Hensyn, nærsyn og selvsyn

Har netop haft den fornøjelse at være til sidste afsluttende lægebesøg med Divaen i går aftes.

Vi havde ingen tid – skulle bare komme, aflevere alle de forskellige resultater og så ville vi komme ind efter rækkefølge. Der sad seks patienter før os.

Og vi ventede kun i to timer.

…

Men i de to timer nåede vi at få talt om alle dem der sad i venteværelset. Det var ikke alle som vi talte grimt om. Det var faktisk kun en dame med sin søn.

Hun og den otteårige søn sad med hver deres overdimensionerede stoflommetørklæde for næse og mund. På hver sin stol. Der var ikke stole til alle da vi kom ind og lommetørklædedamen lod uanfægtet sin søn sidde, selvom der var mange som stod op med små syge børn.

Alle andre selvsiddende børn, kom op på skødet af mor eller far, uden vrøvl. Men nogle mennesker KAN bare ikke se det, vel? De tror at hensyn kun er noget fra et tag selv bord.

Så var vi på vej hjem og pludselig stoppede trafikken. Jeg var træt og så dugger mine kontaktlinser, så jeg måtte have næsen helt op i forruden inden jeg fattede hvad der var på færde.

En dame i en Mercedes cabriolet ville parkere.

Men hun havde ikke tænkt sig at vente til der var fri bane, så sig hverken frem eller tilbage og var flere gange ved at køre ind i folk som ikke lige regnede med at en parkeret bil ville køre ud foran dem.

En i bilen foran os blev åbenbart så træt af hendes på tværs af vejen manøvrer, at han dyttede.. Hun rakte da bare tunge af ham og gav ham fingeren.

…

Tænk engang, et voksent menneske? Om jeg fatter at folk vil være sig selv bekendt.

Jeg vidste endda hvem hun var. Nu kunne hun ikke se mig fordi det var mørkt, men jeg kunne se hende og det var rigeligt.

Jeg kommer til at tænke på at det er en ret stor fordel at sidde i Normandiet og skrive blogindlæg på dansk om de sære franskmænd man møder på sin vej.

Hvad skal jeg dog gøre når jeg kommer hjem og skal brokke mig over naboen (hej Irene) eller den lokale præst?

Jeg må nok lave fiktive navne, og omskrive alle oplevelserne, så jeg har noget at skrive om alligevel.

Hvorom alting er, vi kom helskindede hjem. Divaen har stadig kun vasovagalis – eller sådan noget – på fransk hedder det malaise vagal. Så besvimer man, fordi hjertet stopper. Ja, det går naturligvis i gang igen forstås. Det er ikke alvorligt!

..

Hun overlever i hvert fald foreløbigt!

Sne i Frankrig

Jeg kunne også have valgt overskriften ”kaos i et udviklingsland” – for det er stort set synonymt.

Lørdag aften gik vi i seng og der var intet at se. Søndag morgen havde nogen hældt 15-20 cm sne ned over Æblebakken og omegn. Verden gik helt i stå. Og ikke kun fordi det var søndag.

Så blev det mandag. Og der var fire lærere på arbejde, idet de åbenbart ikke mener at det er forsvarligt at tage toget, som ellers kører upåklageligt og med en del mere punktlighed en de hjemlige statsbaner.

Når de ikke lige strejker vel at mærke.

Så på grund af lidt sne, er skolen mere eller mindre lukket. Man får i hvert fald at vide, at eleverne ikke får fravær hvis de ikke møder op.

Elever er der faktisk heller ikke mange af, men det er ofte fordi der overhovedet ikke er ryddet nogen steder, hverken på små eller store veje.

Det er muligt at motorvejen er ren – men jeg er ude af stand til at tage derud – så det må forblive en påstand.

Jeg kan også konstatere at hverken fortove eller cykelstier bliver ryddet. Ej heller bliver de små veje i centrum ryddet. Selv folk som os, skal forcere knædybe snedriver for at komme de 900 meter hen til skolen, hvilket gør turen til noget af en oplevelse.

Hvorom alting er, der var otte elever i Prinsessens klasse, og fem i Zorronaldos i går på grund af vejret, og det er meget værre i dag.

Derfor har vi snefri. Har jeg bestemt. Nogen på 15 er desuden snottet, så han har godt af at blive i sin seng.

Saltning har ingen hørt om, eller jo – de kører godt nok rundt med saltmaskinen.. den er bare tom. Men så tror folk at der bliver gjort noget ved den håbløse situation.

Mens jeg kæmper mig igennem snedriverne sammen med Firkløveret, kan vi se den ene bil efter den anden, som skøjter rundt på sommerdæk og ubehjælpeligt glider ned af små bakker igen. Med fare for at ramle ind i andre biler eller træer – for slet ikke at tale om os, hvis vi ikke hopper for livet.

Andre kører stadig som om der ikke lå noget hvidt på kørebanen, det er gerne mænd. De kører alt for stærkt og ender gerne i grøften. Så er der dem som snegler sig afsted og blokerer for al fornuftig trafik, det er gerne kvinder. De bremser hele tiden og ender derfor også i grøften. Og så bliver der kø.

Vi kan nu heller ikke få vores bil ud i verden, det er simpelthen umuligt. Vores indkørsel er 3-400 meter lang, den går opad og bliver ikke ryddet.

I søndags måtte vi skubbe vores gæster ud op.

Nu har det så frosset en hel masse minusgrader i nat og alt er spejlglat, så vi gider ikke engang prøve.

Men det er nu lige morsomt hvert år. For os!

Franskmændene derimod, kan slet ikke se komikken i det. Selvom nogle dog er i besiddelse af en vis portion selvironi, da de hvert år lidt skamfuldt fnisende siger til Skandinaver og Canadiere: ”I griner nok af os!” Og ja – det gør vi bestemt!

Vi går så heller ikke rundt i små kondisko og får forfrysninger. Næ, vi har fornuftige flyverdragter og lange underbukser på.

Nogle af os i hvert fald.

Andre vil hellere fryse med anstand, end at blive katalogiseret som værende kikset. Og det bliver man ret hurtigt snottet af, skulle jeg hilse og sige.

Hvem er Olga?

Birgitte er lidt træt af at tude over min blog hele tiden. Jeg kan godt se det halter lidt, og selvom det muligvis kun var Divaen og jeg der faldt om på gulvet af grin over dette her, så vil jeg alligevel se om det eventuelt kunnee være lidt morsomt for andre og så Birgitte naturligvis. Ellers laver hun nok bare en heks som ligner mig..

Jeg formoder at I alle har set en jem&fix reklame.

Jeg havde aldrig hørt om butikken, da vi flyttede hjem første gang – så jeg var færdig af grin over at der var de morsomste stavefejl i denne her gule reklameavis.

Det må mindst være en franskmand som har skrevet det, tænkte jeg og grinte videre. Jeg holdt dog hurtigt op med at grine, da ingen andre syntes det var morsomt og jeg fandt ud af at det i øvrigt var meningen.

Nå..

Men altså, franskmænd taler faktisk dansk sådan som jem&fix staver.. De siger H når der ikke skal være nogen og glemmer H’et når det faktisk skal både være der og udtales!

Og med til forhistorien og den almene forståelse vil jeg også gerne fortælle at Holger er en sød landmand som leverer ko til vores madplaner, når vi bor hjemme på øen.

Nå – nu til det egentlige:

Vi stod i køkkenet for et par dage siden og snakkede om dansk mælk. Og frisk mælk og malkekøer og den slags. Og om at putte mælk i teen, fordi det smager bedst, og hvilken mælk der så smager bedst. Dansk mælk naturligvis.

First Man bekendtgør så, at når vi flytter hjem så vil han have mælk fra ”(H)olgers køer” Det er rigtig mælk, uden så mange dikkedarer.

Gårdmand Bjørn retter sig derpå op og siger mystificeret: ”Hvem er Olga?”

…

Sparke dæk

Der har været noget galt med bilen – eller faktisk var der ikke noget galt med den før – men så skulle jeg have nye bagdæk på og siden da – har den sagt en lyd.

Sådan en klak-klak lyd. Når jeg bremser.

Og her er så en af de ting jeg bare H.A.D.E.R. ved Frankrig. Deres måde at behandle kvinder på. Jeg er ikke specielt rødstrømpet – men det må jeg jo så være alligevel, for det får mig i den grad op i det røde felt når det sker. Og så savner jeg lidt Danmark. Men kun lidt..

Nå men.. den der lyd altså. Jeg gad ikke gå tilbage dertil. I sådanne tilfælde vil jeg helst at det er First Man der tager sig af det, netop på grund af føromtalte mandschauvinistiske indstillinger.

Bare det, at den eneste kvinde der overhovedet arbejder på det sted – hun sidder ved kassen.

Nå – First Man gik med derover, og fik med viril maskulinitet pisset ud over hele territoriet og overrakte så nøglen til mig i alles påsyn og meddelte dem at det var mig der tog over herfra – og havde vi været hjemme på øen havde han bøvset og sagt farveller. Nu sagde han noget på fransk og bøvsede ikke – men meningen var den samme.

Da jeg kom tilbage for at hente bilen, sagde manden at First Man bare kunne ringe til ham – så skulle han nok forklare ham hvad der var galt.

Jeg prøvede at skjule min galde, og sagde sødt, at jeg altså godt kunne sige det selv – hvis bare han fortalte mig hvad det drejede sig om.

Han sagde så ord som ”dims”, ”fidus” og ”den lille ting der” og uden at have andet at have det i, end at når lyden kun kom når jeg bremsede mente jeg det jo godt kunne have noget at gøre med bremseklodserne – hvilket jeg så sagde til ham.

Han sagde ikke noget i lang tid men nikkede så – jo jo det var skam.. her gjorde han en pause og kiggede undrende på mig.. bremseklodserne.

Nå – hvad så med dem – jeg mener at skiverne er ret nye, så hvad er problemet. Her valgte han øjensynligt at glemme at jeg havde bryster og ingenting der dingler mellem benene og begyndte at tale til mig som om jeg var et menneske.

Men mange franskmænds attitude overfor kvinder – ikke kun i forhold til biler – er generelt meget nedsættende. Som engang i 50’erne hjemme i Danmark. Det er naturligvis ikke alle, men mange og ISÆR mænd over 32. De har tendens til at se på kvinder, som om vi var sinker rent teknisk.

Nej, vel kan jeg ikke reparere en bil – det har jeg Jan til. Men jeg kan tænke, huske og lære. Overrasket?

Det eneste jeg ikke kan – eller vil – er at sparke på dæk – det er altså lige et nummer for primitivt.

Skrankepave, fransk sb., -n, -r.

Med alderen, er jeg blevet en rigtig rappenskralde. Et rivejern af format. Dog på en høflig og afdæmpet måde, så vidt det nu lader sig gøre.

For et par dage siden, skulle jeg have en attest til ældstesøn. En attest, så han må forlade fransk territorium alene!

For bedre at forstå det efterfølgende, er det nok nødvendigt med en anelse baggrundsviden:

I Danmark er det desværre sådan nogle steder, at hedder man ikke Hansen, så er det ofte sværere at få et job. Derfor valgte vi ret hurtigt at få lavet firkløverets danske pas, med mit efternavn, og blot bruge deres franske efternavn som mellemnavn. Så er der nationaliteten: Firkløveret, er både danske og franske og fordi deres far er fransk, har de nu fransk sygesikring.

Den franske administration huser de værste skrankepaver, I ikke har fantasi til at forestille jer, ikke engang damen på Ry apotek er værre! Derfor er det udelukket, at jeg kan sende børnene på lejrskole udenfor Frankrig, med et dansk pas og fransk sygesikring, for de ville aldrig forstå sammenhængen mellem de 2 forskellige efternavne.

Derfor skal de, i stedet for deres danske pas, bruge deres franske ID kort, deres franske sygesikringskort samt en attest på at de må forlade landet alene. Denne attest skal rekvireres på det lokale rådhus.

Altså var jeg at finde på rådhuset, en mandag morgen, medbringende mit eget pas, vores familiebog (bevis på at man er gift, og har fået børn sammen) samt ældstesøns franske ID kort. Men det var naturligvis ikke nok – jeg skulle endvidere fremvise bevis for at vi var bosat i Frankrig, det vil sige, fremvise en regning fra el-selskabet eller en huslejekvittering, og dette til trods for at selvsamme rådhus, for mindre end 3 måneder siden, stod for fremstillingen af 4 ID kort, hvor der også skulle fremvises bopælsbevis.

Men nej, det er 2 forskellige afdelinger, og de må ikke lave samkøring af registre. Så trækker man vejret dybt, og vender tilbage om eftermiddagen efter med det ønskede dokument. Hvorefter jeg får at vide at der ikke er flere attester, altså de papirer der skal skrives på!!

Ikke at de eventuelt kunne have meddelt dette samme morgen? Næ nej..

Og her måtte jeg helt ind og have fat i nogle transcendentale meditationsøvelser, for ikke at give mig til at råbe meget grimme ord.

Jeg fik så at vide, at der var en lille afdeling af rådhuset, i den anden ende af byen, som havde disse attester, men dette kontor havde kun åbent torsdag eftermiddag. Hvis jeg skulle vente på en ny sending af attester, blev det ikke før ugen efter.

Derfor befinder jeg mig torsdag eftermiddag på det lille rådhuskontor, med alle de nødvendige papirer. Slet ikke irriteret, ej heller dampende af indestængt vrede, bare almindeligt tilfreds.

Efter at have ventet i et godt stykke tid, får jeg endelig foretræde for den almægtige kontordame, der kan udfylde og sætte et stempel på dette, for mig så vigtige dokument.

Jeg smiler venligt, og beder om attesten, og for at konversere siger jeg, at det var i sidste øjeblik, da attesten skal afleveres fredag morgen. Hun stirrer vredt tilbage på mig, og spørger om det så var nødvendigt, at vente til sidste øjeblik.

Og HER knækker filmen – jeg bliver så edderspændt rasende at jeg kunne have væltet hendes skrivebord med et håndkantsslag a la Bruce Lee, garneret med høje skrig, i tinnitus kategorien. Dem er jeg nemlig så god til!

Jeg formår dog at bevare roen nogenlunde – trækker vejret dybt men tænker så – nej fanden fiseme nej – hun skal ikke have lov at dø i synden.

Så jeg spørger roligt om det er et problem? Hvilket? Og jeg gentager – er det et problem for Dem, at lave den attest til mig?

Nej nej, mumler hun, og Prinsesse Lyserød, som også er med, stirrer beundrende på mig.

Jeg tror, det hun er mest forbløffet over er, at jeg ikke allerede har kastet mig frådende over damen.

Skrankedamen fortsætter, og efter fotokopiering af alle mine papirer, i indtil flere eksemplarer, samt det ubehøvlede spørgsmål om jeg mon stadig er gift med barnets far – den slags står som sagt i familiebogen, som hun stadig har i hånden – sætter hun endelig det sidste, og afgørende stempel på min attest.

Da dette er gjort, og jeg er overbevist om at hun ikke vil blive ramt af akut arbejdsnedlæggelse, og dermed hindre tilblivelsen af min attest, tager jeg mig sammen, og spørger med uskyldig mine, om det ikke er sådan at hun kun har åbent torsdag eftermiddag – og da hun nikker, siger jeg, så venligt det overhovedet er mig muligt, at jeg ærligt talt ikke bryder mig om hendes opførsel.

Da hun stirrer uforstående på mig fortsætter jeg: At jeg var ikke ude i sidste øjeblik, idet jeg indfandt mig mandag på rådhuset, samt at hun måtte være klar over at der var mangel på disse attester. Det bekræfter hun.

Prinsesse Lyserød kigger op på mig og holder vejret, men jeg fortsætter ufortrødent: og det faktum at hun kun havde åbent torsdag eftermiddag, begrænsede jo noget folks muligheder, for at få fat i en attest i den indeværende uge.

Og at for fremtiden burde hun ikke tale sådan til borgere, som ikke havde gjort noget væmmeligt ved hende. Og jeg holdt faktisk min stemme på et fuldstændigt acceptabelt leje, under hele seancen.

Min skrankepave sagde ingenting. Ingen verdens ting. Hun bukkede bare hovedet med et forurettet ryk. Jeg derimod – holdt hovedet meget højt da jeg, med attesten og Prinsesse Lyserød i hånden, forlod de lumre små lokaler, lavloftede i mere end forstand!

Og så savnede jeg i et kort glimt Gitte fra ”Borgerservice”..

Wet wet wet

Det var et popband tilbage fra 80’erne – men også opskriften på en practical joke, ældstedatter engang afprøvede på sin far.

Nu er det sådan, at jeg har en idé om at dansk og fransk humor ikke har det store tilfælles – og flere episoder har også bekræftet denne teori – og i hvert fald, reddede min reaktion dengang, ældstedatter fra en gigantisk skideballe, som First Man oprindeligt havde tiltænkt hende.

En sommerdag, for længe siden, midt i en franske hedebølge, havde de 2 ældste royale – netop på grund af denne ulidelige middagshede – været indenfor og se en film, mens de små sov til middag.

Far til fire. I hvilken der er en scene hvor Lille Per kyler et glas vand i hovedet på en eller anden.

Om ældstedatter har tænkt, at hun på denne vis, ville indvi sin far i finesserne omkring far til 4, eller omkring den danske humor, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at efter aftensmaden – som blev indtaget udenfor på terrassen – rejste hun sig pludselig op, gik hen imod sin far med et glas vand i hånden og svuuusch sagde det.. Så var han sjaskvåd fra top til tå.

Da hans øjne begyndte at få omtrent samme udtryk som en olm tyr – kom jeg desværre til at grine. Højt. Det så simpelthen SÅ sjovt ud. Og selvom han gryntede lidt, kunne han jo også godt se det sjove i det – også selvom han er fransk – da jeg nu hjalp ham lidt på vej.

Komikken manglede derimod lidt, da hun næste morgen ville gentage succesen og hældte mere vand i hovedet på ham – mens han stadig var i sin seng.

Da slap hun ikke for at få læst og påskrevet – mens han holdt et længere foredrag om at rigtigt mange ting kun er sjovt EN gang.

Så vidt jeg ved, har hun aldrig siden hældt vand i hovedet på ham. Kunne være at det snart var på tide 😀 så vi lige kunne tjekke om der stadig er forskel på dansk og fransk humor.

Sommer uden ferie

Nu er vi så småt kommet til det tidspunkt af året, hvor almindelige mennesker begynder at spekulere på hvor de skal bruge deres opsparede sommerferie budgetterede penge henne.

Det kunne vi også gøre her på matriklen, hvis det ikke var fordi vi har en noget forskellig definition af ordet ”Ferie”.

I vores lille familie er jeg desværre ene om at synes vores ferier skulle bruges på os selv – både First Man og børnene – for slet ikke at tale om “the bedsteforældres united” ville gå i coma, hvis vi ikke kom hjem på besøg i mange og lange uger ad gangen, om sommeren især – og intet kan jo måle sig med den danske sommer, som er så fantastisk stabil.

Bagefter de de mange og lange uger i Danmark, skal vi  ned til min lettere anstrengende, men  i øvrigt ellers søde enke-svigerfar, der ikke kan fordrage hverken varme eller sollys. Hans hus er, selvom det ligger ved den spanske grænse, ligeså koldt og mørkt som et ægyptisk gravkammer.
The First Man får spat allerede efter 17 timer, og flygter ved at lave ekstremt meget sport, og løbeture med blondinen.
Jeg kan så sidde i marmorkulden (for der er ikke nogen form for børne-venlig skygge i haven) med mine 4 unger og tænke over hvad vi skal ha’ at spise. Eller rettere hvad JEG skal lave til frokost eller aftensmad.

Min svigerfar stiller nemlig MIG følgende spørgsmål, hver eneste morgen, og altid inden jeg har fået min te – ”Hvad skal vi have at spise til frokost?”

Og så skal jeg være lynhurtig på aftrækkeren, ellers bliver han utidig og vrissen. Han er nemlig af den mening, at køkkenet automatisk bliver mit, idet jeg træder ind ad døren, eftersom jeg fra naturens side er udstyret med bryster.
Jeg tror endda han gør det for at glæde mig – at det for ham er en ære at være “fruen i huset” – en ære jeg absolut helst er foruden.

Så når talen falder på: hvor skal vi hen på ferie – er det jeg får tics ved øjenlåget og drømmer om bare en uges ferie hvor JEG ikke skal lave mad. Hvem ved – den dag kommer måske også til mig før jeg når pensionsalderen. Ellers kan jeg jo altid tage på ferie hos mine, til den tid voksne, børn og lade mig varte op!!

Mig og min kassedame

Vi var ude og købe ind for lidt siden – lukkeloven er noget mere løs på tråden end i Danmark og hurra for det.

Lige da vi var ankommet til landet, og ikke kendte nogen jokede jeg med at jeg nok ville ende med at stå og fortælle min livshistorie til kassedamen i det lokale supermarked, hvis jeg ikke snart mødte nogen.

Og ha ha..       ha..

Efter at have fyldt vognen til randen med mad til 6 i en uge – plus det løse – og her tænker jeg især på børnenes skolekammerater som har opdaget at jeg ofte laver amerikanske pandekager til eftermiddags-snack!!

I hvert fald – vognen var fyldt til bristepunktet – og vi stiller os i kø.

Da kassedamen får øje på mig smiler hun og siger hej!

Det skal lige siges at det er et supermarked på størrelse med en bilka – af de store.. Men jeg kan da godt huske at jeg har set hende før.

Vi putter i pose og sæk, og mens jeg skal til at betale siger hun: ååh jeg havde aldrig set din yngste dreng.

Jeg glipper indvendigt med øjnene og tænker: SÅ – nu kender hun mig – hun ved hvem jeg er – genkender familien, smiler indforstået til mig, putter en ekstra pose rundt om kalvekødet så det ikke snasker kiksene til.

Jeg er målløs intet mindre.

I de 4 minutter jeg tilbragte ved hendes kasse, fik vi vendt børns fodboldkampe, den yngste dreng som hun ikke kendte, konstateret at hun mest så den yngste pige, om regnvejret som blev til hagl og det lød da ret voldsomt, samt at ældste datter var blevet lidt våd fordi hun havde hentet et par ekstra poser, samt et par andre småting.

Damen bag os i køen så ikke engang sur ud. Som om det var helt normalt at stå og snakke lidt privat med sin kassedame.

Tænk at sidde der, dag ud og dag ind – og betjene en masse kunder, og så alligevel være i stand til at genkende mig – det synes jeg godt nok var flot. Og jeg følte mig lidt mindre anonym.