Arkiv | Drama RSS feed for this section

Stille og roligt i hængekøjen

20 jun

Da jeg, i hvert fald sommetider, er forholdsvis autoritetstro, gør jeg alt hvad den lokale psykiatri anbefaler mig, for at få det bedre. Jeg ligger altså ofte i den skønne hængekøje, vi fik til vores sølvbryllup sidste år, for at slappe af og få den foreskrevne hvile.

Men selv der, er det ikke givet at roen indfinder sig.

For tre uger siden lå jeg nemlig, ganske artigt i hængekøjen og lod andre om at tage sig af opvask og oprydning. Divaen sad også på terrassen og vi var hver især optaget af vores uundværlige smartphones, og delte morsomme videoer om hundehvalpe med hinanden, da der pludselig lød et højt knald og noget puds dryssede ned fra husmuren.

Divaen og jeg så forbavsede på hinanden, dernæst så vi os omkring, for at se hvilken klaptorsk der havde gang i en, sært nok lydløs, buskrydder-græstrimmer-dims i nærheden som så havde hvirvlet småsten og andet godt, rundt omkring.

Det er nemlig sådan at man skal søge dækning når First Man tager en tur i haven med sådan en motoriseret dims, da lige netop småsten og græstotter fyger om ørerne på ham – og andre sagesløse – hvis de skulle være så uheldige at befinde sig i hans umiddelbare nærhed.

Og det lød grangiveligt som noget sådant var sket, men denne lørdag aften var der blot ingen buskrydder tændt. Nogen steder.

Pludselig slog det ned i mig: kunne det være en softgun, eller noget tilsvarende?

Da Divaen også syntes det lød som en softgun, og det dårligt kunne være andet, beordrede jeg hende til at lægge sig ned og vende hovedet væk for at undgå at få en vildfaren kugle i øjet, for det tilfælde der skulle komme flere. Og så ringede jeg til First Man. Jeg følte mig nemlig ikke ret tryg ved at skulle forlade mit skjul i hængekøjen.

“Jeg tror vi bliver beskudt” jamrede jeg, da han tog telefonen fra den anden ende af huset, og da jeg ind i mellem har en anelse sans for dramatik, ventede jeg et opgivende suk, så min overraskelse var stor da han tværtimod iltert sagde: “Så var det det jeg hørte. Tænkte det sgu nok” og lagde på. Sekunder efter kunne jeg høre ham vredt trampende ned igennem haven.

Jeg derimod, blev hvor jeg var og ringede til politiet.

Intet mindre. Jeg vil ganske afgjort ikke skydes hverken på eller efter, og da jeg betaler min skat, mente jeg at jeg havde ret til at blive reddet af politiet. Det mente åbenbart politiet også, for de stod i min have 20 minutter efter mit – indrømmet – lidt ynkelige opkald: “Jeg tror vi bliver skudt på med en soft gun, er I lige søde at komme og redde mig”.

To politibetjente betragtede vores husmur, pegede på et “skudhul”, afpatruljerede derpå matriklen og meddelte at de ville køre en tur i kvarteret. Ikke fordi de forventede at finde nogen der ligefrem gik tur med et skydevåben, men som de sagde: “Det kan sommetider virke afskrækkende at vi kører en tur og viser at vi er her”.

De kom tilbage under en halv time efter de havde forladt os, for at meddele at de havde fundet synderen. Naboens børn havde leget ??!!! med – ikke en softgun – derimod med en luftpistol ?????!!!!!!! og var kommet til ?? at skyde ind i vores have.
De var nu meget kede af det og det ville ikke ske igen…

Vi takkede de to flinke betjente og da de bakkede ud af indkørslen blev jeg endnu engang taknemmelig over at bo i Danmark, hvor man kan ringe til nogen fordi man er utryg, få hjælp og opklaring på en time. Imponerende og beroligende! Tak til Politiet, hurra for jer!!

Nå…

Da de var væk, og der faldt ro over den lune sommeraften, hang denne dog stadig i luften: “Meget kede af det, og det ville ikke ske igen.”

Jamen, tak for det da…

Mit hjerte hamrede og jeg var rundt på gulvet, og faktisk også gal i skralden. “Møgunger” tænkte jeg. “Hvordan kan man give børn på 12-14 år lov til at skyde med en luftpistol uden opsyn? Og tænk nu hvis de havde ramt Divaen. I øjet eller noget. Skudhullet var mindre end en meter fra hendes ansigt. – for slet ikke at tale om Bimbi…”

Nu er det jo ikke naboens ungers skyld at jeg ikke er helt rask, men jeg tror – dog uden at vide det – at andre ville have været lige så chokerede over sådan en oplevelse. Ikke desto mindre faldt jeg til ro i løbet af aftenen og sov uden problemer.

Næste formiddag, da jeg lå på hovedet i haven og lugede lystigt, tænkte jeg over gårsdagens oplevelser. Jeg havde det godt med ikke at have anmeldt dem og havde faktisk stort set tilgivet dem. Stakkels børn, og hvad har vi.

Jeg tænkte: “De kommer sikkert forbi i løbet af dagen, og så kan vi grine af det, og jeg har is i fryseren, det bliver hyggeligt” og følte mig helt enormt storsindet.

Efterhånden som dagen skred frem, fordampede det storsindede. For der kom ikke nogen på besøg for at undskylde. Hverken børn eller voksen. Og så blev jeg ærligt talt lidt stram i betrækket.

Hvis ens børn laver noget som gør at politiet rykker ud og giver dem en reprimande, ville det så ikke være naturligt at tage ansvaret på sig og bevæge sig hen til den nabo som det var gået ud over, og eventuelt stikke dem en lille undskyldning? Jeg havde taget barnet i øreflippen og egenhændigt sparket ungen hen til naboen for at undskylde. Som i omgående. Medbringende en lille blomst/chokolade/noget som var blevet trukket fra ungens egne penge.

Eller er det bare mig?

Uanset om det var mig eller ej, så skrev jeg til sidst et brev.

Til naboen.

Hvor jeg på en forholdsvis pæn måde, gav udtryk for to ugers indestængt hidsighed, samt et godt råd om at lære sine børn at tage ansvar for egne handlinger (håbede måske lidt det kunne smitte af på deres ophav) men i øvrigt frabad mig en undskyldning, for det tog var ligesom kørt, så jeg finder nok aldrig ud af om det er blevet læst eller arkiveret lodret.

Det er også lige meget, jeg kom af med min sure bøvs!

Spændetrøje eller kyskhedsbælte

4 feb

Som en unaturlig fortsættelse af min sokkesaga oplevede jeg forleden noget jeg gerne havde været foruden.

På et tidspunkt havde jeg forvildet mig i Bilka og kom forbi et par hyldemeter med strømpebukser af alle slags. Jeg ville benytte lejligheden til at fouragere så jeg havde strømpebukser vinteren ud.

Jeg greb i skyndingen et par sorte, et par blå og et par grå. Og så lige et par stykker der var lidt uld i. Alt var såre godt.

Indtil forleden.

Stadig halvsovende – på trods af brusebadet – sad jeg og skulle have de grå strømpebukser på.

Da jeg rystede dem ud, forekom det mig at strømpen opførte sig som om nogen allerede havde haft dem på. Men da jeg lige selv havde fjernet emballagen var det ikke tilfældet.

Altså begyndte jeg med det ene ben.

Og så det andet ben.

Det gik også meget godt til cirka midt på låret. Mit lår altså.

Så var det som om der skete noget.

Jeg asede og masede for at få skubbet baller og deller og overlår på plads i noget der forekom mig at være en alt for lille størrelse strømpebuks.

Var jeg svulmet op i løbet af natten?

Havde jeg fået – Gud forbyde det – “J.Lo” numse siden jeg sidst have strømpebukser på, hvilket var dagen før.

Det føltes som om jeg aldrig nogensinde ville komme fri af dette hylster. Mine stakkels overlår var klemt inde i et jerngreb og jeg frygtede faktisk for min almene tilstand. Alene det at sætte sig ned, krævede en kraftanstrengelse og så kom jeg til at stritte så underligt med benene.

Jeg, som efterhånden var blevet lysvågen under iførelsen af dette apparat, snurrede rundt for at finde emballagen igen. Jeg havde efterhånden luret at hele misæren skyldtes noget andet.

Ganske rigtigt.

Nederst, og med meget små bogstaver, stod der ikke str. 8 år som jeg havde frygtet, men derimod “support”.

Som om jeg havde brug for at få supporteret mine lår. Eller baller.

At man vil supportere mine deller kan jeg til nøds forstå, ikke desto mindre er de en velintegreret del af mig og jeg har slidt for at få dem!

Hvorom alting var, jeg stod der, fem minutter i “for sent”, kun iklædt en spændetrøje og havde ikke noget alternativ.

Resten af dagen havde jeg fornemmelsen af at være lukket inde i et kyskhedsbælte.

Ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men jeg kunne forestille mig at det få føles nogenlunde sådan.

Moralen af denne historie er – som så ofte før – husk at læse det med småt!!

Støttepædagog

14 jan

Havde jeg lige brug for i går..

Divaen fik en mindre operation, men skulle i fuld narkose.

Og når ens barn skal det, er der rigtigt mange gode ting at sige om Danmark!! I Frankrig må man for eks. sige farvel til sit barn ude på gangen Og ikke følge med ind og holde dem i hånden til de sover.

Men det måtte jeg her. og da hun vågnede igen – for selvfølgelig gjorde hun det – sagde hun at det sidste hun huskede var at jeg kyssede hendes hånd, så det var jo perfekt.

I mellemtiden, skulle jeg have tiden til at gå, og hvem slæbte så sin lille syge basse ud af sengen og sad i stedet i 2 timer og holdt mig mentalt i hånden på OUH mens Divaens operation stod på?

Vores alle sammens Annø!

 

Der er ingen ateister på vej ned.

24 sep

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

%d bloggers like this: