Syge-Onsdag

Onsdag er min dag. Jeg er nemlig sygemeldt den dag.

Det irriterende er, at når jeg er udsovet, udhvilet og afslappet, så synes jeg at disse “Syge-Onsdage” er ganske unødvendige og at jeg sagtens kunne løbe ligeså hurtigt som jeg plejede. Men når jeg så gør det, løber hurtigt altså, enten fordi jeg skal til psykiater, læge, behandler, navlepillergruppe eller andet spændende, så er jeg fuldstændigt udmattet bagefter.

Og så er Syge-Onsdag ikke så meget luksus alligevel. Jeg kan mærke det på arbejdet: jeg begynder at blive rundtosset og træt i hovedet tirsdag over middag. Og glæder mig inderligt over at jeg har en dag hvor jeg kan tage det helt stille og roligt og lade op til resten af ugen.

Efterhånden har jeg også fået opdraget firkløveret til, at de ikke kan regne med mig, altså om onsdagen. Jeg har nemlig ikke fri fordi det morer mig, men fordi jeg skal slappe af, og lade op.

Som en veninde med små børn sagde til mig: “Jeg bliver så træt af alle de madammer man hører om i ugebladene. De går alle sammen ned med stress og udtaler at de bare sad og gloede ind i en væg i seks uger. Hvis jeg sad og gloede ind i en væg i seks uger, ville børnene sgu da blive tvangsfjernet.”

Og det kan der være noget om.

Så er det man bliver taknemmelig for at ens egne børn er så store.

Varm blød vovse på fødderne!

I skrivende stund kan jeg hverken se eller høre nogen af dem. Eneste levende væsen i nærheden er Bimbi, der sover på mine fødder, samt et par kvidrende fugle jeg kan høre gennem den åbne havedør.

Skriftlig terapi.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har tænkt mig at bruge denne platform som en form for terapi. Da jeg ikke er så god til at skrive dagbog, bliver det her.

Nu vil opmærksomme mennesker kunne bemærke at jeg jo bare kunne lade være med at publicere det, men for det første nyder jeg at få tilbagemeldinger på det jeg skriver: det kunne jo være, at der var nogen som lå inde med et guldkorn eller to jeg kunne bruge til noget, så hold jer endelig ikke tilbage.

For det andet, kunne det være at jeg kunne bidrage med noget, som andre – i samme situation – ikke var klar over. Jeg har nemlig lært utroligt mange ting her i mit foreløbige forløb, og er blevet så frygtelig klog…

Jeg troede faktisk jeg ville have svært ved at skrive, når jeg nu ikke kan læse, men det var ikke tilfældet. Trods det, kan jeg alligevel mærke en anelse rust.

Jeg mangler ord, savner vendinger, leder efter formuleringer, og må rette i en uendelighed. Det er møgfrustrerende, fordi den slags bare kom helt af sig selv før. Så et blogindlæg tager meget længere tid end det gjorde før, og er som sagt blevet skrevet om og rettet i, et utal af gange før det lander online.

Stavefejl, tastefejl og grammatiske fejl blander sig vellystigt i mine sagesløse sætninger, og jeg ser dem som oftest ikke før Divaen kommer forbi og nævner at der mangler et “e” under billedet af min lange blomst fra sidste skoledag. Hvorpå det naturligvis omgående bliver rettet.

De ord der kommer ud af min mund har det ligesådan.

De snubler over hinanden, og sig selv, og enten kommer de slet ikke ud, enten fordi de gemmer sig bag en eller anden kognitiv funktion der også halter, eller også fordi de bare er gået på ferie uden at sætte autosvar på.

Det resulterer tit i lange – utilsigtede – pauser, i min normalt ganske udmærkede talestrøm, samt i voldsomt irriterede teenagere.

Det irriterer skam også mig selv. Jeg ved jo godt hvad jeg plejer at kunne huske, eller hvordan mit sprog plejer at flyde. For slet ikke at tale om mit ordforråd, som jeg aldrig har tvivlet på før.

Så føler jeg mig forrådt, af min egen hjerne.

Og så går der som regel ikke ret lang tid før jeg går i panik over, om det overhovedet kommer tilbage igen. Det er skræmmende og usikkert at have det sådan. For tænk nu hvis det aldrig kommer helt tilbage. Og gad vide om men så er permanent hjerneskadet?

 

Den panik sidder fast, og ligger – ikke ulig en rombudding med kirsebærsauce – som et svampet og blævrende fundament i min dagligdag, og gør at fodfæstet er svært at finde, uanset hvad det er jeg laver.

…

Og lige præcis sådan et indlæg har ikke nogen happy ending. Der er ikke mere at sige til det, andet end: ØV.

Men så kan vi jo være glade for at det er mandag.

Rigtig god mandag derude!

Kong Mor revisited

Da jeg vendte tilbage til bloggen, måtte der også lidt gips på navnet – så folk ikke fejlagtigt tror at alt er ved det gamle.

Derfor Revisited.

Det må være sådan, det er nu.

Stadig mig – og så ikke alligevel helt som før. Et gensyn. Ikke med Brideshead, men med mig. Jeg håber ikke I føler I går glip af noget; min bamse er mindst ligeså pæn som Aloysius!

Den har godt nok ikke sin egen hårbørste, men alligevel.

Nå…

Det der revisited.

Jeg går rundt og håber jeg snart bliver mig selv igen. Men samtidig skal jeg forholde mig til at jeg nok ikke bliver mig selv, som jeg var engang, igen.

Angst har det med at blive – siger de som har været der – man lærer bare at leve med det. Alene det, er da totalt angstprovokerende. Men jeg sætter min lid til at det kan læres.

Så faktisk kan jeg forberede mig på et gensyn med mig selv resten af mit liv.

Måske lidt i stil med  “50 first dates“?

…

God fredag.

…

God fredag!

…

Jamen så – rigtig god fredag!!!

 

 

Navlepillerklub

Som et led i den tilbudte behandling fra Lokalpsykiatrisk afdeling fik jeg besked på at jeg skulle kunne deltage i en “Psykoedukativ gruppe”.

Slam #1.

…

Det var naturligvis frivilligt, men på den lidt ultimative måde. “Vi har altså gode er faringer med at gruppeforløb virker på den slags belastningsreaktioner” var et af de fremførte argumenter.

“Så skal jeg sidde og fortælle alle mulige fremmede om hvordan jeg har det?” Tænkte jeg med et begyndende panikanfald på vej ned langs rygraden.

Jeg sad uroligt i stolen, forsøgte at stole på min søde kontaktperson, men jeg tvivlede på at det var noget for mig. Jeg har ingen problemer med at fortælle min omverden at min hjerne er mærkelig, men jeg vil gerne selv bestemme hvem der skal lukkes ind i mit liv. Så jeg var afsindigt noget skeptisk. Ikke desto mindre dukkede jeg op til aftalt tid og sted.

Det startede med at vi blev budt velkommen med følgende udmelding: “I er her i dag, fordi I har det tilfælles at I har et psykisk handicap.”

Slam #2.

Jamen tusind tak for det, da!

Så var grunden ligesom lagt, og den samt den efterfølgende gang, sad jeg med mentalt krydsede arme og surmulede.

Jeg var totalt fejlcastet til dette cirkus.

Mente jeg.

Der var absolut intet galt med mig på handicapmåden, jeg var bare blevet væk for mig selv, jeg skulle have en lille lyserød pille så jeg kunne finde mig selv igen, mit liv skulle males lidt, både inde og ude og det var så det.

Ikke andet.

Der var ikke brug for nogen totalrenovering, blev der sagt!

Men ingen lytter og i stedet får man smidt et psykisk handicap lige i synet.

…

Men faktisk er der det ved at få en diagnose, at det på en måde er lidt beroligende. Så ved man at, der er noget. At man ikke bare er hysterisk. At det er okay at ens krop reagerer på de særeste måder. For ikke at tale om ens hjerne.

At det så også kan være totalt ansvarsfralæggende, skal man ikke glemme. Det er nemlig sommetider meget let at gemme sin surhed og urimelige opførsel – jo, jo det er selvindsigt så det basker – bag ved en diagnose.

Så da jeg færdig med at mental-surmule, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke gad spilde flere uger på at være sur, men at jeg i stedet ville have noget ud af det pokkers navlepilleri terapiforløb, når jeg nu havde mødepligt og alt muligt. Så jeg begyndte at spørge om alt det der gik mig på, alt det jeg ville vide mere om og alt det jeg gerne ville vide. Og pludselig var det ikke så slemt.

Faktisk.

De andre var jo ligesom mig, så det var egentlig lidt af en befrielse at finde ud af, at jeg ikke var alene om at få smidt et psykisk handicap i fjæset.

Så i mange uger sad vi der, torsdag efter torsdag, i vores lille hyggelige navlepillerklub og fik endevendt vores fælles psykiske handicap. På den teoretiske måde. Med et par personlige bump på vejen – bevares vi er jo kun mennesker – og passer ikke altid ind i kasser.

Det var en befrielse at opleve at det forløb der var strikket sammen kunne ændres så det hele tiden var tilpasset vores navler. Vi fik blandt andet et kompendium om kognitive problemer… Ikke så nemt når man ikke kan læse og assimilere viden på den vis mere. Til næste gang havde de da bare lavet kompendiet om til overskuelige grafer, et par billeder og fire overskrifter. Så kunne jeg også være med!

Vi var vidt forskellige, men hørte sammen på en eller anden måde. Vi fik et slags fællesskab på tværs af alt muligt, alder, køn, baggrund, aktuel situation, osv. Men vi havde vores diagnose tilfælles, og det støttede i hvert fald mig, ikke at være alene om det hele.

Så selvom det føltes grænseoverskridende at stille alle de spørgsmål, var jeg bare indstillet på at jeg skulle have noget ud af det forløb. Det vidste sig at være en god idé, for én af de andre sagde til mig, da hele forløbet var slut, at det var dejligt jeg havde stillet alle de spørgsmål, fordi det var nogle han også gerne ville have svar på, men han havde svært ved at formulere det.

Så da min kære psykiater præsenterede mig for endnu en navlepillerklub et gruppeforløb der starter efter sommer, adlød jeg.

Denne gang helt uden at blive mopset.

 

Jeg har brækket hjernen…

Noget der sker, når man har angst på den der “disorder”-måde, er at ens tanker løber løbsk. De bliver ukontrollerbare, og overvældende. Man får et altoverskyggende tankemylder der kan vælte selv den roligste omkuld.

Ikke at jeg skulle have været specielt rolig på noget tidspunkt i mit liv, det er ikke det jeg påstår, men det var jo ikke hver dag, tankerne løb løbsk.

På den kvælende måde.

Nu er der aldrig ro.
Det summer rundt i hovedet på mig og forhindrer mig i følgende:
i at huske,
i at koncentrere mig,
i at sove,
i at slappe af,
i at være nærværende,
i at læse,
i at se film,
og i meget andet…

Alt i alt ikke ret fordrende, for et forholdsvis velfungerende liv.

Alt det som definerer hvem du er, er i stykker. Som min chef udtrykte det i venskabeligt drilleri: “du har brækket hjernen.”  Men han har ret. Min hjerne er brækket.

Så den skal i gips.

Det foregår med medicin og andre leveregler end dem jeg hidtil har benyttet mig af. For eksempel må jeg ikke se skræmmende eller voldsomme film eller noget som kan gøre mig oprevet eller utryg.

…

Ikke ret nemt når reolen er proppet med ramasjang film og når en af mine yndlingsfilm er Gladiator, jeg siger det bare. Jeg fik allernådigst lov til at se følgende:
Badehotellet
Matador
Grinefilm
Sjove tøsefilm uden for meget snøft og kleenexbehov.
…

Det sætter jo sine begrænsninger på familieaftner foran husalteret. Så der er jeg sjældent tilstede, når de andre går i gang med “Taken” eller “A good day to die hard”. For nu at nævne nogle af de film jeg plejer at kunne lide.

Jeg har ydermere fået sudoku og kabale på recept.

Alting skal være blødt, rart og aldeles uden ophidselser af nogen art.

Helt afsindigt kedeligt set ud fra mit forgangne synspunkt, men da en del af min hjerne er brækket, må resten finde sig i disse restriktioner, ellers risikerer jeg at det hele brænder sammen.

Så jeg putter med min Bimbi (den nye blondine, hvis I skulle være i tvivl) på sofaen, hvilket i øvrigt er strengt forbudt, pakker mig i bløde tæpper og omsorg.

Jeg drikker te, hører blid musik, og luger i haven. I det hele taget prøver jeg at leve et meget stille og roligt liv. Nok lidt som min oldemor i de sidste behagelige år af hendes liv.

Men det er usandsynligt svært at vænne sig til.

Jeg, som plejer at fare rundt, møde veninder, tage til koncerter og på ture her og der, skal pludselig acceptere at der er en masse bøvlede begrænsninger og at jeg ikke, bare fordi jeg er okay i et par dage, lige pludselig kan gå i gang med ligeså meget som før.

Næh nej, så betaler jeg, omgående – kontant ved kasse et – og er totalt udmattet i flere dage efter. Både i sjæl og krop.

Så jeg holder mig oftest til kabale, hængekøje og instagram.

Jeg tror jeg vil i seng.

 

Kortslutning på øverste etage.

Der er snart gået et år uden den mindste bitte lyd fra Kongen, så nu er det vist på tide at Majestæten får sat lidt ord ind på kontoen igen. Desuden havde jeg højt og helligt lovet Ellen for længe siden, at jeg ville begynde at skrive igen.

Mit dilemma er blot at det som fylder mit liv nu, er lige knap så grinagtigt som før. De læsere jeg måske har tilbage, efter mere end et års stilhed herfra, forventer sikkert at falde om af grin når nu jeg – måske – kommer i gang igen. Og det tvivler jeg faktisk på sker.

Derfor er præstationsangsten overvældende og spørgsmålene mange:
Kan jeg overhovedet skrive noget som er læseværdigt?
Kan jeg mon få folk til at grine igen?
Kommer det hele bare til at handle om mig-mig-mig på den selv-iscenesættende måde?
Har jeg i det hele taget noget at sige?
Burde jeg bare lave en helt anden blog og slukke for Kong Mor?

Det bliver nu nok ikke sådan. For jeg er stadig Kong Mor. Det er stadig mig, bare lidt forandret. Det er jo ikke fordi jeg ikke griner og har det sjovt ind i mellem. Men meget andet fylder en del.

Så hvis I har mod på en lidt anderledes Kong Mor, som måske ikke bliver helt som før, så skal I være hjerteligt velkomne – hvis ikke – så tusind tak fordi I var her dengang jeg var sjov.

Der er nemlig sket det at der er noget som er kortsluttet på øverste etage. Sikringen er sprunget og da den er af ældre dato findes den ikke længere. Altså sidder jeg nu med en rigtig spændende diagnose. GAD. Generalised Anxiety Disorder.
Eller på almindeligt dansk: generaliseret angst.

Det indebærer en hel masse.
Blandt andet ambulante besøg på Lokal Psykiatrisk afdeling.
Samtaler, med psykiater, behandler, sygeplejerske, sundhedsassistent, kontaktperson.
Medicin, i rå mængder.
Psykoedukative gruppeforløb og individuel traume terapi.

Lidt af en mundfuld, ikk’?

Det synes jeg også.

Samtidig prøver jeg at holde fast i mit gode job – er sygemeldt hver onsdag – og forbløffende nok vil jobbet mig stadig. Det har jeg endda på skrift, til de gange jeg glemmer det, og bliver nervøs. Så hjælper det at tage et stykke papir frem hvorpå der, blandt meget andet, står “både team og leder er glade for Stine”. Så forlanger jeg sådan set ikke mere!

Så sådan ser mit liv ud lige nu. Jeg skal finde mig selv, acceptere at jeg nok ikke bliver helt som før, men at det også er okay.

Jeg skal også lære at leve med at jeg stadig er mig, trods en eller anden diagnose der lyder voldsom.

Og måske kan det hjælpe at skrive om det…

Lidt.

For det kommer jo ikke til at handle kun om medicinske termer og navlepilleri.

Det kommer også til at handle om hvordan jeg har været i Storbyen med Prinsessen, og er på vej hjem stille og roligt, da jeg pludselig kommer i tanke om at jeg skulle være et helt andet sted. Denne åbenbaring afstedkom et voldsomt skift i det stille og rolige.

Jeg blev grebet af stor panik, og der kom ikke andet end grimme bandeord ud af min mund, ord jeg vil forskåne jer for her, det er trods alt stadig en forholdsvis sober blog.

Jeg fik, på racermåden og med hvinende dæk, vendt bilen. Dette foregik på en – efter min umiddelbare mening – udmærket vendeplads. Jeg havde blot ikke taget højde for at den var dækket af perlesten. Disse lå ikke helt så pænt efter min manøvre, og blev vist spredt lidt ud over et lidt større areal end oprindeligt tiltænkt. Jeg beklager!

Alt imens dette stod på, rallyvending og bandeord, råbte Prinsessen i afmagt: “hvad er der galt?”

Da jeg endelig var kommet i den rette retning, kunne jeg hæsblæsende og svedende svare hende at jeg var for sent på den, til et møde med en Psykiater, og idet man i forvejen er med diagnose og alt det der, så vil man trods alt helst fremstå som nogenlunde velfungerende. Ellers bliver jeg bare indlagt. Og så tosset er jeg dog ikke.

Jeg fik Prinsessen til at ringe ind på afdelingen og meddele at jeg var på vej, hvilket hun hovedrystende og småfnisende gjorde.

Kampsvedende og med en puls på 390, nåede jeg alligevel at få godt 2/3 af min tid.

Lidt har også ret.

…

Men altså. Jeg er tilbage.

 

Igang igen.

Situationsrapport fra Møllen på Øen:

Efter mange ugers forglemmelser og ukoncentreret søvngængeri er jeg stille og roligt startet på arbejde igen.

Som i meget stille og roligt.
Jeg holder lige akkurat til 3-4 timer ad gangen, i en eller to dage, og holder så en dags pause – eller også er det weekend – så jeg bliver bestemt ikke overanstrengt.

Sådan efter normal standard. For jeg er fuldstændigt udmattet.

Når jeg kommer hjem efter et par timers arbejde, lægger jeg mig på sofaen og starter min mindfulnes meditation-træk-vejret-roligt- noget, som min dejlige psykolog har anbefalet, hvilket jeg godt nok ikke tror hjælper ret meget, for der går siger og skriver kun 4 minutter inden den blide stemme luller mig i søvn, og så snorker jeg – i lunt og behageligt selskab med Bimbi – gladeligt og ubekymret i en time til halvanden.

Vel at mærke stadig med ørerne fulde af mindfulness, uden at høre det mindste af hvad der bliver sagt. Så enten hjælper det helt fænomenalt godt til at få mig til at slappe af, eller også virker det slet ikke, fordi jeg snorksover igennem det hele.

Men jeg har vel brug for det. At sove, mener jeg. Og det forhindrer mig ikke i at være ligeså træt om aftenen.

Selve arbejdet er også tilrettelagt min ynkelige mentale situation: jeg har ikke ansvar for noget som helst, jeg laver kun småting som ikke tager pusten fra mig, og The Dream Team tager telefonen for mig. Jeg dobbelttjekker alt og håber at jeg ikke glemmer noget, spørger ustandseligt om hjælp, og klarer mig så godt jeg kan.
Jeg får konstant venlige men bestemte ordrer fra The Dream Team, andre kolleger og chefer om kun at tilpasse mig min egen navlesituation, og gå meget langsomt frem.

At jeg ikke også skal stresse over at jeg ikke er klar til fuldtid endnu, giver mig meget ro, og jeg er overbevist om at det vil medvirke til at jeg bliver klar, så hurtigt det er muligt. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads.

Rent funktionelt virker min hjerne ikke som før. Jeg glemmer stadig de særeste ting, og det at jeg kan fortælle om det, er udelukkende fordi jeg er blevet gjort opmærksom på det. Jeg kommer nemlig ikke selv i tanke om at jeg har glemt noget.

Jeg har stadig kan stadig ikke læse, har svært ved at koncentrere mig og jeg har lagt mærke til at jeg bliver urolig og rastløs så snart jeg kommer ud af min komfortzone, hvad enten det er fysisk eller mentalt.

Det er hamrende frustrerende at være fanget i, og jeg glæder mig virkelig til jeg kan se et reelt fremskridt, hvilket er ganske udenfor rækkevidde indtil videre.

Men jeg er i gang igen. Så lidt det end er. Så det skal nok gå.
Desuden kan jeg stadig lave kage:

Prinsessen blev 17 i går og blev fejret! Med kage!

Slutteligt beklager jeg hvis udtryksformen er lidt ubehjælpelig, jeg er ikke i stand til at kunne rette det selv.

At ville… og at kunne.

Tænk engang hvis man kunne nøjes med at købe nogle bøger om hvordan man gerne ville have ens liv skulle være, og så var det nok.

Det ville da være helt enormt praktisk. Og hvis det var tilfældet, ville jeg allerede leve et perfekt liv, op til flere gange.

…

Jeg er nu – også – den lykkelige indehaver, af en masse et par bøger om det der mindfulness, bøger på forskellige sprog og af forskellig art. Susi syntes at jeg at det var godt tosset, og jeg kan ved nærmere eftertanke godt følge hende.

Fælles for alle disse bøger er nemlig at jeg ikke har læst dem endnu, da læsning ikke er en af mine fordums færdigheder jeg kan få styr på. Men jeg har skam åbnet de fleste af dem. Nogle har jeg sågar åbnet flere gange.

Endda også bladret i et par stykker. Ikke dem alle sammen, men det kommer nok.

Det siger lægen i hvert fald. Det får jeg sikkert overskud til når jeg er blevet mig selv, eller rask, eller hvad man nu vil, og så kan det vel være lidt lige meget. Så Susi har nok ret.

…

Men forlagene har tjent lidt penge på at jeg tror købet af elleve et par bøger ville kunne få mig på ret kurs igen ASAP.

Okay, faktisk kun 10 bøger, for den sidste fik jeg af min læge.

Elleve spændende bøger om og for og til mindfulness. På dansk, fransk og engelsk.

De er indkøbt med spredehagl, fordi sommetider kan jeg godt få noget nær panikangst for om jeg nogensinde bliver sig selv igen. Tænk nu hvis jeg er hjerneskadet for livet? (Ja ja, de dramatiske gen har ikke forladt mig, det er kun hukommelse og koncentration – hvis I vidste hvor længe jeg er om at skive et blogindlæg…)

Men helt seriøst?

Hvad nu hvis min hukommelse aldrig bliver almindelig igen?

Eller min koncentration?

Eller mig?

Jeg prøver alt hvad jeg kan, for ikke at stresse mig selv med forventninger. Forventninger til hvornår, hvordan og hvorledes. Men det er svært. For ingen kan sætte en tidshorisont på alt dette. Ingen kan fortælle mig at der er lys forude. Hverken læge, psykolog, zoneterapeut eller andre som er eller har været kognitivt udfordrede.

Ingen…

Så jeg prøver alt. Simpelthen ALT!

En eneste gang, siden alt dette hurlumhej startede, har jeg været i stand til at kunne indfange en bortfaret tanke. Jeg havde som sædvanligt glemt hvad det var jeg ville, ville simpelthen ikke lege med mere, så jeg koncentrerede mig dybt og inderligt, trak vejret meget dybt og helt ned i knæene, og pludselig kom tanken hjem igen.

Men det er kun sket en eneste gang.

Og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at gøre mig selv kunsten efter for at kunne gentage denne mikroskopiske succes. Det er blot ikke lykkedes.

Min dagligdag er stadig fyldt af episoder hvor jeg opdager at jeg enten har glemt noget eller gjort noget u….(har lige glemt ordet – men noget u-et eller andet) men altså sådan noget som når man finder en appelsin i køleskabet og svagt erindrer at man vist gerne ville have lavet rødkåls/appelsin salat for en uge siden.

Eller sidde og se en ganske almindelig film med resten af familien, og ved slutningen pludselig ikke ane hvem pokker personen Annie var. Selvom hun havde været med i hele filmen og havde en ret vigtig rolle.

Så træerne vokser bestemt ikke ind i skyerne, af en enkelt bitte vildfaren tanke som vendte hjem igen.

 

Luk mig lige ind igen.

Tak!

Jeg står herude – uden for mig selv – og vil faktisk godt ind igen. Det måtte faktisk godt snart ske. At nogen ville åbne. Så jeg kunne komme ind i varmen og blive helt mig selv.

Tak. Blev der sagt.

Men det er måske ikke nok?

Jeg gør alt hvad jeg bliver rådet til. Det eneste jeg ikke har gjort så enormt meget af endnu, er de der gåture. Det er ikke blevet til så meget. Faktisk. Hvilket måske er en fejl.Hvad ved jeg. Jeg kom dog ud at gå med Annette. I solskinnet. Det var en fantastisk tur. Som jeg godt kan huske.

Men alt det andet, gør jeg. Grundigt. Og meget. Måske en anelse utålmodigt. For jeg vil så gerne ind i mit liv igen.

Når jeg er lige ved at blive kvalt og overmandet af rastløshed, både mentalt og fysisk, og jeg suser forvildet rundt om mig selv – og andre – så er det fantastisk rart at have en Gårdmand Bjørn, der siger: “Tror du ikke lige du skal lægge et puslespil?”. God dreng!

Og så kan jeg sidde der i halve og hele timer og pille rundt i 1000 brikker af variabel farve og form, og langsomt aftager den overophedede tilstand i mig.

Godt nok. At det virker.

Men jeg tvivler stærkt på at min chef vil sætte pris på at have et puslespil stående i et mødelokale. Jeg gik også i gang med mit allerstørste på 3000 brikker, men da jeg havde fået lagt hele kanten, sorteret alle farverne og fnidret med at sætte dem sammen, uden større succes, faktisk uden succes overhovedet, gav jeg op. Det stressede mig mere end det gavnede, jeg sad bare og blev irriteret over ikke at komme nogle vegne og så kunne det være det samme.

Det blev lagt langt væk, og nu har jeg i stedet fremdraget tre mindre puslespil på 500 brikker – det må jeg da kunne klare.

Så er der det der mindfulness, som min læge i øvrigt siger er det samme som puslespil, bare hvor andre siger hvor du skal lægge brikkerne.

Jeg havde fundet en gratis app, ved navn “Calm” som har flere “træk-vejret-og-slap-så-for-pokker-af-NU” meditationer. Jeg lytter skam til dem. De er vældigt behagelige at lytte til. Det kan endda også godt være at de virker. Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg har endnu til gode at høre efter hele tiden, på hele den daglige guidede meditationsrundfart. Mine tanker flyver hid og did. Jeg har dog hørt – fra den guidende dame – at det er okay, så længe jeg er i stand til at indfange de flyvske tanker igen.

Desværre kan man, efter den bløde – gratis – intro, ikke komme videre uden at skulle betale. På abonnementsmåden. Så den blev slettet igen.

Nu er jeg derfor uden mindfulness og uden store puslespil.

Så er der te – meget te – og word feud tilbage. Jeg kan stadig ikke læse, det vil ikke hænge fast og jeg er rastløs ad pommern til.

Efterhånden er her ved at være en anelse trivielt her, lukket ude fra mig selv og mit liv, så nu må der godt snart ske noget, så jeg kan komme ind igen.

 

… men.

OPDATERING – jeg havde endda glemt at jeg havde skrevet dette, så jeg har ikke engang været inde for at se om der var nogle kommentarer jeg skulle svare på. Beklager!

Jeg er okay. Sådan efter omstændighederne.

…

Men… for der er et men.

Et stort men.

For min hukommelse er et stort rod. Jeg glemmer de særeste ting. Og selvom lægen og psykologen og zoneterapeuten alle er rørende enige om at det er heeeelt normalt og at jeg naturligvis bliver den samme igen meget snart, så har jeg sådan en ækel lille tvivl i baghovedet.

Er jeg i virkeligheden ved at blive dement? Jeg har ikke læst “Still Alice” (på dansk “Stadig Alice”) for ingenting. Hvad nu hvis jeg får varige mén – eller er hjerneskadet – af et eller andet som ikke vil aflevere de små stykker af min hukommelse. Sjovt nok falder jeg – totalt tilfældigt – udelukkende over den slags lidet opmuntrende anekdoter i diverse blade. De blade jeg klipper i, for at klippe klistre lidt og give hjernen en pause.

Det kan umuligt være specielt fordrende for min folks mentale helbredelse, at skrive om alle de mennesker der ligefrem er blevet hjerneskadede af stress.

Jeg forsøger at gøre som Tina beordrede mig til: lykønske mig selv hver gang der rent faktisk var noget jeg godt kunne huske. Og så i stedet skynde mig at glemme at jeg ikke kunne finde bilen på Kvicklys parkeringsplads, at jeg på under 15 minutter og ditto meter, var ude af stand til at fortælle Matasdamen hvorfor jeg skulle have magnesium. Jeg kunne huske jeg var blevet rådet til at købe det, men jeg kunne ikke for min død huske hvorfor.

Det var Yenz så venlig at oplyse mig om pr. sms senere på aftenen, eftersom denne oplysning stadig ikke var dukket op på min harddisk.

Og sådan er der jo så meget.

…

Jeg trøster mig med at jeg i det mindste er til stor moro for mine omgivelser.

The Dream Team

Noget at det som kan ske når man bliver sygemeldt – for at finde sig selv igen – er at man får dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for sine kolleger, som nu sidder med ekstra arbejdsbyrde, fordi man ikke selv kan varetage sine opgaver.

Så hjælper det gevaldigt at modtage sådan en skøn buket:

Og så i lyserød!

Og det varmer helt ubeskriveligt meget at læse sådan en besked:

The Dream Team er i sandhed helt specielle og fantastiske.

TAK ❤ ❤ ❤

 

 

Jeg har hørt om en dame…

Noget af det man får besked på at gøre når man er blevet væk fra sig selv, er at man skal gå tur. Hver dag. Ud og gå. Frisk luft og lys og hvad ved jeg.

Så jeg har gået tur.

Senest med en pensioneret mor præst. Som, da jeg ringede og spurgte om hun ville med ud og gå en tur, svarede at det kunne vi da godt, selvom solen ikke skinnede.

Jeg pakkede mig godt ind, gik over til den Pensionerede og afsted kom vi.

Nattens snefald havde lagt sig som en våd dyne over hele landsbyen og på vej ud af byen – der er ingen rigtige fortov – kunne vi vælge at gå i noget gråt sjap ude på selve vejen eller at gå i sneen inde i rabatten, som normalt bare er græs og visne blade. Efter et hundrede meter med sne ovenpå visne blade, blev det lidt koldt og lidt for vådt og derfor valgte jeg at gå ud på vejen da snesjappet, lige på det stykke, var fejet væk. Den Pensionerede fulgte efter.

Efter vi havde taget to skidt nogenlunde tørskoet, kom en bil forbi. Og en til.

Og alt det sjap som nu ikke længere lå i vejkanten, lå tydeligvis, og med stor nøjagtighed, lige der hvor bildækkene ramte asfalten. Med et formidabelt sprøjt blev sjap og gråt snesnask spredt i en elegant bølge udover den Pensionerede og undertegnede. Først en gang, og – da den næste bil kørte forbi – en gang mere.

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg vendte mig og så på min mor. Hun lignede noget Madam Mim med  mæslinger. Brune. Udenpå tøjet. Og jeg var ret sikker på at jeg så ligesådan ud.

Den Pensionerede var lige ved at ville vende om og gå hjem, jeg fik hende heldigvis på andre tanker. Det meste kunne børstes af, og de fugtige pletter ville nok tørre.

På et eller andet tidspunkt.

En anelse vrissende fortsatte hun bag mig ud af byen, dog ikke uden at deklarere at det helt og aldeles ville være min skyld hvis hun blev forkølet. Jeg slog det hen og drillede hende med at ingen nogensinde er blevet forkølet af at have lidt våde pletter på deres cowboybukser.

Desuden, men det sagde jeg ikke, var tynde cowboybukser nok ikke den helt optimale påklædning til en gåtur i snevejr, men det måtte hun jo selv om.

Altså, vi gik videre.

En del af sneen var åbenbart blevet hængende i luften som en tyk og uigennemtrængelig tåge, og det var fuldkommen umuligt at se forskel på mark og himmel. Ingen horisont i syne. Jeg udtrykte begejstring over dette vejrfænomen og forventede næsten en applaus.

Men jeg havde lige glemt at tåge er noget som bestemt ikke passer den Pensionerede. “Jeg kan ikke fordrage tåge. Jeg skal have noget horisont” erklærede hun bestemt.

…

Tåge

Vi gik videre og jeg truede med at skrive et blogindlæg om hende hvis hun blev ved med at være så besværlig.

Hun grinede bare og børstede noget sjap af ærmet på sin, absolut ikke vandtætte, vinterjakke. Da jeg påpegede dette, forsvarede hun sig med at hun sjældent havde så meget at gøre udendørs i den slags vejr, og det kunne hun jo have ret i.

Resten af turen forløb uden nævneværdig drama, og vi kom da hjem uden at få flere kaskader af sjap sprøjtet ud over os. Men jeg skrev nu alligevel et blogindlæg.

God lørdag.

29 gaver – 29 dage

Jeg, som elsker at læse, har kun læst en eneste – endda let læst – bog, på to uger.

Ikke ret meget. Og faktisk ret bedrøveligt. Men mit hoved har været helt væk, ikke engang nyheder på nettet har jeg kunnet drive det til, så jeg er helt ude af føling med virkeligheden.

Men bogen var god. Og inspirerende. Det var en amerikansk en, af slagsen, så hvis man kan skrabe lidt af den del væk og komme ind til kernen af selve bogens ide, og læse den uden sine danske briller på, er den god.

Den er desværre ikke oversat til dansk – jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og jeg fik originaludgaven – som er på engelsk – i fødselsdagsgave fra min dejlige Diva.

Humlen i den er at hovedpersonen – som skriver bogen om sig selv – har fået sklerose og det tager hun faktisk ikke ret godt. For nu at sige det mildt.

Hun får så til opgave af en afrikansk bekendt, at hun skal give 29 gaver væk på 29 dage. Uden at forvente noget til gengæld, udenat det skal være nogle bestemte slags gaver, eller modtagere for den sags skyld. Hvis det en dag glipper, så er det bedst at starte forfra, for at få den bedste energi ud af hele oplevelsen.

Kort fortalt.

Der sker en masse gode ting i løbet af de 29 dage og 29 gaver hun giver – en masse positivt kommer ind i hendes liv – hun får et mere optimistisk livssyn, hun lærer en masse om sig selv. Og andre.

En bog der gav god mening for mig. Jeg havde hørt om den, og var egentlig kun nysgerrig, men faktisk er der jo nok en mening med at jeg læste den lige nu.

Hvordan man skal huske at være positiv, og give væk for at gøre andre glade. Og sig selv – for det er rart at give. Og at faktisk sker der noget ved den der positive energi som gør godt, både for en selv og for resten af verden. Sådan i en mindre målestok.

En amerikansk bog som sagt, men vældigt inspirerende!

Inspirerende og tænksom bog!

Kan anbefales! Varmt.

Især når man er blevet væk og leder efter sig selv.

 

Blog som terapi.

Det er jo mere eller mindre hvad jeg har brugt bloggen til de sidste par dage.

Beklager dybt hvis I har følt jer udnyttede.

Ikke desto mindre har det også hjulpet. Ikke meget, men dog på den måde at jeg tvinger mig selv til at sætte ord på nogle tanker som jeg måske havde lidt svært ved at definere. Så det vil sige at det har hjulpet at skrive, for at finde mig selv igen.

Af alle de andre ting på min liste kom jeg også lidt videre. Jeg har nu også haft fat i følgende:

Gåture.
Grine.
Få besøg.
Naturmedicin.

Derimod har jeg på det skammeligste negligeret meditation. Det har jeg slet ikke ro nok til at gøre. Alle mulige tanker kværner rundt i knolden på mig uden ophør.

Ligeledes det der naturmedicin har jeg ikke været omkring. De få gange jeg har været ude i verden, har det været for at vandre rundt i Netto på en søvngængeragtig måde, hvor jeg på må og få har lagt forskelligt op i vognen, jeg har dog medtaget et stk. afkom hver gang da jeg ikke stoler på om det jeg læsser op i vognen overhovedet er noget vi mangler. Jeg har derfor ikke været omkring nogen helsebiks.

Jeg får dog nogenlunde taget mine vitaminer, problemet er bare at jeg ikke kan huske om jeg har taget dem, så jeg skal lige have lavet et skema for at holde styr på det hele, ellers ender jeg med overdosis af D vitaminer eller totalt mangel på B vitaminer. For det går jo ikke.

Jeg har været ude at gå, flere gange faktisk og det har været rart.

Jeg har også grint en hel del, eftersom jeg blev plantet i sofaen af mine piger for at tilbringe et godt stykke tid med Anders Mattesen. Behageligt og yderst grinagtigt.

Jeg har kun haft et – uanmeldt – besøg. Lene havde taget en ganske anseelig mængde kage med, og så var jeg jo optaget med at spise den, men var fuldstændigt udmattet bagefter.

Husk at kigge op!!

Jeg var på arbejde et par timer i dag, det var ikke nogen ubetinget succes.

Det var skønt at se The Dream Team igen, men min manglende koncentrationsevne og hullede korttidshukommelse har sine begrænsninger. Og så sendte de mig hjem.

Jeg prøver dog igen i morgen, jeg giver nemlig ikke op så nemt.

Så den foreløbige konklusion på at finde mig selv igen, må være at der er ting der hjælper, og ting der ikke hjælper. Det som har hjulpet mest er, i nævnte rækkefølge: snak med Korea, gåture, blog som terapi og knus af/fra/med The Dream Team.

Så jeg fortsætter ad den eneste vej der er.

Op ad.

Hvem ved, måske begynder jeg ligefrem at kunne huske igen.

Jeg bruger mine ting

Endnu engang kan jeg så udbasunere mine særheder i fuld offentlighed. Og I kan bare konstatere at jeg ikke er rigtig klog. Det har jeg vist heller aldrig påstået, så det gør nok ikke så meget.

Jeg holder altså af ting, så ikke noget minimalisme her..

Jeg mener ikke at jeg holder af alle ting i flæng, eller at jeg går shopamok over ting jeg bare absolut må eje, slet ikke. Men derimod ting jeg har fået af folk, jeg holder af. Jeg bruger de ting til at lave god energi for mig selv. Jeg nyder at omgive mig med ting som andre har udvalgt specielt til mig.

Uanset om det nu er en ting personen selv har fået, men ikke gider have og så giver til mig. Det som tæller, er den positive følelse som jeg forbinder med tingen. Det kan være hvad som helst.

Faktisk er en meget stor del af de ting jeg har, og omgiver mig med, forbundet med glade tanker om en eller anden person i mit liv. Det giver mig for eksempel meget mere at drikke te af en kop som jeg har fået af en jeg holder af. Jeg bruger de følelser mine ting giver mig. Alt efter hvad jeg har brug for, på et givent tidspunkt, så omgiver jeg mig med ting som giver mig den eller den følelse.

Og i de sidste par dage har jeg brugt mine ting til at få det bedre.

Når jeg så sidder her:

og prøver på at slappe af og finde mig selv igen, så hjælper det enormt at være omgivet af ting der gør mig glad, fordi jeg har fået dem af skønne mennesker, der har tænkt på mig.

Det giver mening for mig.