Arkiv | Film RSS feed for this section

Mamma mia!

27 aug

Jeg har simpelthen været i biografen.

Noget mod min vilje. Eller det vil sige, jeg ville gerne i biografen. Med Kirsten. Mit problem var filmen.

Ingen, som kender mig personligt, vil være i tvivl om at jeg er ABBA fan. Og kan samtlige ABBAsange udenad. Også B-siderne på de tidlige singler.

ABBA – the real deal – altså!!

Og at jeg absolut ikke synes at Lily, Pierce og Meryl – eller Cher for den sags skyld – er i stand til at synge disse musikalske kunstværker, de har fået æren af at skulle udføre, ret godt.

Hvis bare de var gode som sangere, så havde det været okay. Men det er de ikke og det er næsten blasfemi at de har fået dette hverv tildelt. Af samme årsag har jeg kun set Mamma Mia #1 én gang – også sammen med Kirsten – og havde overhovedet ikke overvejet at tage ind og se Mamma Mia #2.

Det var at gøre regning uden vært. Eller uden Kirsten skulle jeg måske snarere sige. For det endte med at jeg befandt mig i biografens mørke, med Kirsten ved min side, med udsigt til små to timers tvivlsom underholdning.

Da mine stakkels ører havde kæmpet sig gennem “When I kissed the teacher” og “I wonder” som blev maltrakteret på den mest talentløse måde overhovedet, besluttede jeg mig for at tage drastiske midler i brug.

Jeg sang selv med.

Så slap jeg næsten for at høre andre torturere disse dejlige sange, og jeg kunne koncentrere mig om filmen. Kirsten grinte bare, og da ingen af de 10 andre biografgæster sagde noget nævneværdigt, sang jeg mig igennem hele filmen.

Det er også muligt at jeg bevidst valgte at ignorere det hvis der var nogen der sagde noget. (Mine evigt opmuntrende børn mente at det turde folk ikke.)
– Eller også kunne de ikke høre mig.
Hvorom alting er, det endte meget mod min forventning, med at blive en helt behagelig oplevelse efter jeg selv kom på playlisten.

Og da Kirsten bagefter inviterede på rom og cola kunne det næsten ikke blive meget bedre.

Men jeg VIL IKKE ind og se nr. 3 hvis vi skulle være så uheldige at den en dag udkommer. Hører du, Kirsten?

 

 

 

Reklamer

Gys, gru og “The Road”..

23 aug

De royale unger hader at sidde ved siden af mig, når vi ser film der eventuelt kan være uhyggelige – for jeg letter 4 meter hvis der sker noget uventet.

Og nogle gange kommer der også et råb.

Der er nogle – og uden at nævne for mange navne, First Man – som på ufin måde udnytter dette.

Det er hans største fryd at tage fat i min arm på det MEST spændende sted og sige BUUH.

Jeg kvitterer gerne med at hvine højt og fare sammen – subsidiært fare opad, et par meter – til alles morskab. Ja, undtagen min naturligvis.

Jeg synes nemlig ikke det er sååå vanvittigt grinagtigt at det gør noget.

Men der er en anden slags gru der bliver siddende i mig i lang tid. Jeg har vist nok set hele ”Seven”.. det meste af den i hvert fald, gemt bag en pude og slutscenen så jeg slet ikke – jeg var nemlig allerede blevet advaret om den. Eller ”Silence of the lambs”. Sådanne film bliver siddende i månedsvis, på bagsiden af mine øjenlåg og kradser.

For et stykke tid siden, købte jeg ”the Road” til First Man. Mest fordi Viggo var med i den, men også fordi den havde fået nogle gode anmeldelser. Og den havde faktisk bare ligget.

Så nu skulle vi se den.

Divaen og så ham med størrelse 45 i sko ville gerne se med, og vi slog os alle ned foran skærmen.

Og meget længe var der ikke en lyd – vi holdt bare vejret. På et tidspunkt stirrede Divaen på mig og sagde – ”jeg tror måske, jeg skulle gå i seng lige nu”.. Men jeg fik hende til at blive, fordi jeg, for det første nægtede at tro på det kunne blive værre, for det andet fordi hun skulle have afslutningen med, og ikke ligge alene i mørket og forestille sig alt muligt.

Vi fik den set færdig, og jeg havde ret – der var en lillebitte gnist af håb midt i alt det frygtelige – men den gru der var omkring filmen sad i mig længe efter.

Til folk der ikke har set den.. ved jeg ikke helt om jeg vil sige – LAD VÆR’ eller SE DEN.

Film anmeldelse – anbefaling til kedsomhed

7 maj

Hvis I nogensinde keder jer, og af en eller anden grund har lyst til at kede jer endnu mere, så er tiden kommet til at se ”Sølvhingsten”.

På trods af den noget ”Mit Livs Novelle” inspirerede titel, står Russel Crowe faktisk højt oppe på rollelisten, og han er ydermere at finde på forsiden, hvilket er årsagen til, at jeg i sin tid rev filmen ned fra hylden i Netto – den store overfor Silvan.

Med ham (kendt fra The Gladiator) på forsiden, samt referencer fra 3 forskellige awards, var jeg mere eller mindre overbevist om at det IKKE var en romanbladsfilm.

Men hvor kan man dog tage så grueligt fejl i sit liv indimellem.

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har set så kedelig en film.

Det skulle da lige være pausefiskene da jeg var lille.  Men de er jo heller ikke på film – er der forresten nogen som kan huske at der engang var en med store hule krøller – som stak hovedet ind foran kameraet? Det gik for sent op for ham at han blev filmet sammen med pausefiskene, eller også var det aftalt spil – i hvert fald  han stirrede betuttet ind i kameraet og forsvandt igen. Jeg så det selv. Og grinede.. Men ingen ville tro på mig – jeg var ikke så gammel – så nu er det mit håb at en anden kan huske det?

Nå, men altså jeg ville hellere se en klat maling tørre, end at se den intetsigende film igen. Jeg sad og så den sammen med firkløveret og da vi var kommet ca. 30 minutter ind i handlingen, som aldrig helt gik op for mig, begyndte jeg at gabe.

Ældstedatter, som er den eneste hesteinteresserede person på matriklen, påpegede at hesten, denne fantastiske sølvhingst, havde noget tyndt og sjasket hår.. Hvortil ældstesøn tørt svarede, at så var den jo nok svensk.

Så kom jeg til at grine højt og gled halvvejs ned på gulvet, og så var det seriøse ligesom gået af seancen, og vi pjattede os mere eller mindre igennem resten.

Russel skuffede faktisk også en del. Han stod på et tidspunkt og stampede omtrent som Prinsesse Lyserød da hun var 4, over at en eller anden hest var hoppet over hegnet og havde forladt ham. Det stod naturligvis i manuskriptet, men han kunne godt have gjort det på en lidt mere Maximusagtig måde.

Bevares – det var da opløftende bare at glo på ham, men også stort set det eneste positive, der var at sige om filmen overhovedet. Jo der indgik også et par kænguruer, og de var virkelig enormt søde, elegante og majestætiske!

At den film havde fået 3 awards, siger vist mere om awards generelt, end om denne film. I øvrigt forstår jeg slet ikke hvordan, men ældstedatter mente det var på grund af selve billederne. Og yngstedrengen udbrød – det må det være – for resten af filmen er da dødkedelig.

Jeg gad nu godt se en spændende film uden billeder..

Ulempen ved at se en kedelig film er, at man meget nemt går glip af selve klimakset. Forstyrret af en noget insisterende blondine, som ville gøre opmærksom på at hendes spisetid nærmede sig, så vi derfor ikke, da den i titlen beskrevne hest, gjorde sin definitive sortie fra filmen og dermed endte den.

Vi undlod at spole tilbage for at se det igen, og gik ud for at spille ludo!

Jeg tabte..

%d bloggers like this: