Arkiv | Dimser RSS feed for this section

Kend dine begrænsninger…

15 apr

Jeg kan naturligvis lade være med at berette om det, for jeg har en mistanke om at jeg også godt kunne gå hen og blive slemt til grin her, men hvis nu det skulle ske for andre, vil jeg faktisk gerne være behjælpelig med at løse problemet.

Sagen er nemlig den at jeg læste et indlæg hos Mommer, og dernæst hos Overleveren. Om at undgå at ens børn bruger løs af pensionsopsparingen – som i mit tilfælde altså ville være til at overse – når de leger på ens iphone eller do-pad. Spændende ting som jeg ikke vidste.

Og i min visdom tænkte jeg at det var da en udemærket sikkerhedsforanstaltning og som tænkt så gjort. Mens jeg læste fremgangsmåden på ipaden, fik jeg sat begrænsninger på min iphone.

Så langt så godt.

Og så skulle jeg til at tage et billede af en kiks eller en nullermand af banebrydende betydning, og så…

Og kunne jeg så finde mit kamera?

Nej.

Det kunne jeg ikke.

Almindeligt fungerende mennesker vil nu kunne drage en sammenhæng mellem førstnævnte oplysninger og mit manglende kamera, men så langt var jeg ikke kommet.

Der var hverken ikon eller noget som helst at finde. Og ville jeg tage et billede med mit instagram virkede det heller ikke.

Men selve screenshot virkede – altså måtte kameraet også virke. Hvor det end gemte sig.

Ergo tilbragte jeg først 24 timer i dyb sorg over at min iphone var død – eller i hvert fald kameraet – og dernæst 72 timer i total denial, fordi hvis jeg bare lod som ingenting kunne det jo være det kom tilbage af sig selv.

Ingenlunde.

Jeg tændte og slukkede og der skete intet. Absolut ingen verdens ting.

Efter fire døgn var jeg mør, og så var jeg så tåbelig at jeg skrev på Facebook og spurgte om hjælp. Dog inden jeg trykkede på “gendan” og fik slettet alt.

Og næsten samtidigt fandt jeg løsningen på et eller andet nørdet i-forum. Hvor folk som jeg spørger om alle mulige tossede ting de har gjort med deres iphone, og så svarer nørderne og finder løsninger.

Og så kunne jeg jo bare følge deres anvisninger og fjerne begrænsningen på kameraet… Altså først efter et par paniske og sveddryppende øjeblikke hvor jeg ikke helt kunne komme i tanke om koden.

Men min hjerne besluttede sig i sidste øjeblik for at samarbejde, og jeg kunne låse op og få fjernet den lille dims der forhindrede mit kamera i at ville samarbejde.

Ikke et øje tørt. Jeg blev voldsomt glad og fjernede derpå samtlige begrænsninger for at være på den sikre side. Jeg kender derfor nu mine begrænsninger særdeles godt. Og mine børn må bare fortsætte med at holde fingrene fra mors legetøj.

Tilbage var bare at ignorere mobberiet på Facebook.

Men som Kim så vældigt opløftende sagde, så er der så meget andet jeg er god til.

At blive til grin for eksempel…

 

God mandag.

 

 

Mysteriet om håndklæder

22 mar

Jeg kan umuligt være den eneste som jamrer, over blandt andet sokker, i en stor familie. Jeg ved godt – før nogen igen begynder at råbe op om at jeg gentager mig selv – at jeg allerede har udtalt mig om dette fænomen.

Men det var altså kun i en bisætning jeg ytrede mit mishag, i en indskudt bemærkning midt i noget andet, og jeg har nu behov for at give udtryk for min undren igen.

Jeg forstår nemlig ikke hvordan de kan blive væk fra hinanden, uanset hvor parrede de er, når man moser dem ind i vaskemaskinen. Det er én ting og noget jeg åbenbart må lære at leve med. Men noget meget mere mærkeligt er, at der pludselig dukker sokker op man slet ikke er beslægtede med.

Nogle gange kan man på størrelsen, eller farven, se hvilken slags besøgende de må have tilhørt, og så kan jeg udlevere små lyserøde sokker til Prinsessen som så kan aflevere dem, til den i weekenden overnattende veninde.

Andre gange aner man ikke, hvilken oprindelse de har. De går på skift i skufferne, da ingen rigtigt vil kendes ved dem, de skilles sjovt nok meget sjældent fra deres mage, og det er jo et fantastisk potentiale.

Jeg fandt – da mit hus legede fryseboks – et par mørkegrå uldne sokker, lange nok til at lege både sok og benvarmer, som siden da, har siddet på mine fødder. Okay de er naturligvis blevet vasket indimellem når de begyndte at lugte alt for grimt.

Jeg aner ikke hvor de kommer fra, men de er min størrelse og de er varme, så det er helt ligemeget.

