Man kunne fristes til at sige at frem og tilbage er lige langt. Men ligesom 1 + 1 = 6 lige i vores tilfælde, så er den slags sandheder relative.
Jeg er blevet spurgt hvorfor i alverden vi ville bo to år på Æblebakken, hvis vi alligevel tager tilbage til Øen igen. Både af folk her, men også hjemme på øen.
Umiddelbart ville jeg mene at det er et tosset spørgsmål, men det har jeg altid hørt at man ikke må sige. Men tænk nu, hvis nogen kom og tilbød dig at du kunne tage i sommerhus i to år, et smukt og anderledes sted, endda i et fremmed land, ville du så ikke gøre det?
Folk spørger: Er det så definitivt?
Og naturligvis er det ikke det. Det er der kun en ting der er.
Det har altid været vigtigt for os, at firkløveret var helt klare over at de var halvt af hver. At de indeholdt begge kulturer. Det har ikke altid været nemt at huske på det danske når man boede i det franske, men så sandelig heller ikke nemt at få lov til at huske på det franske i det danske.
”Det er også bare fordi I snakker for meget fransk at First Man ikke er så god til dansk!” Sagt med god forurettet tone på en eller anden dansk dialekt.
First Man er bare ikke så god til sprog. Sådan er det. Jeg er ikke så god til videregående matematik med x’er og i anden og den slags. Sådan er det.
Men det er vigtigt at have det hele med.
Både Bamse og Kylling men også Nounours, Nicolas et Pimprenelle.
Derfor har det været en gave for os alle, at vi har kunnet splitte det op og tage et par år hernede.
Alene sådan noget som en håndskrift.. I og med computeren ikke har gjort sit indtog i alle franske familier, endsige skoler, så skal alt foregå ved håndkraft. Alle afleveringer er håndskrevne. Så om ikke andet så skriver mit Firkløver smukt nu. Skråskrift naturligvis.
De har også lært en hulens masse geografi og historie, dog på en noget mere gammeldags måde end i Danmark. Men det sidder også fast på en anden måde. Måske fordi man ofte skal gøre rede for, hvor meget der rent faktisk hænger fast.
Det er dejligt for os at kunne sende børn videre i et skoleforløb, udstyret med redskaber til hvordan man styrer sin tid og sine lektier. Samt at vide at vores børn rent faktisk har en håndskrift.
Men det er også rart at sende dem hjem til skoler hvor de kan kommunikere med deres lærere, på et mere ligeværdigt niveau.
Det har været en fantastisk oplevelse for dem, at se hele verden med andre øjne. Jeg er overbevist om at det skaber mere åbne og tolerante mennesker. Mennesker som ikke dømmer andre så nemt og som har nemmere ved at acceptere at verden ikke altid er som hjemme i den lokale andedam.
Det har været hårdt for firkløveret at falde til, vel har det så. Men de mener alle at det var hele værd!