Hvad jeg ellers går laver…

Når jeg nu ganske åbenlyst ikke skriver på min blog.

…

Jeg har såmænd bare haft travlt.

Jeg har nemlig skullet finde en ny hobby.
Da jeg var i mit Navlepillerforløb, lærte jeg at en del af behandlingen er at man skal lære at flytte fokus fra sig selv og sine symptomer, og så i stedet kaste sig over noget andet.

Dette “andet” var dog stadig til diskussion. Familie og venner kom med mange forslag, men ingen af dem vandt aldrig rigtig fodfæste i mit sind.

Selvom dele af familien dog, til min store fortrydelse, mente at min nye hobby var blevet shopping på nettet og at jeg var blevet forvandlet til en shopaholic. En antagelse jeg dog ikke delte.

Dels fordi det udelukkende var meget vigtige ting, som vi i øvrigt manglede og så også fordi at de måske havde lidt ret.

Men det ville jo være noget af en indrømmelse at komme med, så det lod jeg være med. Og fortsatte i øvrigt med at købe på nettet.

Faktisk er det langt billigere at shoppe på nettet, fordi man ustandseligt bliver distraheret, og dermed sjældent når så langt som til rent faktisk at trykke på “Bekræft dit køb”.

Desuden er det jo så smart indrettet at diverse cookies husker vores bevægelser på nettet, og når vi kommer tilbage til en side så ligger der stadig noget i indkøbskurven, som man ikke nåede at købe i sidste uge. Når man så ser på disse varer igen, har man ikke behovet længere og sletter varen.

Billigt ikk’?

…

Eller i hvert fald sommetider.

De sidste tre numre af Flow

For ind imellem er der dog varer som lander på matriklen, men det er udelukkende ting jeg vi har brug for. Jeg mener, det er da i familiens største interesse at jeg har en hobby som gør mig glad og godt tilfreds!

Skulle jeg mene.

God tirsdag!

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør..

Nu er dette ikke møntet på Firkløveret.

For jeg gad godt vide hvornår man bliver så gammel (læs: fornuftig) at man begynder at leve sådan som man har opdraget sine børn?

…

Ville der ikke være en god portion fornuft i at spise grøntsager, også når man er alene hjemme?

Eller foretage sig noget fornuftigt, i stedet for at hænge på iPaden.

Måske gå tidligere i seng?…

Ovennævnte er naturligivis kun eksempler, og enhver lighed med nulevende eller afdøde – ikke endnu i hvert fald – person er ganske utilsigtet og helt tilfældig.

…

Men altså, nu det der med at gå tidligere i seng. Gad vide hvorfor det er så svært at få slukket og lukket ned for natten og bare gå i seng.

Den der vittighed, eller vittighed er nu nok et meget stort ord for en sandhed som faktisk ikke engang er morsom, men blot en realistisk gengivelse af hvad der sker når man prøver at gå i seng samtidig, manden og konen og deres højest forskellige måder at lande i sengen.

Sådan er det også her.

First Man går i bad efter aftensmad, børster tænder, ser en film, prutter og går i seng. Exit mand.

Jeg..

Ja jeg skal først lige have fundet det tøj som jeg skal have på dagen efter. Hvilket først betyder jeg skal have set vejrudsigten. Og så fundet tøj. Og undertøj. Og glimmer tilbehør. Og sko.

Nå, og så skal jeg lige spille lidt WF. Og så skal jeg lige nå at læse en blog eller fire. Jeg når sjældent at kommentere. Men nu er jeg trods alt kommet så langt at jeg får skrevet på min egen blog stort set hver dag igen.

Så skal jeg – hvis jeg husker det / orker det – lave madpakke til mig selv. Og så lige ud og børste tænder, fjerne mascara, rense ører, rede hår og den slags..

Og når så køkkenet er ryddet, badeværelset rent, og alting klar, så kan jeg endelig gå i seng. Efter jeg har tjekket dørene, slukket for internettet, nusset Blondinen, set på temperaturen, vandet en blomst.

Og rammer min seng alt for sent.

Og så ligger jeg og bliver pænt irriteret over hvor lidt jeg får sovet, og så kan jeg slet ikke falde i søvn. Heldigvis har jeg ikke små børn der vågner i tide og utide, hver evige eneste nat, men store børn kan også vågne og hoste eller have mareridt og tynd mave. Og uanset barnets alder så vågner man kl. 5.30 med fornemmelsen af at man slet ikke har sovet.

Men så var det jeg tænkte på, hvis nu jeg gjorde som jeg bad mine børn om at gøre, nemlig at komme lidt før i seng, så kunne det være jeg ikke var så træt om morgenen.

Der er intet andet for.

…

Min mor må på banen…

Andres gode råd om ens livskriser

Kan ikke bruges.

…

Jeg siger det bare.

De der såkaldte gode råd, kan allerhøjst få en til at føle sig endnu dårligere tilpas. Eller endnu værre, give en lyst til at sparke den velmenende person over skinnebenet. Hårdt.

…

Det er den slags som kan afholde mig fra overhovedet at have lyst til at fortælle om de der livskriser.

…

Fordelen er så at man, mens man lytter på andres løsning på ens liv, kan øve sig i selvbeherskelse. Og er I så færdige hvor er jeg blevet dygtig til at holde mund.

…

Jeg har også indtil flere tips, til brug for frustrerede indebrændte.

Man kan for eksempel gå og nynne fædrelandets vemodige sange, indvortes naturligvis, mens man venter på at personen holder op med at tale. Så kan man ikke høre andet end salten østerstrand.

Det kan også være en løsning at være på vej ind i et andet rum, mens man distræt kigger sig over skulderen og mumler: “mmmhmmm” så går der sjældent så lang tid før personen forstår at deres ævlen ikke er interesseret.

Subsidiært kan man gå på toilettet, og råbe: “øjeblik” mens man lader vandet løbe.. Det er trods alt de færreste der forfølger en, helt derud for at råde videre.

…

Man kan naturligvis også bare bede vedkomne om at holde mund.

Det skaber bare så tit en ret dårlig stemning hos de der velmenende rådgivere. Og hvis det er nogen man ser af og til, kan det godt være lidt svært at bede dem om at stikke piben ind. Især hvis de selv tror de har fingrene i de vises sten.

Man kan også bare holde sig for sig selv, og lade være med at dele ud af sine gebrækkeligheder og så i øvrigt tage sig lidt sammen.

God torsdag!

Jeg – en stalker..

Her kommer endnu en indrømmelse.

…

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

Altsååååå

… Nu er vi ude i noget indrømmelse, som nogle mennesker sikkert helst er ganske fri for at få at vide, så nu er I advarede.

Det forholder sig nemlig sådan at da jeg i går havde været i bad, mærkede jeg noget vældigt ømt på min ene balle.

Sådan bistikvarmt og rundt. Byldeagtigt faktisk!

Og helt afsindigt ømt.

Og jeg tænkte: “hvad i alverden er dog det?”

Snurrede mig et par gange rundt om mig selv og kunne ikke se andet en en rød plet. Jeg moslede ud i køkkenet hvor Divaen sad i skrædderstilling på en køkkenstol og så meget zenagtig ud.

“Hvad er det der” hylede jeg mens jeg igen snurrede et par gange mere rundt om mig selv. Ikke ulig Blondinen når hun jagter sin hale… Faktisk.. Nu jeg tænker over det.

Der var stille lidt mens den stakkels tøs var tvunget til at glo på sin mors balle, hvorpå hun meget lakonisk svarede: “Det er da bare en bums”.

Hylede jeg før, er det intet imod hvad jeg hylede efter.

…

Ej men helt ærligt.

En bums på ballen – i min fremskredne alder – var mere end jeg kunne magte.

Og placeret et sådant sted ingen kunne gøre slemme ting ved den, mindst af alt mig selv.

Bedre blev det ikke da min bebumsede balle blev det generelle samtaleemne ved bordet.

Forklaringerne var lige så mange som de var fantasifulde og ualmindeligt dårlige!

“Det er nok et hår der ikke kan komme ud” Lidet hjalp det at jeg påpegede at jeg ikke har hår på den del af min krop. Altså små almindelige dun ja, men ikke sådan nogle hår som laver bumser.

“Det er et stykke af din arseniktand” Her tillod jeg mig at tvivle højlydt på at et stykke tand kunne finde vej helt derned uanset hvor stedkendt den så ellers var.

“Du har siddet på en tegnestift uden at lægge mærke til det” Jeg indvendte at den slags anordninger ikke kan siddes på ubemærket.

Til gengæld var de alle sammen rørende enige om at det ikke kunne være hverken en bi eller en hveps.

Trods alt.

Og så gik jeg min vej.

Der er absolut INGEN billeder af min bebumsede balle, men derimod et billede fra en strandtur i sidste uge.

Smuk og kold tur ved vandet.

Fordele og ulemper ved nattøj

Nu slipper alle familiehemmelighederne ud, for her kommer endnu en indrømmelse.

First Man sover næsten altid uden nattøj. Endda uden noget tøj.

Det er der sikkert mange mennesker som også gør. Kun når vi har haft aupair eller andre sarte gæster, har han accepteret at sove med nattøj, for at undgå katastrofale situationer.

Jeg sover med nattøj; jeg får forfrysninger, selv om sommeren, når jeg afklæder mig den slags nattøj som dækker skuldrene. Ikke alene fordi det uanset hvad, bare er koldere klokken 04.37.

Men også som et resultat af at nogen, som ligeledes sover i sengen, snorker. Og kommer jeg til at vende ryggen til ham i løbet af natten, kun iført noget med stopper og uden ærmer, så får jeg kolde pust imellem skulderbladene, ofte akkompagneret af nogle grynt.

Sommetider kan jeg i søvne ignorere denne ret kraftige lydkulisse, men er jeg samtidigt under bearbejdning af de kolde pust som ledsager lyden, så vågner jeg. Gnaven og frysende.

Og det er ikke en ret god kombination, derfor sover jeg med nattøj også om sommeren.

Grunden til at jeg har behov for at dele disse oplysninger med hele verden, oplysninger som ingen rigtigt har brug for at kende, er at der i mange år, søndag morgen, været mest trængsel i min side af sengen.

Tumultagtige tilstande mestendels skabt af besøgende børn. Meget sjældne gange også en hund, som bestemt mener at den bør tage del i festlighederne. Jeg er til hendes store fortrydelse, aldrig enig med hende.

I hvert fald, det er min side af sengen som står for skud. Og sådan har det været det i mange år.

I går morges var ingen undtagelse: først kom Gårdmand Bjørn. Han gav sin far et knus ledsaget af et godmorgen, og omgående fortrak han over til mig. Da First Man skulle ud og løbe en lille tur forsvandt han fra sengen. Men Gårdmand Bjørn blev liggende på min side.

Dernæst ankom Prinsessen og hun skulle absolut også ligge under min dyne. Med kolde tæer. Af en eller anden grund så bliver kolde tæer meget lidt charmerende når de overstiger størrelse 32.

Derfor bad jeg dem begge om at forlægge residensen til First Mans halvdel, nu han ikke selv optog pladsen længere.

Så blev der stille. Mit forslag huede dem ikke. Adspurgt kunne de meddele at det var helt afsindigt klamt at skulle ligge der, under deres fars dyne, fordi han ikke sov med underbukser på.

…

Og jeg måtte forsikre dem for, at for det første havde deres far for en gangs skyld sovet med natbukser, samt at sengetøjet var helt rent, så de kunne sagtens ligge under hans dyne uden at blive besudlede.

Desuden er han ikke syg og han går faktisk i bad hver dag, så graden af klamhed er rimeligt begrænset.

Børn er altså så sarte!

Indrømmelse #3

Okay.. Jeg er en nørd.. En geek.

I hvert fald sær.

Jeg elsker Calvin and Hobbes.

Med andre ord, jeg er ”Steen og Stoffer” fan.

Når man tillige er begavet med en søn som Gårdmand Bjørn, falder tanken ret ofte på Steen. Og jeg er ganske overbevist om at Bill Watterson må have kendt ham i et tidligere liv.

Det er umuligt at Bill ikke er blevet inspireret, på et eller andet plan, af min yngste søn.

Det er så hvad det er.

Noget andet er, at have læst tegneserierne så meget – i så mange år – at man kan dem udenad. Jeg har ikke engang taget dem med på Æblebakken, for jeg kan dem udenad.

Faktisk er der rigtigt mange tildragelser i min hverdag, som med held kan beskrives med et Steen og Stoffer citat. Og som jeg uden blusel, i tide og utide – nok mest det sidste – delagtiggør mine omgivelser i.

Desværre har denne tilbøjelighed en ulempe: det virker stærkt forvirrende på folk, at jeg pludselig udbryder sætninger som – for dem – ikke giver nogen mening overhovedet. Og samtidigt sidder jeg og fniser fjollet for mig selv.

Det virker sært, det vil jeg godt medgive jer – men det er bare så morsomt.. Jeg er bare en misforstået stakkel. Men det nytter heller ikke noget at jeg siger: ”Min iste er en fiasko” hver gang man rækker mig et glas med isklumper i.

Jeg kan heller ikke bare remse alle de morsomme citater op her – for de vil kun være morsomme for mennesker som allerede har læst, og kunnet lide ”Steen & Stoffer”. Resten vil bare ryste på hovedet og lave himmelvendte øjne.

Men til folk som ikke kender Steen & Stoffer, vil jeg anbefale at give sig i kast med et album eller tre, og grine lidt af den skæve filosofi – og håbe på at jeg måske ikke virker så sær, hvis vi engang render ind i hinanden!

Snot – indrømmelse #2

Er man sart anlagt – bør man nok bare komme tilbage en anden dag.. Så er I advarede.. Men jeg kunne ikke lige finde på andet.

Der er flere slags snot.

Først er der privat snot.

Det er den slags man, trods det at man har det ud over det hele, alligevel formår at redde alene. Tørre af og fjerne sporene, uden at andre opdager det.. Man kan ånde lettet op og være helt sikker på at ingen har set det.

Så er der offentligt snot.

Den slags, er som oftest forbundet med en akut mangel på kleenex. Hvor man febrilsk forsøger at skjule fadæsen på undersiden af ærmet, eller i en gammel kassebon, som var eneste alternativ til den håbløst tomme kleenexpakke på bunden af tasken.

Såfremt det sker, er det uheldigt, men det kan ske for selv den bedste..

Så er der pinligt snot.

Det er den værste.

Det har jeg prøvet.

Den eneste grund til at jeg overhovedet fortæller om det her, er at det er SÅ mange år siden, og alle involverede for længst er døde. Og i øvrigt læser de ikke min blog.

Jeg var på besøg i Danmark. Og blev forkølet. En mindre detalje var, at jeg var gravid, og i forvejen skulle ligge ned, fordi jeg havde mange plukveer. Så er det ikke voldsomt smart, at skulle hoste hvert andet sekund.

Jeg ville nemlig meget gerne føde under ordnede forhold, derhjemme. Så jeg skulle til lægen. Som skulle stoppe min hoste.

På vej derind blev jeg overmandet af et af den slags hæse nys, som kravler helt ind i bihulerne, og tømmer det meste af indholdet ud over det hele.

Jeg sagde jo det var pinligt.

Okay jeg glemte at tilføje ulækkert. Men det hænder jo immervæk for alle mennesker at nyse ind i mellem.

Nå – det der våde nys.. Jeg kunne mærke at noget skete.. Men jeg kunne hverken se eller mærke noget. Jeg famlede febrilsk – og mest i blinde – jeg kørte jo bil, men fandt ikke noget suspekt.

Eftersom jeg ikke rigtigt fandt noget, slappede jeg efterhånden af og endte da også med at glemme det igen. Jeg fandt en lille plads på Torvet og kom hen til lægen.

Småsludrede med sekretæren, hilste høfligt på de andre i venteværelset, og sad i mindst 11 minutter foran lægen før hun rakte mig en recept på noget der kunne fjerne min hoste, samt noget astmamedicin som skulle forhindre mig i at føde i løbet af aftenen.

Det var jeg naturligvis nede og hente på apoteket.

Og i bilen på vej hjem, så jeg det..

Eller den – skulle jeg måske snarere sige. LIGE midt på min bluse – sad den. Og grinte.. Ja den grinte – JEG grinte absolut ikke.

Jeg stod derimod meget længe foran spejlet da jeg kom hjem, kun for at konstatere at uanset hvordan jeg end vendte og drejede mig, kunne den ikke skjules på nogen mulig måde. Med andre ord – den var meget synlig.

Den aften var jeg meget stille. Og jeg kom ikke til staden mere under det besøg.

Og ja – dette indlæg er uden fotodokumentation. For alles bedste.

Indrømmelse #1

Jeg.. tager min telefon med på wc. Det må være en alternativ form for telefonfis..

Nå men nu er det sagt – sandheden er ude – og jeg er stigmatiseret for tid og evighed. Gad vide om jeg overhovedet skulle udgive dette indlæg?

Det er nemlig sådan at hjemme på øen, der har jeg et ganske udmærket lille toilet med en praktisk anbragt hylde – i perfekt række-armen-ud-distance, når man befinder sig på tønden.

Der står digtsamlinger, novellesamlinger, hjernevridderopgavebøger, det er kort – og godt. Det eneste selektionskriterium for at kunne få en plads på hylden, var nemlig: fat dig i korthed.

Forestil jer at have ”Krig og Fred” eller ”Jordens Søjler” stående sådan et sted?

Der ville for det første være optaget altid – og for det andet, så tænk engang alle de hæmorroider det ville give, at sidde der et par timer hver dag?

Men altså, denne hylde er nu langt væk fra Æblebakken, og på Eventyrhusets lille das, altså det nedenunder som jeg ikke vil besøge om natten, er der ingen mulighed for at hænge sligt op. En hylde altså.

Den eneste væg, som er flad, er så tynd og uholdbar at ikke engang en plakat ville blive hængende, og den anden væg.. tja – døm selv.

Nogle mennesker har avisholdere stående – men.. Vi er enige om at den slags ofte står på gulvet ikk’? Og på et forholdsvis lille areal som sådan et toiletgulv nu engang er, er der stor risiko for, at den del af befolkningen som står op og lader vandet, sprøjter og pjasker ned på samme avisholder og indhold – det er simpelthen for ulækkert.

Altså er der ingen læsemulighed for de trængende på dette toilet. Lidt synd.

Så er det nemlig frygteligt kedeligt at gå på wc.

Så var det jeg begyndte at tage min telefon med. Jeg var dog panisk angst for at tabe den ned i kummen. Det gjorde Line nemlig engang, fortalte Nanna mig. Men min frygt for kedsomhed vandt.

Det er ganske vist lidt upraktisk i, skal vi kalde det ”tørresituationen”. Der ligger den og balancerer på min sko.. Ja. Men hvor skulle jeg ellers lægge den?

Og så må den – telefonen – vente, stadig vippende på min ene fod, mens jeg får sprittet fingre af – idet der ikke forefindes håndvask på et fransk toilet. Håndvask efter toiletbesøg er nemlig endnu ikke slået helt igennem i Frankrig.

Så, alt i alt meget besværligt – men det hele værd for så kan jeg også både læse blogs og lægge syvkabale mens jeg bliver færdig!