor man ikke kender nogen.

Men det er som om man bare skal igennem sådan en slags social ansættelsessamtale før man kan blåtstemples og godkendes som acceptabel samtalepartner.

Jeg var mere interesseret i så mange andre ting hos de søde, sjove og absolut også spændende mennesker, jeg talte med i løbet af den aften.

Jeg tror jeg nåede at spørge om en enkelt persons jobmæssige situation, men det kan ikke have været banebrydende interessant, for jeg er svært bange for jeg har glemt hvad det så end var hun lavede.

Og det slog mig, dagen efter da jeg på bedste kvindevis efteranalyserede aftenens forløb, at jeg jo må have stået for de andre som værende totalt ligeglad med dem. Uanset hvor meget andet vi så fik snakket om. Men i og med folks arbejdssituation er så vital for enhver optræden på den sociale scene, så er det jo eklatant brud på alle diplomatiske konventioner ikke at spørge ind til hvordan og hvorledes og under hvilke forudsætninger en person bliver aflønnet sidste hverdag i måneden.

Jeg beklager.

Men jeg mødte en masse skønne mennesker, trods det at jeg ikke kender deres titel.

Ø

Det kan vel ikke undre nogen at jeg er varm fortaler for Øer. Danske øer. Bosat på en, omgivet af mange, øer fylder meget i min verden.

Derfor kan visse selvbestaltede eksperters tåbelige udtalelser virkeligt få mig i dårligt humør.

At man er forsker og dermed pr. definition klog (?!!) benægter jeg ikke, men måske er en forsker i lokalplanlægning ikke så interesseret i mennesker generelt, og fokuserer muligvis udelukkende på ud- og afvikling af landsbyer, for at gøre Danmark til en rentabel forretning.

Det er sikkert ikke rentabelt at have folk til at bo på en lille ø.

Men dermed ikke ensbetydende med at de skal flytte?

Jeg var så uheldig at høre forskernes – eller i hvert fald en af dem – udtalelser om hvorvidt det kunne betale sig at bo på landet.

Et af hans – mange og dårlige – argumenter for at folk ikke skulle bo på en ø, var at der ved gud ikke kunne være ret spændende at bo hele året.

…

Undskyld mig, men skal vi absolut alle sammen moses sammen i byer med mere end 100.000 indbyggere for at det er rentabelt?

Og resten af Danmark skal lukkes af og åbnes til sommeren – ikke ulig en forlystelsespark – så alle de stressede byboer kan se hvordan en levende ko ser ud.

…

Men hvad med os som faktisk gerne vil bo på væk fra større byer, på landet subsidiært på en ø?

Nu er det vel ikke sådan at vi skal til at have kinesiske tilstande i Andedammen?

Sådan at al jord tilhører staten og hvis de vælger at bruge den matrikel min mølle står på, så må jeg smutte. Er det derhen denne forsker vil?

Hvis han ikke kan få ind i sit indskrænkede hoved at der findes mennesker der gerne vil bo på en lille ø, på landet, i udkanten hele året, så må det være hans problem, ikke et større fælles problem som skal hældes ud over andre sagesløse mennesker, som Jensen spreder gylle.

Det er sikkert mere komplekst end som så, men en enkelt mands udtalelser om at “der jo ikke kunne være så sjovt at bo hele året” fremkaldte denne sure bøvs.

Og så regner det også.

En glemt årsdag

Nu har vi været hjemme i mere end et år. Det var i søndags faktisk. Men vi havde travlt med at lave – og spise – pandekager, så dagen gik ubemærket hen, i hvert fald i forhold til årsdagen.

Hvad er der så sket i det år?

Som en slags status kan jeg sige at det er positivt. Det meste i hvert fald.

Vi har genfundet gamle venner, mødt nye og andre er gledet ud i sandet. Livet går som det plejer, en dag ad gangen uden tanke for om man har lyst til at stoppe op indimellem.

Jeg savner Fiona usigeligt, det bliver aldrig helt det samme på skype og facebook. For slet ikke at tale om Laurence og Christelle. Jeg savner min lille café, min tøjbutik og min Dims&Ting-butik. Jeg savner at være høj…

For her i Danmark er jeg bare en mindre prut, hvorimod jeg i Frankrig afgjort er i den højere ende af skalaen. Og det er så rart!

Og så savner jeg maden. Altså. Ja. Rigtigt meget maden.

Så der er en masse savn.

Men på den gode måde. For jeg er også glad for at være her.

Og det troede jeg ikke jeg ville være.

…

Jeg troede jeg ville jamre og klynke over alt det jeg ikke havde. Savne på den onde måde. Men det kom slet ikke.

…

Mange siger at de der rejser ud, først kommer rigtigt tilbage igen, anden gang.

Det tror jeg på!

Medlem.

Divaen er nu fuldgyldigt medlem af klubben, Danmark.

Fik sit eget eksemplar af Grundloven, og pænt forklarende brev fra Mogens Gedebuk. Ikke noget særligt. Men vi ser ham jo også hvert år, oppe i sommerlandet.

Men det jeg ville sige var, at det er stort, fantastisk og fornuftigt at sende et eksemplar af Grundloven til alle der bliver 18.

Og en medfølgende forklaring om at man skylder Danmark, sig selv og de andre at være en del, også af det politiske fællesskab. Jeg fristes til at sige at det under alle omstændigheder umuligt kan blive meget værre end nu, så hvorfor ikke.

Nu med egen Grundlov

Men det er da et sundt initiativ. Et vink der er til at tage og føle på. Tilsendt på ens 18 års fødselsdag.

Danmark – jeg er for en gangs skyld imponeret!

Flytte ud… og hjem?

Det der med at flytte frem og tilbage.

Første gang, var det meget svært. Det var svært, måske mest fordi det ikke var mit valg.

Det blev ikke nemmere af at komme til et land, som burde være mit, men som jeg kun kendte fra ferier. Jeg følte mig helt fremmed, jeg kunne sproget men det var så det.

Jeg kunne ikke engang betale en regning, og måtte gå ned i banken, blafre lidt med mit girokort og hviskende spørge Ellen – nej ikke hende Ellen, en anden Ellen – hvordan det nu lige forholdt sig med det.

Og så det med at møde andre mennesker.

Jeg ved godt jeg er dansk, og jeg skulle nok ikke spytte sådan i suppen, men ærligt talt, danskere er vist generelt ikke ret gode til at tage imod nyankomne. Eller fremmede i det hele taget.

Så nej, det var ikke ret nemt at flytte hjem.

Denne gang regnede jeg mere eller mindre med, at jeg ville finde det lige så svært. Men forbløffende nok, siden vi tog beslutningen har vi glædet os. Nogle mere end andre, og nogle med en anelse forsinkelse.

Men så forleden sad vi og så billeder.

..

Og så gik det op for mig, i hvert fald, at jeg skal hjem til mit hus. På min ø. Hjem til dette her:

Det bliver hårdt for mig at finde et arbejde, det bliver hårdt for First Man at skulle være ensom udlænding igen, og der er sikkert også ting som bliver svære for Firkløveret.

Ting vi kommer til at savne. Og mennesker..

Vel skal vi flytte og vel er det hårdt at flytte, og der er fladt og kun et par enkelte æbletræer, men denne gang er det helt anderledes:

Vi skal nemlig hjem.

Jeg glæder mig

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Når vi savner #1

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Noget stort

Et andet indlæg var oprindeligt planlagt til at udfylde denne almindelige tirsdag i oktober, men det må altså blive en anden gang.

For der skete nemlig noget i går aftes, nogen ringede!

En kvinde – der som jeg selv – er gift og har børn. Men bare ikke med en dansk mand. Hun bor i et andet land end Danmark – som jeg. Og som jeg, vil hun gerne kunne stemme det sted hun bor, uden at opgive sit danske statsborgerskab.

Hendes børn vil, ligesom mine, gerne undgå det vanvittige dilemma de skal vågne op til på deres 22 års fødselsdag – nemlig det, at skulle vælge mellem mors eller fars land.

Det fylder meget i firkløverets bevidsthed – det at vide at de en dag skal vælge – og de synes det er umenneskeligt svært. De snakker om at de måske ender med at komme fra to forskellige lande, hvis de ikke vælger det samme statsborgerskab.

Hvordan kan man forvente at et menneske bare skal slette den ene, naturlige del, af sig selv? Viske fars eller mors oprindelse ud med et pennestrøg – og pludselig komme fra et andet land end den ene forælder?

Men nu ser det ud som om denne fødselsdagsgave slet ikke bliver aktuel. Måske er det muligt at Danmark endelig tillader dobbelt statsborgerskab.

Der står nemlig på side 55 i det nye regeringsgrundlag at: ”Danmark skal have et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab”

Større bliver det ikke – for os – lige i denne uge, måske også måneden ud! Vi krudser fingre for at det skal lykkes.

Og jeg skåler lidt på forhånd, i virtuel champagne, med alle mine lidelsesfæller verden over! Og for alle de børn der ikke skal vælge mellem mor eller far!

Hurra!

Det lakker mod enden

Der er langt til jul. Det kan man se, når hverken Lidl, Netto, Kvickly, Føtex, SuperBrugsen og Fakta havde kirsebærsovs. Men SuperBest som jo har tradition for at have for gamle varer, de havde naturligvis et par bøtter stående fra sidste jul.. Jeg ved det for sidste holdbarhedsdato er Marts 2012..

Men pyt nu med det – det er ikke kød og jeg overlever simpelthen ikke en eksiljul uden kirsebærsauce!

Jeg har også fundet et anseeligt antal bøger, hist og her og alle vegne, og et par danske DVD’er har også sneget sig ned i kasserne. Med andre ord – vi har pakket alt det som gør, at vi kan leve et år mere på Æblebakken, uden de store kulinariske afsavn.

Det med det menneskelige bliver lidt en anden historie.

I går havde vi sagt rundt omkring at man var velkommen til at tage sin aftensmad med og spise den hos os. Hvilket faktisk resulterede i, at der på et tidspunkt var 15 voksne og 17 børn i mit køkken – og mig selv naturligvis.. Imponerende og vidunderligt!

Det er vist aldrig sket før.

Alle havde en lækker ret med til en fælles buffet og der var faktisk flere som havde lækre desserter med også, og vi hyggede og fik snakket fra kl. 16 til midnat hvor de sidste gik hjem!

Skøn måde at sige farvel og på gensyn på!

Men også lidt vemodigt..

Og selvom Gårdmand Bjørn jamrede over at skulle sidde i en bil i mange timer lige om lidt – går det meste af hans dårlige humør på at han ikke skal se Nikolaj og Rasmus i lang tid.

Nu mangler vi bare en familie brunch og så er det ellers Æblebakken og en dagligdag der venter i det fjerne. Okay ferien varer lige et par uger mere, og så starter skolen.

Tak for denne gang Danmark, vi ses igen!

Tilbage igen.. eller næsten

Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.

Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.

Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!

Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?

Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.

Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!

Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.

Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!

I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.

Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.

Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.

Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..

Det om brugsen og byen

Eller sagt med et fint og intellektuelt ord – nærmiljøet.

Når man bare skal have fem teposer – og jo, jeg ved godt at de sagtens kan bruges flere gange, men så har jeg teposer til et helt år – og nogle opvasketabs – så gider jeg ikke at køre til de10 km ind til staden, til Netto, Fakta og alle de andre.

Så tager jeg til landsbyen ved siden af og går i Brugsen. Men det er faktisk en ret hård tur.

Det tager nemlig lige så lang tid, for i Brugsen, der møder man Charlotte og Søren i indgangen. Og skal lige opdatere. Og give dansk knus. Selvom man stadig er i fransk ”kys-på-kind” mode.

På vej hen til teposerne, bliver man nødt til at stoppe og sludre lidt med hende fra børnehaven. Og så går vi en anden vej, for hurtigt at komme hen til opvaskedimserne, og derpå ud og så hjem, men må jo lige sige hej til Michael, og bedst som man tror at NU er man sluppet fri – har betalt og er på vej væk, møder man Margrethe som er på vej ind.

Men det gør så ikke noget – for hun siger at hun læser min blog – og så bliver man jo lidt glad!

Man ser godt at Rigmors søn parkerer bilen, men nu vil man ærligt talt godt køre hjem igen.

Og det gør man så. Og kan vinke til Daniel ved busstoppestedet. Eller ret beset er det jo en rutebil, her i udkants-Danmark – men lad det nu være. Han var godt nok blevet væddemåls-korthåret.

Så cykler Kirsten forbi – men ser os ikke, fordi hun ikke har vænnet sig til bilen endnu.

Man kan konstatere at Bellas hus har skiftet farve, at Benny og Lene roder rundt i forhaven – de kan heller ikke kende bilen – og så lige før man drejer ind i indkørslen, er der en velindpakket motorcyklist som laver et mystisk kast med hovedet og Gårdmand Bjørn råber – det var jo JAN!! Og det var Jan, får vi at vide på en efterfølgende sms, hvordan han så ellers har kunnet se det, på den formummede mand der drønede forbi.

Men med hensyn til indkøb kunne jeg måske godt nøjes med at gå ned til købmanden som ligger 8 huse væk, men jeg er sikker på at det ville tage endnu længere tid.

Og for pokker hvor er det hyggeligt!

Det om bogstaver og ord på dansk

Med andre ord BØGER – og det der ligner.

Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.

Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.

Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.

Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.

Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”

Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!

Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!

Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.

”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl

”Vi, de druknede” af Carsten Jensen

”Forføreren” af Jan Kjærstad

”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson

Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!

Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.

Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.

Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.

Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.

Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!

Det om at være savnet

Der gik hele 2 timer, efter vi havde smidt bilen i persillesovsen, før Sofie kom cyklende for at kramme Prinsesse Lyserød. Hun havde kusine Maria med, så Zorronaldo også kunne sludre med en klassekammerat.

Dagen efter kom Frederik, Oliver og Nicolaj.

Efter Gårdmand Bjørn to gange, forgæves, havde været ovre for at tjekke om Nikolaj dog ikke snart var hjemme fra det mørke Jylland. Og endelig kom han. Og endte med at bortføre Gårdmand Bjørn.

De har kendt hinanden altid – gået i samme dagpleje og børnehave. Jeg fik utætte tårekanaler igen, da Bjørnen forsvandt på sit løbehjul, med bamsen og en tandbørste i tasken og Nikolaj med hovedpuden bagpå cyklen. Lykkelige og beskidte.

Planerne er lagt for de kommende dage – Divaen har tilbragt dagen med Hannah, Prinsesse Lyserød er sammen med Sofie, Zorronaldo er forsvundet ud på en eller anden fodboldbane sammen med de andre gutter, Gårdmand Bjørn har vi ikke set – han er sammen med Nikolaj.

Alle 4 er spredt ud over et anseeligt antal km2, og jeg må indrømme at jeg ikke har helt styr på hvor de er henne. Men de hygger sig – så meget ved jeg!!

Rent bortset fra at det, når de lejlighedsvis lægger vejen forbi vores hus for at få noget at spise, også er vildt hyggeligt for os at sidde og sludre med de dejlige børn, som jo har været en del af vores liv i mange år.

Og det gør mig så glad at kammeraterne bare er der. For der var nogen bekymring hos firkløveret, om hvorvidt kammeraterne kunne huske dem – eller sagt på en anden måde: gad være sammen med dem igen efter et helt år.

Men de har været savnet, har de! Ingen tvivl om det.

Firkløveret har skam også savnet kammeraterne – tag endelig ikke fejl af det – men det har været hårdt at skulle opbygge en ny vennekreds på et nyt sprog, og det har taget meget af deres energi.

Det har været vigtigt at få nye venner, men derfor glæder det mig alligevel at kammeraterne herhjemme, ikke har glemt dem helt.

Det bliver en skøn ferie kan jeg mærke!