Nu skal folk som har været på besøg, og som mangler et par uldne sokker, slet ikke prøve at kræve dem tilbage, for jeg afleverer dem ikke. De er alt for gode!

Nu omkring håndklæder, som oprindeligt var det som indlægget skulle handle om. Måske er det bare sokkers lod at være indskudte bemærkninger her i verden …

Men altså, håndklæder. De lider af samme sære sygdom. De er ikke helt af samme kaliber som sokker, men trods alt i nær familie.

Jeg har håndklæder jeg er ganske overbevist om, at jeg fik forærende i par. Til bryllup og indflytterfest og den slags som udløser par-agtige gaver. Men så bliver det ene væk. Det ene gule håndklæde har nærmest været væk siden vi fik dem. Jo, for der var altså to. Men i stedet har jeg fået fundet et lyseblåt, som jeg ikke så hvor kom fra. Pludselig var det der bare.

Og selvom jeg savner mit gule meget, er det lyseblå håndklæde bestemt ikke af en kvalitet, som ville gøre at jeg kom til at bruge det til klud eller flyttefyld.

Tværtimod, det har netop udvist fantastiske evner, nu her mens min tørretumbler holdt fri, og har ulig alle de andre, ikke revet min hud til blods når jeg skulle tørres.

Så jeg ville faktisk bare sige tak, til den som mangler sit lyseblå håndklæde.

Tingbutikker..

2 dec

I Frankrig findes der butikker som er fulde af ting. Lidt i stil med Tiger og Søstrene Grene, men noget større og.. ja jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, bare meget anderledes.

I tre kategorier, ligesom:

Ude og Hjemme

Femina

Bo Bedre

Men til forskel fra disse tre blade, kan du stort set få det samme i alle tre kategorier, de koster også det samme, men de er indrettet forskelligt.

Jeg kommer glad og gerne i alle tre kategorier. Ser stort på klientellet, skal bare have mit tingfix. Og det hænder da at jeg kommer ud derfra uden at have købt noget, men det er godt nok ikke ret tit det sker.

Under alle omstændigheder så passer ingen af de butikker ret godt til det der simple living.

Men det havde jeg vist også fundet ud af ikke var noget for mig.

Jeg farer nemlig ofte vild i de her tingbutikker – fordi jeg går i stå foran de lange hylder med ting og sager man jeg absolut ikke har brug for, men som er noget så pæne.

Jeg må med skam melde at jeg indtil flere gange blevet ringet op af et barn som har fået fri fra skole og faktisk gerne vil hentes. Det er heldigvis ikke så langt, med der er altså noget over de der tingbutikker som får én mig til at glemme tid og sted.

Jeg lyver ikke, i nogle af de butikker kan man få ALT – og jeg mener virkeligt alt.

Fra sølvpapir og gulvklude, over tandkrus, forklæde, wc-bræt og tallerkner, til legetøj, brevpapir og gravstene.

Og kopper.. Og billedrammer.. Og engle som jeg ikke samler på.

Det er ganske forfærdeligt.

Men det er et godt sted at tage børn med når de skal købe gaver som gerne skulle kunne bruges til noget. Det er ligeledes et udmærket sted for mig når jeg skal have et nyt wc-bræt.

oste wc braedt

Især hvis jeg nu, meget mod forventning, skulle komme til at savne omgang med mus..

Jeg samler altså ikke på engle..

30 nov

Det gør jeg ikke.

Overhovedet.

Jeg har engang samlet på elefanter. Elefanter fra forskellige lande. Små elefanter forstås. Og endelig ikke i elfenben.. Det ville ligesom være en anelse malplaceret.

Og her på Æblebakken, har jeg ikke engang alle elefanterne med.

Jeg har faktisk kun den jeg fik af Nanna i julegave for mange år siden, den jeg fik af min lillebror som han havde med hjem til mig fra Thailand, samt en smuk blå én, jeg fik da vi skulle rejse fra øen, af Ellen, Zorronaldos barndomsveninde.

Så tre elefanter findes på matriklen. Det kan jo ikke siges at være en samling.

Men engle?

Nej. Dem samler jeg afgjort ikke på. Der er godt nok hende cykelenglen hjemme på øen, men hende kan man jo ikke rigtigt samle på.

Jeg samler egentligt slet ikke på noget mere.

Jeg samler til nøds på pæne kopper. Men da pæn er et meget vidt begreb alt efter hvem man snakker med, er jeg holdt op – med mindre jeg er helt sikker på at få den kop jeg vil have. For jeg endte med at få forfærdeligt mange ikke pæne kopper i stedet for.

Jeg kunne nu godt finde på at samle på noget kongeligt porcelæn.. Det er så pænt. Men det er ret dyrt, så jeg vil kun have det i gave – og så risikerer jeg jo at skulle vente en del år, før jeg kan invitere på andet end tea for two..

Men jeg samler altså ikke på andre ting..

Det gør jeg ikke.

Og slet ikke på engle..

Jeg har bare nogle stykker.

IMG_0132

Mors legetøjsskab – som Firkløveret kaldte det da de var helt små. Der er tre glasengle fra Venedig, og den lille nisseengel er såmænd fra sidste års julebasar i Den Danske Kirke.

IMG_0135

Mit juleenglekor, med Tina Turner engle, en canadisk Dion engel, og deres helt egen trompetist!

Kan godt se at en bedre præsentation er på sin plads – de tre engle med guldnetkjoler er hjemmelavede – og de blev døbt Tina Turner engle på grund af håret. Meget passende når de er med i mit englekor.. Den fede guldengel har jeg også selv lavet med hjælp fra Panduro Hobby!

Den canadiske engel med hvid kjole, er blevet døbt Celine Dion – ligeledes på grund af håret! Hun er også hjemmelavet – bare ikke af mig, men af Birgitte i Canada.

Den store i baggrunden, hun passer bare kammertonen.. Og trompetisten er en gave fra Gårdmand Bjørn.

IMG_0136

Mine Erstad engle, som jeg har arvet efter (eller hedder det arvet fra?) min søde mormor. Det var i hvert fald hendes engle og nu er det mine.

Den røde – det er hverdagsenglen, hun står forrest til daglig (i advents og juletiden forstås) Hun passer også børn og sådan. Hun har altid ret travlt.

Så er der den hvide, det er søndagsenglen, hun står forrest – om søndagen, ja.

Og så guldenglen, det er jo juleenglen og hun står forrest i de tolv juledage.

IMG_0142

Og så er der en sneengel og et par englevinger jeg fandt på vejen. Nogen må have tabt dem.

En falden én, måske?

Konstaterer..

5 nov

Jeg tror bare jeg holder min mund idag – for nu har jeg startet 4 forskellige indlæg – det ene lammere end det andet.

Muligvis forhindrer mine 2 glas piña colada mig i at finde på noget brugbart – men det vil jeg ikke spekulere mere på – jeg vil forskåne jer for et tåbeligt indlæg skrevet midt om natten i mørket og stilheden som ligesom indbyder til hemmeligheder.

Der er bare det ved det, at den slags som regel ser noget anderledes ud i dagslys..

Så deeeet.

Vi seees

 

Næse for te

22 aug

Nu vi er ved sære ting, man ikke vidste man kunne leve uden, er denne dims – der sidder på min kop – et godt eksempel på en anden must-have.

IMG_5298

Jeg ved godt vi er langt ude over mit nyfundne pålægsspeciale, men jeg ville bare ikke snyde jer for at stifte bekendtskab med denne indretning.

Da jeg fik den, tog det mig en rum tid, overhovedet at gætte hvad den skulle bruges til.

Jeg kan godt se at det er vanvittigt smart, at have sådan en teposeopfanger, hvis ikke man orker at rejse sig op, efter man har fået hældt vand i koppen og ikke har en underkop eller kagetallerken i umiddelbar nærhed.

Hvis altså man er til elevator te. Det er jeg som regel ikke. Men det hænder da at jeg tager en kop. Og så er den virkelig yderst praktisk.

Blot skal man være en anelse forsigtig, for ikke at få te i næsen..

Jo, fordi da jeg ville – grådig som jeg er – på en meget lidt ladylike måde, slubre de sidste af tedråberne i mig, fik dimsen overbalance og rutsjede ned ad kopkanten og sendte indholdet, samt våd – og kold tepose – direkte ned i mit højre næsebor. Eller op – det kommer nok an på hvem der ser det..

Det var begrænset morsomt. Men kun for mig.

Jeg hørte nemlig kvalt latter forskellige steder fra – men efter jeg havde fået tørret te af halsen, og spruttet det overskydne ud af min næse, samlet den våde – og kolde – tepose op igen, og derpå kiggede rundt, var det, sjovt nok ikke muligt at få øjenkontakt med nogen som så særlig brødebetynget ud, hvorfor synderen forblev ustraffet.

Men altså, konklusionen på denne uundværlige dims, må være at man alligevel skal rejse sig for at gå ud med tepose iført dims, for at undgå at få te i næsen.

Man kan naturligvis lade være med at være så grådig, det er klart, subsidiært bruge et sugerør eller måske endda afmontere dimsen før man drikker – men så kan jeg ærligt talt ikke se fidusen i at den kan sidde fast på koppen – men disse tiltag ville nok give et andet testresultat.

Så måske skulle jeg bare holde mig til mojitoer. Det ved man ligesom hvad er.

%d bloggers like this: