Arkiv | First Man RSS feed for this section

Svitsede næsehår

16 sep

Lige nu sidder der sikkert tre ynglinge et sted og bander over en hidsig mand, de var så uheldige at rende ind i.

Eller blive overhalet af.

I enhver forstand.

De gik i hvert fald ude på landevejen i stedet for at holde sig til vejkanten. På bedste efterskoleelev facon.

I det vi forsigtigt kører forbi, dytter First Man et lille klemt – ikke noget med lange og voldsomme dyt her – blot for at sikre sig at de har hørt at vi kommer og de ikke hopper ud foran bilen.

Dette afstedkommer promte 6 x knapt så pæne fingre fra alle tre unge mænd, så snart bilen er forbi dem.

Den slags skal man ikke gøre til First Man.

 

Bare slet ikke.

Det gør ham nemlig olm.

 

Meget olm.

Så han parkerede bilen, en smule abrupt, steg ud og begav sig hen mod de tre ungersvende. På en lidt trampende måde. Iført store overarme, tømrerbukser, sikkerhedssko og et slet-ikke-venligt ansigt.

Det var i hvert fald tydeligt for de tre unge fløse, der vel var omkring 16-17 år, at manden der var på vej hen mod dem, var i mindre fint humør.

Jeg blev siddende i bilen, hvorfra jeg kunne både se, i bakspejlet, og – trods den lukkede bildør – høre, at han nærmede sig gerningsfingrenes ejermænd.

Samtalen – der nok egentlig mest var en enetale – bestod i mange høje og vrede ord og fagter fra First Mans side, og da en af de unge mænd åbenbart sagde noget til sit forsvar, rykkede First Man helt tæt på knægtens næse, faktisk så tæt at jeg næsten fik ondt af den unge mand.

For alle ved, at man sidst på eftermiddagen – og efter en kop kaffe eller tre – dufter mindre behageligt ud af munden. Især i en afstand af 3,2 cm fra ens ansigt. Det kunne umuligt være særligt behageligt at få svitset næsehårene på den måde.

Da First Man var færdig med at lære dem, hvad de øjensynligt ikke vidste i forvejen, nemlig at man ikke bare går rundt og rækker “fuck” til hvem som helst, hvor som helst, og at man heller ikke vandrer rundt midt på diverse landeveje, vendte han dem ryggen og trampede arrigt tilbage til bilen, hvorpå han satte sig ind og vi kørte.

Min søde mand tøede dog hurtigt op igen, og da jeg sagde det med hans dårlige ånde, grinte han hånligt til mig og sagde grumt: “Så kan de bare lære det.”

Vel hjemme igen, skulle Prinsessen lige forsikres om at han ikke havde blameret sig overfor nogen hun kendte. Det var vist ikke tilfældet, så hun åndede lettet op!

Gårdmand Bjørn derimod, var stærkt fortørnet over ikke at have kunnet nyde forestillingen på første parket som passager i bilen.

Da Divaen fik genfortalt historien, skraldgrinede hun og skrev lykkeligt på skype: “Vi har verdens bedste familie”

Heri kan jeg jo kun give hende ret.

Reklamer

Lykken står den kække bi.

28 okt

Fredag eftermiddag da jeg, 55 minutter efter fyraften, satte mig i min bil for at finde hjem til møllen, ville jeg lige ringe til min søde mand for at fortælle at jeg var på vej.

Der var dog optaget.

Men inden jeg fik lagt på, ringede han tilbage.

Lidt stakåndet var han i den anden ende, så jeg spurgte om alt var okay, og om der var noget galt.

“Næ” sagde han “Der er ikke noget galt, bortset fra at min sommerferie nu endelig er slut. Jeg starter hos Søren mandag morgen kl. 07.00!”

Og her vil jeg gerne slå et slag for gode mennesker. For mennesker der gider sætte sig ind i hvordan man eventuelt kunne ansætte en voksenlærling. For mennesker der prøver at finde en løsning for andre. Også selvom det ikke lige lå i kortene at man skulle ansætte en voksenlærling.

Jeg har ikke selv haft chancen for at snakke med Søren endnu; jeg har med vilje ikke ringet til ham i weekenden da mine verbale udbrud nok ville have været skjult bag glædeshyl og do-tårer og dermed nok ikke helt så gennemskuelige som hensigten var.

Men der kommer en dag hvor jeg vil tage hen til Søren, takke ham – og Gitte – for deres umådelige store hjerte og vilje til at se nye muligheder som inkluderer min helt egen indvandrers arbejdsmæssige overlevelse her på øen.

Få mennesker har overskud som de to.

Mange genvordigheder til trods, har de stadig, og altid, tanke for andre end dem selv.

På møllematriklen er der i hvert fald bred enighed om at Søren er den allerbedste.

Arbejdsbukserne er nyvaskede, det varme undertøj lagt frem og madkassen støvet af.

Helt klar til brug.

For fra i dag har min søde, første og eneste mand, nemlig arbejde igen!

SØREN længe leve – HURRA HURRA – og SÅ DET LANGE:

HURRAAAAAAAAAAA

En usling og en pusling.

18 sep

Uden at gå alt for meget i kedelige og triste detaljer, kan jeg da meddele at First Mans mester er gået konkurs.

Og derfor…

Ej, først fik min søde mand, for allerede en måned siden, en sms om at han ikke skulle komme på arbejde om mandagen. Men at mester ville komme forbi.  Han kom dog ikke. Tirsdag aften modtog min søde mand endnu en sms. Men stadig intet besøg. Fredag aften – direkte adspurgt – stadig på sms, fik First Man at vide at mester ikke havde flere penge og at han var gået konkurs.

Så langt så godt. Det kan jo ske. Men skuffelsen over at en ven ikke magtede at se ham i øjnene og være ærlig, sved.

Nu er der ikke det store at gøre ved sådan en situation en lørdag formiddag, men jeg fik da snakket med forskellige lokale tømrermestre. Blandt andet én som havde haft First Mans mester ansat siden mandag morgen.

Faktisk…

Ja.

Så også den anden tømrer blev lidt stille da han fik at vide at First Man ikke vidste noget før fredag aften.

Jeg tror nok det var lige der jeg mistede den allersidste respekt for min søde mands forhenværende mester.

Eller måske var det da mesteren stadig, efter fire uger hverken havde fyret First Man, eller selv indgivet konkursbegæring. Og da administrationstiden i forvejen er meget lang hos Lønmodtagernes garantifond, har First Mans tilgodehavende i form af elevløn – men dog en slags løn – meget lange udsigter. Men som mesteren skrev i en sms da First Man spurgte hvornår det ville ske:  “Jeg skal jo også arbejde”.

Hov, nu kom jeg alligevel til at fortælle lidt om de kedelige detaljer. Og jeg kom vist også til at hænge en mester ud. Til tørre. Beklager at jeg ikke har kunnet holde den sobre tone, men en skovl er nu engang en spade og en fej mester er en… usling.

Nå, hvorom alting er, så har min søde mand ledt og ledt efter en tømrer som gerne vil have en sød og dygtig og arbejdsom voksenlærling. Den slags mestre hænger dog ikke på træerne, især ikke når de får at vide at man ikke må fyre sin voksenlærling når der ikke er noget at lave i februar måned.

Så modløsheden blev altoverskyggende. Og First Man prøver at finde på alle mulige andre løsninger. Ligeledes er vi gået over til at tale dansk på matriklen, for at forbedre hans ellers udmærkede, men lidt skrøbelige, dansk. Hvis nu der skulle være nogen som ville have en fransk voksenlærling.

Og så var der en eller anden foreslog ham at blive vinduespudser.

Ikke at der er noget galt med vinduespudsere overhovedet. Men First Man har måske lidt andre planer for den sidste trediedel af sit arbejdsliv, end at tilbringe den med at vaske vinduer. Det kan naturligvis godt bruges hvis man er ved at dø af sult, men han bliver jo heller ikke yngre.

I går sad han og stirrede ud i haven. Og det regnede.

Da jeg gik hen for at give ham et knus, sukkede han og sagde: “Min skat, jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke være vinduespusling”

Selvom jeg brød sammen af grin – undskyld – var meningen jo god nok. Men min søde First Man er nu så lækker at han, uanset hvad, ville blive verdens bedste vinduespusling så let som ingenting.

Lidt i stil med ham her:

PS: Hvis nogen lige skulle stå og mangle en voksenlærling indenfor tømrerfaget så må de meget gerne sige til, inden min mand begynder at sende CVet sydpå.

Pause i ferien!

10 aug

Jeg holder lige en pause i min ferie, fordi der er lige noget der skal fejres.
I dag er det nemlig 22 år siden jeg blev gift med First Man.

I vore dage vist noget af en bedrift at have fire børn med den samme mand og stadig kunne holde ham ud. Det kan jeg naturligvis ikke hele tiden, men i det store hele går det nu meget godt.

I hvert fald har jeg tænkt mig at beholde ham!

Han er i øvrigt den eneste der kan holde mig ud, hver dag, og den slags skal da belønnes synes jeg!

20130810-033402.jpg

Sådan en rolig søndag..

26 feb

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

IMG_0721

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Hvad skal vi nu finde på

17 jan

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Sommer 2009 057

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..

Det forbudte P-ord

21 okt

Nu vi lige er ved det der, med mystiske ting, der sker med alderen, så vil jeg også godt benytte lejligheden til at brokke mig over at jeg oftere vågner og skal op og tisse.

I noget mulm og mørke.

Enten vågner jeg af mig selv – eller nej det er løgn – der er faktisk nogen der snorker i min øregang. Eller også står der et barn og kræver at jeg vil være deres søde mor.

Jeg mener jeg har berettet om det før, jeg er ikke specielt venligsindet når jeg bliver vækket der om natten.

Jeg prøver at være så venlig jeg kan, men det slår nogen gange fejl.

Jeg står i hvert fald op og lader som om jeg er nogens mor, og tager mig pænt af den, som formastede sig til at vække mig, i stedet for bare at brøle at de skal lade mig sove. Alene her, synes jeg måske nok, at jeg viser mig fra en yderst sympatisk side.

Nå men, alt i mens jeg hælder et par liter hostemedicin i en semituberkuløs Prinsesse, vågner First Man også, og lige i det sekund jeg sender Prinsessen tilbage i seng og konstaterer at jeg skal tisse rigtig meget, har han sat sig – altså der hvor jeg burde sidde.. Og så har det lange udsigter.

I takt med at vi begge er blevet ældre, og begge.. EJ HOLD NU OP hvor lyder det som om vi er mellem 80 og skindød.. Ingen af os – og da slet ikke mig, som er rigtigt meget yngst – har rundet noget 50. Langt fra. Flere år altså.

Men.. hvor kom jeg fra, jo – altså – der sker åbenbart noget med mænds vandladningskapacitet, efterhånden som DE bliver ældre, og dette fænomen er uhyre langstrakt. Og nej jeg snakker ikke om størrelsen – men tiden!

Jeg har spekuleret på om han sidder og klemmer på den for at forlænge nydelsen, men kom fra den teori igen, da han vel også gerne vil ind i seng igen.

Jeg venter – ikke uden en vis utilfredshed – og når at blive fuldkommen og aldeles lysvågen og ønsker så inderligt at jeg havde fået sat mig først.

Nu kan det ikke være specielt behageligt at blive vrisset af, blot fordi man skal lade vandet kl. kvart i kvalme, så jeg kan dårligt tro at han med vilje trækker pinen ud. Og vover jeg at nævne det forbudte P-ord.. Så er det en påstand og har intet på sig og det er i øvrigt kun andre mænd som får forstørret prostata.

For altså, i stedet for at kunne tisse på 8½ sekund, nødtørftigt vaske fingre, som andre – jeg vil ikke ligefrem sidde og fremhæve mig selv – og derpå smutte ind i seng igen, så tager det derimod meget tæt på 2 minutter, i hvilke jeg når at overveje, om jeg ikke bare burde sætte mig og pisse på ham.

%d bloggers like this: