Arkiv | Frankrig RSS feed for this section

Aldeles uinteressant opdatering

21 jan

Var til skolehjem samtale på Divaens gymnasium i går aftes.

Det i sig selv, er noget af en udfordring. En stor sal hvori alle lærerne sidder, og så stiller man (man = 180 elever og deres forældre) sig i kø ved den lærer, man ønsker at snakke med.

I går aftes tog seancen 2 timer og 15 minutter. En mærkbar forbedring i forhold til første gang hvor vi nærmede os de fire timer. Vi skulle også kun snakke med tre lærere.. Man lærer den ædle disciplin at kunne vente!

Vi startede med at stå i kø for en økonomi/jura lærer. Divaen har svært ved at huske alle de forskellige definitioner på fransk og synes det er svært.

I stedet for at komme med en løsning, begyndte den noget selvsmagende mand at forklare hende hvordan man regnede elastisk effektivitet ud.

Eller sådan noget.

Da han begyndte at sige at effektiviteten var minus 3 og dermed voksede 22 % så fik jeg krydsblik og spekulerede seriøst på om han ville tage mig det ilde op hvis jeg lagde hovedet ned på armene og stønnede.

Det varede heldigvis ikke så længe – men hvordan skulle min Diva fatte noget som helst af én times økonomi hver anden uge? (de andre uger har de prøver i det de burde have lært ugen før..) Nej vel?

Det er nok meget godt at vi flytter tilbage til øen – for det kan mærkes at der mangler 8 års fransk fundament. I resten af fagene går det fint og der er endda fag hvor hun har bedre karakterer end sine klassekammerater, og ikke kun i sprog!

Så Kong Mor er jo stolt!

Derudover savner vi stadig.

Det er lidt træls. Vi fik dog en opringning igår, på under to minutter via satellit – og i bedste ”Clouds across the moon” stil kunne vi ikke høre hinanden samtidigt – men det var dejligt lige at få et livstegn!

Nu er det weekend og vi skal have tiden til at gå!

Det regner og er surt ud over alle grænser, så vi lagde ud med at tegne og spille fire-på-stribe og kinaskak.

Dårligt valg.. For firkløveret.

For jeg vinder 98 % af gangene..

Nu samles der energi til at sjoske ned i byen, og måske finde nogle franske lækkerier at forsøde lørdagen med!

Hvad mon I ville købe hvis I havde frit valg på franske hylder?

Reklamer

Nu vi taler om imødekommenhed

14 dec

Divaen og jeg snakkede i går aftes om hvor heldig man er at møde de rette mennesker på rette tidspunkt. Hun var kommet i tanke om den søde unge mand vi mødte den allerførste dag, her i byen.

Vi var ankommet aftenen før, og First Man var allerede taget afsted ved daggry, for at aflevere flyttebilen i en by langt borte, så vi var noget overladt til os selv, i denne by vi aldrig havde set før.

Alle skabe var gabende tomme, og ingen morgenmad i sigte: alt var pakket i kasser og det eneste jeg vidste med sikkerhed hvor lå, var havelågen.

Så jeg læssede alle børnene ind i bilen, og kørte ud af denne havelåge med følgende ord: Jeg er sikker på vi kommer ud – jeg er straks mindre sikker på hvordan vi kommer hjem igen, så I må godt holde øje med vejen.

Jeg kørte lidt på må og få og endte et sted nede i byen, hvor jeg kunne parkere. Jeg havde kun danske kroner i pungen, så jeg skulle finde en pengeautomat, hæve og derpå veksle..

Der stod en ung arbejdsmand med murerkasket og do spatel ved en bygning som var under renovering. Jeg gik hen og spurgte hvor der var en automat.

Han pegede på parkeringsbilletautomaten bag mig, og jeg forklarede smilende at jeg mente en pengeautomat, for jeg havde ikke penge til at komme i parkeringsautomaten.

Uden at blinke smilte han, puttede en mønt i, og vupti kunne jeg holde der i 2 timer. Jeg vil lige indskyde at det IKKE er Rådhusparkeringstariffer. Hvilket i øvrigt da er tæt på tyveri! Så jeg holder på, at man altid skal tage toget til Storstaden..

Nå, men altså der stod jeg, med en parkeringsbillet og en venlig mand som smilede og følte mig meget taknemmelig. Vi fandt Turistkontoret, blev udstyret med et kort – så jeg ville være i stand til at finde min bil igen, og gik så på oplevelse.

Første oplevelse var en café, så vi kunne få noget morgenmad – og aldrig har en croissant smagt så godt der i morgensolen.

Derfor købte jeg naturligvis også én til den søde unge mand, som jeg fandt i færd med at pudse en væg. Han forstod ikke helt hvorfor han lige skulle have en lækker croissant, men jeg holdt på mit – noget for noget.

Det var allerførste indtryk af byen..

Fordele

8 okt

Den umiddelbare fordel, en midlertidig adresse i Frankrig giver, er blandt andet, at man kan smutte forbi dette, fra tid til anden:

IMG_5469

Og såfremt man har glemt at indtage sin morgenmad – så kan man jo altid stoppe på vejen og lidt købe sådan en:

IMG_5468

Det smager af ferie – helt uden at være det.

Fête de la musique

22 jun

Hvert år i hele Frankrig fejrer man sommeren – 21 juni – med ”La fête de la musique”. Byen bliver næsten lige så hermetisk lukket som under ”Tour de très irriterende” og så er der ellers musik over det hele. Levende musik forstås.

Nå.. Ja det mindes jeg som værende vældigt hyggeligt og party all night long! Men det var jo i Paris – dengang.. Og jeg troede naivt at det ville være det samme her.

Det var det naturligvis ikke men derfor var der livebands på alle gadehjørner alligevel. Men kors for en oplevelse.

Da den, af mig lavede aftensmad, var indtaget, drog jeg til byen med Divaen, Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

En som prøvede at synge som Jacques Brel.. Det gik ikke så godt.

Så var der gamle mænd iført fuldskæg og mave, som spillede jaddds. Gik bedre.

Og så kom vil til sådan nogle gamle fjolser som mig – der spillede rock og rul – og det var fedt. Jeg kom desværre til at vippe min ene fod op og ned i takt, men der blev ret hurtigt hvisket: “MOOOR du er piiinlig”.

Og Gårdmand Bjørn sagde: “Det er jo ikke sjovt, hvis man ikke får noget at spise”. Og så måtte han have en cookie.

Da vi havde vandret igennem det, der var at se, og havde hilst på nogle vi kender, endte vi igen foran de gamle rock & rul. Kun 4 numre senere ville de godt hjem.

Tal lige om at være kedelige. Rene lyseslukkere!

Der var faktisk okay musik, masser af mennesker – farver og fest i gaden. Og så klagede mine børn, bare over ondt i fødderne.

Den ene fordi hun absolut skulle have tårnhøje støvler på – argumentet var – at hun skulle vænne sig til dem, så hun kunne have dem på i skole i morgen. Det kan hun så ikke få, for nu har hun Nordeuropas største vabel på hælen.. Jeg sagde det jo…

Den anden fordi hun var på en 15 km. cykeltur med skolen i går og den sidste fordi han i går aftes, skred i svinget til sit værelse og hamrede nogle tæer ind i væggen..

Tæerne er nu mørkeblå og helt sikkert brækkede.. Men det forhindrede ham altså ikke i, at vinde en rugby turnering i eftermiddags, så mine skrupler ved at slæbe ham med til byen på gåben, var forsvindende små.

Ikke desto mindre ville de hjem. Og her var jeg, lige sat op til musik og hygge uden gener – for jeg har opdaget at de der klamme typer som uvægerligt antaster én, når man er i byen med veninder – de holder sig væk – når man er ifølge med børn! Smart ikk’?

Men altså, vi gik hjem, for sådan skulle det jo heller ikke være.. Og det var så den Fête de la musique..

Altså ungdommen nu til dags.

Engelsk bryllup på fransk TV

4 maj

Nu da ingen taler om brylluppet mere, vil jeg da lige skynde mig at udnytte chancen for at runde det en sidste gang – helt uden at blive afbrudt. 

Det var nemlig under brylluppet – som ingenlunde var århundredets – sidste fredag, jeg pludselig kunne huske, hvorfor jeg ikke så tit ser fransk fjernsyn.

Vi havde sat os tilrette, og skulle se kjole, hår og fnidderfnadder fra nær og fjern! Når der ikke skete noget synderligt på skærmen var det okay, og vi fik kigget og sagt åååhhhh og iiiihhh og nææææh. Der var de samme hjernelamme kommentatorer i Frankrig som hjemme i Danmark, som pludseligt og meget belejligt får et uopsætteligt kald, som royale eksperter.

Bortset fra at de udtalte sig på fransk, og om muligt ved endnu mindre end deres danske kolleger, i og med Frankrig har været en republik sådan on and off siden 1792, og ikke beskæftiget sig synderligt med monarkier og royale i det hele taget – udover at kappe hovedet af dem.

Jeg mener, når man i ramme alvor er i stand til at sige, ” Og nu følger kareten med Kongen og, nårh nej, Dronningen og Prins Philip”, kan man vist ikke være særlig velbevandret udi den royale verden. Kvindemennesket med den undulatgule kjolejakke, har trods alt siddet godt fast på den trone i næsten 60 år, og i hvert fald hele kommentatorens liv, så man burde formode at han var klar over det var en dame..

Men det er jeg endda i stand til at se igennem fingre med, meget værre bliver det, når man skal til at høre noget interessant. Da det kun er en forsvindende lille del af franskmænd der er i stand til at forstå engelsk, bliver alt, og jeg mener alt, oversat og dubbet – og af samme årsag kommer udenlandske film ofte til Danmark, længe før de lander i Frankrig, da det jo godt kan tage lidt tid at få mumlet sig igennem en film på fransk, så den kan blive sendt ud i biografer landet over – med fransk tale, ligesom tegneserier til små børn, der ikke kan læse endnu.

Selv i nyhedsudsendelser har de ansat tolke, der troligt oversætter ethvert indslag med personer, som ikke mestrer det ellers udmærkede franske sprog.

Desværre skruer de aldrig helt ned for den originale lyd, og dette fænomen gør udenlandske nyheder meget svært opfattelige, da flere sprog bliver blandet, og det nærmest lyder som om de snakker i munden på hinanden alle sammen på forskellige sprog – og da det i forvejen er en af franskmænds utålelige laster – det at snakke i munden på hinanden, kan det ofte være en blandet fornøjelse at se nyheder.

Dette havde jeg som sagt glemt, da jeg ikke ret tit ser fjernsyn.

Ulykkeligvis blev jeg så i fredag, på yderst enerverende måde, mindet om det, midt under selve vielsen. Vi kunne ikke høre et eneste klart ord af det som blev sagt – hverken fra tolken eller præsten,  og slet ikke nogle ”I do” fra brudeparret.

I frustration blev vi dog siddende lidt endnu, i håb om at simultantolkene ville ende med at tabe tråden, hvilket de naturligvis ikke gjorde, men det var vel også for meget forlangt.

Til sidst gjorde vi et taktisk tilbagetog, og tyede til computeren, og dr.dk, som sendte de præcis samme billeder, helt uden ophidsede franske tolke, der talte i munden på dem det hele handlede om. Men da var det alligevel næsten slut. 

Da selve ceremonien var overstået, og vi bare ventede på et balkonkys eller to, satte vi os tilbage til fjernsynet – og her kunne vi så nyde  dommen over diverse, helt afskyelige outfits, de forskellige kusiner havde iført sig.

Jeg har hørt at de i Danmark syntes godt om den grimme hat – og jeg er vis på I alle ved hvilken hat jeg taler om.

I Frankrig derimod, var samtlige kommentatorer ved at besvime over så fuldstændig og åbenlys mangel på smag.

Det var nok også det eneste land, der havde inviteret både Karl Lagerfeld, Olivier Lapidus og et par andre Haute Couture createurs i studiet, for at dissekere både brudekjolen og de andre damers klædningsstykker helt ned til selve trådfibrene. Kun få faldt ikke igennem. Og hatten dumpede som sagt med et brag der burde kunne høres på Buckingham Palace.

Men hovedpersonerne, de var da søde – vel var de så!

Bjergtur og bjergtaget

2 maj

Engang gik vi tur i bjergene. Vi var kommet langt sydpå, helt ned til First Mans hjemsted. Og firkløveret skulle altså se bjerge – når man bor i et helt fladt land – bliver man meget fascineret af bjerge. De der store klodser, der bare ligger der og ligger, og ikke flytter sig. Og snyder med deres tilgængelighed.

Vi nød den skønne luft, og besluttede at vi ville gå en lille tur – op – for at spise frokost. Vi kiggede så på de forskellige ruter der kunne benyttes.

Sommerferie 2009 150

Og det er meget muligt, at det er et fælles konkurrence gen som gjorde det – men vi kunne ikke lade være med at tage den sejeste rute – “La Sportive” som sluttede helt oppe på toppen. Så dagen efter, lagde vi ud med at pakke vand og mad i 6 små rygsække. Fik solcreme på i litervis, hældt ud over de bare arme. Kasketter på og så afsted.

Sommerferie 2009 099

First Man havde investeret i et par smarte vandresko til sin kone – mig, jo altså – og så gik vi ellers. Op og op. Og så ned på floden, og op på den evige sne, som ganske vist var kravlet langt højere op, end på postkortene der kunne købes i landsbybiksen, hvem sagde global opvarmning?

Sommerferie 2009 103

Det var en hård tur, men vi gik faktisk stille og roligt. Stadig opad, på zigzag måden! Og vi fik snakket om, at sådan var det nok også i middelalderen.

Der var i hvert fald heller ikke noget internet, og nogle teenagere opdagede ikke engang, at der ikke var telefondækning. De var mere optagede af at beundre udsigten.

Sommerferie 2009 104

Men vi kom helt derop, på toppen lige over Prinsesse Lyserøds lyserøde hat, i 1200 meters højde, og satte os ned og nød synet. Det var fantastisk, intet mindre. Der var godt nok en hel del fluer, som irriterede nogle af os, især os på 7 år.

Frokosten blev fortæret, på en sær gammel roman agtig middelalder vandre vis – en humpel brød og noget pølse og frisk (flaske)vand – og så lige til at bryde illusionen, en bamsekage til bløde barnemaver og voksne do!

Sommerferie 2009 137

Der var så smukt, at vi fik helt ondt i øjnene. Og vi blev lidt svimle, ved synet af alle de zig-zag sving vi havde foretaget, for at komme helt op på toppen.

Og vel var det ikke helt så nemt, som vi troede til at begynde med. Og vel var det også nok 3000 gange hårdere, at gå ned igen. Men hele det royale firkløver vil faktisk gerne derop igen til sommer.

Det vil jeg også! Trods de ømme muskler der vågnede op i dagene derpå. Muskler vi ikke anede vi var i besiddelse af. Det eneste sted jeg ikke havde ondt var mine fødder, på grund af de der fantastiske vandresko.

Sommerferie 2009 118

Men jeg brugte gerne en hel dag til at gå derop igen, bare for at spise frokost, på den der ”Frændeløs”-måde. Og sidde og nyde stilheden. Deroppe på Gribbe-klinten som det hed. La falaise des Vautours. Vi blev også behørigt overvåget – af disse gribbe – som spekulerede på, hvad de der 6 vandrende madpakker lavede på deres klippe!

Sommerferie 2009 145

Ældste datter ville gerne se en grib tæt på – så hun lå død, længe, meget længe – men ikke længe nok til at gribbene kom ned til hende til hendes store ærgrelse.

Men hvor ville det være skønt at kunne tage en tur indimellem – bare at gå en tur op i 1200 meters højde, langt fra larm og ballade.

Okay, jeg indrømmer at jeg også har en personlig interesse i at komme tilbage. For på hotellet hvor vi boede i de 2 dage, fik jeg den mest vidunderlige Crème Brûlé – så god at da jeg var færdig med Crème Brûlé nr.1, pustede jeg (på dansk) at jeg altså sagtens kunne spise én til. Og da hotelmutter kom og spurgte om alt behagede herskabet – forsømte ældstesøn ikke lejligheden til at bestille Crème Brûlé nr.2 til sin ædedolk af en mor. Jeg var kun flov et ganske kort øjeblik – og fik fortæret Crème Brûlé nr. 2 ganske uden problemer.

Heldige liljekonvaller

1 maj

Den første maj er i Frankrig dagen hvor man får en liljekonval af sin hjertes udkårne. Og man kan godt tillade sig at blive gnaven, hvis han glemmer det. En 1. maj uden liljekonvaller er et yderst dårligt varsel, lidt i stil med brune sommerfugle!

Under renæssancen, var der en konge som d. 1. maj, forærede liljekonvaller til alle omkring ham. Jeg går stærkt ud fra at det indbefattede hele hoffet, som jo talte en del dengang i 1560’erne.

Han sagde at det var en porte-bonheur (en lykkebringer) og den tradition har hængt ved – så for at være sikker på en god høst, er det af yderste vigtighed at man får sin lykke-liljekonval d.1. maj.

Det er ligeledes den eneste ting man i Frankrig må sælge, uden tilladelse, på netop denne dag.

I Danmark er det af gode grunde svært, overhovedet at opdrive små liljekonvalbuketter, så de år vi har tilbragt der, har traditionen ligget noget brak.

First Man har derimod aldrig undladt det, når vi har været i Frankrig, hvilket også ville være ligeså svært at glemme, som juleaften, da liljekonvallerne faldbydes på ethvert gadehjørne – og der har også altid været en liljekonval til begge hans døtre.

I år var ingen undtagelse, og sammen med morgenbrødet, var der 3 små buketter som omgående blev duftet til, og beundret behørigt.

011

Yngstedrengen fik derimod et chokoladebrød – da First Man ikke regnede med at han vil sætte den rette pris på en blomst. Han havde helt ret – adspurgt så vores yngste søn fuldstændigt desorienteret ud, og rystede så på hovedet, og gik glad ombord i sit ”pain au chokolat”.

Jeg var dog lidt mere nervøs for, hvad Prinsesse Lyserød ville sige til en blomst, i stedet for noget spiseligt – ihukommende hendes interesse for mad generelt – men hun gjorde mine bekymringer til skamme, da hun proklamerede, at hun meget hellere ville have en blomst af sin far, end et pain au chokolat, nu da der var lækkert brød på bordet alligevel.

Og nu er alle glade og får forhåbentlig held med den kommende høst – undtaget ældstesøn – som er til fodboldturnering og således lykkeligt uvidende om hvad der foregår herhjemme, samt det pain au chokolat han dermed er gået glip af!

%d bloggers like this: