Arkiv | Danmark RSS feed for this section

Jeg glæder mig

20 dec

Og fortsættelsen lige her, er ikke ”i denne tid” . Nej, det jeg mener er, at jeg glæder mig faktisk til jeg en dag kommer hjem til øen igen. På nogle punkter i hvert fald.

Jeg savner en masse små ting som er rare – og som de fleste måske ikke tænker over i det daglige. Især ikke når det er en selvfølge.

Der er naturligvis også en masse ting jeg kommer til at savne her, da det ingen hemmelighed skal være at jeg helst beholdt residensen her. Ikke nødvendigvis på Æblebakken, men bare i Frankrig.

Men man har børn og mødre og andet godtfolk, for slet ikke at tale om uddannelser, huse og cykelstier, så foreløbigt er det nok den vej, det kommer til at gå.

Og så er det jo med at fokusere på det positive.

Det kan virke ynkeligt på nogle, men de små glæder skal man endelig ikke foragte, thi de er vældigt vigtige i dagligdagen.

Jeg glæder mig for eks. til at kunne drikke en lille slurk vand fra vandhanen, når jeg har børstet tænder. Vandet smager lidt meget af klor, og selvom man sagtens kan drikke det – hvilket jeg såmænd også gør på andre tidspunkter – så er smagen af klor lige efter tandpastaen, ganske afskyelig.

Jeg glæder mig også til at kunne tale med mænd, uden at de nødvendigvis tror at de bør tale til mig som om jeg var sinke. Den slags mænd er der ikke ret mange af i Frankrig, udover ham jeg er gift med naturligvis, og på siddende mås kan jeg kun komme på to andre, så derfor savner jeg jo omgangskredsens mænd intenst.

Men hvad jeg glæder mig allermest til, er at genfinde mit badeværelsesgulv. Som jeg vist har nævnt tidligere, er Eventyrhuset ikke det bedst isolerede hjem i verden. Ej heller er det det bedst opvarmede. Og slet ikke på badeværelset.

At gå med bare tæer på badeværelset i Eventyrhuset – hvilket man jo desværre er nødsaget til fra tid til anden, blandt andet ved ind og udstigning af sit bad, er forbundet med risiko for alvorlige forfrysninger.

Jeg glæder mig derfor uhæmmet til at kunne gå med bare tæer på mit badeværelsegulv hjemme på øen, uden at skulle udsættes for disse forfrysninger, for lige for tiden overvejer jeg seriøst at gå i bad med hjemmesko på!

Når vi savner #1

22 nov

Savn kommer oftest i glimt.

Savn er vist i familie med lykke.

Nogle aftner trækker aftensmaden ud – det er ikke så tit, for nogen vil gerne se The Simpsons – og jeg er som sagt helst fri. Andre vil på facebook eller ose rundt på internet tøjbutikker. Og nogen skal skrive blogindlæg, og så er der dem som laver maveøvelser..

Men engang imellem, bliver man grebet af et emne og vi kan sidde og snakke længe alle 6. Noget af det som sommetider er oppe og vende, er hvad vi savner ved Danmark!

Tit har jeg bidt mærke i at det er de tilbagevendende begivenheder, faktisk også nogle begivenheder som jeg måtte insistere på at vi deltog i, dog ikke uden en vis mængde brok fra enkelte..

Morsomt er det så, at konstatere netop disse begivenheder som frembragte gnavne miner, slæbende fødder og højlydte suk, er noget alle savner. Okay indrømmet – nogle savner mere end andre. Nu skal jeg ikke glorificere mit afkom mere end højst nødvendigt.

Selvom Zorronaldo ikke ligefrem går rundt til daglig og savner den del af lokalsamfundet som involverer mennesker der er ældre end 21 år, så savner vi for eks. alle vores lille ”Open by night”.

Nu må man ikke fejlagtigt tro, at der er tale om et større arrangement, men have in mente at vores by tæller 535 sjæle. Altså er vores ”by night” også i tilsvarende størrelse. Efter devisen, småt men godt!

Hvis I vidste hvor hyggeligt det er at spise popcorn og høre levende jazz hos Ruth, at spise vafler som Lise ovre i banken laver, drikke Anne-Mette og Jespers hjemmelavede æblemost, så ville I også savne det!

Den aften der altså er by night.

 

Noget stort

4 okt

Et andet indlæg var oprindeligt planlagt til at udfylde denne almindelige tirsdag i oktober, men det må altså blive en anden gang.

For der skete nemlig noget i går aftes, nogen ringede!

En kvinde – der som jeg selv – er gift og har børn. Men bare ikke med en dansk mand. Hun bor i et andet land end Danmark – som jeg. Og som jeg, vil hun gerne kunne stemme det sted hun bor, uden at opgive sit danske statsborgerskab.

Hendes børn vil, ligesom mine, gerne undgå det vanvittige dilemma de skal vågne op til på deres 22 års fødselsdag – nemlig det, at skulle vælge mellem mors eller fars land.

Det fylder meget i firkløverets bevidsthed – det at vide at de en dag skal vælge – og de synes det er umenneskeligt svært. De snakker om at de måske ender med at komme fra to forskellige lande, hvis de ikke vælger det samme statsborgerskab.

Hvordan kan man forvente at et menneske bare skal slette den ene, naturlige del, af sig selv? Viske fars eller mors oprindelse ud med et pennestrøg – og pludselig komme fra et andet land end den ene forælder?

Men nu ser det ud som om denne fødselsdagsgave slet ikke bliver aktuel. Måske er det muligt at Danmark endelig tillader dobbelt statsborgerskab.

Der står nemlig på side 55 i det nye regeringsgrundlag at: ”Danmark skal have et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab”

Større bliver det ikke – for os – lige i denne uge, måske også måneden ud! Vi krudser fingre for at det skal lykkes.

Og jeg skåler lidt på forhånd, i virtuel champagne, med alle mine lidelsesfæller verden over! Og for alle de børn der ikke skal vælge mellem mor eller far!

Hurra!

Det lakker mod enden

14 aug

Der er langt til jul. Det kan man se, når hverken Lidl, Netto, Kvickly, Føtex, SuperBrugsen og Fakta havde kirsebærsovs. Men SuperBest som jo har tradition for at have for gamle varer, de havde naturligvis et par bøtter stående fra sidste jul.. Jeg ved det for sidste holdbarhedsdato er Marts 2012..

Men pyt nu med det – det er ikke kød og jeg overlever simpelthen ikke en eksiljul uden kirsebærsauce!

Jeg har også fundet et anseeligt antal bøger, hist og her og alle vegne, og et par danske DVD’er har også sneget sig ned i kasserne. Med andre ord – vi har pakket alt det som gør, at vi kan leve et år mere på Æblebakken, uden de store kulinariske afsavn.

Det med det menneskelige bliver lidt en anden historie.

I går havde vi sagt rundt omkring at man var velkommen til at tage sin aftensmad med og spise den hos os. Hvilket faktisk resulterede i, at der på et tidspunkt var 15 voksne og 17 børn i mit køkken – og mig selv naturligvis.. Imponerende og vidunderligt!

Det er vist aldrig sket før.

Alle havde en lækker ret med til en fælles buffet og der var faktisk flere som havde lækre desserter med også, og vi hyggede og fik snakket fra kl. 16 til midnat hvor de sidste gik hjem!

Skøn måde at sige farvel og på gensyn på!

Men også lidt vemodigt..

Og selvom Gårdmand Bjørn jamrede over at skulle sidde i en bil i mange timer lige om lidt – går det meste af hans dårlige humør på at han ikke skal se Nikolaj og Rasmus i lang tid.

Nu mangler vi bare en familie brunch og så er det ellers Æblebakken og en dagligdag der venter i det fjerne. Okay ferien varer lige et par uger mere, og så starter skolen.

Tak for denne gang Danmark, vi ses igen!

Tilbage igen.. eller næsten

9 aug

Er i hvert fald tilbage på øen. Og internettet. Har været uden internet i 6 dage! Det er jo næsten en kold tyrker.

Og så var der audiens i går. Jeg vil bare lige sige at I gik glip af noget – I som ikke var der. Jeg kendte ingen. Håbede at se et par eller 4 af de bloggere som jeg har skrevet med i snart lang tid nu. Og de var der – det var fantastisk dejligt at sætte ansigt på. Og så var der også en masse andre.

Og så var der jo en som havde 2 poser lakridser med til os – se det var rigtigt sødt gjort! De skal nydes!

Det var på den anden side lidt farligt, at ville møde mennesker som læser ens blog. Nu ved i hvert fald 10 andre bloggere, at jeg er ganske almindelig og at der ved gud ikke er noget særligt – for slet ikke at sige kongeligt – omkring min person. Lidt traumatiserende. For hvad skal jeg nu blogge om?

Det var også en anelse poppet at præsentere sig selv som Konge.. Jeg beklager – men der er jo stadig nogen som ikke har fundet ud af at jeg hedder Stine, så det virkede lidt akavet ikke at sige det.

Vejret var skønt. Og helt ærligt – vi har haft en eneste byge siden vi kom. HVAD brokker I jer over, Danmark? Her er da skønt!

Firkløveret var til gengæld en anelse anstrengende. Tålmodighed er ikke deres stærke side – og Zorronaldo var ved at gå i koma over at være på museum, under dække af at skulle gå en tur og se på huse. Prinsesse Lyserød fik dog sludret lidt med Ellen, og syntes hun var vældig sej sådan at turde at være alene i USA.

Gårdmand Bjørn var meget fortørnet over at jeg først bagefter, meddelte at Rejen, som havde haft lakridser med, også var hende med den flotte motorcykel. ”Hvorfor sagde du ikke det?” Så han vinkede ekstra meget ved lyskurven, da vi skulle dreje, men jeg tror ærligt talt ikke at hun så det!

I dag har de forsøgt sig med sådan en slags ufin byttehandel – “jo, nu da vi var med i går uden at brokke os alt for meget, så vil vi gerne have pizza til aftensmad.” Jeg går desværre ikke ind for bestikkelse eller afpresning, så det blev ikke til pizza. Men det var godt forsøgt.

Men altså, jeg har stadig ferie. Der er en hel uge til jeg igen er at finde på Æblebakken. Men det er nu meget godt. For der er stadig mad vi mangler at spise. Og der skal købes ind til at slæbe med hjem til Æblebakken.

Dum som jeg er, har jeg naturligvis glemt min liste – så jeg prøver desperat at rekonstruere den ud fra hukommelsen – og det er som regel ikke en størrelse jeg kan forlade mig på – men jeg har intet andet valg.

Og så må det bare være sådan, hvis jeg kommer hjem uden kulør og kirsebærsovs. Selvom det så har lidt svært ved at blive jul..

Det om brugsen og byen

4 aug

Eller sagt med et fint og intellektuelt ord – nærmiljøet.

Når man bare skal have fem teposer – og jo, jeg ved godt at de sagtens kan bruges flere gange, men så har jeg teposer til et helt år – og nogle opvasketabs – så gider jeg ikke at køre til de10 km ind til staden, til Netto, Fakta og alle de andre.

Så tager jeg til landsbyen ved siden af og går i Brugsen. Men det er faktisk en ret hård tur.

Det tager nemlig lige så lang tid, for i Brugsen, der møder man Charlotte og Søren i indgangen. Og skal lige opdatere. Og give dansk knus. Selvom man stadig er i fransk ”kys-på-kind” mode.

På vej hen til teposerne, bliver man nødt til at stoppe og sludre lidt med hende fra børnehaven. Og så går vi en anden vej, for hurtigt at komme hen til opvaskedimserne, og derpå ud og så hjem, men må jo lige sige hej til Michael, og bedst som man tror at NU er man sluppet fri – har betalt og er på vej væk, møder man Margrethe som er på vej ind.

Men det gør så ikke noget – for hun siger at hun læser min blog – og så bliver man jo lidt glad!

Man ser godt at Rigmors søn parkerer bilen, men nu vil man ærligt talt godt køre hjem igen.

Og det gør man så. Og kan vinke til Daniel ved busstoppestedet. Eller ret beset er det jo en rutebil, her i udkants-Danmark – men lad det nu være. Han var godt nok blevet væddemåls-korthåret.

Så cykler Kirsten forbi – men ser os ikke, fordi hun ikke har vænnet sig til bilen endnu.

Man kan konstatere at Bellas hus har skiftet farve, at Benny og Lene roder rundt i forhaven – de kan heller ikke kende bilen – og så lige før man drejer ind i indkørslen, er der en velindpakket motorcyklist som laver et mystisk kast med hovedet og Gårdmand Bjørn råber – det var jo JAN!! Og det var Jan, får vi at vide på en efterfølgende sms, hvordan han så ellers har kunnet se det, på den formummede mand der drønede forbi.

Men med hensyn til indkøb kunne jeg måske godt nøjes med at gå ned til købmanden som ligger 8 huse væk, men jeg er sikker på at det ville tage endnu længere tid.

Og for pokker hvor er det hyggeligt!

Det om bogstaver og ord på dansk

3 aug

Med andre ord BØGER – og det der ligner.

Småløb, på den desperate måde, søndag morgen – efter eksil morgenmaden – ned til Kim Købmand for at købe et blad.

Det var sådan set fuldstændigt ligegyldigt hvilket.. Næsten altså. Bare et med danske ord i.

Det blev til nyt af slagsen. Jeg har ikke læst det endnu – da jeg vil gemme nydelsen til jeg kommer tilbage – rent bortset fra at jeg ikke gider spilde tiden på at læse, når jeg kan sludre med Lene, Kirsten, Stine, Marianne, Milena og Tina, og min moAr ikke at forglemme. Endda live og ikke kun over skype.

Men jeg fandt også en bog i Netto – Drageløberen til 30 kr.

Så kom jeg ned til den sædvanlige bogpusher, som stod ude på gaden og smilende sagde: velkommen hjem. Denne hilsen afstedkom følgende – meget lidt diskrete teaterhvisken på fransk – fra Divaen: “MoAr – han kunne genkende os – hvorfor kunne han det??”

Det kunne jeg jo ikke så godt svare på, men et kvalificeret gæt var at han nok havde set det på facebook!

Autoritetstro som jeg er – måtte jeg dog ydmygt indrømme at jeg havde købt en bog i Netto. Han tilgav mig storsindet!

Han fandt 4 tonstunge – ikke SÅ dyre, men stadig langt fra Nettobillige – bøger til mig, og selvom lysten til frådende at kaste mig over dem allerede nu, er tilstede, så venter jeg artigt til jeg er kommet hjem og skolen er i gang igen.

”Den lukkede bog” af Jette Kaarsbøl

”Vi, de druknede” af Carsten Jensen

”Forføreren” af Jan Kjærstad

”Sommerlys” af Jon Kalman Stefansson

Hvis I har læst dem og ikke syntes om dem – så hold venligst jeres mund!

Så jeg samler sammen – bøger fra hist og her – og langsomt, men sikkert, bliver udsigten til lange kedelige vinteraftner meget mindre! Men jeg er ikke færdig endnu! Men hold OP hvor er danske bøger lige dyre.

Har engang set et billede af en fransk model som sidder og tigger med en haute couture kjole på – og et champagneglas i hånden – hun havde ikke mere champagne.

Kunne faktisk godt se mig selv siddende på gågaden i tigger outfit – med et skilt ved siden af: ”giv en hånd til min bogsamling”.

Jeg er overbevist om at dette stunt mindst ville kunne afstedkomme et mindre bibliotek.

Men da jeg ikke helt ved hvor jeg skulle anbringe alle de bøger henne, idet jeg jo som bekendt kun har 17,5 hyldecentimeter til min bogsamling, så jeg må nok hellere lade være at gribe til den slags desperate tiltag!

%d bloggers like this: