Archive | Gårdmand Bjørn RSS feed for this section

Udråbstegn i dagligdagen.

24 May

Store oplevelser har der været en del af i min pause. Jeg fortæller om dem lidt hulter til bulter og ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.

En af de allervigtigste, fandt sted for et par uger siden, Gårdmand Bjørn skulle nemlig konfirmeres.

Tænk engang, min lille tænksomme og sjove Bamse er nu 10 cm højere end sin mor, bruger størrelse 47!!! i sko og har netop svømmet sig til en Bronzenål i crawl. tror jeg nok det var…

Han klarede konfirmationen med bravour, og læste udgangsbønnen så man måtte snøfte. Når “man” altså er mig, og så vist også Susi, så vidt jeg ved!

Festen blev holdt derhjemme, og var smuk, hyggelig og hjemmelavet og meget billig. Gårdmanden selv nød hvert minut og var som sagt uendeligt taknemmelig for sin dag, trods regnvejret.

Temaet var grønt.

Og stort set alt var grønt!

Hvis andre mennesker ikke har kunnet finde nogle grønne ting de sidste par måneder, så er det fordi jeg har været der.

Grønt!

I stedet for gæstebog brugte vi et lærred. Divaen tegnede et træ, og gæsterne satte fingeraftryks-blade på! En fin idé som konfirmanden elskede!

Gæste-træ

Da vi så småt var færdige med desserterne, blev den unge mand præsenteret for en masse balloner med helium i – tusind tak til Tina II for den skønne idé og tak til Allan for donering af helium – hvori der var fastgjort nogle små plastiklommer. Altså i ballonerne.

Inde i hver plastiklomme var der et sponsorkort hvorpå der stod: “Kære Gårdmand Bjørn, dette kort giver ret til en tur i svømmehallen / Gorillapark / Biografen eller en burger / is / kebab. Kærlig hilsen XXX (en af gæsterne som ville sponsorere den givne ting)”

Sponsor balloner

Dertil lå der en frankeret svarkuvert – med Gårdmand Bjørns navn og adresse på – og en lille seddel med besked til finderen af ballon og plastiklomme, om at vedkomne skulle bare putte kortet i postkassen, så konfirmanden kunne få sin sidste gave.

Balloner på vej! De lyste op på den grå og våde himmel!

Konfirmanden – som i dette tilfælde jo var Gårdmand Bjørn – blev meget begejstret, og glæden over festen og dagen i det hele taget, er blevet forlænget i flere uger, da der næsten hver eneste uge siden er blevet tilsendt et af de forfløjne kort. Nu må vi se om alle kort finder hjem igen, men risikoen for at et par stykker ligger og vugger rundt ude på sundet, er jo ret stor.

Skønne bolcher fra Bolcheriet

Disse skønne grønne bolsjer fik vi af dejlige Lene som havde vundet dem til Gårdmand Bjørn, i en eller anden facebook konkurrence fra “Bolcheriet”, så der var små poser med – grønne – bolsjer til alle gæster og stadig godt et kilo bolsjer tilbage. Men de skal nok få ben at gå på.

De smager nemlig dejligt naturligt og ikke-kemisk af æble og vanilje og jeg kan varmt anbefale dem, eller nogle af de mange andre modeller (de kan bestilles her)

Det var en fin lille ting at kunne give gæsterne med hjem og også at dele ud af til dem, som ikke kunne komme med til festen! Men hvordan de skriver INDEN i bolsjerne er mig en gåde!

Nå, det var virkelig en smuk konfirmation, en skøn dag, men hvor er jeg lettet over at jeg nu ikke skal være vært ved flere konfirmationer. Har vist også taget min tørn!

Vaskebjørn?

22 May

Her kommer lige lidt blær. Eller faktisk meget blær. Mor-blær på den stolte måde.

Sagen er den at Gårdmand Bjørn startede til svømning sidste efterår. Dog ikke uden først at have brokket sig højt, længe og inderligt.

Jeg havde meldt ham til, ikke uden at spørge først, men da han ikke kunne komme med andre forslag til hvad han skulle lave af sport, blev det til svømning. På den kategoriske måde.

Han sprang simpelthen ud i det

Det – brokkeriet – varede til han første gang begav sig mod svømmehallen i meget gnaven tilstand. Jeg var derfor meget spændt på at høre hvordan det var gået, og om han stadig syntes det var rendyrket moderlig tortur, men han smilte fra øre til øre da han kom hjem, og siden har jeg ikke hørt andet end: “Mor-det-er-bare-så-enormt-fedt-jeg-elsker-at-svømme-og-Kåre-kan-endda-snakke-fransk!” og mere af samme skuffe.

Han har svømmet tre timer om ugen siden, og han elsker det.

Han ser efterhånden også tæskegodt ud – intet mindre – han har fået større muskler, både her og der og allevegne. Hans kondition er helt i top og han har lært utroligt meget på de få måneder med intensiv svømmetræning to gange om ugen.

Han har endda været med til en konkurrence hvor han blev nr. 1 i brystsvømning.

Nr. 1 i bryst

Og nr. 2 i crawl og han fik en fin bronzenål da de stoppede træningen for i år.

Nr. 2 i crawl

Trænerne er fantastiske, de støtter og opmuntrer børnene på allerbedste vis. Hepper på dem alle, uanset niveau. Træner hvert enkelt barn lige præcis der hvor de har brug for det.

Og ungerne hygger sig indbyrdes, på tværs af alder og køn og det virker som om de virkelig nyder at træne sammen.

Det som gør mig mest glad er at Gårdmand Bjørn endelig har fundet en sportsgren han holder af. Og hvor han kan udvikle sig. Og han kan næsten ikke vente til sæsonen starter igen.

Så min lille landmand er blevet til en vaskeægte vandmand.

En vaskebjørn?

Så en Bjørn der forlader Gården og jorden og hopper i vandet… Det må vel være en vaskeægte vaskebjørn!

Selvom man snart er 13 år

25 Nov

så kan man stadig levere bemærkninger af den sødere slags.

Gårdmand Bjørn kom hjem i går efter sin svømmetræning, forpustet med fugtigt hår, røde kinder og klare øjne.

“Mor” råbte han, så såre han havde sat den ene fod over dørtrinnet. “Mor, må man ikke godt ønske hvis man har set Carlsberg-vognen?”

Og ja – jeg ved ikke med jer – men jeg synes da afgjort man må ønske, hvis man har set Carlsberg vognen.

Hvilket jeg meddelte den unge mand, som snart er teenager.

Og så fik han så mange kys at han endte med at råbe “adr moaar, hold nu ooooop” og vægrede for sig med sin sportstaske, mens han flygtede fra dette moderlige udbrud.

Firkløver

11 Sep

Det er en lille plante. Med fire forskellige blade på.

Fire individuelle blade som har hver deres særheder, selvom de sidder på samme plante. Det ved alle. Så langt så godt.

Altså et firkløver. Fire sider af samme sag.

Præcis som mine fire børn.

Alle med samme oprindelse, samme blod og alt det der. Men alligevel fire vidt forskellige mennesker. Nogle ligheder er der naturligvis, men også forskelle.

Nå.

Forleden kom der så nogle af de ord der. Den slags ord som river i samtlige hjertekamre, og bare trækker tårer.

Da Gårdmand Bjørn og jeg diskuterede det skoleskift, der kom lidt pludseligt, prøvede jeg at komme med mit bud på hvordan det kunne være han havde det så meget bedre i en skole med mange børn.

Jeg nævnte også at han jo ikke var ligesom Zorronaldo eller Prinsessen.

Som er lidt mere udadvendte end Gårdmand Bjørn og Divaen.

Og så kom de der ord:

… “Mor… er det så en god ting eller en dårlig ting, at jeg ikke er ligesom Zorronaldo?”

Av.

AV siger jeg bare.

Med tårer i øjnene skyndte jeg mig at remse en hel masse op: at det jo var helt fantastisk godt at han netop var sig selv og at han jo bare er anderledes end sin storebror. Og lidt mere som sin storesøster måske, men at det var godt. Og at alle ikke skulle være ens. At man ikke var hverken værre eller bedre, blot forskellige.

Og at det var vigtigt at man var sig selv og fik plads til at være den man var.

Akkompagneret af en hel masse knus.

Tænk engang, hvor kan man komme galt afsted med at konstatere, at ens ene barn ikke er som ens andre børn. Og det endda helt uden bagtanker.

Men jeg fik slået helt fast at jeg sætter umådelig stor pris på ham, og den han er; ligesom jeg sætter stor pris på mine andre børn. Hvor forskellige de end er.

 

Faktisk ret ensom…

1 Sep

Jeg var tilfældigvis hjemme en eftermiddag i sidste uge – efter mit besøg på hospitalet – og jeg så derfor hvordan Gårdmand Bjørn så ud i ansigtet, da han åbnede havelågen.

Han så ikke ud som en 12 årig dreng, der lige havde fået fri fra skole.

Han lignede en som havde givet op.

Jeg fik ham ind, smurte en mad til ham, fik ham sat ned og spurgte ind til hvordan det kunne være han så ud til at være ked af det.

Grundene var ikke mange, men såmænd alvorlige nok.

Et skænderi og et par kammerater som havde snakket og grint af ham, uden han helt kunne høre hvad der foregik. Og så sagde han det som fik en lille bitte dråbe til at falde ned i koppen og skvulpe det hele over:

“Mor, selvom jeg snakker med de fleste fra klassen, føler jeg mig faktisk ret ensom. Og det har jeg vist altid gjort”.

Man skal nok ikke engang være mor for at forestille sig, hvor ondt det gør at høre sådan noget fra sit barn, så jeg sank en klump.

Det var naturligvis ikke den ene episode som gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Det var bare dråben. Og jeg greb telefonen og ringede først til den anden private skole i nærheden, der var ikke plads. Så ringede jeg videre til den nye store skole hvor de har samlet alle 7. 8. og 9. klasser på en stor skole.

Vi fik en tid allerede næste dag.

Beslutningen var vist allerede taget der, men den endelige skulle tages af Gårdmand Bjørn selv. Hvis han ville blive i det kendte, trygge og velkendte, så skulle han naturligvis have lov til det.

Men han ville gerne tage chancen.

Jeg havde fortalt ham at det blev nok ikke bedre, men anderledes, samt at chancen for at finde nogle flere kammerater, var lidt større blandt hele 200 elever i hans årgang, end blandt 18 elever.

For engangs skyld var der ikke langt fra tanke til handling, det gik også lige vel stærkt for min smag, og jeg holdt vejret mere end en gang før jeg turde tro på at det var okay at have taget den beslutning.

Skoleinspektøren spurgte nemlig: “Hvad så? Er du klar til at starte i morgen?”

GLUPS

Men Bjørnen nikkede alvorligt og smilede derpå spændt til mig.

Vi fik givet besked til skolen med trist nostalgi i maven. Men det kunne ikke nytte noget, uanset hvor meget vi ellers holdt af den gamle skole, så var det ikke os som skulle gå der. Det var Gårdmand Bjørn og han kunne ikke finde sin plads i klassen, og havde ikke kunnet finde den længe.

Så nu var det nu; han skulle have en ny start.

Næste morgen var det ikke bare ham som var nervøs. Jeg sad og ventede på en lille sms der kunne give en fornemmelse af om han var okay.

Den kom da også omkring kl. 10.00 : “Jeg går i klasse med Fætteren fra Kurdistan 🙂 ”

Og ganske rigtigt, en ualmindeligt sød dreng – nevø til min kurdiske veninde – gik i klassen og havde med det samme taget Gårdmand Bjørn under sine vinger. Han havde præsenteret ham for sine venner, fortalt hvem man skulle holde sig fra, og i det hele taget været en rigtig guttermand!

Desuden var der flere kendte ansigter blandt de mange elever.

Jeg er overbevist om at der også nok skal komme øv dage der, ligesom på alle andre skoler, men det tegner til at blive tre gode år han kan få der, i stedet for mest at føle sig ensom.

 

 

En aftale til oktober

18 Dec

Da Gårdmand Bjørn blev 12 år for godt to uger siden… Og hvordan skete det lige? Hvordan kunne min lille trold, min lille bamse pludselig løbe fra mig og blive 12 år,  jeg synes lige han var otte. Fem. To. Nyfødt. ?

Næste år er han teenager og så er jeg i den heldige situation at jeg har fire teenagere under samme tag.

Glups.

Nå, det var et sidespring. Min yngste søn er nu 12 år, og han fik noget tøj i fødselsdagsgave som var for småt. Og skulle byttes. Så lørdag begav vi os til Staden.

Foran disken med den ønskede størrelse i hænderne smilede ekspeditricen til ham og spurgte om han var blevet konfirmeret sidste år eller om han skulle til sommer.

Gårdmand Bjørn mumlede lidt genert smilende at det altså først var til næste år.”Nå, men så må du love mig at du kommer herind i oktober og er med til at gå modeshow for at vise at det nye konfirmandtøj frem”

Hun og jeg smilede til hinanden og jeg gik ud med min søn.

Han så undrende ud og spurgte mig, vel ude på gågaden, hvorfor hun havde sagt det.

Jeg svarede at det nok var fordi hun syntes han var en flot fyr, som hun gerne ville have til at gå modeshow til næste år.

Og så flækkede han i det største smil!

“Ej syntes hun at jeg så godt ud?”

Jeg nikkede og han var stille hele vejen hen til bilen, hvor han sagde: “Mor, vil du ikke skrive det ind i din kalender så vi husker det?”

Jeg tvivler nu på at han glemmer det, men nu står der skrevet for oktober 2014 “Gårdmand Bjørn – modeshow”

Og jeg spekulerer stadig på hvor lidt der skal til for at gøre et andet menneske glad.

Endnu et møde med væsnet.

20 Jun

Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.

For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.

Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.

Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.

Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.

Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.

Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.

Lange tomme gange.

Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”

Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.

Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.

Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.

Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.

Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.

Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.

Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.

Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.

Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.

Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.

Stadens bedste jordbærkage

Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.

Der er nemlig meget galt med sådan en arm.

Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.

Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.

En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.

Eller stå på skateboard.

Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.

Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.

Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.

Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.

Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!

%d bloggers like this: