Svitsede næsehår

Lige nu sidder der sikkert tre ynglinge et sted og bander over en hidsig mand, de var så uheldige at rende ind i.

…

Eller blive overhalet af.

I enhver forstand.

…

De gik i hvert fald ude på landevejen i stedet for at holde sig til vejkanten. På bedste efterskoleelev facon.

I det vi forsigtigt kører forbi, dytter First Man et lille klemt – ikke noget med lange og voldsomme dyt her – blot for at sikre sig at de har hørt at vi kommer og de ikke hopper ud foran bilen.

Dette afstedkommer promte 6 x knapt så pæne fingre fra alle tre unge mænd, så snart bilen er forbi dem.

…

Den slags skal man ikke gøre til First Man.

 

Bare slet ikke.

Det gør ham nemlig olm.

 

…

Meget olm.

…

Så han parkerede bilen, en smule abrupt, steg ud og begav sig hen mod de tre ungersvende. På en lidt trampende måde. Iført store overarme, tømrerbukser, sikkerhedssko og et slet-ikke-venligt ansigt.

Det var i hvert fald tydeligt for de tre unge fløse, der vel var omkring 16-17 år, at manden der var på vej hen mod dem, var i mindre fint humør.

Jeg blev siddende i bilen, hvorfra jeg kunne både se, i bakspejlet, og – trods den lukkede bildør – høre, at han nærmede sig gerningsfingrenes ejermænd.

…

Samtalen – der nok egentlig mest var en enetale – bestod i mange høje og vrede ord og fagter fra First Mans side, og da en af de unge mænd åbenbart sagde noget til sit forsvar, rykkede First Man helt tæt på knægtens næse, faktisk så tæt at jeg næsten fik ondt af den unge mand.

…

For alle ved, at man sidst på eftermiddagen – og efter en kop kaffe eller tre – dufter mindre behageligt ud af munden. Især i en afstand af 3,2 cm fra ens ansigt. Det kunne umuligt være særligt behageligt at få svitset næsehårene på den måde.

Da First Man var færdig med at lære dem, hvad de øjensynligt ikke vidste i forvejen, nemlig at man ikke bare går rundt og rækker “fuck” til hvem som helst, hvor som helst, og at man heller ikke vandrer rundt midt på diverse landeveje, vendte han dem ryggen og trampede arrigt tilbage til bilen, hvorpå han satte sig ind og vi kørte.

…

Min søde mand tøede dog hurtigt op igen, og da jeg sagde det med hans dårlige ånde, grinte han hånligt til mig og sagde grumt: “Så kan de bare lære det.”

Vel hjemme igen, skulle Prinsessen lige forsikres om at han ikke havde blameret sig overfor nogen hun kendte. Det var vist ikke tilfældet, så hun åndede lettet op!

Gårdmand Bjørn derimod, var stærkt fortørnet over ikke at have kunnet nyde forestillingen på første parket som passager i bilen.

Da Divaen fik genfortalt historien, skraldgrinede hun og skrev lykkeligt på skype: “Vi har verdens bedste familie”

…

Heri kan jeg jo kun give hende ret.

Lykken står den kække bi.

Fredag eftermiddag da jeg, 55 minutter efter fyraften, satte mig i min bil for at finde hjem til møllen, ville jeg lige ringe til min søde mand for at fortælle at jeg var på vej.

Der var dog optaget.

Men inden jeg fik lagt på, ringede han tilbage.

Lidt stakåndet var han i den anden ende, så jeg spurgte om alt var okay, og om der var noget galt.

…

“Næ” sagde han “Der er ikke noget galt, bortset fra at min sommerferie nu endelig er slut. Jeg starter hos Søren mandag morgen kl. 07.00!”

…

Og her vil jeg gerne slå et slag for gode mennesker. For mennesker der gider sætte sig ind i hvordan man eventuelt kunne ansætte en voksenlærling. For mennesker der prøver at finde en løsning for andre. Også selvom det ikke lige lå i kortene at man skulle ansætte en voksenlærling.

…

Jeg har ikke selv haft chancen for at snakke med Søren endnu; jeg har med vilje ikke ringet til ham i weekenden da mine verbale udbrud nok ville have været skjult bag glædeshyl og do-tårer og dermed nok ikke helt så gennemskuelige som hensigten var.

Men der kommer en dag hvor jeg vil tage hen til Søren, takke ham – og Gitte – for deres umådelige store hjerte og vilje til at se nye muligheder som inkluderer min helt egen indvandrers arbejdsmæssige overlevelse her på øen.

Få mennesker har overskud som de to.

Mange genvordigheder til trods, har de stadig, og altid, tanke for andre end dem selv.

…

På møllematriklen er der i hvert fald bred enighed om at Søren er den allerbedste.

Arbejdsbukserne er nyvaskede, det varme undertøj lagt frem og madkassen støvet af.

Helt klar til brug.

For fra i dag har min søde, første og eneste mand, nemlig arbejde igen!

SØREN længe leve – HURRA HURRA – og SÅ DET LANGE:

HURRAAAAAAAAAAA

En usling og en pusling.

Uden at gå alt for meget i kedelige og triste detaljer, kan jeg da meddele at First Mans mester er gået konkurs.

…

Og derfor…

…

Ej, først fik min søde mand, for allerede en måned siden, en sms om at han ikke skulle komme på arbejde om mandagen. Men at mester ville komme forbi.  Han kom dog ikke. Tirsdag aften modtog min søde mand endnu en sms. Men stadig intet besøg. Fredag aften – direkte adspurgt – stadig på sms, fik First Man at vide at mester ikke havde flere penge og at han var gået konkurs.

Så langt så godt. Det kan jo ske. Men skuffelsen over at en ven ikke magtede at se ham i øjnene og være ærlig, sved.

Nu er der ikke det store at gøre ved sådan en situation en lørdag formiddag, men jeg fik da snakket med forskellige lokale tømrermestre. Blandt andet én som havde haft First Mans mester ansat siden mandag morgen.

…

Faktisk…

Ja.

Så også den anden tømrer blev lidt stille da han fik at vide at First Man ikke vidste noget før fredag aften.

Jeg tror nok det var lige der jeg mistede den allersidste respekt for min søde mands forhenværende mester.

Eller måske var det da mesteren stadig, efter fire uger hverken havde fyret First Man, eller selv indgivet konkursbegæring. Og da administrationstiden i forvejen er meget lang hos Lønmodtagernes garantifond, har First Mans tilgodehavende i form af elevløn – men dog en slags løn – meget lange udsigter. Men som mesteren skrev i en sms da First Man spurgte hvornår det ville ske:  “Jeg skal jo også arbejde”.

…

Hov, nu kom jeg alligevel til at fortælle lidt om de kedelige detaljer. Og jeg kom vist også til at hænge en mester ud. Til tørre. Beklager at jeg ikke har kunnet holde den sobre tone, men en skovl er nu engang en spade og en fej mester er en… usling.

…

Nå, hvorom alting er, så har min søde mand ledt og ledt efter en tømrer som gerne vil have en sød og dygtig og arbejdsom voksenlærling. Den slags mestre hænger dog ikke på træerne, især ikke når de får at vide at man ikke må fyre sin voksenlærling når der ikke er noget at lave i februar måned.

Så modløsheden blev altoverskyggende. Og First Man prøver at finde på alle mulige andre løsninger. Ligeledes er vi gået over til at tale dansk på matriklen, for at forbedre hans ellers udmærkede, men lidt skrøbelige, dansk. Hvis nu der skulle være nogen som ville have en fransk voksenlærling.

Og så var der en eller anden foreslog ham at blive vinduespudser.

…

Ikke at der er noget galt med vinduespudsere overhovedet. Men First Man har måske lidt andre planer for den sidste trediedel af sit arbejdsliv, end at tilbringe den med at vaske vinduer. Det kan naturligvis godt bruges hvis man er ved at dø af sult, men han bliver jo heller ikke yngre.

…

I går sad han og stirrede ud i haven. Og det regnede.

Da jeg gik hen for at give ham et knus, sukkede han og sagde: “Min skat, jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke være vinduespusling”

…

Selvom jeg brød sammen af grin – undskyld – var meningen jo god nok. Men min søde First Man er nu så lækker at han, uanset hvad, ville blive verdens bedste vinduespusling så let som ingenting.

Lidt i stil med ham her:

PS: Hvis nogen lige skulle stå og mangle en voksenlærling indenfor tømrerfaget så må de meget gerne sige til, inden min mand begynder at sende CVet sydpå.

Pause i ferien!

Jeg holder lige en pause i min ferie, fordi der er lige noget der skal fejres.
I dag er det nemlig 22 år siden jeg blev gift med First Man.

I vore dage vist noget af en bedrift at have fire børn med den samme mand og stadig kunne holde ham ud. Det kan jeg naturligvis ikke hele tiden, men i det store hele går det nu meget godt.

I hvert fald har jeg tænkt mig at beholde ham!

Han er i øvrigt den eneste der kan holde mig ud, hver dag, og den slags skal da belønnes synes jeg!

Sådan en rolig søndag..

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Hvad skal vi nu finde på

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

…

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..

Det forbudte P-ord

Nu vi lige er ved det der, med mystiske ting, der sker med alderen, så vil jeg også godt benytte lejligheden til at brokke mig over at jeg oftere vågner og skal op og tisse.

I noget mulm og mørke.

Enten vågner jeg af mig selv – eller nej det er løgn – der er faktisk nogen der snorker i min øregang. Eller også står der et barn og kræver at jeg vil være deres søde mor.

Jeg mener jeg har berettet om det før, jeg er ikke specielt venligsindet når jeg bliver vækket der om natten.

Jeg prøver at være så venlig jeg kan, men det slår nogen gange fejl.

Jeg står i hvert fald op og lader som om jeg er nogens mor, og tager mig pænt af den, som formastede sig til at vække mig, i stedet for bare at brøle at de skal lade mig sove. Alene her, synes jeg måske nok, at jeg viser mig fra en yderst sympatisk side.

Nå men, alt i mens jeg hælder et par liter hostemedicin i en semituberkuløs Prinsesse, vågner First Man også, og lige i det sekund jeg sender Prinsessen tilbage i seng og konstaterer at jeg skal tisse rigtig meget, har han sat sig – altså der hvor jeg burde sidde.. Og så har det lange udsigter.

I takt med at vi begge er blevet ældre, og begge.. EJ HOLD NU OP hvor lyder det som om vi er mellem 80 og skindød.. Ingen af os – og da slet ikke mig, som er rigtigt meget yngst – har rundet noget 50. Langt fra. Flere år altså.

Men.. hvor kom jeg fra, jo – altså – der sker åbenbart noget med mænds vandladningskapacitet, efterhånden som DE bliver ældre, og dette fænomen er uhyre langstrakt. Og nej jeg snakker ikke om størrelsen – men tiden!

Jeg har spekuleret på om han sidder og klemmer på den for at forlænge nydelsen, men kom fra den teori igen, da han vel også gerne vil ind i seng igen.

Jeg venter – ikke uden en vis utilfredshed – og når at blive fuldkommen og aldeles lysvågen og ønsker så inderligt at jeg havde fået sat mig først.

Nu kan det ikke være specielt behageligt at blive vrisset af, blot fordi man skal lade vandet kl. kvart i kvalme, så jeg kan dårligt tro at han med vilje trækker pinen ud. Og vover jeg at nævne det forbudte P-ord.. Så er det en påstand og har intet på sig og det er i øvrigt kun andre mænd som får forstørret prostata.

For altså, i stedet for at kunne tisse på 8½ sekund, nødtørftigt vaske fingre, som andre – jeg vil ikke ligefrem sidde og fremhæve mig selv – og derpå smutte ind i seng igen, så tager det derimod meget tæt på 2 minutter, i hvilke jeg når at overveje, om jeg ikke bare burde sætte mig og pisse på ham.

Der var engang..

20 år.

Det er vist omtrent også det som Randi fylder i dag, er det ikke? Tillykke i hvert fald!!

Det er også 20 år siden man – altså mig – som ganske ung konge helt uden undersåtter, stod i hvidt flødeskum og prøvede at høre efter hvad manden i sort sagde. Mislykkedes totalt.

Fik nogle gaver bagefter. Og her vil jeg altså godt indvende, at vi slet ikke fik nok gaver – vi skulle måske have inviteret flere mennesker – og vores bryllupsrejse lod også noget tilbage at ønske.

Vi kørte jo bare hjem til Paris. Og så var der et honningglas der væltede i bilen og fyldte en del mere end da det var inde i bøtten. Og også noget mere klistret. Og så var han sur. Jeg var flad af grin!

Derfor skulle man i mange måneder, i fald man fik mulighed for at sidde på bagsædet i golfen, sidde og trippe med fødderne for ikke at klistre fast.

20 år. Det lyder helt forkert. Så er der 5 år til noget med sølv. Og jeg tænker med gru på den musik man forbandt med sølvbryllupper, da jeg var lille. Eller alder og væremåde. For slet ikke at tale om tøjet eller frisuren.

Skal jeg så bobbes? Gå med frottétøfler? Eller høre Reimar?? Og gå i nylonkjoler med udefinerbart ukrudtsfarvet mønster..? Gud forbyde det.

Så jeg bliver nok aldrig lukket ind i nogen sølvbryllupsklub. Det er sikkert ligesom med strikkedamerne med økologisk knold nede i Normandiet.

Men jeg vil nu godt have æresport alligevel. Og hornmusik til morgenmad. Bare for sjov. Og se hvordan det føles. Om man bliver lidt Yvonne i hvid pels eller dronning med udslået hår. Og vinkearme.

Sikkert lidt svært, når man i forvejen er konge. Og jeg skal ikke nyde noget af, at lufte bare arme, mens jeg vinker voldsomt ud af et vindue. Bare SLET ikke.

Men der er et par år til endnu. Gudskelov. Jeg kan jo nå at smide vinkeflæsket inden. Mormorvingerne.. Damemuskelen. Kært, eller hvad man nu siger, barn har mange navne.

I hvert fald – jeg har hørt at det ikke er sundt at tabe sig for hurtigt – jeg kunne jo stile efter et kilo om året. Så passer det vist lige. Næsten i hvert fald. Eller også skal vi flytte sølvet til om 7 år i stedet. Det har jo lige været ferie.

Men helt ærligt, skal jeg så til at være kedelig? Eller få akut dårlig smag, med hang til ”ude og hjemme”? Selvom der nok er nogle som vil hævde at den, smagen – den dårlige altså – den har jeg i forvejen.

Kan slet ikke bære hvis jeg skal til at være voksen.

Nå – det er lige meget, lidt endnu. Foreløbig skal vi lige koncentrere os om de der 20. Det er 7300 dage hvor jeg har skullet huske at dele min te med nogen. Ikke så nemt som det lyder.

Og jeg gider slet ikke regne ud, hvor mange nætter jeg så i teorien er blevet vækket af hans snorken.

Men faktisk er det et ret imponerende antal kys man kan komme op på, hvis man nu tæller 5 i snit pr. dag. Nogle dage mere, og i de perioder hvor han har været på rejse, bum bum – sådan plus minus det bliver ca. 35.000 kys.

20 år og 35.000 kys… Sikkert lige så mange prutter, hvis ikke flere. Så når man tænker efter, er det faktisk ikke så mærkeligt jeg fryser, når han er væk. Mit helt eget gasvarmeværk!

Googling’

Når man har været til lægen.. og lægen har sagt noget som ikke er halsbetændelse, penicillin eller græsallergi. Med andre ord, sådan nogle termer som man ikke er så hjemkendt i. Så tager man sporenstregs hjem og googler. Hvis man altså er mig – og det er jeg jo heldigvis.

Som for eks. når firkløveret render ind i en gang flak. Og man burde jo bare lade være. Jeg kan ellers til daglig sagtens lade være med at lure på alskens ulykker og dårligdomme, modsat så mange andre mennesker.

Men lige her, bliver jeg akut hypokonder på mit firkløvers vegne og er ude af stand til at tænke 2 sammenhængende, endsige fornuftige, tanker.

Og så googler man, og så kan man faktisk samtidigt få taget mål til en etværelses med låg. For det tangerer miraklet, at man overhovedet trækker vejret.

Altså hvis det er den ene diagnose.

Den anden – for der er altid mindst 2 at vælge i mellem, den ene som er en ”overhovedet ingenting og haha sikke en lettelse”.. og så er der den anden. Den man skal tale lavmælt om, med en pande så rynket som en Le Klint skærm.

Det er sjældent med First Man at man bliver nødt til at google, han er jo sej og kan alt. Også sove på en gulvmåtte flere nætter i træk. Men så kommer der sådan en grum besked, som man bare er nødt til at gøre noget ved.

Da han er sej pr. definition, sidder han jo ikke og piber, ej heller øffer han noget om bekymring og lignende. Men en konge kender sin lus på gangen og kan mærke at det også rumsterer.

Så selvom han sagtens kunne nøjes med et opfølgende tjek op engang i næste uge.. så har han tid her til morgen.

Og jeg vil med. Den smilede han lidt overbærende til. Men det måtte jeg da godt! Så det gør jeg så!

Tømmermænd og tisse i måneskin

Kun lidet inspireret af gårsdagens hændelser, fik jeg en pludselig og ganske uforklarlig lyst til at skrive noget om tømmermænd.

Lad os bare sige at kvaliteten af sin ældste datters fødselsdag, var for First Mans vedkomne, voldsomt begrænset af nogle yderst vedholdende og meget grumme tømmermænd.

De timer han holdt sig oprejst, var til at overse.

Da den første festivitas omkring vækning, med lys og sang, gaveoppakning og kanelsneglefortæring var overstået, kravlede han hen på sofaen på lit de parade-måden med et tæppe rundt om hovedet, og der lå han et par timer uden at vi hørte mere til ham.

Vi fik købt ind og lagt an til lækker frokost efter ældstedatters ønsker, salat med chili-hvidløgs ristede rejer og blinis med stenbider rogn og tzatiki, og der blev naturligvis også dækket op til First Man, men han afslog høfligt, siddende i et hjørne, mere død end levende.

Og jeg havde i løbet af dagen, som den fantastisk gode kone jeg er, disket op med isvand med citron i, 2 tørre grissini, en kop varm linde/mynte te, samt en medicinsk cocktail indeholdende både ibuprofen og paracetamol.. Om det hjalp ved jeg ikke, han var virkelig hårdt ramt.

Jeg benyttede lejligheden til at tale dunder mod alkohol og hvor elendigt man har det bagefter. Ja, naturligvis ikke til ham, det fortjente han trods alt ikke, men til det royale firkløver. Jeg fik nemlig også noget at drikke ved samme lejlighed – men fejlede jo overhovedet ingenting – var højst lidt træt fordi min nat ikke oversteg 5 timer og det er ikke helt nok. Jeg blev ydermere vækket et par gange af nogle høje snork efterfulgt af de lidet charmerende calvados dunster, der også udgik fra fyldebøtten, der sov ved siden af mig.

Jeg underholdt også firkløveret med de anekdoter den slags tilstande uvægerligt fører med sig – det står nemlig stadig ganske klart for mig, hvordan han gik lidt afsides, lige da jeg lukkede ham ud af bilen, han skulle nemlig træde af på naturens vegne. Og da jeg havde frosset længe nok bad jeg ham slå en knude på kalorius og komme – han havde nøglerne – så vi kunne få lukket op.

Hans svar var: ”jamen skat, du gør dig ikke begreb om hvor skønt det er at stå og tisse i måneskin”. Og spruttende af grin indså jeg at dybere kontakt ikke var mulig på dette stadie, så gik jeg hen og fik selv fat i nøglerne, mens jeg lod ham stå i sit måneskin og glad tisse færdig.

Hver gang jeg har nynnet ”danse i måååneskiiin” med et andet ord end danse.. har han set fortrædeligt på mig – hele dagen.

Bevares – jeg har da også været i den tilstand af vissen grøntsag, efter en fugtig tur i byen – husker stadig dengang jeg kom til at kaste op på et postkassestativ, mens en ven stod og beroligede politiet, som kørte forbi i samme øjeblik og så syntes de da lige de ville høre hvordan jeg mon havde det. Dagen efter var jeg om muligt endnu dårligere end First Man – og troede seriøst jeg havde maveinfluenza. Det havde jeg ikke. Jeg var bare fordrukken.

Den slags tilstande opstår ikke så tit mere – og heldigvis for det!

Nu da vores sociale omgangskreds er noget mindre end i Danmark, har vi heller ikke mulighed for at sidde og pimpe rødvin med venner hver eller hver anden weekend. Og ude af vanen med at få et glas i ny og næ, har det nok slået lidt hårdere, end den slags lige gør på en mand af hans størrelse!

Nå, First Mans mentale niveau svang sig i løbet af eftermiddagen – efter endnu en lille lur, der fulgte i kølvandet på anstrengelsen ved at have siddet på en stol i 11 minutter, op til at se “A Cinderella story” sammen med Prinsesse Lyserød, henslængt i hver deres sofa.

Det siger noget om hans hjerneaktivitet at han, da Prinsesse Lyserød og Yngstedreng blev hentet af Fiona til en omgang ansigtsmaling sammen med en masse andre børn nede i byen, og dermed forsvandt, blot blev apatisk liggende og så “A Cinderella story” færdig.

Halvvejs inde i filmen, da jeg skulle se om han stadig trak vejret, og give ham et glas mælk – for det havde jeg læst på nettet var godt mod tømmermænd, havde han dog åndsnærværelse nok til at spørge: ”hvad er det jeg ser?” Jeg smilede bare – og gik. Han drak sin mælk og så filmen færdig!

Til de af jer, som ikke kender First Man personligt, bliver jeg nødt til at fortælle at det mildt sagt ikke er hans naturlige valg af film. Hvis jeg siger Predator, Gladiator, Godfather I II III, Bruce Lee, Alien, Terminator, The Expendables, osv osv osv. har jeg nok pejlet jer bedre hen imod hvad han frivilligt vil se af film.

Han vil, hvis adspurgt, hellere tage en rask løbetur på 15 km. eller slås med en ven og komme forslået hjem med rifter og blå mærker her og der og alle vegne, end at se på en tøsefilm.

En ting er når vi alle 6 sidder og ser Finding Neverland eller en anden tåreperser, men at se den slags alene – aldrig?

Derfor morede jeg mig kosteligt, ved således at konstatere at hans hjerne var sat fuldstændigt ud af funktion.

Fødselsdagskagen skulle han heller ikke smage, men hen under aften lettede sprittågerne dog så meget, at han mente han godt kunne komme med ud og spise.

Han var næsten helt frisk, på den lidt matte måde, da vi sad på restauranten – han skulle dog ikke have andet end danskvand at drikke – nok meget fornuftigt..

Og han gik omgående i seng så snart vi kom hjem, fast besluttet på ikke at gentage den umiddelbare succes foreløbig..

Jeg har da ondt af ham, vel har jeg det – men jeg synes nu alligevel det var hele dagen værd, at kunne synge ”Tisse i mååååneskin – lisså tæt kind mod kind”

Snorken

Jeg har vist alligevel 2 personligheder. Mig om dagen, og en voldelig furie midt om natten. Det er ikke kommet pludseligt – men ganske gradvist i takt med at First Man begyndte at snorke mere og mere højlydt.

Adspurgt vil folk sige, at jeg er morgengnaven. Dette har overhovedet intet som helst konkret på sig, jeg har bare alle dage været af en lettere gnaven natur, hvis jeg bliver vækket midt om natten. Så det kan folk jo bare lade være med.

 Til almindelig oplysning kan jeg meddele at natten stopper et sted mellem 8 og 9 hvis jeg er stået op kl. 06.30. Eller nærmere bestemt, 1 time efter jeg har fået første kop te med mælk. Bare så I ved det.

Mine stakkels unger, er igennem hele deres ulykkelige barndom blevet lagt i seng med disse ord: “hvis du vågner i nat og er ked af det så kom og væk mig, og lad som ingenting når jeg skælder dig ud – det er ikke personligt ment, godnat min lille skat”

Det forhindrede dem på ingen måde i, at komme alligevel og få trøst – når det værste møgfald havde lagt sig – og de har for længst vænnet sig til min mangel på humor og fest om natten. Det er nok derfor de har sovet igennem på 6-7 uger, alle fire. Det sure løg, der skulle gøre det ud for en natlig madpakke, var de alligevel helst fri for – så hellere få en mere solid morgenmad af en mor som smilede og var glad.

Men for at komme tilbage til denne her snorken, min natlige gnavenhed er kun en naturlig konsekvens af at blive forstyrret i min nattesøvn, af den snorken som jo er det egentlige problem her.

På dårlige dage, kan jeg gå fuldstændigt i sort ved tanken om at First Man måske risikerer at ende som min konstant gnavne enke-svigerfar.

Han kan ikke være gnaven på grund af at nogen snorker om natten, med mindre man bliver gnaven af egen snorken – det kan jo så for øvrigt godt være – men han har altid været gnaven, og bliver gnaven af lyst og med megen fryd, hvis der ikke er noget præcist at være gnaven over.

Man kan jo altid finde et eller andet: naboens hund som gør, en svoger som ikke vil fortælle navnet på sin nye kæreste, at det har regnet i Danmark alle de gange han har været der, og den slags vanvittigt irriterende ting, som retfærdiggør timers surmulen.

Men altså, min svigerfar snorker så vinduerne blafrer. Også på den etage han ikke befinder sig. Når vi er så heldige, at have mentalt overskud til at tage på ferie i mausoleet, sover vi i stueetagen, og han sover på første sal. Det er altså også vores vinduer der blafrer. Den slags ophold kræver gode nerver og energi nok til at kunne klare søvnunderskud i dagevis.

Det er alt sammen meget godt, og jeg har skam vænnet mig til det – og svigerfar er da også indimellem i godt humør – selvom det ikke er så tit det sker. Men så sætter man så meget desto mere pris på det!

Nu er det så, at First Man har givet sig i kast med at snorke – højt – om natten og gerne ad flere omgange. I starten skubbede jeg bare til ham – for det generede mig jo – det har virket fint, jeg skubber til ham og mumler: du snorker, og så har han vendt sig om og har ikke snorket mere,

Men efterhånden har han fået større og større dask, idet han fik anlagt en ny taktik, hvor han simpelthen har sovet igennem mine skub og ublide puf, og blot snorker videre. Så måtte der jo hårdere midler til, for jeg rendte til sidst rundt og lignede en der havde børn under 6 uger, og gabte mig igennem mine dage og faldt i søvn midt i kartoffelmosen.

Så gradvist har jeg puffet hårdere og hårdere til ham, og her i sidste uge, da han havde vækket mig 3 gange på samme nat, fik han simpelthen sådan en lammer på skulderen, at jeg faktisk vågnede helt og tænkte – hov? Hvad skete der lige der?

Nu får han heldigvis ikke så nemt blå mærker, så det kunne gudskelov ikke ses, og folk går heller ikke rundt og spørger, hvad det er for et afskyeligt rivejern han er gift med, og om han er udsat for hustruvold.. Og hvis det endelig skal være synd for nogen, så fik jeg faktisk ret ondt i min hånd efter det slag. 

Men om ikke andet – holdt snorken op.. !!

Om det så er, fordi han muligvis ligger vågen alle de timer han tilbringer i dobbeltsengen, af angst for hvad hans uligevægtige kone ellers kan finde på af natlige voldshandlinger, skal jeg ikke kunne sige. Jeg sover nemlig – endelig!

Wet wet wet

Det var et popband tilbage fra 80’erne – men også opskriften på en practical joke, ældstedatter engang afprøvede på sin far.

Nu er det sådan, at jeg har en idé om at dansk og fransk humor ikke har det store tilfælles – og flere episoder har også bekræftet denne teori – og i hvert fald, reddede min reaktion dengang, ældstedatter fra en gigantisk skideballe, som First Man oprindeligt havde tiltænkt hende.

En sommerdag, for længe siden, midt i en franske hedebølge, havde de 2 ældste royale – netop på grund af denne ulidelige middagshede – været indenfor og se en film, mens de små sov til middag.

Far til fire. I hvilken der er en scene hvor Lille Per kyler et glas vand i hovedet på en eller anden.

Om ældstedatter har tænkt, at hun på denne vis, ville indvi sin far i finesserne omkring far til 4, eller omkring den danske humor, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter aftensmaden – som blev indtaget udenfor på terrassen – rejste hun sig pludselig op, gik hen imod sin far med et glas vand i hånden og svuuusch sagde det.. Så var han sjaskvåd fra top til tå.

Da hans øjne begyndte at få omtrent samme udtryk som en olm tyr – kom jeg desværre til at grine. Højt. Det så simpelthen SÅ sjovt ud. Og selvom han gryntede lidt, kunne han jo også godt se det sjove i det – også selvom han er fransk – da jeg nu hjalp ham lidt på vej.

Komikken manglede derimod lidt, da hun næste morgen ville gentage succesen og hældte mere vand i hovedet på ham – mens han stadig var i sin seng.

Da slap hun ikke for at få læst og påskrevet – mens han holdt et længere foredrag om at rigtigt mange ting kun er sjovt EN gang.

Så vidt jeg ved, har hun aldrig siden hældt vand i hovedet på ham. Kunne være at det snart var på tide 😀 så vi lige kunne tjekke om der stadig er forskel på dansk og fransk humor.

Op og tisse om natten

Nu er det heldigvis også sådan, at First Man kan være pinlig. Ja, jeg har efterhånden vænnet mig til det – men fra tid til anden kommer det til at gå ud over sagesløse.

I denne tid går han rundt og brokker sig gevaldigt over at vi får en italiensk pige på udveksling, i en uge.

Ikke på grund af den arme pige, som vi slet ikke kender og som sikkert er vældigt sød – men derimod fordi han så er tvunget til at gå anstændigt klædt og i øvrigt opføre sig ordentligt – og ikke som en neanderthaler – mens hun også befinder sig på matriklen.

For eks. skal han sørge for at have noget andet på end bar rumpe og morgenkåbe, når han spiser morgenmad – lade være med at prutte når han laver maveøvelser på stuegulvet, skide for åben dør og den slags andre udprægede mandeting..

Som de fleste mænd, har han et indre centralvarmeværk der opretholder en tilpas kropstemperatur – også om natten – og derfor sover han uden tøj på. Nattøj forstås. Også uden underbørger.

Vi har flere gange haft aupair. Og første gang vi havde en sådan, måtte jeg ud og investere i noget nattøj til First Man – manden har simpelthen ikke ejet et sæt nattøj, siden han smed sparkedragten.

Og da han fjumrer rundt i huset tidligt om morgenen, uden at være helt vågen, er det praktisk at være iklædt noget, så han ikke af vanvare får blottet sig for sarte unge piger – som ville kunne finde på at melde ham for alt muligt grimt.

Engang for mange år siden – da der kun var 2 små royale – var vi på besøg hos mine forældre. Og da det var før investeringen af det føromtalte nattøj, sov han splitternøgen som han plejer.

Og om det nu var på grund af indtagelse af en god kælderkold dansk øl, eller alt for meget te, skal jeg være ladet usagt, hvorom alting er, skulle han op, midt om natten, for at lade vandet.

Det skulle min mor også..

Nu er min mor lidt nærsynet, så det var måske ikke så slemt – ikke at han er specielt grim uden tøj på – han ligner vel alle andre halvsovende mænd, som skal op og tisse i nattens mulm og mørke – men da der ydermere befandt sig 2 royale børn i huset, var lyset i gangen tændt, for at alle kunne se hvor de skulle hen uden at blive bange, såfremt de vågnede om natten.

Gangen er lang.. Og badeværelset lå i den fjerner ende af denne gang, i forhold til soveværelserne. Min mor var færdig på toilettet – og havde entreret gangen for at finde tilbage i sin seng, netop som First man tog sit første skridt, i den modsatte ende.

Da First Man bagefter refererede denne hændelse, forekom det ham, som om gangen var en hel del længere, end den plejede at være.

De sagde ikke noget videre til hinanden i deres søvnige tilstand – men latterbrølene – samt krav om overvågnings kamera – genlød ved morgenbordet da de berettede om deres natlige møde på den oplyste gang!

Og siden, sover staklen i nattøj når han er på overnatning, fremmede steder.

Telefonfis og kaffemaskiner

Jeg har en hemmelig last. Jeg elsker telefonfis. Ja, ikke den gængse opfattelse af telefonfis – hvor man ringer til nogen og siger noget vrøvl – men derimod den, som jeg lader gå ud over andre mennesker, hvis de ringer til mig.

Og her taler jeg især – og udelukkende – om telemarketing medarbejdere.

Ja, jeg ved godt det er et job, og at de stakkels mennesker ikke selv har valgt de uhyrligheder, som de tvinges til at lire af, når man uforvarende kommer til at løfte røret. Men når man hører den påtaget friske stemme, som med det samme kalder én ved fornavn – fortryder man omgående at man svarede.

Med sådan et opkald i øret, så farer der altså nogen gange en lille bitte djævel i mig. Bare en lille én.

Jeg kan finde på at give mig til at mumle usammenhængende, for så savlende lægge på. Med mine måbende børn som tilskuere. Eller det vil sige – de undrer sig ikke så ofte mere, de ved godt, at det er en eller anden, som vil sælge noget, eller have min mening om lettiske skruetrækkere og andet unyttigt. Men efter sådan en oplevelse ringer de sjældent tilbage.

Så er der de gange, hvor jeg når at bide mærke i deres fornavn – som jeg så voldbruger i endnu højere grad, end de bruger mit. De når også ret hurtigt til et stadie af fuldstændig opgivenhed, så de afslutter samtalen uden videre påtale.

Da yngstedreng var lille bitte, blev jeg engang ringet op af en person som spurgte om han måtte tale med den næste i husstanden, som havde fødselsdag – han nævnte måske også noget med at det skulle være en over 18 år – men den detalje valgte jeg at overhøre – så jeg stak telefonen til lillemand, som vitterlig var den næste som havde fødselsdag.

Så sad han og gurglede ned i telefonen i en 10 minutters tid. Der var sjovt nok ikke nogen i den anden ende, da jeg listede røret fra ham.

Det må have rygtedes et eller andet sted – et register for mystiske mennesker, for der blev længere og længere mellem disse voldsomt irriterende opkald.

Da vi så flyttede til Frankrig, fik det pludselig en helt ny dimension, jeg opdagede jo ret hurtigt at jeg bare kunne snakke dansk – så kunne de stakkels mennesker også lægge på, med uforrettet sag.

I går, ringede en som ville vide om jeg var tilfreds med min nye kaffemaskine. Hvis sandheden skal frem, er jeg faktisk ikke videre begejstret, og det valgte jeg at delagtiggøre kaffemanden i. Med alle detaljer, så det blev måske lidt langt!

For det første, fordi jeg ikke drikker særlig meget kaffe, som i næsten aldrig – og faktisk kun hvis der er Baileys i. Jeg spurgte ham om de ikke kunne lave en variation med Baileys i. Det svarede han ikke på. Han nøs.

Og så kunne jeg jo passende spørge ind til hans åbenbart noget vaklende helbred, og fortælle at jeg ikke synes det var en god idé, at tage på arbejde når man var syg. Smitte og den slags.

Jeg tror den stakkels mand sad og rodede rundt i deres arkiv af ”what to say, when”, men han kunne nok ikke finde noget, som var passende til vores hyggelige samtale, så han svarede heller ikke på det, og jeg fortsatte derfor ufortrødent med at fortælle ham, at jeg derudover også var noget træt af First Mans maskinpark.

For rigtigt at kunne følge med her, må man vide at First Man holder meget af maskiner. I alle størrelser og udformninger. Maskiner til at klippe græskanter med, maskiner til at puste luft i fodbolde, maskiner til at suge krummer op fra bordet og sidst, men ikke mindst, maskiner til at lave kaffe med.

Vi har 4.. ja 4!! Og, jeg ved ikke med jer, men jeg synes personligt, at det i hvert fald er 3 for mange. Jeg er fuldt ud i stand til at hælde kogende vand igennem en kaffetragt – helt selv.

Men lad det være – denne sidste kaffemaskine er en gave fra First Mans bedste ven, som selv er maskinoman. Han har gennem år og dag foræret os, om ikke 1/3, så i hvert fald ufattelig mange af de maskiner, som ved et fuldstændigt uforklarligt uheld blev glemt hjemme i Danmark, da jeg skulle pakke ned til min simple living på Æblebakken!

Der er det fantastiske ved denne kaffemaskine, at kaffen skal bestilles på nettet og tilsendes fra fjerne steder. Ydermere koster en kop kaffe 2,25 kr. så det er dyre dråber der kommer ud af den lille hane foran.

First Man har selv – godt nok under tortur, men alligevel – indrømmet at han ikke kan smage ret meget forskel på alle disse, vist over 20, varianter af kaffe.

I sig selv meget praktisk, for så kan man jo nøjes med at bestille én slags næste gang. Og så igen – det er kun frit leveret hvis man bestiller 250 kaffedimser. Og selv First Man drikker ikke kaffe hver dag – da det slet ikke engang er hver dag, han overhovedet er hjemme – så der ville jo være kaffe til flere år i sådan en ordre.

Jeg kunne så måske åbne en lille kaffebar – og på den måde tjene pengene hjem igen og slippe for at få kedelig gammel kaffe om 1½ år når bunden er ved at være nået.

På dette tidspunkt i min historie, var der efterhånden meget stille i røret, kun et lille nys indimellem, afslørede at min nye kaffeven stadig var i den anden ende.

Jeg fik til sidst ondt af ham og sagde at han burde gå hjem og lægge sig, hvorpå han kom med en lang smøre om at det havde været en behagelig samtale og at han ville notere sig mine forslag til forbedring.

Jeg tror ikke de ringer tilbage – men hvis de gør har jeg tænkt mig at underholde med Blondinens æblerelaterede maveproblemer!

First Man

Når man er gift med en konge – plejer man at være dronning. Denne titel passede bare slet ikke til min dejlige mand. Så afgjort ikke.

Hvis nu jeg var en dronning, så kunne han jo være Prinsgemal.. Men det er ikke helt nok, det der Prinsgemal. Det er sådan en ”her har du en titel, den er helt ny, vi har aldrig brugt den før, og det er kun så du ikke bliver ked af at være nr. sidst i rækken.”- titel. Den første Prinsgemal virker da heller ikke helt overbevist om at det lige var sådan han havde forestillet sig hjemkomsten fra vinslottet skulle være.

Næ, vi måtte højere op – op i de tyndere luftlag. Kejserinde lød heller ikke helt rigtigt, så jeg klagede min nød – da Susanne pludselig sagde: han er da en First Man! Og hun har jo ret, det er lige nemlig det han er.

Nu har han faktisk fået en dimension mere – for ikke nok med at jeg er konge i mit eget hjem – jeg er også lige blevet præsident. Det er nok en fordel at bo i Frankrig når man får tildelt den slags titler – for det lyder jo bare så meget bedre at sige præsident.. end formand for en forening med 35 medlemmer.

Jeg takker for valget og glæder mig i øvrigt over at jeg ikke har ansvar for krigsministerier, bomber og den slags, for med mit temperament kunne der vist godt ryge en lille en i svinget af og til. Som når den lokale skole lukker hjemme i Danmark, på grund af besparelser. Så kunne man fristes til at komme til at tabe en lille én i kulturforvaltningens blomsterbed.

Men sådan en First Man er altså god at have. Sådan i al almindelighed. Og for yderligere oplysninger måtte jeg google. Der står på wikipedia at de skal være politisk aktive og have flere protektorater, og så skal de gå i tøj fra H&M.

Det med det politiske er ikke så voldsomt igen, det begrænser sig vist til at vrisse efter en forhenværende skatteminister, som vi ikke kan lide..

Protektoraterne.. hmm, det må være mig og de 4, samt blondinen på poter som også hører til familien. Han gør virkeligt et stort stykke arbejde med at passe på os.

Helt anderledes positivt forholder det sig med tøj fra H&M. Det går han rent faktisk i! Og han får også noget nyt engang imellem. Nu er der desværre blevet langt til den nærmeste H&M herfra æblebakken, så der er risiko for nedgang på dette punkt.

Men så er det vel nok godt at han stadig har sine protektorater!